ENDELIG er temperaturen stabil under 0 – jeg elsker frost og den klare luft, der følger med.

Min husfælle deler ikke min lidenskab for kulde.

Morgenlufteturene foregår i så opskruet et tempo, at jeg tvivler på, at hans lille krop når at falde mange grader – og så snart vi kommer hjem kaster han sig igen hen i sengevarmen.

Til morgen lå han langt inde under dynen (sin egen) og selv efter vækkeuret havde ringet to gange havde der ingen bevægelse været.

Det er også skide koldt, men så længe det er tørt synes jeg, at det er rigtig dejligt at komme ud.

Bob D? Not so much!

Meget tidligt til morgen tikkede en SMS ind fra firmaet til alle ansatte. Ballerup afdelingen var ramt af en overgravet varmeforsyning og alle medarbejdere blev bedt om at blive hjemme. Så vidt det var muligt. En af mine kolleger havde ikke set det og kunne melde om 15 grader på kontoret.

Vi andre overvejede om vi ikke burde gå hjem i solidaritet, men det blev desværre ved snakken.

I morgen bliver jeg til gengæld hjemme. I solidaritet. Eller bare fordi morgenritualerne er så besværlige med kun en arm, at jeg bare én morgen om ugen trænger til en pause fra dem og tager den på hjemmekontoret i nattøj.

Der er ikke faldet så meget sne, at det på nogen måde havde været uforsvarligt at køre på job til morgen… men nu havde jeg indstillet mig på, at sove lidt længere og tilbringe dagen i bløde bukser og morgenhår… så her sidder jeg, ikke af nødvendighed, men bare fordi jeg ku’.

Jeg har fået en del fra hånden – opgaver som kræver ro og fordybelse – og på den måde kan en hjemmearbejdsdag være langt mere produktiv end en dag på kontoret, hvor telefonen ringer og kunderne går ind og ud af kontoret i en lind strøm.

Kantinen her på matriklen er så ikke være at skrive noget om – men i stedet kan jeg tage det varme tøj på og tilbringe frokostpausen med en travetur i skoven med Lillebror. Et okay alternativ, hvis du spørger mig.

God snevejrs fredag til dig!