Efter en laaaang arbejdsdag overgi’r jeg mig til weekenden. Jeg er træt og  jeg tror ikke, der kommer til at foregå ret meget på den her matrikel i aften.

Poden er smuttet med fuld oppakning og skal spendere weekenden hos sin far. Jeg har valgt den lettest mulige aftensmad til mig selv og når den er indtaget og den rødhårede er luftet, har jeg tænkt mig at tilbringe resten af dagen med at lave ingenting!

[Et Cetera] anbefaler varmt filmen “Atonement”, som bliver samsendt på DR/DR HD i aften kl 22.20 – den passer vist lige til den her mor og hendes pålangsliggende weekendstart!

God aften til dig

DR2 sender nu kl. 20.00 en stærk og medrivende tysk film, nemlig Der Untergang fra 2004.

I april 1945 har den russiske hær lagt en jernring omkring Berlin, og Tyskland er ved at tabe krigen. Hitler har sammen med sine nærmeste fortrolige og den militære ledelse forskanset sig i en bunker under Rigskancelliet. Her flytter han rundt på troppestyrker, der ikke mere eksisterer, mens elskerinden Eva Braun forsøger at opretholde en slags dagligdagens normalitet. Hitlers unge sekretær, Traudl Junge, følger med undren og stigende rædsel vanviddet og den moralske opløsning, der breder sig i bunkeren i nederlagets stund.

Som Sydafrikas nye præsident står Nelson Mandela over for den kæmpe opgave, det er at samle nationen efter årtiers apartheid. I troen på, at tilgivelsens kraft kan inspirere til storhed, vælger han at frede det forhadte hvide rugbylandshold Springboks. Med præsidentens loyale opbakning kæmper det upopulære team sig op til VM-finalen i 1995, hvor de grøn-gule trøjer møder New Zealand i en ulige match.

Morgan Freeman er, i mine øjne, en af de allerdygtigste på sit felt og hans præstation i Invictus er ingen undtagelse. Morgan Freeman ER Nelson Mandela og flere gange måtte jeg da også lige kigge en ekstra gang for ikke at tro, at der var brugt autentiske optagelser af Mandela. Denne spinkle og skrøbelige mand og hans kolossale karisma løfter denne film op til at være en rigtig god oplevelse og Invictus er, i Clint Eastwoods dygtige hænder, blevet et meget anderledes vidnesbyrd om en nation under store forandringer.

Invictus er det latinske ord for uovervindelig. Titlen stammer fra et digt fra 1875, skrevet af den britiske poet William Ernest Henley. Det inspirerende digt skulle efter sigende være et af Nelson Mandelas yndlings digte.

Out of the night that covers me,
Black as the pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds and shall find me unafraid.

It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll,
I am the master of my fate,
I am the captain of my soul.

Og således beriget i både ord og billeder endte tirsdagen alligevel som … T for tålelig

Poden og jeg har brugt lørdagen med at se vinderen af Sundance-festivalen: “Percious”. En film der nu også er nomineret til flere Oscars bl.a. som Bedste film.

Precious udspiller sig i Harlem og er historien om Claireece “Precious” Jones. En 16-årig stærkt overvægtig afro-amerikansk pige med et liv, man uden at overdrive kan kategorisere som sølle. Hun er gravid for anden gang med sin far, hendes mor er en højtråbende og aggressiv kvinde, som mishandler hende fysisk og psykisk, og selv om Precious er nået til niende klasse med gode karakterer, kan hun i al hemmelighed hverken læse eller skrive.

Selvom Precious bliver presset og misbrugt fra alle sider evner hun at overleve. Bag sit uanfægtede ydre gemmer sig nemlig en både begavet og nysgerrig pige med en spirende fornemmelse for, at der eksisterer et alternativ for hende her i livet. Truet med udvisning bliver Precious tilbudt muligheden for at blive overflyttet til en alternativ skole, der fungerer ud fra devisen “Each One/Teach One”. Precious kender ikke betydningen af ordet ”alternativ”, men hendes instinkter fortæller hende, at det er den chance, hun har ventet på.

Der var helt stille da filmen var slut og jeg tror nok, at vi alle sammen sad med samme følelse… at denne Precious var kravlet helt ind under huden. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige… et stærkt og barskt drama med en autentisk nerve og pragt-præstationer af Gabourey “Gabby” Sidibe i hovedrollen som Clareece “Precious” Jones og Mo’Nique i den uhyggeligt stærke præstation som hendes mor… de to er Oscar nomineret for henholdsvis bedste kvindelige hoved- og birolle. Meget velfortjent. 

Det er næppe en film, jeg nogensinde glemmer.

Life is hard. Life is short. Life is painful. Life is rich. Life is….Precious.

Filmen Precious skal lige sætte sig før jeg fortæller, om vores oplevelse…

- men vi var ikke så muntre efter filmen, som vi var på det her før-film-billede

Endelig en film jeg ville elske at tage poden med ind og se… nærmeste biograf: Metropol Århus!!!

Er vi virkelig så provinsielle, at Nordisk Film ikke tror, at en “smal” film som Precious kan gøre sig i en Aalborgensisk biografsal.

Åbenbart!

The Road…

en sjældent gennemført, hypnotiserende filmatisering. En mageløs præstation – intet mindre.

Den vil jeg bruge den kommende søndag på at se, og som jeg kan forstå på de anmeldelser den har fået (her og her), er det vist en af de helt store filmoplevelser, jeg har i vente.

Cormac McCarthys Pulitzer-vindende roman af samme navn er forudbestilt på saxo.com.

Som en skrev på sin Facebook væg i fredags: Kan man ikke trylle sig hen til mandag? Jeg ville så gerne have weekend først, men set i bakspejlet kunne jeg også godt ha’ ønsket mig at springe weekenden over og frem til mandag. Det har ikke lige være min weekend, men sådan går det indimellem. Og det gider jeg ikke øffe mere over.

Til gengæld har jeg sluttet søndagen af på allerbedste vis med en forrygende god film: Flightplan med Jodie Foster.

Jodie Foster, spiller Kyle Pratt, mor til den seks-årige Julia, i denne nervepirrende thriller. Kyle og Julia er om bord på et gigantisk passagerfly, på vej mod New York. De falder i søvn, og da Kyle vågner, er Julia sporløst forsvundet. Eller er hun? For det mystiske er, at ingen kan huske at have set pigen. Hun står ikke på passagerlisten, og Kyle kan ikke finde hendes boarding pas. Mens Kyle kæmper for ikke at miste forstanden, skal hun prøve at løse dette mareridtslignende mysterium og redde sin datter.

Jodie Foster er sindssygt dygtig efter min mening og hun spiller da også en af de store roller i en af mine favorit film, Ondskabens Øjne. Jeg har lånt endnu en med hende, Panic Room, som jeg har tænkt mig at sætte på dvd’en i morgen.

Så er man altså godt underholdt.

I dag dumper Antichrist ind i min postkasse… men jeg ved faktisk ikke helt, om jeg har lyst til at se den.

Den er beskrevet som en mavepinefremkaldende rejse ind i et menneskeligt helvede og det ved jeg bare ikke, om jeg er forberedt og klar til.

Måske lader jeg bare de andre i filmklubben om at se den - og så napper jeg selv Ice Age 3

Die Hard 4.0 er i lighed med de andre Die Hard film rendyrket underholdning med en stinkende charmende Bruce Willis… en drengerøv af den slags man helst skal holde sig langt væk fra, hvis man spø’r sin mor, men typen som tiltrækker en del kvinder. Undertegnede inclusive. 

Jeg blev afbrudt en del gange da TV2 viste den første gang i fredags, men så var det jo herligt at første genudsendelse allerede var et døgns tid senere og at jeg nåede at få sat HD’en på rec… 

- nu kan jeg så sidde her en snestormstirsdag aften, under et tæppe, med te i kruset og  i befriende dårligt selskab!

Glædelig snestorm

Snestormen satte ind samtidig med, at jeg skulle med bussen til byen… jeg ventede 50 minutter før der kom en som kørte sydpå. Der kørte utallige nordpå i ventetiden, men de forsvandt et sted derude og kom aldrig retur. Men jeg nåede det og kl. 16 satte poden og jeg 3D brillerne på næsen for at se den meget omtalte “Avatar“.

Lad mig sige med det samme – jeg er normalt ikke til science fiction genren, men efter den megen omtale var det en af de her film jeg måtte se i biografen og jeg gik derind med åbent sind. Hvis ikke genren kunne imponere mig, så havde jeg i det mindste høje forventninger til at billedsiden kunne.

Men jeg beklager… den levede ikke op til forventningerne. Langt fra. Der var ganske få scener på billedsiden som var breathtaking… bevares der var flotte og anderledes naturscener fra planeten Pandora -  men mange gange tog jeg mig i at tænke, at ”A Christmas tales” 3D billeder imponerede mig mere.

Historien er set 100 gange før og er ganske forudsigelig. Det havde ikke gjort noget, hvis James Camaron havde formået at gøre personerne troværdige og vedkommende. Men de var stereotype, tegneserieagtige og rørte overhovedet ikke noget i mig. Desværre.

Når det er sagt, så skal det også med, at jeg ikke kedede mig overhovedet i løbet af de 161 minutter filmen varer - så jeg var helt sikkert underholdt, selv om jeg ikke hører til dem der klapper vildt begejstret og uddeler en millionmilliard stjerner.

Jeg begynder blive en anelse bekymret for eftermiddagens biograftur. Poden og jeg har billetter til Avatar i BioCity Aalborg kl. 16.00. Men jeg kan se snestormen tage til og konstatere, via NT Live service, at busserne er allerede forsinket med 10-40 minutter herude på landet…

Skal… skal ikke…

Jeg må hellere lufte og fodre den rødhårede lige inden jeg tager hjemmefra – og tage så rigeligt med varmt tøj på – man kan aldrig vide, hvornår og hvordan vi rammer matriklen igen.

Jeg ville ha’ svoret, at jeg aldrig ville sætte mine ben i biografen for at se en Science fiction film. Og da en begejstret kollega sendte mig link til denne efterhånden stærkt omtalte ”Avatar”, tænkte jeg da også; ja ja, det er godt med dig… det bliver ikke med mig som betalende tilskuer.

Men man har som bekendt ét standpunkt indtil man tager et nyt, og da Nanna og jeg så “A Christmas tale” i 3D, blev der vist forfilm til “Avatar”, også i 3D…

nå… godt så… vildt… hold da op… waw… jeg bøjer mig i støvet
 

Nu er billetterne bestilt og så er det bare på med brillerne og det åbne sind… ingen skal nemlig beskylde mig for ikke, at turde prøve noget nyt - og måske blive begejstret.

Et virkelig morsomt syn… en biograf fyldt med mennesker iført ens sorte plastic briller, her i podens og min version ;-) 

Vi har brugt søndag eftermiddag på at se ”A Christmas tale”. Jeg var dybt dybt imponeret over, hvor flot den er lavet. Jeg ikke tidligere set en 3D film og min umiddelbare tanke var: hvor fantastisk kan det lige være. Men når man får lyst til at stikke hånden ud og føle sneen, der daler… ja, så er det squ godt lavet.

Filmen er endnu en genfortælling af Charles Dickens historie om Mr. Ebenezer Scrooge, som må så grueligt meget igennem før han finder glæden ved livet. En fortærsket historie og som sådan bragte Disneys version ikke noget nyt med sig… bortset fra at imponere med sin flotte opvisning i 3D effekter.

PS: Absolut ikke en film for mindre børn.

Af uvist hvilken årsag nåede The Reader ikke biograferne i Aalborg. Det er rigtig synd, for det er på alle måder en dejlig film. Heldigvis kan man nu få den på DVD, og det var den, der underholdt os fredag aften.

THE READER begynder i efterkrigstidens Tyskland, hvor den 15-årige Michael Berg pludseligt bliver dårlig på vej til skole. Han får hjælp af den dobbelt så gamle Hanna – og de to indleder en uventet og lidenskabelig affære. Men en dag er Hanna forsvundet, og Michael står uforstående tilbage. 8 år senere, da Michael som en ung jurastuderende overværer en række retssager mod krigsforbrydere, møder han atter sin tidligere elskerinde, under ganske andre omstændigheder. Hanna er anklaget for en forfærdelig forbrydelse, men nægter at forsvare sig selv, og det går langsomt op for Michael, at Hanna muligvis gemmer på en hemmelighed, som hun anser for mere skamfuld end mord.

Ud over de indholdsmæssige tungtvejende emner om skyld og skam i efterkrigstidens Tyskland, er det en smuk kærlighedshistore med fine skuespilspræstationer. Specielt Kate Winslet tegner et fint og nuanceret billede af Hanna Schmitz, en rolle som gav hende en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i 2008.

Den får en en varm anbefaling herfra!