En snert af vemod rammer mig, når kalenderbladet siger 18. juni.

Mennesker falder fra hinanden, når det normale med et fingerknips bliver unormalt. Når det, der giver mening, forsvinder i et hurtigt ryk og kun efterlader simpel rædsel.

Jeg har set det ske.

Jeg har også mærket det på min egen krop.

Rædslen er ikke længere en fast følgesvend, men en sjælden og faktisk velkommen gæst. Den prikker mig på skulderen og minder mig om, at intet er en selvfølge.

Heller ikke det liv jeg lever eller de mennesker jeg omgiver mig med.

Klichéen om, at vi kun har et liv, er ikke bare en banal tekst på en citatvæg, men den ubarmhjertige virkelighed. Den virkelighed, som også fortæller os, at vi ikke alle bliver givet det bedste eller det længste liv.

Jeg var heldig den dag for 8 år siden – blodpropper i ben, lunger og et voldsomt overbelastet hjerte – det kunne, med et fingerknips, have været slut lige der.

Øjeblikket fylder mig med tænksomhed… passerer… og lægges bag mig endnu et år.

Jeg er underlig på rigtig mange punkter og nu kan jeg tilføje biokemisk underlig på visitkoret (:

Ved mistanke om blodpropper i ben og lunger tages en blodprøve, der hedder D-dimer. Den tages i håndleddets store vene. Så vidt jeg har forstået, kan man i denne blodprøve se, om der har været en sammen filtning (jeg kan ikke finde på et bedre ord) af blodets fibre, som kan ende i en blodprop.

Sådan en blodprøve tog de, som noget af det første i onsdags og den var helt normal. Her ville man nok almindeligvis have sendt mig hjem.

Men normal var værdien også i 2008, hvor der ingen tvivl herskede om, at den var rivende gal med mig. Dengang havde jeg i øvrigt heller ingen hævelse af benet, ingen misfarvning eller varme, som ellers ofte ses ved dyb venetrombose.

Meget atypisk på alle måder… og det resulterer nu i en genoptagelse af de kontroller, jeg ellers havde sluppet.

Og så gider vi forresten ikke høre mere om det!!!

Jeg har fået så mange sjove, hyggelige og bekymrede hilsner de sidste par dage, at jeg vist er nødt til at ile med en update.

Som tidligere nævnt blev min seng flyttet fra AMA til Lungemedicinsk. En afdeling med flygel i opholdsrummet. Det ser man vist ikke ret mange steder.

Gårsdagens CT scanning af lungerne var helt i orden og i dag viste ultralydscanningen af benet, at her heller ingen tegn var på eksisterende blodpropper.

Så langt, så godt.

De ‘biokemiske’ prøver viste desværre ikke samme klare resultat. Det kunne ikke udelukkes, at der havde været en blodprop og derfor ville lægen lige drøfte med nogle andre læger, hvad der skal ske herfra.

Det vil min egen læge blive informeret om – og så kunne jeg forresten godt tage hjem 🙂

Peter havde kørt mig ud om morgenen – så jeg slap for parkerings mareridtet ved sygehuset – og da han stadig var på UNI på det tidspunkt jeg blev udskrevet, slentrede jeg gennem byen og ud til firmaet.

Hjemme i vante omgivelser kan jeg sagtens mærke, at de sidste dage har drænet mig fuldstændig for energi. Godt, at der kun venter en 6 timers arbejdsdag i morgen inden weekenden giver mulighed for genopladning.

Fortsat…

Sent i aftes blev jeg sendt hjem. Ikke udskrevet, men på ‘orlov’ som sygeplejersken kaldte det.

Det passede mig storartet. Det var en meget syg ældre kvinde jeg var kommet på stue med og det var rart ikke at skulle sove sammen med hende.

Jeg blev tilbudt en seng på patienthotellet, men foretrak helt klart min egen seng.

Lungerne blev CT scannet i aftes og viste helt normale forhold.

Til morgen mødte jeg ind på lungemedicinsk afdeling og afventer nu ultralydsscanning af benet samt resultat af alle de prøver, de har taget…

Satser stærkt på at blive udskrevet inden dagen er omme.

S T Æ R K T sagde jeg!

Formiddagens besøg i Lægehuset endte i en seng på Sygehus Syd.

I laksko.

Min egen læge havde en lille mistanke en blodprop i benet og med min historie var der ingen vej udenom en grundig undersøgelse.

Så nu ligger jeg her… et eller andet sted på Sygehus Syd og afventer en scanning. De første blodprøver var normale, men det var de også sidst, så man tager ingen chancer. Hvilket vel er meget betryggende.

Jeg tror nu stadig, at det er en storm i et glas vand, men hellere safe than sorry. Er det ikke sådan man siger.

To be continued…

Selv om man ikke er et mindre barn kan man altså godt rage noget til sig, der kan diagnosticeres som falsk strubehoste… kunne lægen konstatere!

Det er ikke første gang, at jeg som voksen har en børnesygdom – da jeg var midt i 30’erne fik jeg ‘lussingesyge‘, som også kaldes den femte børnesygdom.

Hosten er heldigvis stærkt på retur. Feberen er forlængst forduftet. Øjnene kan igen tåle lys. Stemmen er stadig påvirket, men dog hørbar.

Jeg tror på, at jeg er på toppen i morgen.

Der oplevelser i livet man aldrig helt lægger bag sig og som man altid vil have med i bagagen. Oplevelser som indimellem dukker op og fylder et øjeblik med tænksomhed.

I dag er en af de dage.

Det er  3 4 5 6 7 år siden jeg røg på hospitalet med blå blink efter en konsulation i Vodskov Lægehus.

Blodpropper i venstre ben og begge lunger – og af den grund et voldsomt overbelastet hjerte.

Jeg ved ikke, om man på nogen måde kan forestille sig, hvor rædselsslagen man bli’r, når man pludselig og uden advarsel har en hvilepuls, der ligger et godt stykke over de 100 og som når 150 ved mindste bevægelse, hvor bange man bli’r, når man knap kan bevæge sig 13 trin op på 1. sal uden at være ved at besvime af mangel på ilt, hvor skræmt og lille man føler sig, når man bliver rullet ind på hospitalet fra en ambulance og bliver hastet ind til CT-scanninger, blodprøver, hjerteultralydsscanning og trombolyse.

Det forandrede min verden for altid.

På mange måder.

Og med tiden på mange måder til det bedre.

De første år efter havde jeg det svært. Jeg var bange. Isolerede mig. Dagene var fyldt med søvnproblemer, koncentrationsbesvær, angst, indadventhed, hudløshed, grådlabilitet. Det kostede på mange konti, bl.a. vennelisten. Nogen fandt mig besværlig og underlig… jeg fejlede jo for pokker ingenting. Ikke noget der kunne ses i hvert fald.

Jeg fik en proffessionel samtalepartner, som gav mig gode værktøjer, som gav mig det gode humør tilbage og som lærte mig at turde leve igen.

Jeg har lært rigtig meget de sidste år.

Ikke mindst om mig selv.

Øjeblikket passerer og jeg kan lægge oplevelsen bag mig endnu et år.

Da jeg sidste år blev opereret og efterfølgende fik den glædelige besked, at der ingen celleforandringer var, troede jeg egentlig, at der var sat et sidste punktum i den journal.

Det var det så ikke.

Jeg fik dengang en ‘kræftpakke‘ og den har ikke sluppet mig endnu. Det vil sige, at man indkalder mig til kontrol hver tredie måned. Indtil videre og igen på torsdag.

Det er ikke just en undersøgelse jeg ser frem til – men det er hurtigt overstået og når det gælder mit helbred gider jeg godt gå med både livrem og seler.