• Et øjeblik...

    Godt underholdt

    Jeg har nu læst (hørt) alle seks bøger om om Sebastian Bergman og rejseholdet, skrevet af Hjorth og Rosenfeldt.

    Jeg må sige, at jeg har været rasende godt underholdt. Alle seks romaner er bygget omkring et spændende og intenst plot. Personerne er gennemgående og er både komplekse og uperfekte. Realistiske…? – måske ikke, men jeg synes alligevel, at forfatterne mestrer nogle gode personbeskrivelser.

    Bog nr. 6 endte med en cliffhanger, så der MÅ komme en syvende 🙂


    Jeg har kastet mig over en krimidebut. Vinterland hedder den.

    Forlaget skriver:

    “Vinterland” er krimidebuten fra de to kendte journalister, Janni Pedersen og Kim Faber, og er en gribende fortælling om ensomhed, terror og nynazisme i et iskoldt Danmark.

    Martin Juncker er politikommissær i København, da han bliver tvunget til byen Sandsted, hvor han sammen med to urutinerede politifolk skal løse problemerne omkring et asylcenter. Imens må han på den personlige front bearbejde sit dårlige forhold til sin demente far. Under sit ophold rammes et københavnsk julemarked af et bombeattentat, som hans forhenværende kollega, Signe Kristiansen, skal efterforske. En efterforskning, som udvikler sig med voldsomme fund. Da Martin får til opgave at opklare et brutalt drab med forbindelser til et nynazistisk miljø, opstår pludseligt en skræmmende sammenhæng mellem forbrydelserne.

    Janni Pedersen og Kim Faber har med ”Vinterland” skrevet en fængslende krimi, som binder Danmarks sociale og kriminelle problemstillinger sammen i et nervepirrende plot.  

  • Earcandy

    HJORTH og ROSENFELDT

    Mit første møde med Sebastian Bergman skete i Hjorth og Rosenfeldt debutroman Manden der ikke var morder, som er en af de bedre krimier, jeg har læst.

    Sebastian er en politipsykolog på orlov, efter en personlig tragedie som har han har svært ved at komme over, men efter et mord på en 16 årig dreng arbejder han igen for Rejseholdet.

    Man keder sig ikke et sekund ikke i løbet af fortællingen og det er en rigtig flot debutroman af de to forfattere. Bogen slutter et brag og en afsløring, der fluks fik mig till at kaste mig over nr. to i serien.

    Den svære to’er, Disciplen, er lige færdiglæst og er om endnu bedre. Sebastian og Rejseholdet er igen omdrejningspunktet for en mordefterforskning.

    Den tredie, som hedder Fjeldgraven er netop hentet og ligger klar på mobilen.

    Indtil videre er der 6 bøger i serien.

    1. Manden der ikke var morder
    2. Disciplen
    3. Fjeldgraven
    4. Den stumme pige
    5. De uegnede
    6. En højere retfærdighed

    Alle 6 bøger i serien er oplæst af Bent Otto Hansen, som efter min mening er en af de absolut bedste oplæsere.

    Jeg glæder mig til endnu mange timers underholdning.

  • Et øjeblik...

    Blodmåne

    Bogens omslag lovede en humoristisk tilgang til emnet, men var en dræbende kedsommelig undersøgelse af hvorfor mænd sender dick pics… jeg holdt ud i 3 ud af 4 timers oplæsning. Nå okay, jeg fik da et par interessante oplysninger med, men ellers… nej. Mænd er seksuelt primitive væsner og jeg tiltror ikke deres billeder så mange dybe bagvedliggende tanker. Sorry!

    I stedet kastede jeg mig ud i sommerunderholdende krimier. Katrine Engbergs første bog “Krokodillevogteren” blev hurtigt læst og nu er jeg to trediedele inde i den næste, “Blodmåne”, som er oplæst af forfatteren selv. Det giver en helt særlig stemning for hun kan lægge de tiltænkte betoninger på ordene og dialogerne og så har hun i øvrigt en rigtig behagelig stemme.

    Det er isvinter i København. Politiassistent Jeppe Kørner er netop vendt hjem fra en lang rejse med fornyet livsmod i bagagen. Men feriestemningen fordamper hurtigt, da en mand bliver fundet død i en snedrive i Ørstedsparken. Politiet tror, at det drejer sig om en hjemløs, der er frosset ihjel, men det viser sig at være et bestialsk mord på en helt anden og langt mere kendt person.Tingene er ikke altid, som de ser ud. Det ved Esther de Laurenti, pensionist og snushane, bedre end nogen anden. Hun går politiassistent Jeppe Kørner og Anette Werner i bedene og begynder sin egen efterforskning. I en sag, der involverer Jeppes bedste ven, bristede drømme, radioprogrammer og et yderst raffineret mordvåben.

    Jeg glæder mig allerede til nr. tre, “Glasvinge” og til evt. nye velskrevne bøger om Kørner og Werner.

  • Et øjeblik...

    Vil du ha’ en stänkar?

    Onsdagens regnvejr hilses velkommen og indbyder til te, tæppe i sofaen, bløde bukser og svensk krimi på fjernsynet… endnu en af de nye med Beck og Gunvald Larsson.

    Dovenskaben er tiltrængt oven på en dag, hvor vi er flyttet kontor endnu engang. Denne gang fra husets mindste til det måske største – og forhåbentlig lidt mere permanente.

    I dag var det kontorpladserne og i morgen tidlig starter det store arbejde med at flytte ‘fabrik’ og lager.

    Vi har to flyttefolk og en elektriker til rådighed hele dagen – men det forventes alligevel, at blive en dag, hvor det daglige arbejde, for alles vedkommende, bliver nedprioriteret og helt andre opgaver kommer til at præge dagen.

    Jeg tænker, at morgendagen nok lægger yderligere pres på de i forvejen ømme rygstykker.

    Men først ‘en stänkar’ (:

  • Et øjeblik...

    Jävla bra tv

    Da jeg fik Netflix for en måneds tid siden var det første jeg kastede mig over første sæson af den dansk/svenske krimiserie ‘Broen’.

    Den blev vist ikke noget stort da den blev vist på tv – i hvert fald ikke i mit – men med mulighed for at se alle 10 afsnit lige i streg (næsten) gik jeg i gang.

    I sæson et findes en kvinde myrdet midt på Øresundsbroen – lige på grænsen mellem Sverige og Danmark. Både svensk og dansk politi er kaldt til gerningsstedet. Hvad der i første omgang synes at være ét mord, viser sig at være to. Kvindekroppen er nemlig brutalt skåret over i taljen og sat sammen til én. Dette spektakulære dobbeltdrab er blot begyndelsen på en bølge af vold, ingen har set før.

    Jeg er vild med Kim Bodnia, som spiller Kriminalkommisær Martin Rhode – og hans svenska pendant ‘Saga Norén, Länskrim Malmø’ vinder helt klart ved nærmere bekendtskab med sin socialt dysfunktionelle facon.

    Sæson to vises lige nu søndag aften på DR… er du gået glip af de første tre afsnit af kan de ses her.

    Broen er jävla bra tv… så er det sagt!

    Hollow talk – det smukke intronummer til ‘Broen’. Her sunget af Amanda.

  • Et øjeblik...

    Jeg er en sucker for svenske krimier

    De svenske krimier tiltaler mig. Måske fordi de med danske øjne virker ‘realistiske’ på den måde at miljøerne, det skandinaviske, er genkendeligt. Det bliver mere nærværende, når der sker en forbrydelse lige midt i det velkendte.

    For et par år siden læste jeg Lars Keplers “Hypnotisøren” og i aftes fik jeg så lejlighed til også at se filmatriseringen med Mikael Persbrandt i titlerollen (ham er jeg også en sucker for).

    Den er instrueret af Lasse Helstrøm og har, udover Mikael Persbrandt, også Lena Olin på rollelisten. Det bliver ikke meget bedre og var da også Sveriges officielle bud på en Oscar-nominering i kategorien Bedste udenlandske film. Den nåede dog ikke gennem nåleøjet.

    Lørdag aftens gæst er sendt hjem med et knus og tilbage af weekenden er en søndag, som bliver en af de langsomme. En søndag hvor det er tvivlsomt om nattøjet overhovedet når at komme af.

    Måske er jeg heldig at skuffen gemmer endnu en svensk krimi – jeg mangler vist fortsat et par af Lisa Marklunds.

    God søndag til dig.

  • Et øjeblik...

    Ystad ligger i Sverige!

    I aftes så jeg Wallander… i den engelske version!!!

    Arjmen altså… kunne man så for pokker ikke ha’ taget skridtet fuldt ud og givet personerne engelske navne. Kurt og Kalle… på engelsk… nej, det går altså bare slet ikke.

    Selve filmatiseringen var der ikke noget at udsætte på. Kenneth Branagh var skam ypperlig i hovedrollen. Men det virker altså på en eller anden måde langt mere autentisk, når Krister Henriksson siger Kalle Svedberg og spiser köttbullar. Desuden er han jo den småkoleriske og sentimentale kriminalkomissær Kurt Wallander og det kan nok så mange nyindspilninger ikke lave om på.

    Musikken herunder er fra den engelske filmatisering… den er smuk… nøjagtig som den musik, der er valgt til de nye svenske film.

    Enjoy!

    Emily Barker & The Red Clay Halo – Nostalgia

  • Et øjeblik...

    Læsefryd

    Nogen bøger har jeg ikke tålmodighed til at vente på dukker op på biblioteket – dem er jeg simpelthen nødt til at købe!

    Det gælder bl.a. Jo Nesbø’s “Headhunterne”, som allerede står ny og ulæst i reolen. Men også Camilla Läckberg’s “Tyskerungen”, som jeg var heldig at få tilbudt til en ret overkommelig pris, blot en uge efter den var udkommet.  Sammen med sidstnævnte røg også Åsa Larsson’s “Indtil din vrede er ovre” og Jens Lapidus “Cash” (svenskernes yndlingskrimi) med i kurven. Ham kender jeg ikke – men jeg fik den nærmest i nakken, og så skal han også have en chance.

    Der bliver spejdet efter posten – jeg håber, de når at komme inden påske.

    Jeg drømmer nemlig om, at jeg på mine fridage kan finde en varm krog i haven – og så skal der læses!