Jeg nyder den stille langsomme morgen (som nu snart er blevet middag), morgenkaffen og chat med gode venner. Jeg redigerer billeder, mens TV2 News flimrer i baggrunden. Poden sover endnu… det samme gør Pelsdyret.
Sidstnævnte var på operationsbordet i går og det har vist taget ganske hårdt på hende. Hun spiste normalt i aftes og deltog, omend med nogen modvilje, i et par lufteture, men ellers har hun sovet. Og sovet. Og sovet.
Jeg har en aftale i eftermiddag og må nødvendigvis ud af nattøjet. Poden skal på job kl. 16, så også hun må ud af fjerene på et tidspunkt. Pelsdyret har hverken en date eller et job… så hun får bare lov at sove videre.
Efter en masse larm og følelsesballade er det ren terapi, at tage den rødhårede og kameraet med til fjorden sådan en tidlig december morgen. Der er en velsignet ro og der er så smukt dernede, at uanset hvad man tumler med, så bliver man betaget af skønheden og glemmer det trælse for en stund.
En af mine gode venner mistede sin far nogle få dage inden jul. Den triste nyhed nulstillede ligesom den smule julestemning, jeg endelig havde fået oparbejdet efter i december, at have mistet en god ven… eller i hvert fald troen på venskabet. Ikke at de to ting tåler nogen som helst sammenligning overhovedet – men trist er det alligevel, når tilliden og fortroligheden brydes.
Ordene var mange og smukke. Men viste sig, at være kun dét.
20. december siger kalenderen i dag. Det er på høje tid at gå på julenetpause. Jeg trækker mig ind i min lille trygge privatsfære sammen med de mennesker, der holder af mig og vil mig noget godt – og så vil jeg samtidig forsøge at glemme dem, der ikke vil.
Inden jeg ønsker glædelig jul, vil jeg minde jer om den kendte strofe fra en af John Lennons sange: ”Life is what happens to you, while you are busy making other plans”.
For det jo lige nu, midt i al planlægningen, midt i knokleriet, midt i osen fra anden og forventningerne til juleaften, at livet sker. Det sker også, mens vi drømmer om fredeligere tider, venskaber og kærlighed og mens vi lover os selv, at til næste år skal det hele være anderledes, mindre stresset og mere meningsfyldt.
Der er ikke noget perfekt liv, der er kun livet. Man kan ikke elske det hele tiden, men man kan stoppe op og mærke, at man lever det.
Sidste portion for i år er bagt og klar til at levere videre til mine meget pebernøddeglade kolleger. Jeg har forsøgt at distribuere opskriften videre, men alt jeg fik ud af det var, at de ville starte en indsamling til indkøb af ingredienserne, som jeg så kunne bage af :-/
Jeg kunne skyde en hvid pil efter morgenmaden på sengen… i stedet måtte jeg tidligt ud af fjerene og ud i en kold bil for at køre Poden på job. 14 timer skal hun stå bag disken i Kvickly og hun var ikke just positiv, da jeg ønskede god dag. Så kommer du nu forbi hende, så send hende lige et stort smil… jeg tror hun får brug for det i dag… og i morgen med, hvor arbejdsdagen er på 11 timer.
Lørdagen ligger lige for og der skal fyldes gode ting i. Mens vaskemaskinen kører nyder jeg en stille kop morgenkaffe og ”weekend weekend”. På køkkenbordet ligger smørret og bliver blødgjort. Mine kolleger har længe råbt på flere pebernødder og om lidt skal der bages. Jeg har fyldt adskillige dåser og de er væk hurtigere end jeg kan nå at sige december. Jeg har ikke spist ret mange selv, men delt ud til højre og venstre. Mit lille bidrag til julestemningen både her og der.
Julestemningen lader vente på sig i mig selv. December har været turbulent. Dét der gav mig styrke til, at klare de andre ting, der er svære, blev pludselig hevet væk under mig, så mit fokus har ligget et andet sted end på julestemningen. Nu er der mere ro på igen. Jeg er landet. Med begge fødder.
Og når min søsters hjem om en uge er fyldt med familie, forventninger, gaver og duften af and… så er jeg sikker på, at julestemningen nok skal indfinde sig.
Indtil da kan jeg forsøge piske en julestemning op med herrelækre George Michael og hans Sweet December Song
(lørdagaftens indhold holder jeg fortsat for mig selv…)
Jeg nåede heller ikke at få mit sædvanlige julebrev af sted til familiens ældste medlem. Jeg har enormt dårlig samvittighed, for jeg ved, hvor meget det betyder for hende. Nu knokler jeg så løs med et nytårsbrev i stedet for og jeg stopper ikke før jeg er færdig.
Det er ellers noget af en dame, der venter brev. Sidst hun havde fødselsdag rundede hun de 86. Det er der mange, der bliver i dag, men når jeg nu så også fortæller, at hun stadig er selvstændig frisør med salon i Bagsvær – “La Carolle” hedder den - hvad siger I så?
Den er god nok. Hun har ikke så mange kunder tilbage og som hun selv siger, så lukker salonen sig selv den dag den sidste kunde er død… men hver eneste morgen tager hun fra Søborg til Bagsvær og lukker salonen op.
Er det den sidste nye frisure du er ude efter, skal du nok ikke gå derind – men er det tilgengæld blånelse og vandondulation, så er jeg sikker på hun er ekspert.
Julen i familiens skød er veloverstået for i år. Vi har forædt os… som sædvanlig, danset om juletræ, hygget, spillet pakkespil, snakket, drillet og grinet.
Nu er det tid til lange dage i nattøj, ture ud i kulden med hund og kamera- efterfulgt af varm te, film på dvd’en eller begravet på sofaen i tæpper og med en god bog i hånden. Poden skal ind i gavebytteræset på mandag med en enkelt gave, der var købt et nummer for stor, men ellers var vi heldige… velkomne gaver og ingen dubletter.
Først 3. januar truer hverdagen igen… og det giver rigelig med dejlig tid til at nyde livet og hinanden, gøre ting der fornøjer og til at få ladt batterierne op.
Og jeg skal hilse og sige, at det gider vi altså godt!
Ikke for noget… men jeg er altså lige nødt til at forsøge at piske en (jule)stemning op… så I får lige den bedste julesang ever… her i Chris Browns version.
Det var nemlig ikke den start på julen og juleferien, jeg havde håbet på - men vi har passeret start hundrede gange de sidste år, så hvad havde jeg egentlig forventet!
Nu orker jeg altså bare ikke mere… jeg har hevet stikket ud og der er ikke længere nogen vej tilbage!
…
Det minder mig i øvrigt om, at jeg så Notting Hill den anden aften - for Gud hvilken gang - og jeg får lyst til at citere Julia Roberts
In the end I’m just a girl, standing in front of a boy
asking him to love like her!
For fanden… hvor svært kan det egentlig være at forstå?
…
Men nu er det så ligegyldigt… og så vil jeg bare gerne føle både julestemningen og julefreden tak! Måske skulle jeg trykke repeat på Chris Brown…
Kontoret er gabende tomt… her sidder en tekniker og jeg. Ingen andre!
For mit vedkommende er der dømt juleferie… helt frem til 3. januar… om ganske kort tid.
Poden og jeg drager mod øst både juleaften og 1. juledag og mens vi mæsker os, får den rødhårede opgaven at vogte matriklen. Hun er heldigvis fløjtende ligeglad med julen, men hun bliver nu nok alligevel forkælet med et lækkert ben, når vi kører.
Jeg slår lige et slag inden om Aalborg på vejen hjem. Mangler en enkelt ting… til mig selv… og så kan jeg ved selvsyn få set alle de, der stormer rundt i jagten på den allersidste gave. Jeg er færdig. Alt er klappet og klart og hvis min mor ellers har husket at købe en flæskesteg i år, så skal det nok blive jul i det Bech-Nielsen-Sønder-Andersen-Elimarske hjem
Poden holder jul hos sin far i aften og jeg nyder dagen før dagen i mit eget og den rødhåredes selskab…
Poden og jeg var spændt op til at gå på julegaveshopping fra morgenstunden. Sneen og udsigten til at køre forgæves rundt efter en p-plads, gjorde at vi i stedet tog imod Nordjyllands Trafikselskabs adventsgave og SMS’ede “advent” til 1271 og kom med bussen for blot 10 kr. Hvor smart er det ikke lige!
Samme vejr må have holdt folk hjemme for uanset, hvor vi gik hen, var der smilende ekspedienter med god tid til indpakning og lidt snak. De 4-5 gaver vi manglede at købe, fik vi overstået på no-time og uden stress.
Der blev tid til jule-latte, varm cacao og muffins på Baresso – heller ingen mennekser der - inden vi igen SMS’ede “advent” og fik vores elektroniske returbillet.
Nu mangler kun én eneste gave… en speciallavet sag til Poden, som er klar til afhentning i morgen.
Og så kan julen ellers bare komme an… vi er SÅ klar
Aalborg Lufthavn er blevet lukket pga. sne og havde jeg vidst, at der skulle komme så meget af det hvide drys, at vi ville sne inde, havde jeg nok provianteret lidt i går.
Nu må vi altså leve af, hvad køleskab og fryser kan byde på… jeg kan dog berolige jer med, at både Poden og jeg har huld nok til at overleve selv en mindre hungersnød, så en snestorm burde ikke kunne gøre det af med os heller :-)
Julen bliver hvid heroppe igen i år. Vejrudsigten melder om minusgradere helt frem til fredag, så medmindre meterologerne tager helt fejl, bliver sneen ganske givet liggende hele ugen. I skal ikke høre mig klage.
Og nu vil jeg iføre mig det helt store vinteroverlevelsesudstyr og gå en tur med den rødhårede… det gi’r så dejligt røde kinder
Jeg har fået ”ny” skrivebordsmakker… ham den sure, hvis skrivebord jeg havde lånt en måneds tid og som nu er vendt tilbage på sin plads og slet ikke er så sur endda… ja, faktisk strålede han som en sol i dag. Om det er ved udsigten til at skulle sidde lige overfor mig eller det blot var fordi han fik sin gamle plads tilbage, kan man jo så bruge lidt tid på at gisne om. Jeg tror fortsat på mirakler, så jeg satser selvfølgelig alle mine penge på det første. Eller noget
Nåmmen udover at være noget “grumpy”, så er han også et godt begavet menneske og udstyret med en masse nyttig viden om snart sagt hvad som helst. Den anden dag spurgte jeg ham, om han vidste om Sallings garnafdeling stadig lå oppe på øverste etage ved siden af legetøjsafdelingen
Ja det gør den…
- og det er en af de få garnforretninger, der er tilbage i byen!
Øhhhh nåååå… den bonusinfo var ikke akkurat en jeg havde forventet at få fra en mand. Men som sagt; “F*** Google, ask me”.
Inden vi gik hjem i dag, klagede jeg min nød over, at jeg her en uge før jul, stadig mangler at købe et par gaver. Men efter anbefaling fra omtalte kollega kørte Poloen mod Storcentret kl. 18.30 – 1½ time inden lukketid. Og sørme om ikke han havde ret. Ingen problemer med parkering og ingen køer ved kasserne. At jeg så ikke fik købt alle gaverne gjorde ikke noget, for nu ved jeg, at jeg kan smutte afsted både lørdag og søndag aften uden at havne i en julegaveindkøbskaoszone.
Og i glæde over hvor smertefri turen var gået, nød jeg ekstra meget at synke ned i bilradioen og Sørens Sko’s smukke “Min engel” mens jeg sendte en varm tanke…
