Filmatiseringen havde premiere torsdag og jeg havde fornøjelsen af at se den i aften… ja, det må så blive i aftes.

Adskillelsen mellem hvide og sorte er pludselig ikke længere lovlig. Ku Klux Klan hærger, og sorte lever i skræk og rædsel.

Så meget desto mere fantastisk – og modigt – er det da også, da Aibileen, en sort tjenestepige, indvilger i at fortælle sin historie til miss Skeeter.

Skeeter er en ung hvid kvinde, der aldrig har forstået, hvorfor hendes egen elskede ’mammy’ forsvandt ud af hendes liv, og som har sat sig for at beskrive tilværelsen of en række sorte tjenestepiger.

Aibileen er den første. Men det er ikke nok med kun én stemme. Langsomt, møjsommeligt og i dybeste hemmelighed lykkes det i ‘Niceville’ at rekruttere andre kvinder og få dem til at fortælle deres historie – med livet som indsats.

Den er rørende, underholdende, morsom og hjertevarm. Og trods det alvorlige emne, har den en ikke uvæsentlig feelgood faktor som gør, at man trods alt går ud af biografmørket med et smil om læben.

Resten af aftenen havde også feelgood faktor… jeg går glad i seng velvidende, at der venter en lørdag, hvor jeg kan sove til jeg vågner af mig selv, en lørdag jeg kan spendere i nattøj og morgenhår, en lørdag jeg kan putte det i jeg gider… og jeg gider godt.

Håber din også bliver god!

(Og så fik jeg forresten opså opklaret mysteriet om chokoladen)

Sidste aften i ferien brugte vi på at gå i biffen med efterfølgende spisning på vores ynglingsrestaurant. Vi så “Brudepiger” i en biografsal fyldt med kvinder… ikke én eneste mand var blevet lokket med ind og det var da også humor på et plan, hvor de færreste mænd kan være med.

Det var nemlig en film om når kvinde er kvinde værst. Jeg tror de flest i salen kunne identificere sig med hovedpersonen (som Poden påpegede har en slående lighed med Mia Lyhne), så når det blev grinet mest, grinede vi dermed også af os selv. Og det er sundt.

Hele historien i Brudepiger er egentlig ganske klassisk. Annie er bedste veninde med Lillian og det har de været siden de var børn. Det kommer derfor også helt naturligt, at Lillian beder Annie og at være hendes førstebrudepige, da hun skal giftes. Annie tager glædeligt imod opgaven og æren, men det viser sig at blive alt andet end ligetil.

Ikke mindst på grund af Lillians kommende mands chef’s kone Helen, der lader til at være alt for god til at være sand. Udover at hun så småt er ved at overtage Annies rolle som bedste veninde, så prøver hun også ihærdigt at overtage rollen som bryllups og polterabends arrangør. Noget der bestemt ikke passer Annie. Det hjælper dog ikke, at Annie langt fra er i samme økonomiske situation som Helen og de andre brudepiger. Hun er gået ned med sin kageforretning, og arbejder nu i smykkeforretning, hvor hun spreder alt andet en glæde og begejstring blandt kunderne og ejeren.

Samtidig hænger hendes kærlighedsliv meget dårligt sammen. Hun prøver at få mere end tilfældig sex ud af bollevennen Ted, hvilket han på ingen måde er interesseret i. Og da hun møder politimanden Nathan træffer hun alle de forkerte valg.

Vi sluttede aftenen af på “Kunst og Spaghetti” med den sædvanlige menu ved vores stambord (man skal jo helst ikke forny sig).

Og det var så den ferie.!

Vi er i USA under depressionen, og vi får et indblik i datidens cirkusliv, hvor vilde dyr og “anderledes” skabte mennesker er blandt attraktionerne.

Som 23-årig mister Jacob Jankowski pludselig sine forældre, og han står uden penge og med en uafsluttet dyrlægeeksamen. Han flygter ud i verden, ender i et cirkusvogntog og bliver indlemmet i “Brødrene Benzinis mest eventyrlige cirkusforestilling i verden”. Dette er en helt anden verden end den, han kender til, men langsomt kommer han ind under huden på cirkuslivet. Han får lært sig det indforståede hierarki, cirkusslang og-regler, bliver ven med folk og fæ, helt specielt Rosie, den nye, tilsyneladende utrænede, elefant – indtil Jacob knækker koden. Og han forelsker sig i den smukke Marlena, som desværre er gift med den psykopatiske cirkusdirektør, August.

En fantastisk historie om den smukke Japanske Akita Hachi, der ved et tilfælde havner i hænderne på den kærlighedsfyldte professor, Parker Wilson. Det er en beretning om et venskab, der førte til hunden Hachi’s ensomme, men utrolige skæbne.

Hachi følger hver dag sin ejer til togstationen og henter ham igen, når han kommer hjem. Hver dag sidder Hachi på den samme plads foran udgangen i venten på sin elskede ejers hjemkomst. En dag dør Professoren og kommer derfor ikke hjem. Men Hachi, som på dette tidspunkt er 18 måneder gammel, er trofast og loyal – og hver dag de næste 9 år sidder han samme sted foran togstationen og venter på sin herre.

Historien er autentisk og fandt oprindeligt sted i Japan i 1924. Den har gjort så stort indtryk på den japanske befolkning, at Hachi den dag i dag er et ægte ikon og symbol på loyalitet og trofasthed.

Der er rejst en broncestatue på pladsen, hvor Hachi tilbragte ventetiden helt frem til sin død i 1935.

Det er længe siden jeg har set en film, der har grebet mig så meget og har du ikke allerede set den, kan den varmt anbefales!

Plottet i “The Tourist” er forudsigelig. Personerne virker utroværdige og der mangler gnist i samspillet mellem Jolie og Depp. Og når man så samtidig tilsætter en flok små dumme italienske politifolk og en russisk gangster, så har man nærmere en fuser end en spændingsfilm.

Sorry… men ingen anbefalinger herfra!

Man er vel kun et menneske

You meet thousands of people and none of them really touch you.
And then you meet this one person and your life is changed… forever!

Og det har han helt ret i..!

Jeg er normalt ikke til boksefilm – vil hellere se “the real thing” – men ligesom du ikke må lade Black Swan skræmme dig væk med sin ballet-indpakning, så må The Fighter ikke skræmme dig med sit hårdtslående boksetema. Det er nemlig ikke kun en film om boksning – det er en film om de stærke bånd og store problemer, der opstår internt i en stor familie og ikke mindst om forholdet mellem en dominerende mor og de to brødre Micky og Dicky.

Christian Bale er aldrig set bedre og stjæler fuldstændigt billedet fra Mark Wahlberg – måske ganske bevidst for sådan er også karakterene i denne fremragende film.

Nu vil det så vise sig om Fightnight kan leve op til den fine stemning som filmen har plantet i kroppen. Vi er klar!

I går, da jeg kom træt hjem fra job, havde verdens sødeste datter - nemlig min - støvsuget, vasket gulv, ryddet op og vasket alt vores tøj… så weekenden er dedikeret til ren fornøjelse. 

I aften er jeg så heldig, at jeg er inviteret til at se storfilm med Colin Firth - ”Kongens store tale” - behøver jeg sige, at jeg glæder mig.

I ‘Kongens store tale’ dør Englands Kong George V, og efter Kong Edward VIII (Guy Pearce) afstår tronen bliver den forsagte Bertie (Colin Firth) pludselig kronet som konge i 1936.

Bertie lider af en talefejl, der gør det svært for ham at fremstå som den stærke leder landet har brug for, da England er på vej i krig med Tyskland.

Kongen mødes med den excentriske taleterapeut Lionel Logue (Geoffrey Rush), og efter en svær start begynder de to at finde ind til hinanden og frem til uortodokse men effektive metoder, der udvikler kongens sprog og talegaver.

Colin Firth, Geoffrey Rush og Helena Bonham Carter, der spiller Lionels kone, er alle Oscar-nominerede for deres skuespilspræstationer. ‘Kongens store tale’ er nomineret til 12 statuetter, inklusiv Bedste film, Bedste instruktør og Originalt manuskript.

God fredag til jer derude!

Men forestil jer lige frøknerne Bech håndtere telt, luftmadrasser, lejrbål, pagajer og hvad har vi… det kunne der faktisk godt komme en film ud af og vi kunne med garanti få en ustyrlig morsom tur ud af de 170 km mellem Tørring og Fladbro.

Det overvejer vi lige..!