Published by Mette on 02 feb 2010

På den anden side

Vi kom ud på den anden side af snestormen ved halv fire tiden… foreløbig ud… i følge DMI ligger Nordjylland nemlig stadig i risikozonen natten igennem.

Men lige nu er her stilhed… et kort øjeblik i eftermiddag var der oven i købet kig til både sol og blå himmel.

Der var pluspoint i bogen, da poden kom hjem og opdagede, at der ventede hjemmebag og varm cacao. Det må du da godt gøre hver dag mor  – og så tog hun sin kop i den ene hånd og en dvd film i den anden og gik op under dynen (hun bor bag de nedrullede gardiner :? ).

Jeg nød turen ud med den rødhårede, hun er en af dem, der ikke kan få nok af den hvide element. Og når vores vej pludselig krydses af et et par rådyr, er der ingen grænser for iveren. Lige nu bruger hun al sin energi på at nedstirre mig, vippe utålmodigt frem og tilbage på forbenene og trække vejret besværet og højlydt i håb om, at jeg så rejser mig og fodrer hende. Og det gør jeg så!

Published by Mette on 30 jan 2010

Jeg har et godt tilbud til dig…

Som nævnt i indlægget omkring Ben’s bratte afrejse fra Vodskov, er hundeverdenen ikke altid et sted, der er rart at være. Ondskabsfuldheder, intriger, sladder, ævl og kævl er hverdag, når man bevæger sig i den verden, som lidt mere end blot almindelig hundeejer. Jeg mistede lysten for nogle år siden og meldte mig helt ud…

I dag har den så vist sig fra sin varme og betænksomme side. To mennesker, uafhængig af hinanden, har ringet hertil for at få min eksmands telefonnummer. Begge med et tilbud til ham!

Jeg er spændt på at høre udkommet af de samtaler, når vi mødes til fødselsdag senere på dagen…

Published by Mette on 29 jan 2010

Øh nå…

Den lille Ben skal ikke længere bo hos min eksmand… opdrætteren har opsagt samarbejdet med ham og meddelt, at  Ben bliver afhentet og placeret i et nyt hjem!

Jeg ved ikke, hvad der er sket og det rager heller ikke mig - det eneste jeg ved er, at det har efterladt en far og en datter fyldt med ubesvarede spørgsmål, frustration og sorg!

 

(og jeg vil gerne understrege, at det i hvert fald ikke er fordi Ben er blevet misrøgtet – bare for at få det på plads, så der ikke opstår ondskabsfulde rygter i den anledning)

Jeg har med vilje deaktiveret muligheden for at kommentere dette indlæg. Jeg kender dén hundeverden alt for godt, og jeg ønsker ikke at blive rodet ind i en strid, som ikke kommer mig ved. Dette indlæg er blot en konstatering, så I ikke undrer jer over, hvor Ben pludselig blev af.

Published by Mette on 28 jan 2010

Side 9 hunden

En af dem de andre ikke må lege med…

Nanna og jeg har brugt eftermiddagen i selskab med Jimmy og hans hunde. Det er en både morsom og svedddryppende affære, at få opgaven med at fotografere hans hvalpe – og det gælder i øvrigt både for handler og fotograf… jeg har ikke nerver til det her… hylede han hvert 2. minut ;-)

Det kan godt være en bordeaux hvalp er livlig… men det er absolut intet mod den energi, der er i en amstaff. Det er ganske enkelt fuldstændig umuligt at fotografere dem medmindre de bliver holdt fast. Man kan ikke – som i overhovedet ikke - nå at fange dem i linsen, hvis de bare får lov at løbe løs.

Jeg bliver helt svedt bare ved tanken om at skulle leve med sådan et energibundt.

I Langholt bliver en spade kaldt en spade, sådan er det bare. Og det er på mange måder dejligt befriende. Nok er Jimmy en rod, men i dag gjorde det mig rigtig glad, igen at få bekræftet, at han også er mig en rigtig god ven… og dem kan man ikke få for mange af.

Published by Mette on 27 jan 2010

Dagens hund

Han er smart i en fart… når han vel at mærke sidder i dækning under juletræet :-)

Published by Mette on 26 jan 2010

Dagens hund…

Sød kan han bestemt også være… Ben… i nogle små næsten umålbare splitsekunder… ;-)

Til de der ikke kender racen og har stukket næsen i sådan en hvalpepels… den er nøjagtig lige så blød og lækker, som den ser ud!

Published by Mette on 25 jan 2010

Stakkels Arabella…

Published by Mette on 20 jan 2010

Hundeadfærd for burhøns

Min begavede datter har belært mig om, at hunde, der blotter bugen, er trygge hunde… det tror jeg på! Og hvad skulle overhovedet true den rødhåredes verden, når skabslågen ind til støvsugeren er lukket, negleklipperen hænger på sin plads og baby Ben er langt væk med sin far.

Nej vel… så kan man da roligt flade ud.

Og sådan her ser dyret ud tæt på…

- hvad er det man siger… det er sådan et fjæs kun en mor kan elske :-)

Og dog… måske er der alligevel noget der truer. Det forlyder nemlig i pressen, både radio og avis, at regeringen til marts vil være færdig med at behandle den nye hundelov.

Modellen går ud på, at 14 hunderacer bliver forbudte. Det vil sige, at racerne hverken må importeres eller avles og skal udfases, i takt med at hundene dør af naturlige årsager. Avlsforbuddet skal håndhæves ved, at de “farlige hunde” steriliseres. I overgangsfasen, hvor hundene stadig vil findes i Danmark, skal de holdes i snor og bære mundkurv, når de bliver luftet, skriverJyllands-Posten.

I følge samme avis er disse hunde i farezone:

  • Pitbull terrier
  • Fila brasileiro
  • Dogo argentino
  • Amerikansk staffordshire terrier
  • Tosa inu
  • Boerboel
  • Kangal
  • Centralasiatisk ovtcharka
  • Kaukasisk ovtcharka
  • Sydrussisk ovtcharka
  • Tornjak
  • Sarplaninac
  • Af disse er Pittbull og Tosa allerede på forbudslisten herhjemme. Det kan undre mig lidt at f.eks. den amerikanske bulldog ikke er med – det er trods alt en af de racer, der har været en del omtalt i pressen, og desværre ikke for noget positivt. 

    Jeg tror ikke på et forbud. Det eneste man opnår er, at de mennesker, der vil have en “farlig” hund kaster sig over en ny race eller blandingsracer - og man kunne frygte, at det ville blive f.eks. vore dejlige bordeauxer.

    Jeg mener, at man i stedet skal ha’ strammet op på avlen herhjemme, indført mentaltest af alle avls- og import hunde og gøre en langt større indsats for stoppe den ulovlige import.

    Herhjemme skal American Amstaff allerede mentaltestes og opnå et vist resultat før de bruges i avl, og jeg kunne slemt godt tænke mig at se nogen tal på, hvilke hunde der er problemer med. Er det de danske opdrættede eller er det de hunde, der er opvokset op under kummerlige forhold i Østeuropa og fjernet fra deres mor alt alt for tidligt. Jeg tipper på at sidstnævnte er stærkt overrepræsenteret.

    Lad os håbe, at den rødhårede, også efter marts, kan blotte sin bug i tryg forvisning om, at intet truer hende og hendes eksistens.

    Published by Mette on 18 jan 2010

    Gæstfri… så længe det varer

    Der er sket noget på den ene uge Ben har boet i Vodskov… da han var her første gang var han en forsigtig lille hvalp.

    I dag var det med høj haleføring og smart-arse attitude han spankulerede rundt i vores stue… med et “stjålet” ben i munden og som om han ejede hele verden.

    - og Arabella så bare overbærende til… endnu.

    Published by Mette on 14 jan 2010

    Nu er det snart længe nok…

    .Jeg vil altså snart gerne have min barn igen…

    - hun har været hos sin far siden lørdag for at hjælpe med Ben-hundehvalp – og skal efter planen være væk til søndag.

    Ikke fordi… jeg har da set hende. Hun kom blandt andet over med en pose vasketøj og kommentaren: far vasker squ aldrig ;-)  - men det er noget andet at have hende her med hendes tøsefnidder og larm.

    Men det er okay at dele… hendes far savner hende jo sikkert lige så meget, når hun ikke er dér. Vil jeg tro.

    Bevares… jeg har jo også nydt, at have tid for mig selv og at slippe nemt om ved madlavningen (en aversion af  mine), men nu vil jeg alligevel gerne se en ende på det.

    .

    .

    Published by Mette on 07 jan 2010

    Snart…

    - meget snart, får vi ny indbygger i Vodskov. Ikke hos mig, men dog så tæt på, at jeg med garanti får mulighed for at stikke næsen i hvalpepels :-)

    Centio’s Big Ben her skal til Nordjylland og bo sammen med min eks, og mon ikke vores Arabella dermed får sig en ny legekammerat. Jeg vil tro det.

    Published by Mette on 30 dec 2009

    Ben, Belmonte og Baltazar

    Godt jeg ikke har en bil… ja ellers havde jeg garanteret været på besøg hos Marianne, stukket næsen i hvalpepels og ikke helmet før jeg havde plaget livet af Johnnybankmand eller min mor, for at låne mig pengene til endnu en rødhåret :-)

    Nu må jeg nøjes med at kigge billeder (jeg håber, jeg bliver tilgivet for at have stjålet et). Marianne i Kennel Centio har stadig hvalpe til salg. Moderen er en ½ søster til min Arabella og faderen en gudesmuk franskmand.

    Besøg hende her www.kennel-centio.dk

    Published by Mette on 19 dec 2009

    Vinterdage

    Det blev ikke den lange tur i skoven jeg havde regnet med… det fik en flok jægere sat en stopper for.

    Ikke fordi… man må jo gerne færdes i skoven, men det er ikke så forfærdelig hyggeligt, hvis man risikere at kuglerne flyver om ørene på en. Jeg mødte et par af jægerne og de charmerede sig fluks ind på mig ved at synes at den rødhårede var en fantastisk dejlig hund… godt så… dermed forsvandt al ærgelse/irritation selvklart som dug for solen :-)

    Jeg fik anvist, hvor det var sikkert at færdes og så fik vi alligevel en god tur.

    Og med de overståede praktiske opgaver er der kun nydelse tilbage på den her vinterdag. Varm kaffe, et par af Bengts gode pebernødder og så en af julens søde film.

    God lørdag til dig.

    Published by Mette on 15 dec 2009

    Endnu en til glemmebogen

    Morgenen blev brugt på en ubehagelig, tåbelig og ikke mindst ufrugtbar meningsudveksling med et menneske jeg holder meget af, men som jeg bare ikke kan finde melodien med. I stedet for at erkende, at det er svært, for ikke at sige umuligt at ændre på andre end sig selv (og det er såmænd svært nok), så sidder vi der, i hver vores skyttegrav og fastholder stædigt vores egne synspunkter uden at lytte ordentligt til hinanden. Det gør mig rigtig ked af det, men jeg må nok desværre erkende, at jeg ikke formår at være sådan et menneske, der er plads til i den der perfekte verden.

    Midt i det hele ringede mobilen og i den anden ende befandt sig et barn med stemmen fuld af gråd. Hun var gået hjem fra skole, fordi hun kunne ikke holde alle spørgsmålene om Dagmar ud. Jeg lukkede ned og kørte hjem efter blot et par timer på job… jeg synes ikke, hun skulle være alene, når hun var så ked af det og samtidig havde jeg selv brug for “luft” og noget andet at tænke på.

    Fredag er sidste arbejds- og skoledag. Vi har ferie i 14 dage.  Og jeg tror vi trænger, både poden og jeg!

    Published by Mette on 22 nov 2009

    Kan du ikke lige…

    Hvis jeg nu henter dig og den rødhårede kan du så ikke lige…

    Og selvfølgelig kan jeg det. Hvordan kan man andet, når man aldrig får nej, når man spørger om assistance den anden vej.

    Og så gik søndagen i hyggeligt selskab, med masser af snak, gode grin, opdatering af en website og med fotografering af hundehvalpe og – ikke at forglemme - den adstadige engelske bulldog Basse.

    Basse hævdes at være den mest lydige hund, der nogensinde har befundet sig i dén kennel – men da Basse ikke bevæger sig medmindre det er absolut nødvendigt er det en nem påstand at komme med ;-)

    Skøøøøn dét er han i hvert fald.

    « Prev - Next »