-
Den sjældne journal
Jeg har besøgt lægehuset for første gang siden verden blev ramt af covid-19. Det var selvfølgelig iført mundbind og med kun ganske få mennesker i venteværelset.
Gennem længere tid har jeg haft føleforstyrrelser i den ene fod. Storetåen er halvsidet ‘død’ og ret underlig at gå på.
Det skal undersøges nærmere og nu er jeg henvist til ‘nerveledningsundersøgelse’. Det er noget med nogle nåle de sikker ind i musklerne og sætter strøm til.
Hurra.
Eller noget.
Jeg kunne godt engang tænke mig bare at blive sådan helt almindelig forkølet ?
Ovenpå den henvisning måtte jeg trøsteshoppe en Rød iPhone 12 og AirPods Pro.
Nej, det er selvfølgelig gas – jeg har ingen behov for at trøsteshoppe, men det faldt bare sammen med at det i dag var tid til at bestille ny kombineret arbejds-/privat mobil.
Med lynhurtig levering!
Håber jeg.
-
Du er nummer 29 i køen…
– så lang var telefonkøen til vagtlægen og i venteværelset sad der mindst lige så mange. Mindst.
Sådan kan man også bruge en Skærtorsdag.
Jeg have raget en urinvejsinfektion til mig, som eskalerede fra 0-100 på 7-8 timer, så der var ingen vej udenom.
Lægen udskrev penicillin til 5 dage og allerede torsdag aften var der bedring at spore. I dag lørdag er jeg stort set symptom- og feberfri igen, men træt efter nætter med afbrudt søvn.
Det var ikke sådan jeg havde planlagt at bruge min påske.
I påsken sidste år døde min mor… det er bare ikke min højtid!
-
Senfølger og en ferie der er skudt i gang
I oktober sidste år blev jeg ramt af helvedesild og det har jeg så haft ‘fornøjelse’ af siden.
Postherptetisk neuralgi hedder det. Jeg har læst om en, der havde så store smerter i de ramte områder efterfølgende, at hun var invalideret af det og sygemeldt i knap et år. Så slemt har det ikke været. Slet ikke. Jeg har ikke haft smerter, men til gengæld så meget irritation i de ramte nervebaner, så jeg om natten klør mig, så jeg har røde striber i huden og ikke kan havde tætsiddende tøj på (heller ikke BH) uden det medfører stort ubehag.
Der er urimelig lang ventetid på at komme til lægen her i byen, så jeg har udsat besøget meget længe. Mandag havde jeg så en tid hos deres uddannelses læge og for første gang nogensinde kom jeg til, ikke bare til tiden, men før tiden.
Irritationen ligger ikke i huden, men under huden og jeg behandles derfor både udefra og inderfra.
Virker det ikke bliver jeg henvist videre i systemet, men allerede efter første behandlingsdag synes jeg, at der er bedring. Lad det gerne vare ved.
De første feriedage har været præget af lige dele fornøjelse og praktiske opgaver.
Lige om lidt bliver bilen pakket og så drager Bob og jeg ud på tur… vi skal tilbringe nogle dage ved det vilde Vesterhav. Vejrudsigten lover både skybrud og solskin, så bilen bliver fyldt med lidt af hvert til al slags vejr… regntøj, sommerkjole, fotoudstyr, strikketøj og gode bøger – og så får vi det bedste ud af det.
-
Stilhed efter storm
Alfrida har forladt landet og i dag var der så på det nærmeste helt vindstille ved stranden.
Der var smukt og koldt. Det lave vand var frosset til is… noget Bob synes var meget underligt. Selv træder jeg meget varsomt. Jeg er så smerteplaget i skulderen/overarmen, at jeg er rædselsslagen for at falde, så jeg er nødt til at værge for mig.
Tirsdag har jeg en tid ved lægen. Jeg har alt for længe ventet på, at det skulle gå væk af sig selv, men smerterne er begyndt at påvirke min søvn, min arbejde og min dagligdag, så nu er vi nok nødt til at sætte en eller anden form for undersøgelse/behandling igang.
Heldigvis har jeg min sundhedsforsikring, så jeg behøver ikke vente i det offentlige system i månedsvis.
-
Træls
Det er det fineste fotovejr, men det har jeg ikke meget fornøjelse af.
Feberen er uændret og det samme er den irriterede hals og det tunge hoved.
Køleskabet er fyldt med rester fra julebordet, så bortset fra, at jeg nødt til at skal en hurtig tur på apoteket efter diverse remedier til at lindre dårligdommene, behøver jeg ikke bevæge mig ud.
Jeg har en opgave, der venter hos den gamle med at hænge nogle billeder op, men med hans afkræftede tilstand skal jeg ikke på besøg og risikere at smitte ham. Han må væbne sig med den tålmodighed han ikke har.
Haven har en størrelse, der gør at Bob kan gå på opdagelse derude, jage fugle og grave et hul eller to og når vi har gået turen til apoteket og hjem er han sikkert fint tilfreds.
-
Det stod ikke på min ønskeseddel
Feber og ondt i halsen var bestemt ikke med i planen for min lille juleferie, men det er sådan det er endt.
På positivsiden brød det først for alvor i gennem efter julens fester var overstået.
Bob havde ikke et afslappet sekund i går, hvor hele familien var samlet til julefrokost her. Han kunne slet ikke være i sin lille krop og både gøede og strit-tissede på gulvet (og på min søster) i bar begejstring. Det har han aldrig gjort før – hverken gøet eller tisset af glæde over, at der kom nogen.
I dag tager jeg den på sofaen under dynen og jeg er sikker på, at Bob godt gider gøre mig selskab, når han da ikke lige er ude og patruljere i haven og jage væk, hvad der måtte være af solsorte og småfugle omkring æbletræet.
-
Helvedes
Nogle dage efter mine forældres flytning for lidt mere end 14 dage siden fik jeg ondt i brystkassen i den ene side.
Jeg løftede intet tungt og alligevel slog jeg det hen med en eller anden forstrækning.
De første dage kunne jeg knap sidde – og at have BH på var/er helt udelukket (godt det er efterår og jeg kan have stor sweater på).
Et par dage efter spredte et rødt udslæt sig fra under det ene bryst og over på ryggen, som blev sådan bærefyldt.
Jeg tænkte ikke så langt som til, at de to ting på nogen måde kunne have noget med hinanden at gøre. Det var en fejl.
Et lægebesøg i dag viste nemlig, at det havde det i høj grad. Jeg har helvedesild, som er skoldkoppe virus i en af kroppens nervebaner. Har man haft skoldkopper som barn ligger virus gemt i kroppen og bliver man presset, stresset eller ens immunforsvar af en eller anden grund svækkes sker det at denne virus bliver vækket, vandrer ud i en nervebane (T5 eller 6 for mit vedkommende!?!) og giver smerter og udslæt.
Det positive er, at det ofte kun sker den ene gang – lige som skoldkopper. Det negative er, at det er langvarigt og kan være meget smertefuldt.
I mit tilfælde er jeg kommet så sent i gang med behandlingen, at Mikkel Læge tvivler på, at medicinen vil have den store virkning, men han synes alligevel, at jeg skal gennemføre behandlingen.
Mit helbred er en fest. Eller noget.
-
Nedlagt af feber
Jeg har haft det meget underligt i dag, men dog gennemført en hjemmearbejdsdag. Hyldet ind i tæpper og med en lille lur i stedet for frokostpausen.
Nu har jeg så konstateret, at jeg har feber – hvilket forklarer en del.
Og det er f****** ikke velkomment.
På søndag har Nanna fødselsdag og jeg får huset fuld af gæster.
Jeg havde 117 opgaver, som nu må revideres 🙁
-
Ørebøvl
Jeg er et af de her ørebørn, som aldrig rigtig er vokset fra øreproblemerne og i dag måtte jeg lægge vejen om egen læge med ørepine og ‘hørbar’ væske på øret..
Min sædvanlige ørelæge er gået på pension og så vidste jeg ikke lige hvordan jeg skulle forholde mig, så det blev en akut tid hos Lægehuset i Hals.
Halvanden times ventetid… men jeg tænker at lægerne jo ikke er herrer over hvor mange der dukker op i denne åbne konsultation mellem 8 og 9 – og i dag var det altså mange.
Vi talte lidt om mit hul i trommehinden og han forstod sagtens min modstand mod at få hullet lukket. Det vil helt sikkert betyde, at mine tidligere problemer vender tilbage og dræn i en repareret trommehinde kunne vi godt blive enige om ikke var nogen god ide.
Han synes dog, at jeg skulle få mig en ny ørelæge kontakt så der blive holdt lidt øje med tingenes tilstand.
Væske var der ganske rigtigt i øret og kuren er at hælde endnu mere væske derind.
Kold kogt vand og eddike. Det sænker ph værdien i væsken og gør risikoen for at det udvikler sig til en betændelsetilstand mindre.
-
Halleluja
Jeg har godt kunne fornemme, at der er optøning på vej.
Ikke meget, men alligevel nok til at være mærkbart.
Tirsdag morgen kunne fysioterapeut Thomas bekræfte min anelse: kroppen er begyndt at gøre sit arbejde med cellefornyelse og ledkapslen i min skulder er lidt mere medgørlig. Lidt mindre stiv.
Han manede dog til besindighed og lod mig forstå, at det varer længe endnu før jeg kan slå vejrmøller.
Fremover arbejder vi med styrken i armen, skulderen og skulderbladet og prøver at lade kroppen gøre arbejdet med ledkapslen. Ikke flere manipulationer, men bare øvelser, der gør mig i stand til bedre at klare hverdagsting som hænge tøj op, vaske hår, klæde mig på osv.
Efter mere end et år med en ubrugelig skulder er jeg ret tilfreds med selv de mindste fremskridt.
