Afdelingmøde i Odense med verdens bedste kolleger.

Formiddagen indeholdt en lille smule fagligt og frokost – inden vi kørte mod Middelfart og dagens sociale arrangement.

Vi havde det mest fantastiske vejr til vores ‘brigde walk” på den gamle Lillebæltsbro. Det klare vejr gjorde, at vi kunne se så langt som til Juelsminde i nord og Skamlingsbanken i syd.

Vi så et marsvin laaaangt nede, en kollega fik udfordret sin højdeskræk, vi fik sol, vind i håret og broens historie fortalt af en engageret guide.

At hun så kun var i besiddelse af en gammel iPhone at tage billeder med var bare ærgerligt. Ingen af os deltagere måtte medbringe noget som helst.

Efter to timers bridge walk gik turen til Fredericia, hvor der var bestilt bord til os på Cafe Magma, som ligger i Fredericias gågade.

En helt igennem super madoplevelse.

Det er et meget meget smukt område og jeg har stor lyst til at besøge både Middelfart og Fredericia igen.

Jeg havde to timers undervisning fra morgenstunden og havde derfor besluttet at starte arbejdsdagen på hjemmekontoret, hvor der er mere ro.

Først havde jeg tekniske problemer, som det tog lang tid at løse og bagefter sad jeg og ventede på underviseren. Forgæves. Efter lang ventetid, som den eneste på mødet, lukkede jeg ned og kørte på job i stedet.

Det var ligesom startskuddet på en torsdag, hvor udfordringerne, de utilfredse kunder og opgaverne bare hobede sig op. Jeg var træt da vi nåede fyraften. Meget træt.

Det var herligt at komme hjem, pakke Bob i bilen og køre på stranden.

Vi skal til hvalpetest på mandag, så vi træner intenst. Jeg har skiftet de kedelige godbidder ud med pølser og det har helt sikkert gjort noget positivt for Bobs motivation.

Vi gik der en times tid. Jeg satte mig i sandet med ansigtet vendt mod solen mens Bob styrtede rundt og fandt ådsler han kunne rulle sig i.

Torsdag endte fint. Trods alt.

Jeg var sent på den til morgen og da jeg nærmede mig Bouet afkørslen kunne jeg konstatere, at der var kø resten af vejen mod Limfjordstunellen.

På det tidspunkt ringede telefonen. Det var min kollega. Jeg kunne godt vende om og køre hjem.

Jeg fik hurtigt blinket af mod Bouet og kom af motorvejen inden jeg havnede i køen.

Det viser sig, at hele den bygning hvor jeg arbejder i går blev ramt af strømafbrud pga. en vandskade i en eltavle. Estimatet hedder torsdag eftermiddag før vi har strøm igen.

Jeg kender en, der synes, at det er fedt, at mor arbejder hjemme :-.)

I Norge hedder dagene mellem jul og nytår; romjul. Det er en periode som rigtig mange benytter til at holde fri.

Jeg var Palle alene på landevejen til morgen og mødte ikke et øje før jeg nåede Gandrup. Også firmaet var gået i feriemode og det blev en kort arbejdsdag, som jeg håber, at jeg kan gentage i morgen.

En del af tiden blev brugt på – igen – at vende den ‘julehilsen‘ vi var et par stykker, der modtog lige før jul. Ingen af os føler os sikre på, om det bliver det sidste, vi hører til den sag.

Det er sørgeligt, at manden ikke er kommet videre på 4 år.

Eftermiddagen/aftenen er brugt på messenger chat med en, der igen er blevet indlagt på hospitalet. Vedkommende ønsker ikke besøg. Det huer mig ikke, men jeg respektere selvfølgelig ønsket.

I stedet kan jeg underholde med lidt snak fra distancen om alt og ingenting – bl.a. om ovennævnte hilsen.

Snakke har vi altid været gode til og så bliver tankerne om det trælse afledt for en stund.

Efter dagens afdelingsmøde blev vi fragtet i bus ind til en temmelig anonym adresse København.

Mystery Makers stod der på døren.

Kl. præcis 15 kom en engelsk talende mand ud og tog imod os. Det første han spurgte om var, om nogen havde behov for at tisse af før seancen begyndte. Det var vi så et par stykker, der gerne ville. Vi anede jo ikke, hvad der ventede os.

Vi blev ledt ind i et mørkt rum og delt op i to hold. Hold 1 som jeg tilhørte blev låst inde i et helt identisk rum ved siden af.


Begge hold fik nu præcis en time til at løse en række gåder/mysterier i rummet som til slut ville give os adgang til den nøgle, som kunne låse os ud igen – selvfølgelig i konkurrence med holdet i det andet rum. Kørte vi fast fik vi mystiske ledetråde, som hjalp os lidt på vej, hvis vi tænkte os om.

Jeg vil ikke røbe så meget, men kun sige, at det var skide sjovt og udfordrende for både hovedet og samarbejdsevnerne.

Behøver jeg at nævne, at hold 1 vandt – 5 minutter inden timeglasset randt ud. Vi har håneretten det næste lange stykke tid 🙂

Bagefter stod den på Tivoli og julefrokost i Grøften.

Helt igennem herlig dag med verdens bedste kolleger!

Jeg vågner tit om natten i øjeblikket. Så ligger jeg og lytter, og forsøger at fornemme på nattens lyde, hvad klokken er. Om det kan betale sig at vende sig om på den anden side eller om vækkeuret ringer lige om lidt.

I Hals er der stille om natten. Helt stille. Den første trafik begynder omtrent på det tidspunkt, hvor jeg står op.

Der er mange ting, der fylder og generer – både privat og på jobbet – og det følger med ind i natten og forstyrrer søvnen.

På reolen bag min plads på kontoret har jeg et kort hvorpå der står: “worring will never change the outcome“.

Det har jeg båret med mig og det har været mit mantra gennem de sidste års fyringsrunder.

Jeg forsøger ihærdigt at leve op til det, at tænke på noget andet. Bekymringer er alligevel blot tanker om, hvad der KAN ske… og kan ikke bruges til noget som helst konstruktivt.

I næste uge forsvinder 40 jobs til Polen. Hvis det ikke bliver mig, så bliver det kolleger og venner, der mister deres arbejde.

Jeg kan ikke gøre noget.

Det er ude af mine hænder.

Det må gå som det går.

Jeg er tilbage bag rattet i egen bil. Nærmest ny bil. Den er nyvasket, støvsuget og poleret. Det er altså god service på det Toyota værksted.

Der er blevet udbedret skader for kr. 9200, hvilket er en del taget i betragtning, at skadevolderen ikke mente, at der var sket noget og at det derfor ikke var nødvendigt at give sig til kende med en lille seddel med kontaktoplysninger!?!

Heldigvis lykkedes det ved hjælp af vidner at finde frem til manden. Han har vedkendt sig forseelsen og jeg slipper derfor uden at tage tegnebogen op af lommen.

Panikken var ellers ved at melde sig i går. Kort efter at der var blevet ringet fra Toyota ringede også min søster. Min far havde mistet sin kørestol (laaang historie) og om jeg havde mulighed for at hente en ny i Aalborg øst på vejen hjem. Uden egen bil, med en tid ved fysioterapeuten og en teambuilding, der startede kl. 15 havde jeg lidt svært ved at overskue flere ting.

Heldigvis lykkedes det hende, at få en hjælpsom nabo til at tage turen og jeg kunne undgå at aflyse både det ene eller det andet.

Jeg tilbragte den hyggeligste eftermiddag og aften i selskab med kolleger og chefen. Vejret var med os. Så der var øl og snacks i solen og kongespil i haven. Grillen var tændt og vi lavede mad sammen og fik snakket både fagligt og mere uformelt.

Da jeg kørte hjem var det med et smil på læben og glæde over at være omgivet af de mennesker til daglig.

Et tydeligt tegn på at efteråret er vej er mængden af edderkopper både inde og ude. Den fine lille fætter herover har spundet sit spind lige udenfor min havedør.

Overgangen rent vejrmæssigt er i år knap mærkbar.

For en som ikke trives i varmen, har det været en ganske okay sommer, men er man til sol og strand forstår jeg godt af mundvigene hænger en smule surt nedad.

I morgen står den på en slags teambuilding og grillaften i Aabybro. Vi drømte vist lidt om en lun sensommeraften tror jeg, men jeg tænker, at den drøm – ligesom så mange andre – er skudt i sænk.

Det forhindrer ikke, at mit bidrag er en sommerdessert – nemlig en Pavlova med friske jordbær.

Bunden er i ovnen nu, jordbærrene står klar i køleskabet og cremen tænker jeg, at det er ok at lave i morgen tidlig og så medbringe det hele som et samlesæt, der kan lægges sammen på stedet.

I hver side af min have tæt på huset står en hvid sommerfuglebusk. Jeg er hvert år slemt dupertet over dens enorme tiltrækningkraft. Der er et leben af den anden verden af forskellige insekter, men selvfølgelig hovedsagelig sommerfugle.

.
Det ulmer igen på jobbet. Lidt. En større organisationsændring træder i kraft 1. september og det er altid bekymrende uagtet at det bliver kommunikeret ud, at der ikke af den grund sker personaleændringer. Det har vi hørt før.

Når det ulmer begynder man, at tænke over fremtiden. Jeg har ikke nogen uddannelse at falde tilbage på og jeg har min alder imod mig. Men det ser ham filosoffen ikke som nogen hindring. Han går selv på universitetet trods det, at han er 50+ og dermed et glimrende eksempel på, at det aldrig er for sent. Lynhurtigt lavede han et fint lille regnestykke som viste, at det godt kan lade sig gøre.

Skeptikerne vil helt sikkert indvende, at det (igen qua min alder) bliver svært efterfølgende, at få et job… men det er så heller ikke målet. Det er at hygge mig med og dygtiggøre mig i noget, jeg rigtig godt kan li’.

Jeg elsker hans evne til altid at se muligheder frem for begrænsninger. Og så er det jo herligt at lade drømmene løbe lidt løbsk (: