Alfrida har forladt landet og i dag var der så på det nærmeste helt vindstille ved stranden.

Der var smukt og koldt. Det lave vand var frosset til is… noget Bob synes var meget underligt. Selv træder jeg meget varsomt. Jeg er så smerteplaget i skulderen/overarmen, at jeg er rædselsslagen for at falde, så jeg er nødt til at værge for mig.

Tirsdag har jeg en tid ved lægen. Jeg har alt for længe ventet på, at det skulle gå væk af sig selv, men smerterne er begyndt at påvirke min søvn, min arbejde og min dagligdag, så nu er vi nok nødt til at sætte en eller anden form for undersøgelse/behandling igang.

Heldigvis har jeg min sundhedsforsikring, så jeg behøver ikke vente i det offentlige system i månedsvis.

Det er det fineste fotovejr, men det har jeg ikke meget fornøjelse af.

Feberen er uændret og det samme er den irriterede hals og det tunge hoved.

Køleskabet er fyldt med rester fra julebordet, så bortset fra, at jeg nødt til at skal en hurtig tur på apoteket efter diverse remedier til at lindre dårligdommene, behøver jeg ikke bevæge mig ud.

Jeg har en opgave, der venter hos den gamle med at hænge nogle billeder op, men med hans afkræftede tilstand skal jeg ikke på besøg og risikere at smitte ham. Han må væbne sig med den tålmodighed han ikke har.

Haven har en størrelse, der gør at Bob kan gå på opdagelse derude, jage fugle og grave et hul eller to og når vi har gået turen til apoteket og hjem er han sikkert fint tilfreds.

Feber og ondt i halsen var bestemt ikke med i planen for min lille juleferie, men det er sådan det er endt.

På positivsiden brød det først for alvor i gennem efter julens fester var overstået.

Bob havde ikke et afslappet sekund i går, hvor hele familien var samlet til julefrokost her. Han kunne slet ikke være i sin lille krop og både gøede og strit-tissede på gulvet (og på min søster) i bar begejstring. Det har han aldrig gjort før – hverken gøet eller tisset af glæde over, at der kom nogen.

I dag tager jeg den på sofaen under dynen og jeg er sikker på, at Bob godt gider gøre mig selskab, når han da ikke lige er ude og patruljere i haven og jage væk, hvad der måtte være af solsorte og småfugle omkring æbletræet.

 

Nogle dage efter mine forældres flytning for lidt mere end 14 dage siden fik jeg ondt i brystkassen i den ene side.

Jeg løftede intet tungt og alligevel slog jeg det hen med en eller anden forstrækning.

De første dage kunne jeg knap sidde – og at have BH på var/er helt udelukket (godt det er efterår og jeg kan have stor sweater på).

Et par dage efter spredte et rødt udslæt sig fra under det ene bryst og over på ryggen, som blev sådan bærefyldt.

Jeg tænkte ikke så langt som til, at de to ting på nogen måde kunne have noget med hinanden at gøre. Det var en fejl.

Et lægebesøg i dag viste nemlig, at det havde det i høj grad. Jeg har helvedesild, som er skoldkoppe virus i en af kroppens nervebaner. Har man haft skoldkopper som barn ligger virus gemt i kroppen og bliver man presset, stresset eller ens immunforsvar af en eller anden grund svækkes sker det at denne virus bliver vækket, vandrer ud i en nervebane (T5 eller 6 for mit vedkommende!?!) og giver smerter og udslæt.

Det positive er, at det ofte kun sker den ene gang – lige som skoldkopper. Det negative er, at det er langvarigt og kan være meget smertefuldt.

I mit tilfælde er jeg kommet så sent i gang med behandlingen, at Mikkel Læge tvivler på, at medicinen vil have den store virkning, men han synes alligevel, at jeg skal gennemføre behandlingen.

Mit helbred er en fest. Eller noget.

Jeg har haft det meget underligt i dag, men dog gennemført en hjemmearbejdsdag. Hyldet ind i tæpper og med en lille lur i stedet for frokostpausen.

Nu har jeg så konstateret, at jeg har feber – hvilket forklarer en del.

Og det er f****** ikke velkomment.

På søndag har Nanna fødselsdag og jeg får huset fuld af gæster.

Jeg havde 117 opgaver, som nu må revideres 🙁

Jeg er et af de her ørebørn, som aldrig rigtig er vokset fra øreproblemerne og i dag måtte jeg lægge vejen om egen læge med ørepine og ‘hørbar’ væske på øret..

Min sædvanlige ørelæge er gået på pension og så vidste jeg ikke lige hvordan jeg skulle forholde mig, så det blev en akut tid hos Lægehuset i Hals.

Halvanden times ventetid… men jeg tænker at lægerne jo ikke er herrer over hvor mange der dukker op i denne åbne konsultation mellem 8 og 9 – og i dag var det altså mange.

Vi talte lidt om mit hul i trommehinden og han forstod sagtens min modstand mod at få hullet lukket. Det vil helt sikkert betyde, at mine tidligere problemer vender tilbage og dræn i en repareret trommehinde kunne vi godt blive enige om ikke var nogen god ide.

Han synes dog, at jeg skulle få mig en ny ørelæge kontakt så der blive holdt lidt øje med tingenes tilstand.

Væske var der ganske rigtigt i øret og kuren er at hælde endnu mere væske derind.

Kold kogt vand og eddike. Det sænker ph værdien i væsken og gør risikoen for at det udvikler sig til en betændelsetilstand mindre.

Jeg har godt kunne fornemme, at der er optøning på vej.

Ikke meget, men alligevel nok til at være mærkbart.

Tirsdag morgen kunne fysioterapeut Thomas bekræfte min anelse: kroppen er begyndt at gøre sit arbejde med cellefornyelse og ledkapslen i min skulder er lidt mere medgørlig. Lidt mindre stiv.

Han manede dog til besindighed og lod mig forstå, at det varer længe endnu før jeg kan slå vejrmøller.

Fremover arbejder vi med styrken i armen, skulderen og skulderbladet og prøver at lade kroppen gøre arbejdet med ledkapslen. Ikke flere manipulationer, men bare øvelser, der gør mig i stand til bedre at klare hverdagsting som hænge tøj op, vaske hår, klæde mig på osv.

Efter mere end et år med en ubrugelig skulder er jeg ret tilfreds med selv de mindste fremskridt.

Jeg overgjorde havearbejdet i dag med det resultat jeg min skulder er helt ødelagt.

På den anden side af gaden var en havemand i gang med at klippe hæk og jeg tog mig den frihed at spørge om han også gad tage mit hækafklip med på genbrugspladsen. Det gjorde han. Det er unægtelig nemmere at losse på en trailer end at fylde den ene sæk efter den anden og fragte det i iGoen.

Det var ellers ikke meningen, at jeg selv skulle klippe hæk i år og det skulle jeg så heller ikke ha’ gjort. Men muligheden for at få fragtet affaldet nemt væk kunne jeg ikke lade gå fra mig og så kastede jeg mig ud i det.

Der skulle også slås græs og kantes og luges og fejes og så var det pludselig for meget for mit gamle +50 skrog.

Det er møg irriterende, at den skulder konstant er en begrænsning for min udfoldelse – der er mange ting man ikke kan, når det ikke er muligt at løfte armen over skulderhøjde!

Søndag forventer jeg at komme hviledagen i hu!

Det er den dag på året, hvor jeg fyldes med stille taknemmelighed over at være her endnu.

Den prikker mig på skulderen og minder mig om, at intet er en selvfølge.

Heller ikke det liv jeg lever eller de mennesker, jeg omgiver mig med.

I dag er det ni år siden.

“9 år som rask – det er sgu en god statistik” mente en jeg talte med i går, som selv lige har været ramt af en blodprop.

Og det har han helt ret i.

Peter mekaniker ringede i går. Det trækker ud med iGo og jeg skal ikke regne med at få den før i næste uge. De manglede en eller anden ‘dims’, som er i restordre og da den er noget af det første, der skal monteres kan de ikke samle skidtet igen.

Man må på en eller anden måde have estimeret, hvad det koster. Regningen er nemlig gjort op og i går modtog jeg et girokort på selvrisikoen.

Jeg er stadig godt kørene i Yaris, så de kan bare tage den tid det tager.

En anden skade, der også trækker ud, er den i min skulder.

Det var ellers pæn fremgang, men den sidste uge har jeg igen oplevet bevægelsesbegrænsningen. Thomas fysioterapeut havde alvorligt fat i den i går, mere præcist i kravebenet og selvom det gjorde ondt, så gjorde det også godt.

Jeg tror, at vi er tilbage på sporet.

(sneglen er ‘fanget’ med iPhonen)