Jeg bliver lidt som en løve i et bur, når regnen som i går siler ned fra morgen til aften. Selvom jeg sagtens kan finde på noget at lave indendørs også, så er mit velbefindende temmelig afhængig af at kunne komme ud.

Vi tog revance i dag med en lang tur rundt i det nordjyske.

IMG_1609

Vi gik bl.a. tur omkring Øster Mølle sø og som altid, når jeg er på de kanter kiggede jeg ind til Jens.

IMG_1606

Det er mere end tre år siden Jens døde. Det er stadig svært at forstå.

Jeg sender ham ofte en varm tanke og savner, at vende verdens små og store spørgsmål med ham. Han formåede altid, at sige det jeg havde brug for at høre og ikke det, jeg gerne ville høre… så når jeg nu er fanget mellem: “jeg vil virkelig gerne snakke med dig” og “jeg skal seriøst indse, hvad jeg er værd og se at komme videre“, så ved jeg jo egentlig godt, hvad Jens ville sige.

Jeg havde fået et verbalt spark over skinnebenet.

Hårdt.

Sådan var han. Kontant og hudløs ærlig. Nogen brød sig bestemt ikke om det, men jeg er fan af mennesker, der toner rent flag!

IMG_9608

Borgmestermolen var kold og blæsende, så det blev ikke noget længere varende ophold vi havde derude. Højvande var det også og revlerne, vi plejer at kunne trave ud af, var simpelthen ikke synlige.

IMG_9610

Vi kørte nordvest på gennem Gerå, over Østerled og havnede, som så ofte før, i Dronninglund.

IMG_9611

Jeg kører ikke gennem Dronninglund uden at aflægge Jens et visit.

Jeg lægger en lille sten og sender ham en varm tanke.

Til sommer er det tre år siden Jens døde. Han er ofte med mig og når jeg roder mig ud i ‘problemer’ tænker jeg: hvad ville Jens ha’ sagt? Han formåede altid, at sige dét jeg havde brug for at høre og ikke det, jeg gerne ville høre.

IMG_9612

Weekenden er omme – men jeg har ferie, så det kedelige faktum kan jeg heldigvis se stort på (:

Poloen bragte Ninjaen og jeg nordpå ad Strandvejen gennem Hou, Melholt, Gerå og Aså for til sidst at havne i Dronninglund.

Jeg har ikke set anemoner i skovene omkring Hals, så jeg faldt næsten på halen da jeg så Storskovens tæppe af hvide anemoner. De er så smukke og så sarte. Måske kan de ikke vokse på den sandede jord vi har herude. Hvad ved jeg. Men anemoner har jeg altså ikke set.

IMG_1787-Edit

Som så ofte før når jeg er på de kanter, lagde jeg også vejen omkring Jens. Vi fik en sludder og jeg lagde en lille sten på stenen for at vise, jeg har været der… en jødisk tradition som jeg synes, er så fin.

IMG_1796-Edit

Jeg har kommunikeret med en af hans kammerater de sidste par dage og havde derfor Jens i klar erindring. Det bragte sjove historier frem fra gemmerne. Og alvorlige. Men mest sjove. Han var lun ham Larsen. Og begavet.

Jeg tænker ofte på ham og altid med et smil.

Vi kom lidt på afveje i dag, den rødhårede og jeg. Efter at have besøgt Jens ville vi gå en tur i storskoven. Altså Dronninglund Storskov for ikke-nordjyder (·:

Vi kom dog aldrig så langt, idet vi faldt over Øster Møllesø, som ligger i umiddelbar nærhed af slottet og kirken. Vandmøllen, som er fra det 16. århundrede, ligger der stadig og på sådan en smuk sommerdag er det simpelthen rendyrket idyl.

Lige ved siden af møllehuset ligger denne smukke bolig bare en spytklat fra søbredden. Her ville jeg bestemt ikke have problemer med at bo, men med den beliggenhed er jeg også ret sikker på, at der skal mere end en “teknisk konsulent” løn til.

Heldig er jeg, som bor kort tids kørsel herfra og kan gå tur omkring møllesøen så ofte jeg gider.

Det er en måned siden Jens blev begravet og stedet ser fortsat ud som om intet var hændt. Det er der sikkert en grund til. Jeg aner ikke, hvad der er “normalt”, men jeg synes squ, det er lidt underligt at gravstedet stadig er tomt, hvis jeg skal være ærlig.

 

Jeg indledte ferien med at køre en tur til Dronninglund og kigge til Jens. Eller hans grav er det jo.

Der var ingen blomster, ingen sten… ingenting! Bare et tomt gravsted med grus. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg havde fulgt den forkerte sti og stod et kort øjeblik med en underlig følelse af, at det blot havde været en ond drøm… og at nogen havde nevet mig i armen… at jeg nu var vågnet.

Sådan forholder dig sig selvfølgelig ikke. Jeg ved det godt.

Jens er ikke mere. Det kan ikke fortrydes. Man kan ikke trykke på “undo” og så er han igen en ven. Sådan fungerer det ikke. Desværre.

Jeg kendte ikke hverken Jens’ familie eller andre venner – og han kendte ikke mine. Kun fra omtale og fotos.

Vi var hinandens venner. Et par særlinge, som fandt glæde i fælles interesser.

Giver det mening?

Nu bagefter kan jeg glæde mig over, at være blevet kontaktet af både venner og familie til Jens og gennem dem fået tilkendegivelse af, at Jens satte lige så stor pris på mit venskab, som jeg gjorde på hans.

Det gjorde mig glad i hjertet.

“…jeg vil ikke herfra uden at kunne sige, at jeg fik det ud af livet som det bød mig, og som jeg forvaltede på bedste vis, at jeg levede så jeg havde værdi for andre, og ikke kun mig selv…”

– Jens Larsen –

… og det opfyldte han til fulde!

Overskriften er et citat fra bogen/filmen “One day” og var et af Jens’ yndlingscitater…

Dronninglund Kirke var fyldt til randen med blomster og mennesker, da vi i formiddag, alt alt for tidligt, sagde et uigenkaldeligt sidste farvel til Jens…

Linda, en af Jens’ nære veninder, hviskede til mig… Jens sidder lige nu et sted og siger: Jeg nåede dét, jeg kom efter.

Og det tror jeg på, for midt i alt det triste glæder jeg mig over at vide, at Jens evnede, at leve sine drømme ud… han var forbilledlig i sin insisteren på at gribe nuet fremfor at tænke og planlægge livet bort.

Jens var højt begavet, tænksom, underfundig og utrolig skarp i sine reflektioner over livet. Jeg har nydt godt af de verbale spark, kun han kunne slippe af sted med at gi’ mig. Kontante og skarpe… men altid velovervejede og varme.

Behøver jeg at sige, at jeg vil savne ham? Behøver jeg at sige, at vi er rigtig mange, der vil savne ham. Det gør jeg vist ikke.

“With your voice in my head … you will stay in my mind forever!” skriver hans bedste ven Martin… det er sådan det er!

God rejse min ven!

Jeg mistede en god ven i tirsdags. En menneske, som evnede, at sætte en meget præcis finger på mange af de ting, jeg tumlede med. En menneske som med nogle få ord kunne vise mig en vej ud af samme tummel.

Jeg tænkte på ham i nat, snakkede med ham i tankerne og han hjalp mig til at træffe en beslutning, som måske har været undervejs et stykke tid, men som jeg ikke har kunnet få mig selv til at tage.

Man ser kun dét, man er klar til at se, ville Jens ha’ sagt. Han ville også ha’ sagt: Elsk de mennesker, som er der, når lokummet brænder. Glem alt om dem, der ikke er.

Jeg har pillet i det samme sår alt for længe… nu skal det have lov at læges.

Jens gav mig spark. Nøjagtig som han plejer.

Chin up and shake your maracas honey, that´s why you got them!

Der blev stille i dag. Meget stille.

I morges fik jeg besked om, at min gode ven og kammerat Jens døde tirsdag aften under en løbetur.

Det er uvirkeligt, uretfærdigt og umuligt at rumme.

Jeg er rystet og ked af det, ikke mindst på Jens’ to børns vegne – de har mistet deres far alt alt for tidligt.

I mandags skrev han til mig:

“it’s what you do in the present, that will redeem the past, and thereby change the future…”

Jens fik kun alt for kort tid lov at nyde den fremtid, han havde kæmpet så hårdt for.

Jeg vil savne Jens, vores venskab, hans vid og bid, hans begavelse og tænksomhed og ikke mindst hans utrolige ærlighed og evne til at sætte tingene i perspektiv.

I dag satte han selve livet i perspektiv…

God rejse min ven!