Fredag blev ugens eneste arbejdsdag – og den foregik ‘under cover’. Helt bevist viste min kalender, at jeg havde fri og det gjorde det muligt at få ryddet op i bunkerne efter ferien. Min ene kollega havde gjort en rigtig god indsats for at holde mængden af opgaver nede, så det var rimeligt overskueligt.

Jeg fik besøg af chefen som orienterede om ‘den ballade de havde lavet mens jeg var væk‘, som han udtrykte det! Det var ikke kun i vores afdeling der var sket fyringer. Hvor mange der blev fyret på landsplan er jeg ikke klar over, men i Aalborg alene var det 25 mand man sagde farvel til. I vores forretningsområde var det Odense og Aarhus, der blev ramt.

Inden jeg mødte på job havde jeg været omkring en god ven med varer hjembragt fra grænsen. Udover det bestilte havde jeg lavet en adventskalender til ham. Jeg var helt uforberedt på, at han blev rørt da han fik den overbragt. Han havde aldrig før fået en pakkekalender – heller ikke som barn. Så blev jeg også rørt … og så stod vi der.

Han fik et ekstra kram.

Jeg holder ferie, men det har ikke forhindret, at dårlige nyheder fra jobbet har nået mig. I sidste uge fyrede man vores mand i Aarhus og i går kom turen så til  mine kolleger på Odense lokationen.

Seks stk.!!!

Jeg er fuldstændig målløs og føler mig lidt hægtet af selvom jeg har ringet til min makker et par gange og er blevet opdateret. Det forlyder, at Aalborg går fri denne gang, men det er gode og nære kolleger, der er sparet væk og jeg tænker, at det kun er et spørgsmål om tid før vi i Aalborg også bliver overflødige, outsourcet til Polen eller overtaget af eksterne…

Behøver jeg at sige, at det har lagt en dæmper mit gode feriehumør!?!

Det er ikke kun lyset, der gør dagene mindre, det er også den travlhed og træthed, der melder sig på denne tid af året.

Vi har rygende travlt på jobbet. Mange og lange møder. Projekter, der kræver involvering og forberedelse. En voksende bunke af daglige opgaver.

Jeg forsøger at møde tidligt fordi jeg så også kan gå hjem i ordentlig tid. Det lykkedes sjældent i øjeblikket. Jeg sover tungt og har svært ved at komme ud af fjerene. Voksen Bob står ikke længere og tripper for at stå op… faktisk skal også han slæbes ud af sengen og det kræver mange stræk og buk før han er klar til morgenluftetur.

Det betyder også, at jeg kommer lidt senere hjem og eftermiddagene bliver lidt hektiske for at nå ud med Bob inden solen går ned.

Vi SKAL i skoven eller til stranden hver eftermiddag.

I dag nåede vi det. Lige til øllet.

Jeg fandt en kasse i aftes, som ikke har været fremme i lyset længe.

I den lå et magasin fra 1998, hvor min kollega Dorthe og jeg er både interviewet og fotograferet. Det var et skide godt job og en rigtig god kollega. En af de få kvindelige kolleger jeg har haft i mine mange år på arbejdsmarkedet.

(læsbart, hvis du klikker på billederne)

Der var råd til masser af uddannelse dengang og jeg havde en tid min faste gang på Seminariet for Håndværk og Design i Nørresundby, hvor jeg gik på den grafiske linje. Seminariet eksisterer ikke længere, men er lagt ind under Teknisk skole, hvor jeg også har været på efteruddannelse, dog med et skuffende ringe udbytte.

Medarbejderne fik senere selv adgang til forskellige værktøjer, lavede deres eget materiale (i tvivlsom kvalitet) og der var derfor ikke længere brug for vores lille bureau. Og så rejste vi begge videre i nye funktioner. I samme firma.

Jeg er her endnu, mens Dorthe rejste for et par år siden.

Min lærdom fra dengang bruger jeg fortsat. De sidste år har det i høj grad været P, der har nydt godt af mine evner. Hans opgaver på studiet er afleveret på smukkeste vis og samarbejdet fortsætter helt sikkert frem til, at han er færdig som kandidat om et par år.. Næste deadline hedder 20. december og ‘vi’ er allerede godt i gang.

At starte efter ferien på en torsdag er absolut ikke det værste, der kan ske. To arbejdsdage er overskueligt. Jeg har fået ryddet op i mail bunken (har haft autosvar på disse to dage også) og på mandag kan jeg starte op uden stress over, at der ligger i 100vis af ubesvarede mails.

For ikke så længe siden var det Bob, der vækkede mig om morgenen – nu er det mig der hiver ham ud af kurven og bærer ham nedenunder.

Han synes absolut ikke, at det har været fedt at blive slæbt ud at gå tur før kl. 6 de to sidste dage. Han sniger sig til at bakke retur i kurven iført sele og snor, mens jeg gør mig klar til at gå og så ligger han der og prøver at ignorere mig… kropsproget siger klart: glem det! Jeg gider ikke!

Vi får besøg i weekenden, så der bliver heller ikke noget med at drysse rundt om morgenen lørdag og søndag. Det er hårdt at være hund.

Langsomt, men sikkert har jeg fået arbejdet mig gennem den lange liste af ubesvarede mail og den uoverskuelige opgavebunke.

Kl. 14 i dag kunne jeg sætte det sidste punktum efter et par ugers hektisk aktivitet. Forhåbentligt sænker sommerstilheden sig over firmaet fra næste uge, hvor den så i stedet står på en tiltrængt oprydning i vores kæmpe kontor. Det flyder med kabler og brugt udstyr alle vegne, men i hverdagen går det så stærkt, at der ikke er tid til oprydning.

I morgen er jeg Palle alene på kontoret. Min eneste makker denne uge rejser til Cuba på rygsæktur i morgen og først mandag er der en enkelt kollega retur fra en uges ferie.

Mikkel, som skal til Cuba, er yngre end Nanna og jeg har taget mig selv i at blive sådan lidt ‘kontor mor-agtig’… det er langt væk, primitivt og har han nu husket… 🙂

Der kom pakke til Bob i dag, som bl.a. indeholdt tre trækketov. Han er vild med noget han kan gå og svige med så han havde en fest – og så var det samtidig et godt køb. Prisen var bare kr. 60 for tre stk.

 

Jeg tror at den arbejdsuge, der lige er gået er den værste i mit meget lange arbejdsliv. Jeg kan i hvert fald ikke huske en, der var værre.

Jeg har hele ugen måttet svare på mails fra sure og frustrerede kunder, jonglere med ordene for at gøre afvisningerne venlige men bestemte, svare på 100vis af underlige spørgsmål (ofte dem man selv kunne finde svar på, hvis man gad læse den information, der er sendt ud) og samle trådene i et projekt, der er skudt i gang 2 måneder tidligere end aftalt.

Jeg er fuldstændig lagt ned og den lange weekend jeg lige har taget hul på kommer som sendt fra himlen.

Autosvaret fortæller, at jeg har fri mandag og min mobil er lukket!

Afdelingmøde i Odense med verdens bedste kolleger.

Formiddagen indeholdt en lille smule fagligt og frokost – inden vi kørte mod Middelfart og dagens sociale arrangement.

Vi havde det mest fantastiske vejr til vores ‘brigde walk” på den gamle Lillebæltsbro. Det klare vejr gjorde, at vi kunne se så langt som til Juelsminde i nord og Skamlingsbanken i syd.

Vi så et marsvin laaaangt nede, en kollega fik udfordret sin højdeskræk, vi fik sol, vind i håret og broens historie fortalt af en engageret guide.

At hun så kun var i besiddelse af en gammel iPhone at tage billeder med var bare ærgerligt. Ingen af os deltagere måtte medbringe noget som helst.

Efter to timers bridge walk gik turen til Fredericia, hvor der var bestilt bord til os på Cafe Magma, som ligger i Fredericias gågade.

En helt igennem super madoplevelse.

Det er et meget meget smukt område og jeg har stor lyst til at besøge både Middelfart og Fredericia igen.

Jeg havde to timers undervisning fra morgenstunden og havde derfor besluttet at starte arbejdsdagen på hjemmekontoret, hvor der er mere ro.

Først havde jeg tekniske problemer, som det tog lang tid at løse og bagefter sad jeg og ventede på underviseren. Forgæves. Efter lang ventetid, som den eneste på mødet, lukkede jeg ned og kørte på job i stedet.

Det var ligesom startskuddet på en torsdag, hvor udfordringerne, de utilfredse kunder og opgaverne bare hobede sig op. Jeg var træt da vi nåede fyraften. Meget træt.

Det var herligt at komme hjem, pakke Bob i bilen og køre på stranden.

Vi skal til hvalpetest på mandag, så vi træner intenst. Jeg har skiftet de kedelige godbidder ud med pølser og det har helt sikkert gjort noget positivt for Bobs motivation.

Vi gik der en times tid. Jeg satte mig i sandet med ansigtet vendt mod solen mens Bob styrtede rundt og fandt ådsler han kunne rulle sig i.

Torsdag endte fint. Trods alt.

Jeg var sent på den til morgen og da jeg nærmede mig Bouet afkørslen kunne jeg konstatere, at der var kø resten af vejen mod Limfjordstunellen.

På det tidspunkt ringede telefonen. Det var min kollega. Jeg kunne godt vende om og køre hjem.

Jeg fik hurtigt blinket af mod Bouet og kom af motorvejen inden jeg havnede i køen.

Det viser sig, at hele den bygning hvor jeg arbejder i går blev ramt af strømafbrud pga. en vandskade i en eltavle. Estimatet hedder torsdag eftermiddag før vi har strøm igen.

Jeg kender en, der synes, at det er fedt, at mor arbejder hjemme :-.)