• Bløde bukser og gummistøvler

    Jeg havde proklameret fra morgenstunden, at lørdag stod på morgenhår, pyjamas, Mofibo og kaffe, men jeg synes alligevel det var for slapt, at bruge en kort weekend på at lave ingenting.

    I stedet pakkede jeg Bob i bilen og kørte mod Vesterhavet. Håret var ordnet og pyjamasen skiftet ud med ‘blødt tøj’ og gummistøvler. Kaffen lod jeg bliver hjemme, men jeg medbragte dog Mofibo til køreturen og kom rigtig godt i gang med “Et lille liv“.

    Der var regn i luften og ingen udover os finder på at tage til stranden i sådan et vejr. Åbenbart. Det regnede først da vi kørte hjem. Vi gik et par timer, jeg fik rundet dagens 10 km og kunne køre hjem og med god samvittighed lægge mig på sofaen.

    Det var min første 5-dages arbejdsuge siden foråret og den har været hektisk, så weekenden er tiltrængt.

    Vi havde en meget pludselig flytning hængende over hovedet, som vi også skulle forholde os til, så ikke bare havde vi travlt med at planlægge og rydde op, vi skulle også lynhurtigt have ekspederet de opgaver, som skulle være klar til næste uge.

    Som jeg nævnte i går blev flytningen for vores vedkommen aflyst/udsat, så jeg håber at den kommende uge alligevel bliver ‘normal’.

  • Pizza Bianco in spe

    Jeg har hentet kartofler ude hos Hans i Gerå. Fine nyopgravede kartofler. På terrassen har jeg rosmarin, så jeg mangler kun den friske mozarella. Den kan jeg desvære ikke dyrke selv eller hente lokalt… eller det kan jeg… i Meny, men det er ikke lige det jeg lægger i ‘lokalt’.

    I køleskabet ligger både dejen og den Heineken, der skal ledsage lørdagens Pizza Bianco.

    Det har allerede været en lang lørdag. Bob synes vi skulle op kl. 5 og helt typisk tager han så en laaang lur efter morgenluftetur og morgenmaden. Jeg burde ha’ gjort det samme, men nu var jeg oppe og i gang. Sove kan man gøre når man bliver gammel. Eller noget.

    Weekendplanerne har omfattet en sen tur til Vesterhavet – solnedgangs sen – men det bliver næppe i dag.

    Mañana. Måske.

  • I dag dovner vi den

    Jeg nyder kaffen i morgenens kølighed på terrassen. Bob trisser rundt i haven og vi skal nå absolut ingenting.

    Hækken blev klippet i går. Jeg måtte opgive de sidste strittende grene på det allerhøjeste sted, men i aftes kunne jeg så igen høre naboens hækkeklipper – så havde han klaret det for mig.

    Jeg har boet her i 5 år og det er minimalt hvad vi har talt sammen, men i går stod han pludselig i min indkørsel mens jeg klippede hækken på min side. Vi snakkede om løst og fast og udvekslede lidt fælles erfaringer med en frossen skulder. Måske er det den snak, der har udløst aftenens hjælp med det sidste.

    Der er Fjordfest i Hals og i aften spiller Thomas Buttenschøn – ganske gratis – så jeg tænker, at Bob og jeg går derned og hører “Smukkere end smuk” og drikker en enkelt fadøl. Det er så først i juli…

    Det må være passende aktivitet på en doven lørdag.

  • En travl søndag

    Bob er gået i seng efter en begivenhedsrig søndag med havearbejde, gæster, strandtur, træning, beluring af naboen og hvad han ellers har haft gang i.

    Træningen er gået over al forventning. Lige indtil i dag. Han gad ikke komme når jeg kaldte og han gik i snor som om han ikke havde prøvet det tidligere. Det lover godt for morgendagens hvalpe test. Eller noget.

    På positiv siden er det en fornøjelse at se ham blive mere og mere fortrolig med vandet. Det sted vi passerer på videoen er normalt et sted jeg ville bære ham over, men i dag gik han bare ud i det.

    Hjemme igen blev det nødvendigt med en tur under bruseren for at skylle weekendens sand og saltvand ud af pelsen. Det er så nemt med sådan en lille sag og da den franske Bulldog ingen underuld har, er han næsten tør efter en frottering.

    Det har været en skøn weekend og med en kort uge i sigte er det til at overskue, at det er mandag i morgen.

  • Ugens bedste

    • Tre sække mindre skvalderkål i haven
    • Nyvasket og solduftende sengetøj på tørresnoren
    • Kaffe og ostemad i skyggen på terrassen
    • Nylavet rabarbersaft sat på køl
    • Dylan i højttaleren
    • Ingen naboer hjemme
    • Pizza Bianco, kold rosé og godt selskab i udsigt senere

    Lørdag gør mig godt ♥

  • Jack D og de andre

    Nordjylland har igen nydt godt af en sensommerdag.

    Jack D og hans mennesker kom og slæbte mig med på en dejlig tur til stranden. Jeg havde kameraet med, men skulle have valgt et andet objektiv… 300 mm håndholdt… det fungerede bare ikke i dag og skarpheden mangler den del.

    .
    Nogen ville sikkert også ønske at de havde valgt noget andet fodtøj… og det var ikke mig.

  • Travlhed forude

    Klokken nærmer sig elleve.

    Jeg har været oppe siden kl. 6, spist morgenmad, drukket kaffe, diskuteret projekt med filosoffen 1 time og 20, mens han travede sin morgentur, jeg har lavet lidt smårettelser og færdiggjort bilag 2 og 3 til hans projekt, jeg har vasket lidt tøj, drukket mere kaffe…

    Jeg elsker weekendens langsommelighed.

    Lørdag er weekendens eneste fridag.

    Søndag og mandag er jeg på Østerbro. Der står projektassistance på min kalender, så i dag skal jeg have klaret de praktiske ting, som jeg normalt bruger en sommerweekend på. Tøjvask, rengøring, græsslåning, besøge de gamle i Fjordgade og så skal jeg jo også se Tour de France og pleje mit cykelhold (som by-the-way klarer sig glimrende i årets sommerleg).

    Mon ikke det er på tide at jeg kommer i omdrejninger?

    God lørdag!

  • Jack

    Herligt weekend besøg – af Jack og hans menneske ♥

    Jeg kunne have forsvoret, at jeg ikke ville så meget som kigge efter så lille en hund – men for pokker han er sjov og charmerende, og i øvrigt forbavsende adræt.

  • Weekend start

    Lørdag startede præcis så tidligt som lørdag normalt gør her i huset.

    Før seks.

    Det gør overhovedet ingenting for jeg elsker disse langsommelige morgener, hvor jeg kan lave lidt praktisk afbrudt af hyppige kaffepauser.

    I dag har jeg lavet hyldeblomstsaft til Poden, skrevet på et brev, vasket lidt tøj og et stolebetræk, gjort havemøblerne rene og indrettet mig derude med tæpper og hynder og snakket lidt med filosoffen. Der var gode nyheder fra den kant og jeg sidder her med en rigtig glad følelse i kroppen… på hans vegne!

    Når jeg har drukket lidt mere kaffe tænker jeg, at jeg skal lidt i haven, slå lidt græs og rydde noget skvalderkål.

    Inden lørdag er omme skal også have gået mine 10 km og have færdiggjort min bog.

    Der er rigeligt til at udfylde min lørdag.

    God en til dig.

  • Ude med hønsene

    Lige midt i byen spankulerede en smuk sort hane rundt i selskab med to hvide damer fra sit harem.

    Ellers lå byen øde hen tidligt denne lørdag morgen. En lørdag, som tegner til at blive en fin en af slagsen.

    Jeg har en aftale i formiddag, så jeg var tidligt oppe og ude med hunden – ellers skulle naboen nok have sørget for morgenvækningen.

    Kl 07:30 begyndte han at bruge, hvad der lød som en rundsav. Desværre er det ikke alle mennesker, som forstår at tage hensyn. Det kunne da aldrig falde mig ind, at begynde f.eks. at slå græs lørdag eller søndag morgen. Nå, sådan er vi så forskellige.

    Lørdagen kalder…