• Et øjeblik...

    Metusalem

    Mangler du noget at læse i de lange mørke vinteraftener kan jeg anbefale, at du tygger dig igennem de 523 sider i Flemming Dyrbye’s debutroman “Metusalem”.

    Den er velskrevet og har et originalt plot, som har holdt mig fanget aften efter aften.

    Da den smukke og begavede Stine Jamie bliver udsat for sadistisk sexmishandling og efterfølgende myrdet, efterlader beviserne ingen tvivl om, at Christian Bjørnbo er den skyldige.

    Knap 8 måneder efter mordet lykkes det Christian Bjørnbo at flygte fra fængslet, og kriminalassistent Michael Niedermeyer får til opgave at opspore ham.

    I takt med, at kriminalassistent Niedermeyer sætter sig ind i sagen, begynder han gradvis at fornemme, at ikke hele sandheden kom frem under retssagen, og at mordet på Stine Jamie måske kun er en lille brik i et meget større puslespil med forgreninger langt ind i internationale forskningsmiljøer.

    Hvem var denne Stine Jamie egentlig – og hvad var det for en hemmelighed, hun bar på?

    Ikke alle ønsker, at sandheden kommer frem, og Michael Niedermeyer må konstatere, at det ikke altid er let at skelne godt fra ondt – og rigtigt fra forkert.

    Lige så god som svenskerne og bedre end de fleste danske kolleger.

     

  • Et øjeblik...

    Kærlighedshistorien alle (tilsyneladende) taler om

    Hvor blev jeg glad, da jeg lige smuttede en sen aftentur rundt i blogland… jeg har nemlig været så heldig at vinde Erikas giveaway bogen Fifty Shades of grey.

    Som jeg skriver til Erika, er rygterne om bogen ikke nået nordenfjords, men vi er, som andre rygter siger, en smule sendrægtige heroppe i udkanten af udkants Danmark.

    Jeg er dog helt klar til at springe på vognen og til at få blussende kinder (:

  • Et øjeblik...

    Kvinder er bedst, når de holder kæft

    LIX tallet er fratruende lavt i Peter Lundins “En morders bekendelser“. Hvis ikke  jeg vidste bedre, ville jeg aldrig have gættet på, at en journalist havde været ghostwriter på den. Den er sat med store typer som en børnebog og kunne snildt markeres med LET LÆST. Det er dog langt fra en børnebog.

    Det er herfra indlæggets overskrift er hentet og efter at have læst halvdelen tænker jeg, at bogen retteligt burde hedde “En narcissists bekendelser”.

    For hvis bogen mangler sproglig elegance, er den til gengæld rig på indsigt i et sygt sind.

    Den er gruopvækkende uhyggelig i sin selvforherligelse af alfahannen Peter Lundin… efter min mening langt mere udhyggelig læsning end beskrivelserne af hans egentlige handlinger.

    Man kan diskutere om han overhovedet skulle have haft lov at udgive bogen. Jeg ved at bølgerne går højt i Norge pt. hvor Anders Behring Breivik skriver på en bog… skal dømte forbrydere have lov at tjene penge på deres forbrydelser? Eller er de lige som du og jeg omfattet af ytringsfriheden?

    Det er nu ikke godnatlæsningen, der har spoleret min nattesøvn og givet en skod start på mandagen med kort lunte og manglende overskud til følge.

    Nej, det er squ min egen skyld – og derfor overskriften: Kvinder er bedst, når de holder kæft.

    Jeg er i hvert fald nogen gange :-/

    Det bli’r en laaang mandag…

  • Et øjeblik...

    Offentlig transport og en forsvundet hundredårig

    Så oprandt dagen hvor Poden overtog Poloen og mor blev henvist til at benytte offentlig transport.

    Det skulle jo ske.

    Nå, helt så slemt er det ikke og det var faktisk mit eget forslag.

    Jeg havde noget garn, der skulle trimmes og hvis hun nu agerede chauffør slap jeg for at rode byen rundt efter en P-plads.

    Som sagt så gjort.

    Det kostede en bustur og udlån af Poloen til i morgen.

    På busturen hjem fik jeg taget hul på “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”… jeg måtte flere gange beherske mig for ikke at bryde ud i latter.

    Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt af Jonas Jonasson er en morsom og livsbekræftende historie om den 100-årige Allan Karlsson, der stikker af fra plejehjemmet.   Allan kommer ved et tilfælde i besiddelse af en narkohajs kuffert stoppet med pengesedler, og så går den vilde jagt gennem Sverige, hvor han får flere nye venner og allierede i kampen mod gangsterne, der vil have deres penge igen, og politiet, der konstant er fire skridt bagud i opklaringen. Alt i mens dramaet udspiller sig i det midtsvenske skove, hører vi om Allans lange liv forinden i tilbageblik, der bringer os tæt på mange af verdenshistoriens helt store begivenheder og personer.

    Det lyder som en svensk “Forrest Gump” – men det gør den ikke mindre morsom.

    “Det er, som det er, og det bliver, som det bliver.”

     

  • Et øjeblik...

    På bud i Netto

    Den var på tilbud i Netto… og jeg tænkte, at hvis jeg kunne få løftet bare en lille bitte flig til det store mysterie, så ville pengene være godt givet ud.

    Jeg må nemlig blankt erkende, at jeg hverken forstår mig på gamle biler eller midaldrende mænd. Fyldte med uforståelige særheder som de er. Bilen kan man sende på værksted. Det er straks værre med manden. Ham er man nødt til selv at forsøge at greje.

    Jeg håber, at blive en lille smule klogere… bare en lille smule… hvis jeg (mod forventning) finder noget epokegørende skal jeg nok sige til.

    Men ville det ikke være for nemt hvis løsningen lå på en hylde i Netto.

    Jeg tror det 🙂

    Mænd vil aldrigt forstå kvinder, og kvinder vil aldrig forstå mænd – og det er der ingen mænd eller kvinder, der kan forstå.

  • Et øjeblik...

    Genkendelsens glæde

    Endelig er der nyt fra Jo Næsby og dermed også om den brogede Harry Hole. Jeg fik hele samlingen af mine kolleger da jeg blev alvorligt syg for nogle år siden… og jeg har nydt hvert et sekund sammen med Kriminalbetjent Harry Hole. Enspænderen. Drukkenbolten. Enfant terrible i  Oslo politidistrikts Drabsafdeling.  (-:

    Efter at have opholdt sig tre år i Asien uden kontakt til Oslo, vender Hole hjem. Der er en sag, han gerne vil se nærmere på: En ung mand er blevet dømt for drab i et narkoopgør. Den dømte er Rakels søn, Oleg. For første gang nogensinde ser det ud til, at Harry Hole ikke skal lykkes med en efterforskning. Og til  allersidst er det kun vilje og gaffertape, der holder ham sammen.

    456 sider uovertruffen Nesbø… jeg glæder mig til gensynet. Når jeg er færdig med Slaughter og Ohlsson.

  • Et øjeblik...

    U-italiensk

    Man skal prøve noget nyt også når det gælder bøger.

    Jeg er en af de mange, der sværmer for de nordiske krimier… men så faldt italienske Donato Carrisi’s debutroman “Sufføren” ned i min indkøbskurv (hov).

    Jeg var ærlig talt en smule skeptisk. Jeg er vild med islandske Arnaldur Indriðason, men det er pokkerme lidt svært at holde styr på personerne og særligt deres navne. De er svære at udtale, svære at huske og endog svære at kønsbestemme. Er det italienske lige så problematisk?

    Heldigvis viste det sig, at bogens navne er valgt så alle kan være med. Også ikke-italiensk kyndige. Faktisk er hele historien universel. Den er skrevet uden at nævne specifikke byer og steder og kunne reelt foregå hvor som helst. Og når som helst… for der findes heller ingen tidsangivelser i bogen.

    Suffløren er gennemført, grusom, bestialsk og en af de bedre krimier jeg har læst… og kan varmt anbefales.

    Specialagent Mila Vasquez er ekspert i at spore forsvundne børn. Sammen med kriminologen Goran Gavila og et specialiseret efterforskningshold bliver hun sat til at lede efter ligene på fem brutalt myrdede småpiger. Eneste spor i sagen er pigernes afhuggede arme.

    Efterhånden som holdet tror, at sagen nærmer sig en opklaring, åbner der sig en bundløs afgrund af nye makabre mord. Det ene mere gruopvækkende og rystende end det andet.

    Agenterne står over for en uhyggelig og udspekuleret seriemorder, der ond skabsfuldt agerer fra sit skyggested og langsomt, men sikkert bevæger sig ind på dem. Det bliver et kapløb på liv og død, hvor det ikke længere står klart for nogen, hvem der er til at stole på …

  • Et øjeblik...

    Spar op til 66% på bøger

    Jeg kan modstå alt undtagen fristelser og når der kommer nyhedsbrev med knaldtilbud fra saxo.com ender det som regel med, at jeg fylder noget i indkøbsvognen…  i dag var ingen undtagelse.

    Når min eksmand blev spurgt, hvad han ønskede sig i julegave, svarede han ofte: “ikke en bog… sådan én har jeg allerede(og han læste da heller aldrig andet en tekst-tv.!)

    Jeg har det lige modsat… bøger kan man ikke få for mange af og de har da også med at hobe sig op.

    Lige nu læser jeg “Den døende dektektiv”, som modtog Glasnøglen for Bedste Nordiske Krimi 2010

    Lars Martin Johansson, chef for det nationale kriminalpoliti – en legendarisk drabsdetektiv og blandt kollegaer kendt som manden, der kan se rundt om hjørner. Han er nu pensioneret og lever et andet liv end dengang. Men at se rundt om hjørner kan han stadig. I Stockholm i begyndelsen af juli besøger Johansson  fastlandet for at køre et ærinde. På sin vej tilbage falder han for fristelsen og tager en afstikker til Sveriges bedste pølsevogn på Karlbergsvägen. For hvem orker at køre på tom mave? Da Johansson tre dage senere vågner op til livet igen, ligger han på intensiv efter at have overlevet en blodprop i hjernen det indtraf få sekunder, før han netop skulle til at sætte sine tænder i en grillet Zigeunerwurst med surkål og sennep. En forandret tilværelse for Johansson, hvor det at se om hjørner ikke længere er aktuelt. Men hans gamle liv forsøger pludselig at få fat i ham igen. Hans egen læge fortæller en forfærdelig historie om en 25 år gammel uopklaret mordsag på en niårig pige. Godt for den, der kan se rundt om hjørner, men næppe noget for Johansson i den tilstand, han nu befinder sig i. Eller?

    Historien er længe om at komme igang, men det gør absolut intet for mens den langsomt udvikles møder man Lars Martin Johansson. Portrættet af denne elskelige ældre mand, hans kamp for at genvinde føreligheden efter sin blodprop, hans oplevelse af sin ændrede personlighed og hans ømme og smukke relation til venner og familie er efter min mening bogens helt store styrke… sammen med Perssons fremragende sprog og knastørre humor selvfølgelig.

  • Et øjeblik...

    Træls torsdag

    Poden er vel ovre de afsluttende skriftlige eksaminer i dansk, matematik og engelsk. Hun er tilfreds med sin indsats og så er det op til censorene at vurdere resultatet. Jeg ved, hun har gjort sit bedste og det er godt nok til mig. Uanset hvilket tal, der komme til at stå nedenunder.

    Knap så tilfreds har jeg været med min torsdag. Et enkelt telefonopkald onsdag aften ødelagde både humør og nattesøvn. Og ikke engang mine kollegers forsøg på at muntre mig op hjalp ret meget. Jeg har været inde på det før… det her med forventningsafstemning… og jeg skal hilse og sige, at det er ikke så skide nemt. Særligt når det viser sig, at forventningerne – når det kommer til stykket – går i hver sin retning.

    – og nu havde vi det lige så rart, hvorfor kunne vi ikke lade det blive ved det..?

    Nå, shit happens… og så over til noget helt andet.

    I sidste uge solgte Netto “Genesis” af Karin Slaughter til 49,95. Ikke en herregård når man tænker på hvad bøger ellers koster og da jeg ikke havde andet på tapetet røg den i indkøbskurven. Det er en hårdtslående amerikansk krimi når den er bedst… det er ikke læsning, der hverken rør eller forandrer verden… men tilgengæld det er ren uforfalsket underholdning. Og det skal der også være plads til. I dag fandt jeg tre mere i samme serie i Kvickly Extra og til samme pris. Underholdningen til den kommende sommer på terrassen er i hus.

    Fredag venter lige om hjørnet. Torsdagens trælshed bliver lagt på hylden, jeg melder mig ud af mobilnettet og ind i weekendens lyksalige langsommelighed. Og med udsigt til 21 grader, skal der måske allerede nu tages hul på sommerlæsningen.

  • Et øjeblik...

    PIP

    Jeg har studeret spejlet indgående… nope… man kan ikke umiddelbart se, at der er føjet endnu et år til de mange, der var der i forvejen. Håret har stadig samme grå nuance og rynkerne om øjnene ser heller ikke ret meget værre ud.

    I aftes blev bibliotekslånet “Hvornår kommer der en god nyhed” lagt på hylden, for blandt fødselsdagsgaverne var Jussi Adler-Olsens nye roman “Journal 64” og den kunne jeg selvfølgelig ikke vente med at tage hul på.

    Posten bragte endnu en fødselsdagsgave med i dag… sød hjemmelavet fugleranke a la Rie Elise Larsen, i hvad Line kalder en “Christmas-edition”… det må være glimmerhjerterne hun mener 🙂

    Jeg havde kagemand med på jobbet. Bestilt til 10 personer og så viste det sig, at afdelingen led af et større mandefald netop i dag. Kagemand var der nok af skulle man så tro. Selvom nogen hårdnakket påstår de “ikke spiser kage”, så har jeg luret, at det er en særdeles kageglad afdeling jeg er havnet i … en nappede hele hovedet… alene… andre startede fra den anden ende og så fik den kagemand ben at gå på!