Hrmpff.

Somom.

Eller noget!

Nå, han har vel ret. Jeg er et besværligt menneske. Jeg kan blive helt latterligt dum, vred og ked af det… over ingenting… og jeg ved det. Han er langt fra den eneste, der har luret mig. Heldigvis har jeg har omgivelser, der er rummelige og tilgivende. Og er de ikke, forsvinder de ret hurtigt igen.

Sådan må det være. Tænker jeg.

Sidste portion for i år er bagt og klar til at levere videre til mine meget pebernøddeglade kolleger. Jeg har forsøgt at distribuere opskriften videre, men alt jeg fik ud af det var, at de ville starte en indsamling til indkøb af ingredienserne, som jeg så kunne bage af :-/

Det diskuterede vi lidt og jeg tror, de fleste var enige med mig i, at det nok havde grund i, at det er en mandsdomineret afdeling… og at alt det føleri ikke er noget for mænd!

Jeg tænkte over det efterfølgende… og jeg vil egentlig gerne trække lidt i land igen.

For måske dumper de i, at vise omsorg for hinanden… mændene imellem…. men de er til gengæld i verdensklasse, når det gælder omsorgen for afdelingens eneste pige… nemlig mig.

De er ikke sene til at se, hvis noget går mig på, hjælpe hvis jeg har brug for det, sende besked uden for arbejdstid for lige at høre hvordan det går… og hvor mange steder bliver en 49 års fødselsdag lige fejret, som jeg blev det i går? Nej vel.

Og så har jeg slet ikke engang nævnt de mænd jeg omgåes uden for arbejdstid… bedstevennen, naboen, “onklen”… jeg er SÅ heldig.

…

Men nu stopper festen altså… man har kun fødselsdag én dag… også selv om man er Dronning af Tredie (-:

Også i dag, er der tikket hilsner ind… ja, og gaver har jeg sågar også fået.

Jeg bliver jo helt blød om hjertet af al den omsorg og opmærksomhed.

♥ ♥ ♥

LÅRT..!

Op med hagen og bedre held i morgen Frøken Bech.

På min arbejdsplads er “fortrolighed” et fremmedord. Det bliver tisket og hvisket og sladret om stort alt og jeg har på kedeligste vis erfaret, at den eneste man kan stole på er sig selv. Uden undtagelse.

I dag gik der cirka 15-20 minutter, så blev der hvisket åbenlyst om en information, jeg havde fået i fortrolighed… ingen holder sig for gode til at sprede de “glade” budskaber.

Min gamle makker og jeg talte om at lække en historie om, at han havde sagt sit job op til en helt særlig kollega, gøre opmærksom på at der er helt fortroligt og så lave et væddemål om, hvornår historien nåede op på 3. sal til mig.

4 timer lød væddemålet på.

Måske gør vi det en dag.

(jeg tror forresten ikke, der verserer historier om mig lige pt… ikke i de kredse i hvert fald… jeg må virkelig være faldet af på den!)

Det var med noget ambivalente følelser. Desværre. Jeg var så glad… lige indtil dagen inden kl. 13.12, hvor der tikkede en mail ind. Der var en, der synes han lige ville ødelægge min glæde… og selv om jeg forsøgte at sige til mig selv: “fandeme nej, det skal han ikke ha’ lov til“, så havde jeg en kæmpe knude i maven de første dage.

Det er forlængst glemt og i dag kunne jeg ikke være mere glad for mit jobskifte. Eller mine kolleger. Allesammen. Også knudemanden (-:

Jeg er heldig og priviligeret… at få lov at stå op om morgenen og være glad for at skulle af sted.

Hver eneste dag.

Vi snakkede om det i går og A kunne også godt huske, at det var i dag. Om det er positivt eller negativt kan jeg så gruble lidt over…

Men måske jeg gør bedst i at leve i lykkelig uvidenhed. Eller noget :-)

Poden er hos sin far og der var arrangeret transport af min mor til og fra hospitalet… jeg kunne altså bare holde fri og nyde eftermiddagen. Det blev til en laaang en tur i bakkerne iført kamera og hund. En havde ønsket ”visne blade” til en annonce, jeg er ved at lave og eftermiddagen var perfekt til den opgave.

Tilbage er blot at lægge mandagen i seng og drømme om at tirsdagen’s arbejdsmængde bliver overkommelig i en ferieramt afdeling.

Alkoholen bed ikke rigtig på mig i aftes og morgenens hovedpine var begrænset til noget to Panodiler snildt kunne klare. Poden blev kørt på job til kl. 10, den rødhårede fik en lang tur ved fjorden og jeg sidder oven i købet med planer om også lige at lufte støvsugeren.

Det var ellers en fin fest. Maden var for en gang skyld rigtig lækker. Det var helstegt pattegris med lækre marinerede kartofler og spændende salater. Og af hensyn til vores mange indiske medarbejdere, var der selvfølgelig også en indisk ret – noget kylling og grøntsager i en krydret sovs, som var utroligt velsmagende.

De andre “gamle” fra afdelingen forlod festen næsten før den kom igang og overlod mig i selskab med afdelingens fire ungersvende – Casper, Kasper, Kasper og Jesper - som alle var i højt humør. Der blev drukket og grinet, Mokaii blev til Mååv-kaj (med jysk accent) og der blev vist umådelige kreative moves på dansegulvet.

Nå ja, og kysset blev jeg også… af en der troede, han på den måde kunne fedte sig til en win7 pc… hrmf… som om jeg er til fals for sådan noget (-;

Har jeg forresten nævnt at jeg har ferie de næste 2-3 uger? Nå, det har jeg vist!

God lørdag til dig.

Selve anledningen til den sene ferie er dog ikke noget, jeg glæder mig til. Tværtimod.

Poden skal nemlig opereres. Hun har en fødselsdefekt, som vi har ventet i flere år på at få korrigeret. Jeg skal agere sygeplejerske, så godt jeg formår. Det har været planlagt længe. Men jeg tror alligevel ikke, man mentalt kan forberede sig på sådan noget. Det er jo stadig min lille pige og jeg får ondt i maven ved den blotte tanke. Det skal nok gå godt. Selvfølgelig.

Men inden vi kommer dertil, skal mor forresten ud og svinge med ørene. Diamanterne er fundet frem og danseskoene er pudset.

Sommerfest med ca. 300 festklædte kolleger. Helstegt pattegris og drikkevarer ad libitum. Det sidste kan vi rigtig godt li’. Så hvis nogen nu støder på en løsgående (og måske småberuset) danseglad “pige” i den aalborgensiske natteliv, så smil lige til hende, ik’?

God fredag