Da jeg som 17 årig ankom alene til Kibbutz Mismar HaSharon blev der en del røre på volontørkontoret, hvor Mirka residerede. Alle volontører skulle nemlig være over 18 og hvad pokker skulle de nu stille op med den der blonde 17 årige pige, der pludselig dukkede op… heldigvis mente de, at det var noget drastisk at sende mig retur til Danmark alene fordi jeg var et halvt år for ung, så jeg fik lov at blive.

I stedet blev jeg – lidt usædvanligt – udstyret med en ‘familie‘ som skulle holde lidt øje med mig.

Det blev familien Shefer, som udover far og mor også rummede brødrene Iti og Adar. Og så altså blonde Mette fra Danmark (:

Forældrene var polske jøder og havde begge været i koncentrationslejr. De talte udelukkende jiddisch og var henrykte over at få en ‘datter‘, der kunne tale tysk… der er mange mange sammenfald mellem jiddisch og tysk og vi kunne derfor uden de store problemer fører en samtale.

Iti og jeg var jævnaldrende og det var helt uundgåeligt, at der opstod en vis… øh sympati mellem os.

Jeg havde jo så den der engelske kæreste i en periode, men da han rejste til Holland for at arbejde og efterlod mig alene tilbage var der ikke intet, der kunne forhindre, at den der ‘sympati’ blev til mere… vi var kærester frem til den dag mit visum udløb og jeg desværre måtte rejse hjem.

Jeg besluttede, at rejse tilbage kort tid efter men fik så tilbudt et job, jeg ikke kunne sige nej til.

Jeg tror på, at var jeg rejst tilbage havde jeg været Fru Shefer i dag og boet i et land langt langt væk. Men det er en helt anden historie.

Jeg holdt rigtig meget af familien. Lillebror Adar var vel kun en 10-11 år og strålede som en sol når han fik lov at  være med os, når jeg vinkede til ham i spisesalen eller bare gjorde opmærksom på, at jeg altså var hans ‘søster‘.

Da jeg rejste fik jeg en gave af familien i form af to hæslige plastik askebægre med israelske motiver… men de blev givet med sådan en kærlighed, at jeg har haft dem med mig altid og stadig passer på dem.

I dag dukkede Iti så op på min Facebook væg efter vi mistede kontakten ikke så længe efter jeg var kommet hjem. Hans engelske var ikke ret godt dengang og – kan jeg konstatere – er det fortsat ikke. Men det gør ikke noget.

Jeg fik svar på de spørgsmål, som er dukket op hvergang jeg er faldet over billedet af ham.

Han bor fortsat i kibbutzen.

Han har det godt.

Livet har været godt ved ham.

Mere behøver jeg ikke vide.