To forhåndsregistrerede gæster har jeg haft i dag… hvoraf kun den ene er kommet! Er der noget at sige til, at dagene føles lange?

Gæsten, som er kommet, var så til gengæld dagens positive. En fyr fra et firma i Billund, som jeg har talt i telefon med flere gange end jeg kan tælle, og som har hjulpet mig lige så mange gange. En fyr med en utrolig behagelig stemme og med en engels tålmodighed (med mig i hvert fald). Jeg har aldrig tidligere mødt ham og som det tit sker, svarede han slet slet ikke til mit billede af ham. Ikke at det gjorde noget. Han var blot… anderledes!

Dagens anden positive… meget positive; min allersødeste og nu 47 årige ven i det klarupske dukkede uventet op i min pc til morgen. Jeg havde først ventet ham i morgen, så jeg blev ret glad da han pludselig var at se i “taleboblen” til morgen. Ret meget glad!

Kl. 17.30 starter poden og jeg, sammen med Tingbakkens andre mødre og døtre, på et Zumbahold, som er blevet oprettet i det lokale fitnesscenter. Det skal nok blive… øhhhh… underholdende

Og så er der i øvrigt kun én time til jeg kan lukke og gå hjem!

Jeg sidder bag disse vinduer med udsigt til den parkeringsplads, hvor mænd læsser deres koner af eller koner læsser deres mænd af om morgenen.

Og så er det, at én ting undrer mig. Meget.

For selv når det er manden, der skal på job og dermed “konen”, der skal køre bilen videre – er det i 99% af tilfældene manden, der kører!

Hvorfor er det lige sådan..? Anyone..?

Når andre (læs: chefen) ikke vil rose os for vores dygtighed, så kan vi  sgu selv…

Fredagsfridagen startede med 3 timers arbejde hjemme fra sofaen. Det var slet ikke meningen, men når J er i det hjørne og vi skal have løst nogle tekniske problemer, så er det bare med at følge trop - uanset hvor jeg befinder mig.  Vi løste gåden og det udløste ovennævnte dialog… da ingen andre li’som forstod og værdsatte vores indsats.

Godt vi kan selv så

Det blev til lidt mere end 12 minutters forlænget arbejdsdag for mit vedkommende i dag. Jeg mødte ind kl. 7.00 og gik hjem kl 17.45.

Jeg er glad for, at det ikke er hver dag min arbejdsdag er så lang, men i dag var der en speciel anledning til det. Hele vores pensionistklub var indbudt til sommerfest og var inviteret til at komme mellem 16 og 17.30, afhængig af om de ønskede at deltage i rundvisning eller blot ønskede at deltage i middagen. 117 var inviteret og stort set alle kom. Det var rigtigt hyggeligt at tage mod disse tidligere kolleger, som alle virker utroligt glade for stadig at få lov at komme.

Jeg kunne heldigvis sige god weekend, da jeg gik hjem. Jeg lægger langt flere timer på jobbet end min arbejdstidplan siger. Timerne hober sig op, men der er givet frihed til at bruge dem stort set som jeg lyster og det blev altså i morgen, der bruges 6 timer af kontoen. 

Hjemme kunne jeg glæde mig over, at der var støvsuget, vasket gulv, luftet hund og forberedt mad… og med udsigt til en forlænget weekend gør det faktisk ikke noget det regner!

Når morgenen starter med, at jeg er nødt til at lade mig transportere af den store gule fra NT… ja, så er der ikke det store håb for en lykkelig udgang på dagen. Det var da også en af de keeeedelige, som nødvendigvis måtte afsluttes i utide… ved at gå tidligt hjem.

Jeg udnyttede den korte arbejdsdag til at få handlet ind, ikke bare til aftensmad i dag og de næste par dage, men også til Liselotte og Olines chokolade cookies. Det er 2. gang at Poden kommer hjem fra skole inden for kort tid og finder sin mor i færd med at bage… nu skal det så heller ikke gå hen og blive en vane! Hun kunne jo få den tanke at sætte en slags “husmor” prædikat på mig

De her cookies hverken smager eller ser ud helt som dem vi fik til fødselsdagen i torsdags… ikke fordi de er ikke er gode… men Anettes var alligevel en tand bedre. Måske skulle jeg rekvirere en opskrift og prøve dem næste gang. Og så kan jeg jo “belemre” mine kolleger med nybagte cookies i morgen :-)

 En HEL uge vinker forude… uden indbyggede hellig- eller fridage. Heldigt for mig falder den i min korte vagt, hvilket vil sige, at jeg stort set kan gå hjem når jeg vil. Også kl. 14 hvis dagen bare er for kedelig og mine sædvanlige chat buddies er i deres ordknappe hjørne

God mandag til jer!

PS: Poloen holder stadig på værksted og får først montret ny tændingslås i morgen

Det går forresten forrygende i mit nye job… jeg har efterhånden fanget alle sikkerhedsregler (og der er mange) for de forskellige kategorier af besøgende - og i dag bookede jeg egenhændigt mine første mødelokaler med tilhørende forplejning. Peace of cake. Sådan cirka.

Én ting får dog min tæer til at krumme sig helt sammen nede i skoene. P A P I R N U S S E R I E T. Her stoles tydeligvis ikke på computeren, for ALT registreres både elektronisk og på papir. Det gør mig fuldstændig *BIIIP*.

Nå, nu skal jeg jo heller ikke revolutionere hele verden… den første måned… men jeg har det altså skide svært med papirudskrifter af mails, lister over snart sagt alt, dobbeltregistreringer, osv…. når alt i virkeligheden ligger trygt og godt i vores pc’er. Og jeg kunne da også se, at der blev kigget en ekstra gang, da jeg på min brede skærm gjorde plads til både bestillingsmail og bookingside og så copy/pastede i stor stil… i stedet for at udskrive bestillingen og så tampe alt ind manuelt. Ikke at det er forkert. Slet ikke. Jeg kan bare ikke arbejde sådan!

Men ellers er det okay. Der er masser af gæster ind og ud hele dagen. Masser af snakke med. Masser at hjælpe. Masser at smile til. I går hjalp jeg f.eks. en gæst med at købe en Toyota Avensis på auktion, mens han selv sad på kursus – og fik et kram som tak da handlen var hjemme.

Jow, det går forrygende i mit nye job

Jeg åbner firmaet kl. 7.00 og lukker igen kl. 16.00. Det gi’r masser af plus på flexkontoen, der kan holdes fri for på et andet tidspunkt. For eksempel på fredag

Lange dage i en kort uge. Ikke så tosset endda.

I frokostpausen i dag sad jeg og øffede lidt om, at poden burde ta’ sig sammen og få søgt et fritidsjob, at hun altså er nødt til at søge uopfordret, at de jo ikke kommer og henter hende hjemme. Men samtidig sagde jeg, at det aldrig skulle undre, om hun var så heldig at nogen netop gjorde det.. altså hentede hende hjemme. 

For ½ time siden kom hun drønende på knallerten: Moooor… gæt hvem der har fået job i ostebutikken? Jeg behøvede ikke mere end et gæt!

Hun starter i “Bagbutikken” i morgen kl. 9.00. Hvor heldig har man lige lov at være?

Osteassistent..!

Min nye makker tog sig en fridag i dag og overlod styringen af firmaet til mig. Modigt, hvis I spø’r mig… men det er faktisk lykkedes mig, at komme gennem arbejdsdagen uden at falde helt igennem. Der har været et par frække spørgsmål, hvor jeg måtte blive svar skyldig, men mine kolleger er heldigvis tolerante mennesker og kunne godt vente med svar til mandag.

Dagen “underlige” spørgsmål stod en udefrakommende for. En fremmed mand, som gerne ville vide, hvorfor hans kone – som var boende i udlandet – endnu ikke havde fået sin kode til digital signatur? Han havde fået at vide hos kommunen, at det var her han skulle henvende sig, og konen kunne ikke få udbetalt SU uden!!!!

Øh godt så. Det er så slet ikke noget, der hører hjemme her i firmaet, men jeg hjalp ham med en opringning til danid.dk og fik ham guidet gennem til en bestillingsformular for “udenlandsdanskere”. Selvom jeg er helt uforstående overfor at kommunen havde henvist ham hertil, går der jo ikke skår af mig for at hjælpe - og han var glad og ønskede “hav en god dag” da han forlod mig.

Én time… så er der weekend

Men jeg venter på, at klokken skal blive 16, kan I da lige få et kig med på udsigten fra mit skrivebord.

Først mod syd

og så mod nord

Der er en million tanker, der roder rundt inde i mit hoved, ting der skal tages stilling til, spørgsmål jeg skal finde svar på, fremtidsdrømme der rumsterer. Der lægges planer som skal føres ud i livet. Jeg har et nyt job, der kræver opmærksomhed…

- når jeg kommer hjem og lægger benene op i sofaen, kommer jeg ikke videre den dag. Jeg fuldstændig drænet for energi og kunne såmænd rejse mig fra aftensmaden og gå direkte i seng, hvis ikke det var fordi jeg synes, det ville være en smule sølle. Så jeg holder ud til (…).

Altsammen er dog af en slags, der giver stor tilfredshed, glæde, smil på læben og grund til optimisme. Men hvor ville jeg dog gerne, at alle brikkerne snart faldt på deres rette plads, så der også kunne blive overskud til at nyde det positive.

Jeg tror, det bliver når foråret for alvor bider sig fast. Snart. Eller deromkring!

Det var en af de positive fredage. Meget positive endda.

Jeg er blevet bilejer, har fået positive tilkendegivelser på nogle drømme jeg har haft og sluttet dagen med hyggeligt samvær med kolleger på det lokale værtshus.

Min makker og jeg startede morgenen med at køre til Århus for at kigge på den her lille Polo, jeg har nævnt tidligere. Vist er den gammel, vist skal jeg vænne mig til at tænde lyset manuelt, låse og åbne dørene med nøgle og undvære servostyring. Men til gengæld har jeg fået mig et billigt køretøj, som starter uden problemer og kører fint, hvor jeg bare kan smide den rødhårede ind bag i uden behøve være ked af hundehår og våde hundepoter og sidst men ikke mindst… den er min!

Den ejes af et dødsbo og der skal derfor laves papirer med en advokat, før jeg forhåbentlig i næste uge kan hente mit nye køretøj – men så skal vi dæleme også ud og fræse Nordjylland tyndt. Eller noget

Kort efter vi kom retur fra Århus modtog jeg nogle beskeder, som gjorde mig overordentligt glad… men indtil videre holder jeg det for mig selv… ønsker/drømme skal man ikke sige højt ved I nok, så går de ikke i opfyldelse!

Dagen blev sluttet på det lokale værtshus “Frederiksberg”, hvor vi tog behørigt afsked med en kollega, der har valgt at stoppe sit arbejdsliv. Altid hyggeligt med lidt uformelt kollegialt samvær.

Nu er jeg så heller ikke til andet end at putte i seng… så godnat og god weekend!

Hvis jeg havde troet, at mit nye job var et, hvor man kunne sidde og lurpasse, så må jeg absolut tro om igen.

Hele dagen ankommer der gæster. De skal udstyres med gæstekort, nøgler, vejbeskrivelse, netadgange, telefonnumre. De skal guides de rigtige steder hen i huset, der skal bookes mødelokaler, der skal ringes efter ledsagere, bestilles taxa’er. Der smiles og siges velkommen og farvel i et væk – og meget tid til at sidde lige så stille med mine gamle opgaver, snakke med kolleger eller chatte med bedste vennen er der ikke.

Jeg kunne starte på det mad, klare den rengøring, ordne den tøjvask… jeg kunne… men jeg sidder bare og venter på, at den summen jeg har i hovedet stille skal forsvinde og roen falde over mig. Det andet når jeg nok… måske… måske ikke!

Og i morgen er der atter en dag. H som i hæsblæsende!

Servicebutikken, det er Mette… øhhh… receptionen, det er Mette!
 

Der går vist en rum tid inden jeg husker, at præsentere mig rigtigt i telefonen. Heldigvis er der ingen telefonomstilling i receptionen, så det er blot kolleger der ringer og vi kan grine lidt af min glemsomhed.

Det er lange dage i denne uge. Jeg møder kl. 7 og lukker og slukker kl. 16. Ja altså… det er frivilligt med den tidlige mødetid. Reelt åbner vi først kl. 8, men det er mange ting, der kan laves inden kunderne træder ind af døren. Og desuden er jeg morgen menneske sååååå…

I næste uge er det min tur til at gå tidligt… eller når det passer mig. Her tager min kollega over og har lukkevagten.

Transporten er den helt store udfordring med de nye faste arbejdstider. Når huset fejrer medarbejderjubilæer (og det gør de ofte – i næste uge er der f.eks. 3)  er der åbent til 17.00 – og da det altid er “åbent hus” arrangementer skal receptionen være bemandet. Og med 1½ times efterfølgende transport med bus, kan I nok regne ud, hvornår jeg kan være hjemme. Tanken er næsten ikke til at overskue, når man kommer fra et job, hvor arbejdstid var noget jeg stort set selv planlagde.

Nå… det kan/må der findes en løsning på og derfor er jeg i færd med at købe mig en lille gammel bil. Måske. Nærmere bestemt en VW Polo af ældre årgang. Nysynet og i fin stand. Til en slik. Som kan fragte mig til og fra arbejde på 12-15 minutter.

Og det’ en tysker..!