Minus 8 stod der ved flyvestationen… chill faktoren må være temmelig høj for det føltes nærmere som minus 38.

Koen herunder, som ellers ser ud til at være klædt godt på, var trukket ind i læ sammen men resten af familien. Men den røde ninja var alligevel for spændende, så de unge køer skulle lige ud og ha’ tilfredsstillet deres nysgerrighed.

Når de kommer så tæt på, vælger Arabella at lade fuldstændig som om de ikke eksisterer… kylling!!!

Søndagen har været en blandet fornøjelse.

Jeg tænker, at jeg har bedst af at være på job, hvor øverste etage er beskæftiget med noget konstruktivt. Det “andet” trækker for store veksler på humøret… særligt når man er blevet skide voksen og lidt bange for at blive skuffet i hjertet og især fordi det vi taler om her (…) ikke hænger sammen med det vi gør/vil/tør stå ved i virkeligheden.

Det må gerne blive mandag for min skyld..!

Minus tyve… cirka. Og hvem havde lige glemt, at få varme sokker i støvlerne?

Det kræver det store krus med varm te, en bolle med ost, en god film på dvd’en og et tæppe i sofaen at få varme ud i tæerne igen. Og måske en morfar. Den røde ninja snorker allerede.

Det passer mig fint på en lørdag, hvor hovedet er en anelse tungt og mobilen alligevel er alt for stille… såk!

Så rejste hun… Poden. Først mod Amsterdam og senere i dag mod Dublin, hvor de skal overnatte før turen i morgen går ud til deres respektive værtsfamilier.

Det var ikke uden problemer at få hende af sted. Nanna havde 3 kg. overvægt i kufferten. Vi måtte ommøblere gummi- og ridestøvler, som med nogen besvær røg i håndbagagen. Jeg ved ikke helt, hvad hun har med for hendes venindes kuffert vejede 9 kg. mindre :-/

De bliver modtaget i Dublin af en fra udvekslingsorganisationen, som indlogerer dem på hotel i nat – og det er også hende, der hjælper dem med deres videre færd i morgen. Nanna skal ikke så langt. Hacketstown ligger ikke ret meget mere end 100 km syd for Dublin. Andre af pigerne skal helt ned sydpå i landet før de når deres bestemmelsessted.

Jeg ser frem til at få en sms i morgen, at hun er nået frem… før tror jeg ikke, jeg trækker vejret normalt igen!

En skøn lørdag i befriende “dårligt selskab” på toppen af Danmark er lagt bag mig… og så i øvrigt velkommen tilbage til virkeligheden Frøken Bech. Med ondt i hovedet, dårlig samvittighed og en mandag, der banker på alt for snart. Men hvad fa’en… vi har haft det sjovt, jeg skal ikke stå til ansvar overfor andre end mig selv, den rødhårede har nydt det og mine batterier er ladet op. Og så kan det vel ikke være helt tosset.

Der ligger en hektisk uge og en propfyldt kalender og venter… en uge som ender i et bryllup på lørdag.

Men den kan bare komme an… jeg er ladet op og klar.

Min næse er ikke ret stor… tværtimod faktisk. Og alligevel har den en vis evne til at rage for langt frem eller stikke ned i noget, hvor den intet har at gøre.

Oftest sådan i overført betydning, men indimellem også rent bogstaveligt. Det er ikke længe siden jeg bankede den så hårdt ind i “noget”, at jeg troede den var brækket og i dag fik den endnu en hård medfart. Denne gang af den rødhårede som nikkede mig en ordentlig skalle på vej ind i bilen.

For pokker det gjorde ondt.

Og som belønning for dén blodtud fik hun et lækkert kalveunderben.

Sådan er livet så fuld af paradokser.

Jeg er ikke gået i stå eller holdt op med at tale… alle ordene kanaliseres blot andetsteds hen… og sådan må det være. Lige nu!

Og her gik jeg og troede, at de der militærfolk faktisk lavede et seriøst stykke arbejde… og så spiller de bare Matador… med levende brikker…

Der venter en millionmilliard billeder fra aftenens Juleboksestævne i kameraet. De skal sorteres og redigeres inden de bliver lagt på AK Jydens hjemmeside.

Mañana…

Det er mørkt, når jeg tager afsted om morgenen og mørkt når jeg kommer hjem om eftermiddag/aftenen… det er ikke mange af de lange den rødhårede får på hverdage, så der skal kompenseres i weekenden. Poloen blev pakket og vi tog turen til Vesterhavet. Her blæste en vældig vind fra sydvest – ikke så meget som sidste weekend men nok til at havet var i oprør. Det var så som så med det behagelige i gåturen, men vi fik dagens motion, vind i håret og saltsmag på læberne.

Og nu skal der bages flere pebernødder…

Det var VILDT deroppe i dag. Helt vildt. Og vist heller ikke ubetinget ufarligt.

Jeg var drivvåd til skindet, for jeg blev selvfølgelig overrasket af adskillige bølger, som nåede helt op i lårhøjde. Men udover dét slap både den røde og jeg fra oplevelsen uden skader (-:

Kameralinsen er skide svær at holde fri for den fedtede hinde saltvandet lynhurtigt skaber, men det lykkedes mig at få taget en del billeder alligevel. Der er flere i fotoalbummet. Så “enjoy” hvis du ikke selv kom ud i det.

Så kan den godt fise af… tågen… ellers emigrerer jeg!

Jeg skulle hente min mor i Dronninglund, køre hende hjem til Hals og derefter returnere til Vodskov. Og den tur tog jeg nærmest i blinde. Fog.

Jeg drømmer om storm, sne, frost… alt andet end den tåge, der har ligget over Nordjylland nærmest konstant den sidste uges tid og som iflg. vejrmanden i mit tv, har tænkt sig at forsætte et stykke ind i næste uge. I hate it.

Jeg ville ha’ været ved stranden, men det er der ikke meget sjov ved, når sigtbarheden kun er omkring 5 meter (cirka). Det blev i stedet til en tur på det militæreareal ved Hvorup Kaserne sammen med et par firbenede legekammerater.

“En” synes, det er temmelig letsindigt, at bevæge sig rundt derovre… men jeg tænker, at krigen er sat på standby på søndage og at Hammerbakker er mere risikofyldt med en flok skydegale jægere i området (hvis det da fortsat er jagttid).