Kathryn Stocketts debutroman ”Niceville”, eller “The Help” som den hedder på original sproget, sendte Dan Brown ud af den amerikanske bestsellerliste. Med sin skildring af de sortes forhold i Mississippi i 1960′erne forvandler hun det amerikanske traume fra et maveonde til et blødende mavesår.

Filmatiseringen havde premiere torsdag og jeg havde fornøjelsen af at se den i aften… ja, det må så blive i aftes.

Adskillelsen mellem hvide og sorte er pludselig ikke længere lovlig. Ku Klux Klan hærger, og sorte lever i skræk og rædsel.

Så meget desto mere fantastisk – og modigt – er det da også, da Aibileen, en sort tjenestepige, indvilger i at fortælle sin historie til miss Skeeter.

Skeeter er en ung hvid kvinde, der aldrig har forstået, hvorfor hendes egen elskede ’mammy’ forsvandt ud af hendes liv, og som har sat sig for at beskrive tilværelsen of en række sorte tjenestepiger.

Aibileen er den første. Men det er ikke nok med kun én stemme. Langsomt, møjsommeligt og i dybeste hemmelighed lykkes det i ‘Niceville’ at rekruttere andre kvinder og få dem til at fortælle deres historie – med livet som indsats.

Den er rørende, underholdende, morsom og hjertevarm. Og trods det alvorlige emne, har den en ikke uvæsentlig feelgood faktor som gør, at man trods alt går ud af biografmørket med et smil om læben.

Resten af aftenen havde også feelgood faktor… jeg går glad i seng velvidende, at der venter en lørdag, hvor jeg kan sove til jeg vågner af mig selv, en lørdag jeg kan spendere i nattøj og morgenhår, en lørdag jeg kan putte det i jeg gider… og jeg gider godt.

Håber din også bliver god!

(Og så fik jeg forresten opså opklaret mysteriet om chokoladen)

Touren er slut… abstinenserne er begyndt at vise sig, for hvad pokker skal jeg nu bruge eftermiddagene på? Nåmen, så er det vel et eller andet sted godt, at det lige præcis var til morgen, jeg skulle starte på job igen efter ferien. Og det er ikke bare undertegnede, der skal på job…. Poden skal faktisk arbejde 35 36,5 timer i den kommende uge. Hun er træt alene ved udsigten, men når det så bliver regnet ud hvor mange penge, der ryger ind på kontoen, så forsvinder trætheden som dug for solen.

Sidste aften i ferien brugte vi på at gå i biffen med efterfølgende spisning på vores ynglingsrestaurant. Vi så “Brudepiger” i en biografsal fyldt med kvinder… ikke én eneste mand var blevet lokket med ind og det var da også humor på et plan, hvor de færreste mænd kan være med.

Det var nemlig en film om når kvinde er kvinde værst. Jeg tror de flest i salen kunne identificere sig med hovedpersonen (som Poden påpegede har en slående lighed med Mia Lyhne), så når det blev grinet mest, grinede vi dermed også af os selv. Og det er sundt.

Hele historien i Brudepiger er egentlig ganske klassisk. Annie er bedste veninde med Lillian og det har de været siden de var børn. Det kommer derfor også helt naturligt, at Lillian beder Annie og at være hendes førstebrudepige, da hun skal giftes. Annie tager glædeligt imod opgaven og æren, men det viser sig at blive alt andet end ligetil.

Ikke mindst på grund af Lillians kommende mands chef’s kone Helen, der lader til at være alt for god til at være sand. Udover at hun så småt er ved at overtage Annies rolle som bedste veninde, så prøver hun også ihærdigt at overtage rollen som bryllups og polterabends arrangør. Noget der bestemt ikke passer Annie. Det hjælper dog ikke, at Annie langt fra er i samme økonomiske situation som Helen og de andre brudepiger. Hun er gået ned med sin kageforretning, og arbejder nu i smykkeforretning, hvor hun spreder alt andet en glæde og begejstring blandt kunderne og ejeren.

Samtidig hænger hendes kærlighedsliv meget dårligt sammen. Hun prøver at få mere end tilfældig sex ud af bollevennen Ted, hvilket han på ingen måde er interesseret i. Og da hun møder politimanden Nathan træffer hun alle de forkerte valg.

Vi sluttede aftenen af på “Kunst og Spaghetti” med den sædvanlige menu ved vores stambord (man skal jo helst ikke forny sig).

Og det var så den ferie.!

Jeg har brugt lørdag aften i selskab med “Water for Elephants” og jeg blev ikke skuffet… lige så dejlig Sara Gruens bog er, lige så dejlig er filmen.

Vi er i USA under depressionen, og vi får et indblik i datidens cirkusliv, hvor vilde dyr og “anderledes” skabte mennesker er blandt attraktionerne.

Som 23-årig mister Jacob Jankowski pludselig sine forældre, og han står uden penge og med en uafsluttet dyrlægeeksamen. Han flygter ud i verden, ender i et cirkusvogntog og bliver indlemmet i “Brødrene Benzinis mest eventyrlige cirkusforestilling i verden”. Dette er en helt anden verden end den, han kender til, men langsomt kommer han ind under huden på cirkuslivet. Han får lært sig det indforståede hierarki, cirkusslang og-regler, bliver ven med folk og fæ, helt specielt Rosie, den nye, tilsyneladende utrænede, elefant – indtil Jacob knækker koden. Og han forelsker sig i den smukke Marlena, som desværre er gift med den psykopatiske cirkusdirektør, August.

Poden og jeg har filmen Hachi: A Dog’s Tale

En fantastisk historie om den smukke Japanske Akita Hachi, der ved et tilfælde havner i hænderne på den kærlighedsfyldte professor, Parker Wilson. Det er en beretning om et venskab, der førte til hunden Hachi’s ensomme, men utrolige skæbne.

Hachi følger hver dag sin ejer til togstationen og henter ham igen, når han kommer hjem. Hver dag sidder Hachi på den samme plads foran udgangen i venten på sin elskede ejers hjemkomst. En dag dør Professoren og kommer derfor ikke hjem. Men Hachi, som på dette tidspunkt er 18 måneder gammel, er trofast og loyal – og hver dag de næste 9 år sidder han samme sted foran togstationen og venter på sin herre.

Historien er autentisk og fandt oprindeligt sted i Japan i 1924. Den har gjort så stort indtryk på den japanske befolkning, at Hachi den dag i dag er et ægte ikon og symbol på loyalitet og trofasthed.

Der er rejst en broncestatue på pladsen, hvor Hachi tilbragte ventetiden helt frem til sin død i 1935.

Svigt og sorg er de to underliggende hovedtemaer i filmen Hævnen. Et meget svært og tungt emne her hyldet ind i smukke smukke billeder, eminent skuespil og lækker lyd. Susanne Bier har i den grad fortjent den Oscar hun modtog den anden nat. Og for øvrigt også de andre priser hun har modtaget for denne film.

Det er længe siden jeg har set en film, der har grebet mig så meget og har du ikke allerede set den, kan den varmt anbefales!

Angelina Jolie hører uden tvivl til kategorien meget meget smuk kvinde, Johnny Depp er absolut heller ikke værst og Venedig er en by med en skønhed ud over det sædvanlige. Men ikke engang så meget smukhed kan bære en hel film.

Plottet i “The Tourist” er forudsigelig. Personerne virker utroværdige og der mangler gnist i samspillet mellem Jolie og Depp. Og når man så samtidig tilsætter en flok små dumme italienske politifolk og en russisk gangster, så har man nærmere en fuser end en spændingsfilm.

Sorry… men ingen anbefalinger herfra!

Jake Gyllenhall er noget af en lækkerermås og præcis så sød og charmerende, at man uden problemer kan abstrahere fra at filmen “Love and other drugs” måske er lidt tynd og tøset!

Man er vel kun et menneske

You meet thousands of people and none of them really touch you.
And then you meet this one person and your life is changed… forever!

Og det har han helt ret i..!

Som optakt til Fightnight satte vi os for at se “The Fighter“…

Jeg er normalt ikke til boksefilm – vil hellere se “the real thing” – men ligesom du ikke må lade Black Swan skræmme dig væk med sin ballet-indpakning, så må The Fighter ikke skræmme dig med sit hårdtslående boksetema. Det er nemlig ikke kun en film om boksning – det er en film om de stærke bånd og store problemer, der opstår internt i en stor familie og ikke mindst om forholdet mellem en dominerende mor og de to brødre Micky og Dicky.

Christian Bale er aldrig set bedre og stjæler fuldstændigt billedet fra Mark Wahlberg – måske ganske bevidst for sådan er også karakterene i denne fremragende film.

Nu vil det så vise sig om Fightnight kan leve op til den fine stemning som filmen har plantet i kroppen. Vi er klar!

Om fredagen er det som om humøret bare er bedre end på ugens 4 andre arbejdsdage. Folk har nemmere til smil og latter, og stemningen er løssluppen og lettere euforisk. Selvfølgelig. For weekenden ligger lige forude… ny og ubrugt.

I går, da jeg kom træt hjem fra job, havde verdens sødeste datter - nemlig min - støvsuget, vasket gulv, ryddet op og vasket alt vores tøj… så weekenden er dedikeret til ren fornøjelse. 

I aften er jeg så heldig, at jeg er inviteret til at se storfilm med Colin Firth - ”Kongens store tale” - behøver jeg sige, at jeg glæder mig.

I ‘Kongens store tale’ dør Englands Kong George V, og efter Kong Edward VIII (Guy Pearce) afstår tronen bliver den forsagte Bertie (Colin Firth) pludselig kronet som konge i 1936.

Bertie lider af en talefejl, der gør det svært for ham at fremstå som den stærke leder landet har brug for, da England er på vej i krig med Tyskland.

Kongen mødes med den excentriske taleterapeut Lionel Logue (Geoffrey Rush), og efter en svær start begynder de to at finde ind til hinanden og frem til uortodokse men effektive metoder, der udvikler kongens sprog og talegaver.

Colin Firth, Geoffrey Rush og Helena Bonham Carter, der spiller Lionels kone, er alle Oscar-nominerede for deres skuespilspræstationer. ‘Kongens store tale’ er nomineret til 12 statuetter, inklusiv Bedste film, Bedste instruktør og Originalt manuskript.

God fredag til jer derude!

Vi så Klovn den anden aften Poden og jeg… og så opstod ideen om at bruge sommerferien i kano på Gudenåen. Nok ikke helt med samme formål som Kasper og Frank. Eller rettere… langt fra med samme formål.

Men forestil jer lige frøknerne Bech håndtere telt, luftmadrasser, lejrbål, pagajer og hvad har vi… det kunne der faktisk godt komme en film ud af og vi kunne med garanti få en ustyrlig morsom tur ud af de 170 km mellem Tørring og Fladbro.

Det overvejer vi lige..!

Hvis man er en sucker efter de store historiske dramaer, bør man sætte sig og nyde smukke Cate Blanchett brillere som Jomfrudronningen Elizabeth. Storslået, smukke billeder, blændende skuespil… en  film, der flot viser forvandlingen fra en ung, sorgfri kvinde til en dronning med landets problemer hvilende på sine skuldre.

Året er 1558. I et svagt og religionssplittet England, undertrykker katolikkerne protestanterne med tortur og terror. Kætterne lænkes sammen på bålet. Røgen svider i øjnene. De bønfalder tilskuerne om at smide mere brænde på bålet, så døden kan lindre dem. Flammerne slikker opad, klæderne fænger og skrigene fylder fortovet. I denne barske verden bestiger Elizabeth tronen og overtager et land i blodigt kaos, med kampklare fjender ved grænserne og højforræderi i hæren…

I aftes så jeg Wallander… i den engelske version!!!

Arjmen altså… kunne man så for pokker ikke ha’ taget skridtet fuldt ud og givet personerne engelske navne. Kurt og Kalle… på engelsk… nej, det går altså bare slet ikke.

Selve filmatiseringen var der ikke noget at udsætte på. Kenneth Branagh var skam ypperlig i hovedrollen. Men det virker altså på en eller anden måde langt mere autentisk, når Krister Henriksson siger Kalle Svedberg og spiser köttbullar. Desuden er han jo den småkoleriske og sentimentale kriminalkomissær Kurt Wallander og det kan nok så mange nyindspilninger ikke lave om på.

Musikken herunder er fra den engelske filmatisering… den er smuk… nøjagtig som den musik, der er valgt til de nye svenske film.

Enjoy!

Emily Barker & The Red Clay Halo – Nostalgia

Jeg så The Expendables i aftes. En rigtig drengerøvsfilm i bedste Stallone-enmandshær-stil med alt hvad den kan trække af gamle aktionhelte og store guns. Ikke meget at skrive hjem om her, bortset fra at jeg var godt underholdt de par timer den varede. Og så har den vel opfyldt sin mission!

Jeg håber snart, det er sidste gang Stallone viser sig på det hvide lærred. Kroppen er stadig særdeles fit selvom dåbsattesten siger 65, men ansigtet… om det er Botox eller ansigtsløftninger der gør det, ved jeg ikke, men han er ganske enkelt grotesk at se på.

Kan vi ikke godt sige, at min fornemste opgave denne lørdag aften er at undgå at få ondt i ryggen af at ligge i sofaen? Og at alle de praktiske ting jeg burde ha’ lavet godt kan vente til i morgen? Det kan vi vist godt!

Poden er draget over til sin far for at tilbringe resten af weekenden sammen med ham, og jeg vil nu lade mig synke ned i extrem dovenskab med hjemmelavet pizza i ovnen, cola, lørdagssnolder og en eller anden letfordøjelig film på dvd’en… måske denne her

Det gider jeg nemlig godt!

Torsdagen bød på en af de lange arbejdsdage. Kl. 17 kunne jeg lukke og slukke. Huset havde gæster til jubilæumsreception og selvom der er inviteret til åbenthus fra 15-17 viser erfaringen, at samtlige gæster kommer inden for den første halve time og vi kan så sidde og blomstre i receptionen i 1½ time til ingen verdens nytte… bare for det tilfælde, at der skulle dukke en enkelt op :(

Nå, men det er en helt anden historie. 

Jeg havde været forudseende og rekvireret et headset til min bærbare og kunne derfor bruge de ensomme 1½ time på at nyde en perle af en film, nemlig Lone Scherfigs ”An Education“.

Der har været mange perler på det seneste, film der rører, bevæger, betyder: Into the wild, A single man, Atonement, Precious, Invictus blot for at nævne nogen og nu altså også An Education.

Skolepigen Jenny Mellor fra den snorksovende London-forstad Twickenham bliver forført af den dobbelt så gamle David Goldman med den smarte sportsvogn, de veludviklede talegaver og de søde, bløde bamseøjne.

På trods af sportsvognen er David umiddelbart mere charmerende end faretruende sexet. Så selv om datteren kun er 16 år, accepterer Jennys forældre forbindelsen. Og bliver Jenny forført, så lader hun sig også forføre.

Erfaring har Jenny ikke meget af, men hun er mindst lige så klog, som David er smart. Når hun beslutter sig for at kaste sig i verdensmandens arme, er det også, fordi David kan blive hendes billet til en mere spændende verden uden for Twickenham. David gør stormkur, og Jenny kommer på en dannelsesrejse, der samtidig er et lynkursus i kunsten at blive voksen. Til hverdag tøsefnis og terperi i en sky af pubertær døsighed og skolekridt. I weekenden champagne, amoriner og højt opsat hår.

Og så blev torsdagen også dagen, hvor jeg tog tyrene ved hornene og brød lydmuren… det gik ikke uden knuden i maven voksede, men det gik… også dét er en helt anden historie!