• Et øjeblik...

    Et øjeblik

    Der oplevelser i livet man aldrig helt lægger bag sig og som man altid vil have med i bagagen. Oplevelser som indimellem dukker op og fylder et øjeblik med tænksomhed.

    I dag er en af de dage.

    I dag er det nemlig 6 år siden jeg røg på hospitalet med blå blink efter en konsulation i Vodskov Lægehus.

    Blodpropper i venstre ben og begge lunger – og af den grund et stærkt overbelastet hjerte. Af vagtlægen (pr. telefon) diagnostiseret som ‘hysteri’… af min egen læge ‘akut livsfare‘ og derfor akut indlæggelse.

    Jeg ved ikke, om man på nogen måde kan forestille sig, hvor rædselsslagen man bli’r, når man pludselig og uden advarsel har en hvilepuls, der ligger et godt stykke over de 100 og som når 150 ved mindste bevægelse, hvor bange man bli’r, når man knap kan bevæge sig 13 trin op på 1. sal uden at være ved at besvime af mangel på ilt, hvor skræmt og lille man føler sig, når man bliver rullet ind på hospitalet fra en ambulance og bliver hastet ind til CT-scanninger, blodprøver, hjerteultralydsscanning og trombolyse.

    Det forandrede min verden for altid. På mange måder.

    Og med tiden på mange måder til det bedre.

    De første år efter havde jeg det svært. Jeg var bange. Isolerede mig. Dagene var fyldt med søvnproblemer, koncentrationsbesvær, angst, indadventhed, hudløshed, grådlabilitet. Det kostede på mange konti, bl.a. vennelisten. Nogen fandt mig besværlig og underlig… jeg fejlede jo for pokker ingenting. Ikke noget der kunne ses i hvert fald.

    Jeg fik en proffessionel samtalepartner, som gav mig gode værktøjer, som gav mig det gode humør tilbage og som lærte mig at turde leve igen.

    Jeg har lært rigtig meget de sidste 6 år.

    Ikke mindst om mig selv.

    Øjeblikket passerer og jeg kan lægge oplevelsen bag mig endnu et år.

     

     

  • Et øjeblik...

    En flad fornemmelse

    Ved middagstid befandt jeg mig på Sygehus Nord i et venteværelse fyldt med kvinder.

    Mammografiscreening – min første – var årsagen til jeg lidt senere befandt mig med brysterne klemt flade i en “Mammomat” (ja, det hedder den altså) og ikke på min pind på jobbet.

    Det var på ingen måde hverken smertefuldt eller ubehageligt – fornemmelsen var blot lidt fladklemt og stillingerne jeg skulle indtage lidt akavede… alt imens sygeplejersken i øvrigt beordrede, at jeg skulle stå afslappet. Hvilket var svært!

    Nu vil der gå fra 1-4 uger før jeg får resultatet af undersøgelsen… uger hvor jeg kan gå i lykkelig uvidenhed

    Jeg måtte med skam beklage overfor sygeplejersken, at jeg ikke laver ‘selvundersøgelser‘ – men det skulle jeg bestemt ikke beklage, hun gjorde heller ikke selv. Jeg ved godt, at jeg måske burde – men jeg tænker, at jeg kender min krop så godt, at jeg hurtigt vil opdage, hvis noget føles anderledes. I det mindste håber jeg, at jeg vil.

    IMG_9898

    Glæden over at være tidligt hjemme og have tid til at køre til stranden med hundene i det dejlige vejr, blev også hurtigt temmelig flad.

    Vi kørte fra Hals i strålende solskin, men da vi nåede til stranden hang, der havgus/tåge/whatever over området, så man ikke kunne se en skid… og da så Lillebror rullede sig i noget klamt og den gamle gav sig til at æde af en død måge (begge uden for min rækkevidde eller rettere mine gummistøvlers) så var den fornøjelse ligesom spoleret.

    Lige om lidt tager jeg hul på den første af marts måneds lange weekends… det kan ingen spolere (:

  • Et øjeblik...

    Hav, når det glitrer i solen

    IMG_9638

    Når jeg bliver gammel
    så vil jeg sidde på en bænk
    der hvor havet slår ind over molen
    og ta imod duglette perlestænk
    af hav, når det glitrer i solen.

    Det er muligt, at deres mor er mat og træt og hendes mave er tom… men det er ingen undskyldning for ikke at komme ud med hundene.

    Vi kørte til Gerå i det smukke solskinsvejr. Her kunne jeg sidde på en sten og få sol på næsen, mens dyrene niflede og luftede sig selv.

    IMG_9637
    Arabella med bugen i vejret
    IMG_9632-2
    Der nifles

    IMG_9636

  • Mavefornøjelser

    Onsdag på langs…

    Onsdag bringer flasback til nytårsdage med ondt i håret og skihop i flimmeren.

    orig_35370

    Forskellen er bare, at grunden til jeg ligger under dynen og ser OL i skihop er langt mindre munter end dagen på en nytårsaften.

    Jeg blev pludselig syg i aftes med smertefulde mavekramper, opkastninger og diareé… det holdt mig ‘munter‘ det meste af natten og nu ligger jeg her, mat og træt – men ellers helt ovre, hvad der nu end ramte min mave. Jeg har kun spist hvad der blev serveret i firmaets kantine; hamburgerryg og kogte grøntsager og det kan vist ikke lave så store ulykker…

    Jeg er klar igen lige om lidt og håber det bare var en éndags fornøjelse!

  • Et øjeblik...

    Av

    Processed with VSCOcam with s3 presetOg for så lige at sætte trumf på en i forvejen lorte mandag, så faldt jeg op ad trapperne fra vores parkeringskælder – og med hænderne dybt begravet i lommerne tog jeg fra med hagen, som jeg hamrede lige ned på kanten af en betontrappe.

    Heldigvis holdt både tænder og briller… men jeg forventer at få en pænt kulørt hage i mange dage fremover 🙁

  • Et øjeblik...

    Så tag dig dog sammen…

    To-tre døgns faste er piece of cake, når alene synet at mad-instagrams kan give (undskyld) opkastningsfornemmelser.

    Jeg er nu ovre på den anden side… af både kvalme og feber.

    Men det holdt hårdt for jeg skulle også passe/lufte dyrene og også klare mit arbejde, da det var værst. Min makker havde efterårsferiefri, og jeg måtte derfor tage de opgaver, der ikke kunne vente til mandag. Det var heldigvis ikke mange for resten af firmaet var også ramt af ferie.

    Hundene klarede jeg ved at smide dem i bilen og køre ud til den store mark i mosen. Her kunne jeg så sidde på bagsmækken, mens de fik gjort deres og brugt energi på løb og leg.

    IMG_7180

    Oveni måtte jeg være med på sidelinjen ved en intervention. Det er bestemt ikke sjovt, at måtte konfrontere et elsket menneske, stille ultimatummer og kræve ændret adfærd. Men når vedkommende har sat livet på autopilot med kurs direkte mod selvødelæggelse er det nødvendigt.

    Jeg håber, at missionen lykkes og h*n kan samle sig selv op.

    Ingen andre kan.

    Det blev søndag uden jeg nåede at nyde ret mange timer af weekenden. Appetitten er fortsat ikke stor og jeg er noget slap i koderne – men det går den rigtige vej.

    Jeg overvejer, at kontakte min makker og tage en fridag i morgen. Jeg synes, at jeg trænger til at komme helt ovenpå inden hverdagen igen trænger sig på.

    Eller måske skal jeg også bare tage mig sammen…

  • Et øjeblik...

    Ingen sløjd til mig i aften…

    Nu gik det ellers lige så godt. Der var ro, smil i stemmen og fred i hjertet.

    Men intet varer evigt.

    Jeg hiver stikket i et par dage… der er visse ‘ting’, der kræver min opmærksomhed.

    IMG_7187

    Derudover måtte jeg tage syg hjem fra job – og nu ligger jeg så her med forbandet ondt i maven og feber 🙁

    ØV

    Jeg trækker mig tilbage til privatsfæren for en stund.

    Vi ses på den anden side af efterårsferien.

  • Et øjeblik...

    Fortid, fremtid og ventetid

    Der er fortid, fremtid og ventetid…
    – og i mellemtiden er der NU!

    – Hans Pilgaard –

    Ventetid er der nok af når man træder ind af dørene på et hospital. Det er muligt, at der står kl. 10.10 i indkaldelsen og at det lyder meget præcist, men jeg har endnu aldrig oplevet at tiden er blevet overholdt.

    På Trombosecentret hvor jeg bla. har været i dag er der dog max et kvarters ventetid og det er jo nærmest ingenting i denne sammenhæng. Værre er det i ambulatoriet hvor de tager blodprøver og i ultralyd… her kan man sagtens sidde i timer og vente.

    Men jeg var forberedt og bevæbnet til tænderne med drikkevarer og iPad og fik nogle hyggelige timer til at gå mellem de forskellige undersøgelser, der udgjorde dagens kontrol.

    Det er fortsat med en lille knude i maven, jeg afventer resultatet… men skal vi ikke bare sige alt er i skønneste orden?

    Har du forresten husket at deltage i min lille iPad Give Away? Vinderen trækkes i morgen

    giveaway150

  • Et øjeblik...

    Der er fremgang at spore

    Onsdag var også dyne i sofaen, kamillete og panodiler… men også besøg hos lægen og hundeluftetur i mosen.

    IMG_6308

    Jeg er feberfri i dag og tænker, at jeg tager på job i morgen. Man får det ikke en skid bedre af at gå hjemme og pille i sin egen navle.

    Tværtimod.

    Hundene har uden tvivl nydt, at jeg har tilbragt en del tid på sofaen. Lillebror har opholdt sig klods op af mig – enten liggende ved siden af sofaen eller siddende med hovedet hvilende på min mave. Jeg har ikke orket de lange traveture, men de har haft adgang til haven og så har jeg kørt ture ud til marken i mosen, hvor de har kunnet storme rundt og bruge deres kræfter.

    (tak for alle godbedring hilsnerne både her og der (: )