“Det her…“, sagde min makker i dag, mens han holdt fingrene op, ”…det er afstanden mellem E og B, frøken Bech… Engel og Bitch“.

Hrmpff.

Somom.

Eller noget!

Nå, han har vel ret. Jeg er et besværligt menneske. Jeg kan blive helt latterligt dum, vred og ked af det… over ingenting… og jeg ved det. Han er langt fra den eneste, der har luret mig. Heldigvis har jeg har omgivelser, der er rummelige og tilgivende. Og er de ikke, forsvinder de ret hurtigt igen.

Sådan må det være. Tænker jeg.

… ja altså pebernødder!!!

Sidste portion for i år er bagt og klar til at levere videre til mine meget pebernøddeglade kolleger. Jeg har forsøgt at distribuere opskriften videre, men alt jeg fik ud af det var, at de ville starte en indsamling til indkøb af ingredienserne, som jeg så kunne bage af :-/

Kl. 12 var der indkaldt til afdelingsmøde. Årets MTA (Medarbejder Tilfredsheds Analyse) skulle gennemgås. Jeg kan/skal ikke kommer nærmere ind på den, udover at et af de punkter vi dumpede på, var det med ”at drage omsorg for hinanden”.

Det diskuterede vi lidt og jeg tror, de fleste var enige med mig i, at det nok havde grund i, at det er en mandsdomineret afdeling… og at alt det føleri ikke er noget for mænd!

Jeg tænkte over det efterfølgende… og jeg vil egentlig gerne trække lidt i land igen.

For måske dumper de i, at vise omsorg for hinanden… mændene imellem…. men de er til gengæld i verdensklasse, når det gælder omsorgen for afdelingens eneste pige… nemlig mig.

De er ikke sene til at se, hvis noget går mig på, hjælpe hvis jeg har brug for det, sende besked uden for arbejdstid for lige at høre hvordan det går… og hvor mange steder bliver en 49 års fødselsdag lige fejret, som jeg blev det i går? Nej vel.

Og så har jeg slet ikke engang nævnt de mænd jeg omgåes uden for arbejdstid… bedstevennen, naboen, “onklen”… jeg er SÅ heldig.

…

Men nu stopper festen altså… man har kun fødselsdag én dag… også selv om man er Dronning af Tredie (-:

Også i dag, er der tikket hilsner ind… ja, og gaver har jeg sågar også fået.

Jeg bliver jo helt blød om hjertet af al den omsorg og opmærksomhed.

♥ ♥ ♥

Det er en af de dage, hvor det eneste, jeg har lyst til at sige, er:

LÅRT..!

Op med hagen og bedre held i morgen Frøken Bech.

Familiens gamle huslæge havde dette Norman Rockwell billede hængende i venteværelset. Billedet og historien optog mig meget som barn. Som voksen er jeg knap så facineret.

På min arbejdsplads er “fortrolighed” et fremmedord. Det bliver tisket og hvisket og sladret om stort alt og jeg har på kedeligste vis erfaret, at den eneste man kan stole på er sig selv. Uden undtagelse.

I dag gik der cirka 15-20 minutter, så blev der hvisket åbenlyst om en information, jeg havde fået i fortrolighed… ingen holder sig for gode til at sprede de “glade” budskaber.

Min gamle makker og jeg talte om at lække en historie om, at han havde sagt sit job op til en helt særlig kollega, gøre opmærksom på at der er helt fortroligt og så lave et væddemål om, hvornår historien nåede op på 3. sal til mig.

4 timer lød væddemålet på.

Måske gør vi det en dag.

(jeg tror forresten ikke, der verserer historier om mig lige pt… ikke i de kredse i hvert fald… jeg må virkelig være faldet af på den!)

For et år siden trådte jeg ind af den her dør for første gang… som medarbejder i afdelingen bag den i hvert fald.

Det var med noget ambivalente følelser. Desværre. Jeg var så glad… lige indtil dagen inden kl. 13.12, hvor der tikkede en mail ind. Der var en, der synes han lige ville ødelægge min glæde… og selv om jeg forsøgte at sige til mig selv: “fandeme nej, det skal han ikke ha’ lov til“, så havde jeg en kæmpe knude i maven de første dage.

Det er forlængst glemt og i dag kunne jeg ikke være mere glad for mit jobskifte. Eller mine kolleger. Allesammen. Også knudemanden (-:

Jeg er heldig og priviligeret… at få lov at stå op om morgenen og være glad for at skulle af sted.

Hver eneste dag.

Kl. 13.44 – præcis – er det ét år siden min mobil ringede og A tilbød mig jobbet som Teknisk konsulent. Det er en mærkedag næsten på lige fod med Nannas fødsel… nå okay, måske ikke helt, men jeg var i hvert fald voldsomt ekstatisk da jeg fik den besked.

Vi snakkede om det i går og A kunne også godt huske, at det var i dag. Om det er positivt eller negativt kan jeg så gruble lidt over…

Men måske jeg gør bedst i at leve i lykkelig uvidenhed. Eller noget :-)

Jeg have afgjort en forventning om, at firmaet ville være efterårsferieramt, at arbejdsmængden ville være overskuelig og ugen blive hyggelig.  Men så nemt skulle det ikke gå. Det var en møgmandag med masser af opgaver, vrøvl og problemer fra morgenstunden. Fordelen kom da dagen var fløjet afsted på nærmest ingen tid. Pludselig var klokken nemlig 15 nul dut og jeg var ude af døren.

Poden er hos sin far og der var arrangeret transport af min mor til og fra hospitalet… jeg kunne altså bare holde fri og nyde eftermiddagen. Det blev til en laaang en tur i bakkerne iført kamera og hund. En havde ønsket ”visne blade” til en annonce, jeg er ved at lave og eftermiddagen var perfekt til den opgave.

Tilbage er blot at lægge mandagen i seng og drømme om at tirsdagen’s arbejdsmængde bliver overkommelig i en ferieramt afdeling.

Dagen derpå. Uden tømmermænd. Hverken moralske eller fysiske.

Alkoholen bed ikke rigtig på mig i aftes og morgenens hovedpine var begrænset til noget to Panodiler snildt kunne klare. Poden blev kørt på job til kl. 10, den rødhårede fik en lang tur ved fjorden og jeg sidder oven i købet med planer om også lige at lufte støvsugeren.

Det var ellers en fin fest. Maden var for en gang skyld rigtig lækker. Det var helstegt pattegris med lækre marinerede kartofler og spændende salater. Og af hensyn til vores mange indiske medarbejdere, var der selvfølgelig også en indisk ret – noget kylling og grøntsager i en krydret sovs, som var utroligt velsmagende.

De andre “gamle” fra afdelingen forlod festen næsten før den kom igang og overlod mig i selskab med afdelingens fire ungersvende – Casper, Kasper, Kasper og Jesper - som alle var i højt humør. Der blev drukket og grinet, Mokaii blev til Mååv-kaj (med jysk accent) og der blev vist umådelige kreative moves på dansegulvet.

Nå ja, og kysset blev jeg også… af en der troede, han på den måde kunne fedte sig til en win7 pc… hrmf… som om jeg er til fals for sådan noget (-;

Har jeg forresten nævnt at jeg har ferie de næste 2-3 uger? Nå, det har jeg vist!

God lørdag til dig.

Når jeg går hjem i dag er det til 2-3 ugers ferie… og jeg trænger. Alvorligt. Misforstå mig ikke, jeg er skam glad for mit job. Meget endda. Men for fa’en… nogen gange kan man alligevel være ved at blive kvalt i stivnakkede kolleger og urimelige kunder og bare have brug for… fred. Og måske trænger de i virkeligheden også til pusterummet fra mig (-:

Selve anledningen til den sene ferie er dog ikke noget, jeg glæder mig til. Tværtimod.

Poden skal nemlig opereres. Hun har en fødselsdefekt, som vi har ventet i flere år på at få korrigeret. Jeg skal agere sygeplejerske, så godt jeg formår. Det har været planlagt længe. Men jeg tror alligevel ikke, man mentalt kan forberede sig på sådan noget. Det er jo stadig min lille pige og jeg får ondt i maven ved den blotte tanke. Det skal nok gå godt. Selvfølgelig.

Men inden vi kommer dertil, skal mor forresten ud og svinge med ørene. Diamanterne er fundet frem og danseskoene er pudset.

Sommerfest med ca. 300 festklædte kolleger. Helstegt pattegris og drikkevarer ad libitum. Det sidste kan vi rigtig godt li’. Så hvis nogen nu støder på en løsgående (og måske småberuset) danseglad “pige” i den aalborgensiske natteliv, så smil lige til hende, ik’?

God fredag

Kunne de ikke finde et andet sted at hoppe i fjorden. Det er altså rigtigt ubehageligt, at se sådan et lig flyde rundt uden for kontorvinduet.

Arbejdsdagen startede uden adgang til omverdenen… netadgang altså.

Christian og jeg var mødt som de eneste og da vi fortsat sad alene efter knap en time (og stadig netløse) undrede vi os…  havde vi måske overset en eller anden obskur helligdag… eller et stort skilt nede ved indgangen “vi omlægger nettet i dag - gå hjem“!

Teknisk hotline lukker først telefonerne op kl. 8, så her var heller ikke umiddelbart hjælp at hente.

Toilet golf havde, i tilfælde af den slags katatrofer, været helt på sin plads og kunne afhjælpe noget af den stress, der melder sig når man på den uplanlagte måde skal sidde uvirksomme hen.

1½ time føles pludselig som enooormt lang tid og det er temmelig begrænset, hvor lang tid man kan få til at gå med en notepad.

Også selv om nogen hårdnakket vil påstå, at det netop var hvad jeg burde holde mig til :-/

I gang kom vi. Lidt.

1. august… var det ikke lige riiigelig hurtigt vi nåede dertil, hvor landmændene er begyndt at lufte mejetærskeren? Jeg synes det. Og alligevel så jeg gerne de næste 14 dage flyve afsted med lynets hast. Jeg er nemlig mutters alene på pinden. Og det er fandeme kedeligt.

Jeg har lavet min helt egen rokade på kontoret… jeg er flyttet over på oraklets plads… mens han har ferie altså. Og med hans velsignelse. Han er nemlig rar, når det stikker ham. Her kan jeg sidde og overvåge resten af afdelingen, som pt. tæller én mand. En tekniker. Han sidder forresten så stille, at jeg satte webcam overvågning på ham… bevægelses aktiveret… bare for at kunne holde øje med at han nu også trak vejret.!

Han sagde “godmorgen” da han kom, og ellers har der ikke været liv at spore. Heldigvis er “drengene” i kælderen på job og der er dermed lidt liv i kaffe og frokostpausen… ellers var jeg da også blevet skør.

I morgen er der atter en dag… mindre. Det kan kun gå for langsomt.

Nogen dage havde man gjort bedst i at blive hjemme under sin dyne. Den her var en af dem. Jeg havde sovet skidt, havde en dårlig hårdag og mensessmerter. Ingenting lykkedes og det føltes som om al teknik i hele verden havde rottet sig sammen imod mig

Min makker er netop gået på 3 ugers ferie – så i morgen har tingene dæleme af at arte sig ellers ramler det hele da. Heldigvis er min ønlingsmakker, at træffe på Lync fra Århus, så kan jeg altid tude ud ved hans brede skuldre,  hvis det bliver nødvendigt. Jeg er ikke helt overladt til mig selv før i næste uge, hvor også han er på ferie. SÅK. Jeg kommer til at kede mig ihjel.

På positiv siden blev tirsdagen helt sommerlig. Det er næsten vindstille og for første gang i dagevis har det været en fornøjelse at være ude med kameraet. En time ved fjorden med hund og kamera kan redde selv en tirsdag i helvede.

Firmaets HR afdeling opfordrede via intranet til at holde 1 minuts stilhed i dag kl. 12 for at mindes ofrene for massakren i Oslo og Utøya.

Det gjorde mig trist men også en smule vred, at opleve den mangel på respekt for opfordringen, der blev udvist på mit kontor.

Kun et par stykker bøjede hovedet i stilhed, mens resten klaprede løs på deres tastatur og plaprede i telefon. Ikke blot var det mangel på respekt for opfordringen, men også for de valgte at sende en tanke mod nord.

… sådan er vi så forskellige.