-
Prototypen er færdig
Asigtsudtrykket hos Bob viser med al tydelighed, hvor begejstret han er for sin nye sweater… så er det altså noget ved at strikke til andre.
Note til mig selv: 115 g Sandnes Fritidsgarn rester. Str. F1. Mavestykket skal forkortes 4-5 cm til hanhunde.
-
To og fire
I mandags blev Irma to år og i dag er det Bob’s tur til at fylde år.
Fire bliver han.
Hvor albevægelseforegåriløb når det gælder Irma, så er Bobben mere mageligt anlagt. Langt mere magelig anlagt.
Ofte må han hives ud fra sengevarmen når det er tid til luftetur. Hans yndlingsplads er i sofaen mellem mine ben, hvor han kan være i fred for Irma – her kan han ligge og koge og lader sig ikke forstyrre af hverken laptop eller strikketøj.
Det er to meget forskellige typer – både i krop og sind.
Bob har fin blød pels, er ret forsigtigt anlagt, men også den, der bevogter matriklen og gør opmærksom på uønskede hændelser. Efter sin egen opfattelse er han er ubetinget Kongen af Aalborgvej. Han er også ret udspekuleret. Hvis de får en ‘politistav’ hver, ligger han og lurer til Irma har blødgjort sit og så snart hun vender ryggen til napper han hendes. Irma lader sig ikke mærke med noget, men går bare i gang med hans i stedet.
Irma er muskuløs, grov i pelsen og en lille bulldozer, der ikke står tilbage for noget eller nogen – undtagen hvis det alligevel bliver lidt for farlig, så er hun hurtig til at søge hen til mig. Hun har en enorm springkraft som indimellem overrasker mig og kan løbe lige så hurtigt som den lille sheltie som vi af og til leger med i hundeskoven.
-
Pakket ind i vat
Jeg måtte en tur til Dr. Dyr med Bob.
Han er på en eller anden måde kommet til skade med sit højre bagben og bøvlede med at lette ben, komme op og stå, lægge sig ned og havde i det hele taget en afvigende adfærd.
Der var ikke umiddelbart noget, der sprang i øjnene og vi skulle se tiden an.
Det kunne være en fibersprængning eller forstuvning – de leger jo indimellem noget vildt. Blandt andet dyrker de noget strand-parkour… eller dvs. det er mest Irma, der er vovehalsen.
Bob får nu noget smertestillende og skal holdes i ro – så meget ro som Irma tillader – og det ser ud til at gå bedre og mon ikke den gamle Bob er tilbage, når vi sidst på ugen skal til kontrol hos dyrlægen.
Jeg håber det.
-
Bob D
I dag er det 3 år siden vi hentede Bob D hos Miriam i Vejle og dermed 3 år siden, at jeg blev bulldog ejer.
Vi overvejede lidt at skifte navnet Bob D ud med Yoda da vi så det her billede. Den første tid var ikke uden udfordringer. Vi begyndte vores liv sammen med en mave-parasit i form af en giardia, som det tog mange uger at slippe af med.
Dernæst oplevede jeg en hvalp, som ikke ville ud. Jo, i haven, men han nægtede hårdnakket at gå ud af fordøren.
Først en gang i marts, hvor han var 4 måneder gammel, oplevede jeg, at han faktisk nød vores ture ud i verden.
På et tidspunkt var jeg bange for, at jeg aldrig ville få en hund, der ville nyde en tur i skoven og ved stranden, men i takt med at temperaturen steg gjorde lysten det også.
Han er stadig tyndpelset og går med frakke når det er rigtig koldt – og man kan altid finde ham under en dyne eller længst inde i ‘soveposen’.
Billedet øverst giver et meget godt billede af hvordan han er i dag.
Han går sine egne veje og altid forrest (mener vist selv, at han er chefen), og læg mærke til ørene… enten vil han sikre sig, at flokken følger med eller også lytter han faktisk når jeg kalder. Sandsynligheden for det første er nok størst.
Han er en rigtig god storebror for Irma. Hun har været noget af en mundfuld for ham, men alligevel stortrives de nu i hinandens selskab – selvom han vist stadig af og til synes hun er en pestilens og vil sove alt for tæt 🙂
-
Dagen derpå for fede Bob
Sent i aftes – ca. 12 timer efter han var blevet lagt i narkose – var Bob på benene igen og vi listede en lille tur i kvarteret.
Lørdag morgen er han præcis som han plejer, kæk og fuld af spilopper. Der er kommet noget både ind og ud, og han er ikke det mindste generet af den lille syning, som er både tør og fin.
Han får selvfølgelig både smertestillende og antibiotika, men udover det tror jeg ikke det er noget vi kommer til at mærke noget til.
Den ‘alvorligste’ konsekvens af det dyrlægebesøg er, at Bob er sat ned i foder. Han har taget et halvt kilo på og på så lille en hund er det en vægtøgning som ikke bare er ligegyldig. Han bliver ikke fyldt med godbidder eller menneskemad, så det er udelukkende en reduktion af foderet der skal til. 25 g mindre om dagen fremover… sagde Dr. Dyr.
-
Så røg løgene
Bob blev i sommer kemisk kastreret. Det har haft den ønskede effekt og taget hanhunden ud af ham – uden at gøre ham tandløs.
Med Irmas ankomst til januar besluttede jeg at gøre det permanent og derfor har han i dag mistet sin manddom for alvor.
Hos min dyrlæge er man sammen med hunden indtil den sover før operationen og derfor ser Bob noget slået ud på det sidste billede 🙂
Operationen er forløbet helt efter bogen. Han er fortsat helt groggy og går som om han har en seriøs brandert på – håber ikke tømmermændene bagefter er lige så slemme.
Når han nu var i narkose bad jeg Dr. Dyr om at tage et røntgenbillede, så vi kunne se status på ryg, hofter og knæ. Han laver ofte sådan et sjovt lille chassétrin med højrebagben når han går/løber og det kunne være fordi han havde ondt.
Nu viser det sig, at det er rent krukkeri. Alt ser nemlig ud til at være super fint.
Du kan se røntgenbillederne i fuld størrelse ved at klikke på dem.
Nu venter jeg blot på, at patienten vågner op af sin rus 🙂
-
Frankrig møder Kina
“Du skal forbi mig først, smart ass”, ser Bob ud til at sige da han i dag gjorde et nye bekendskab i hundeskoven.Bob startede ud med at opføre sig som kongen af Trekantskoven, men efter jeg havde hævet stemmen gik turen rundt i skoven i fred og fordragelighed.
En af mine naboer har en Sharpei tæve, men den er ikke glad for Bob selvom han ihærdigt forsøger at indynde sig.
Med denne her hanhund gik det meget bedre.
Den var venlig og overbærende overfor den lille flabede franske og vendte sig bare bort, når Bob blev lidt for smart.
Det er skønt med hunde, der er godt socialiserede. De har så utroligt meget fornøjelse af hinanden.
Jeg glæder mig ekstra meget til at få en permanent legekammerat til Bob. Der er ca. 2 uger til, at vi får vished om parringen har båret frugt.
-
Endelig fredag
Onsdag eftermiddag gik der mail ud til 150-200 medarbejder med besked om, at det er tid for udskiftning af deres pc og med instrukser om hvordan de skal gebærde sig i den forbindelse.
Jeg er kontaktperson, hvis der er spørgsmål og/eller udfordringer – og torsdag morgen var det som om en lavine havde ramt min indbakke. Jeg har brugt to fulde arbejdsdage på at rede tråde ud, svare på spørgsmål, slukke ildebrande, forklare… i samarbejde med Malene, som er min livline hos det eksterne firma, der står for udskiftningerne.
Vi har klaret endnu en omgang og kl. 13:30 blev vi enige om, at nu kunne vi godt slukke pc’en og gå på en velfortjent weekend.
Jeg har arbejdet på hjemmekontoret, så 10 minutter efter Shut Down gik jeg i skoven iført hund, sweater og røjsere og lige så hurtigt glemt alt om den indbakke.
I stedet blev jeg optaget af at følge et fint lille rød egerns vej gennem skoven. Det bevæger sig utroligt elegant fra den ene tynde gren til den anden. Jeg fik kun denne ene chance for at ‘skyde den’ og det er desværre på en del afstand så kvaliteten er ikke den bedste.
Bob venter tålmodigt på mig. Er jeg optaget for længe kan jeg finde ham liggende i skovbunden og jeg behøver ikke bekymre mig om, at han skulle finde på at løbe væk.
Vi er så klar til to fridage.
God weekend til dig!
-
Fredag den 13.
Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.
Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.
Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.
Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.
Kort både her og der.
I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.
Weekenden bliver af den stille slags.
Måske.
-
Der er sat en prop i
Bob har haft dårlige mave i weekenden. Det sker, men da jeg mandag morgen opdagede, at han også havde blod i afføringen måtte vi en tur omkring Dr. Dyr.Efter jeg er begyndt at give ham Orijens Six Fisk har hans mave ellers være fin og stabil, han prutter ikke og har stor ædelyst. Derudover er hans pels flot og fælder minimalt.
Jeg tror, at han har fundet et eller andet ‘lækkert’ og fornøjet sin mave med det… langt mere end at det skulle skyldes fodret.
Dyrlægen synes selvfølgelig, at hans foder er det bedste, men Bob stortrives på Orijens. Det er et kvalitetsfoder og valgt med omhu… og så bliver jeg egentlig lidt træt, når han bruger en masse krudt på at tale det ned – “skidtfisk” kalder han indholdet uden at vide noget om det – særligt træt bliver jeg, når jeg fornemmer, at det vist bare er for at sælge det han selv har på hylden.
Nå men i det mindste var der ikke noget alarmerende galt med dyret… og vi slipper forhåbentlig med skånekost, zoolac og penicillin resten af ugen.
Så skulle han gerne være fit for fight igen.
