Det var ikke en af de sædvanlige Grand Prix baskere, der løb med sejren i aftes, men derimod en fin og følsom Salvador Sobral fra Portugal, som på smukkeste vis sang så hårene rejste sig.

Jeg aner ikke hvad ordene betyder, men det er i denne kontekst helt ligegyldigt for den er fremført med så meget indlevelse, at man er med ham hele vejen. Den får mig til at tænke på Chaplin’s ‘Smile’, som besidder samme fine stemning.

Sejren gik til ‘sangen’ og ikke til konfetti, glimmer, lange ben og vindmaskiner.

Han får 12 af mig – jeg er fan!