Jeg ved ikke, om det var fordi de synes vi havde ventet nok de sidste dage… for til morgen var det dæleme hurtig ekspedition.

Jeg trådte ind af døren til stue 1 på Plastikkirurgiskafdeling kl. 07.45 og hjalp Nanna med at hente morgenmad.

Inden hun nåede at sætte sig, kom sygeplejersken og lægen, der havde opereret hende. Der var stor tilfredshed med resultatet og efter en grundig undersøgelse, aftaler om kontrol og masser af instruktioner kunne vi tage hjem.

Hun har været gennem en forholdsvis stor operation – en operation som til hun alles overraskelse er sluppet rigtig nemt igennem. Vi var blevet forberedt på det værste… blødninger, væskeansamlinger, dræn og hvad har vi… men sådan gik det lykkeligvis ikke.

Faktisk havde hun det allerede så godt i aftes, at de overvejede at sende hende hjem, men fordi jeg var blevet afløst ved sygesengen bestemte de sig for at beholde hende natten over.

De havde rendt og pillet ved hende hele natten… så hun synes næsten ikke hun havde sovet. Det gør hun så til gengæld nu (-:

Nu venter der så dage med meget nedsat tempo, smertestillende, skift af plaster og bandager, film på dvd’en og en mor, der må stå til rådighed 24/7. Og det gør hun selvfølgelig hjertens gerne.

Måske skulle jeg tage mit grønne papirlægeoutfit på

Når jeg går hjem i dag er det til 2-3 ugers ferie… og jeg trænger. Alvorligt. Misforstå mig ikke, jeg er skam glad for mit job. Meget endda. Men for fa’en… nogen gange kan man alligevel være ved at blive kvalt i stivnakkede kolleger og urimelige kunder og bare have brug for… fred. Og måske trænger de i virkeligheden også til pusterummet fra mig (-:

Selve anledningen til den sene ferie er dog ikke noget, jeg glæder mig til. Tværtimod.

Poden skal nemlig opereres. Hun har en fødselsdefekt, som vi har ventet i flere år på at få korrigeret. Jeg skal agere sygeplejerske, så godt jeg formår. Det har været planlagt længe. Men jeg tror alligevel ikke, man mentalt kan forberede sig på sådan noget. Det er jo stadig min lille pige og jeg får ondt i maven ved den blotte tanke. Det skal nok gå godt. Selvfølgelig.

Men inden vi kommer dertil, skal mor forresten ud og svinge med ørene. Diamanterne er fundet frem og danseskoene er pudset.

Sommerfest med ca. 300 festklædte kolleger. Helstegt pattegris og drikkevarer ad libitum. Det sidste kan vi rigtig godt li’. Så hvis nogen nu støder på en løsgående (og måske småberuset) danseglad “pige” i den aalborgensiske natteliv, så smil lige til hende, ik’?

God fredag

Første del af min ferie er meget snart slut. Fra mandag er det igen vækkeuret, der sætter dagsordenen. I næste uge er vi to på job, men derefter bliver jeg overladt til mig selv i hele tre uger og det sker samtidig med at de fleste medarbejdere begynder at komme retur fra ferie og der derfor med garanti bliver ret travlt. Jeg må gøre mit bedste… mere kan de vel ikke forlange.

Næste del af min ferie – 2-3 uger - falder i september.

Som tidligere nævnt skal Poden opereres den 31. august og jeg kommer til at bruge en del feriedage på at agere sygeplejerske, når hun er klar til udskrivning forhåbentlig allerede 1. september.

Jeg tumler lidt med nogle tanker om min involvering i hendes hospitalsophold. Selvom hun er 17 år er hun jo stadig mit barn og jeg har tænkt mig, at være til stede både ved forundersøgelserne dagen inden operationen, men også hele dagen før/under/efter operationen. Men er det for meget? Er hun voksen nok til, at mor ikke behøver være der? Jeg tænker ikke så meget på hende selv, for jeg tror hun tager for givet, at jeg ikke overlader hende alene før hun skal sove. Jeg tænker mere på personalet på afdelingen, lægerne, sygeplejerskerne … vil de synes jeg er en hønemor? en pestilens?

Jeg kan ligge vågen længe om aftenen med ondt i maven ved tanken om at min dyrebare skal lægges i narkose og skæres i… hun er ikke selv specielt nervøs og jeg stoler da også på, at de er så dygtige, at de passer på hende og at resultatet bliver perfekt. Og selvfølgelig gør det det.

Men hvor ville jeg ønske det ikke var nødvendigt.

INSTALLERER SOMMER…..███████░░░░░░░░░░ 44% FÆRDIG.

Installation fejlet.
404 fejl: Årstiden er ikke fundet. Årstiden du søger kan være blevet fjernet, fået et andet navn, eller er midlertidig utilgængelig. Prøv venligst igen senere.
Indtil filen findes, benyt dig da af filen “tyk trøje version 1.01″ samt filen “regntøj og gummistøvler version 2.1″

…

De unge mennesker er draget til Grøn Koncert… og har installeret regntøj og gummistøvler version 2.1.

Ikke lige det fedeste vejr til udendørskoncert, men de er udstyret med et ukueligt højt humør, som end ikke den værste regn kan ødelægge.

Den rødhårede er vist stadig udmattet efter gårsdagens udflugt. Der var ikke ret meget fremdrift i vores morgentur og jeg måtte heppe på hende flere gange for at få hende bare lidt op i tempo. Først da vi vendte rundt og turen gik hjemad kom der lidt fut i hende.

Nu ligger hun ude i græsset og jeg tvivler på, at hun flytter sig… medmindre regnen begynder at sile ned… eller jeg kommer til at berøre foderspanden

Ferien er kun lige begyndt og allerede er vi mange oplevelser rigere. Efter nogle hyggelige dage i det tyske er vi atter retur i Vodskov.

Turen sydpå gik forrygende og vi nåede vores bestemmelsessted uden problemer. Jeg blev dog lidt hed om ørene da vi rundede Wilhelmstrasse og fik øje på hotellet. Jeg havde bestilt værelse på Hotel Prodomo og det var ikke dét navn, der stod på facaden. Vi parkerede og henvendte os i receptionen. Noget skeptiske. Det viste sig dog, at hotellet blot havde skiftet navn og der var skam et værelse klar til os. Og ikke bare havde hotellet skiftet navn, det var også blevet renoveret og både restaurant, værelser og reception havde fået en ansigtsløftning og fremstod betydelige mere lækkert end sidst vi boede her.

Selvom værelset var nyrenoveret fik vi ikke meget søvn den første nat. Tre unge mennesker i værelset ved siden af kom fulde hjem på et tidspunkt i løbet af natten og så lød det ellers om om de ommøblerede hele hotellet… inden der hen på morgenen endelig blev ro. Vi var lettede da vi ved sengetid næste aften fornemmede at naboværelset stod tomt og natten forløb da også uden mere ballade.

Mandag og tirsdag havde vi det dejligste vejr. Vi har spist udendørs og gået med bare arme. Også om aftenen.

Vi har shoppet, gloet på vinduer… og mennesker, Poden har prøvet tøj… meget tøj, vi har spist dejlig mad og drukket Flensburger Pilsner. Og Cola. Vi har tjekket de tyske mænd ud… bundesligafrisuren er væk og der findes nogle ganske se-værdige eksemplarer syd for grænsen. Det er en ren fornøjelse at rejse med en 17 årig

Onsdag morgen var det definitivt slut med det fine vejr og der var både gråt og vådt. Meget vådt. Så efter at have nydt hotellets dejlige morgenmad, blev vi enige om bare at pakke Poloen og køre nordpå igen.

Vi tog os god tid. Shoppede ved Pötzsch… og fyldte bagagerummet med Heineken, Tuborg, Mokaï, Cola, snold og griseører.

Jeg ved ikke, hvor de har indført den meget omtalte øgede grænsekontrol - men vi kunne i hvert fald konstatere, at det ikke var i Kruså.

Vi så ikke skyggen af toldere eller toldkontrol og susede lige gennem. Både ud og hjem. Foran os, på vej ind i Danmark, kørte en ligvogn med nedrullede gardiner og  hvor mange illegale flygtninge kan der ikke lige ligge bag i sådan en vogn..? Pia K. ville ha’ græmmet sig, hvis hun havde set den vogn køre glat igennem… Poden og jeg kunne i hvert fald nemt se menneskesmugleren i den skumle chauffør… eller også var det blot en typisk bedemand

Det regnede stort set hele vejen hjem. Først nord for Randers blev det tørvejr igen. Det er rigtig væmmeligt at køre, når der er så vådt. Specielt fordi der på hverdage også kører utrolig meget tung trafik på motorvejen og man mister næsten udsynet, når man skal passerer sådan et lastvognstog.

Men hjem kom vi. Den rødhårede er hentet og er nu gået i koma i Fatboyen. Det er hårdt at være i selskab med Viktor og jeg tror, der går et par dage før hun rigtig vågner op igen.

Jeg er ret godt tilfreds med forløbet af første del af min ferie. Desværre ser vejret ikke ud til at arte sig de næste par dage… men som manager for det førende Tour de France hold er der et par vigtige bjergetaper at koncentrere sig om og så er vejret den mindste bekymring (-:

- og hvad har du så brugt din ferie på, Mette?
– ventet uden for prøverum.!

Så så man lige den bette blå Polo drøne ind på p-pladsen ude i City Syd… og ud igen kort tid efter. Jeg er ikke ret gode venner med det storcenter, men det er det eneste sted i byen, hvor der ligger en hobbyforretning som forhandler Krøyerkugler så jeg måtte derud.

Den rødhårede har nemlig igen ligget alle kuglerne i sin Fatboy flade, så der skal lige fyldes op med lidt nyt. Hun er i øvrigt også selv flad. For selvom håndbajerne ikke blev delt med hende, tog oplevelserne ved fredag aftenes koncert alligevel pusten fra hende.

Men her hjælper en pose krøyerkugler nok næppe.

Det er her jeg jobber

På vejen mod syd var jeg lige omkring firmaet med en disk til min ønglings skrivebordsmakker og i samme kvarter kunne jeg hente Poden.

Dagens dont er ovre samtidig med at himlen bliver sort og regnen truer. Det gør ingenting nu. Jeg fik det ud af min første feriedag, jeg gerne ville.

Så lang er Podens arbejdsdag i dag. Jeg gætter på, at hun er knokletræt, når jeg henter hende lige om lidt og jeg gætter på, at hun ikke skal ret meget andet end hjem i bad og så på sofaen. Og det er fuld fortjent.

Der er varmt på terrassen i dag

Det er hendes sidste arbejdsdag i en uge. En uge som er hendes eneste ferie i år. Hun kommer hjem søndag fra sin far og så er det vores tur til at holde en smule fri sammen. Jeg var heldig, at finde overnatning til en billig penge i det nordtyske, så der stikker vi ned på mandag. I Poloen. Og hjem igen inden hun skal på job næste torsdag. Ellers bliver det endagsture… Løkken, Skagen, Århus, Lønstrup… og hvad vi ellers kan finde på… samt hvad vejret og pengepungen indbyder til.

I marts var Poden til undersøgelse på Plastikkirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus Syd og vi blev stillet i udsigt, at der ville komme endelig dato på operationen i løbet af en månedstid.

Jeg mistede tålmodigheden (surprise) og ringede derud. Vi har ikke kunnet planlægge sommerferie uden dén dato… og det gjaldt ikke bare Poden og jeg, men også hendes far og min kollega. Det viste sig, at der var sat tid på, men at brevet pga. personalemangel endnu ikke var blevet sendt. Det er det så nu og modtaget her på matriklen.

Jeg havde håbet operatioen kunne overstås i sommerferien, men sådan skulle det ikke være. Hun skal indlægges 30. august og opereres morgenen efter. Det må vi så tage derfra og håbe på forståelse fra hendes uddannelsessted. Hun er dog stadig på listen over de patienter der kan indkaldes med kort varsel og jeg er heldigvis på en arbejdsplads, har en chef og en kollega, som har den holdning at “det finder vi også ud af“, hvis jeg pludselig er nødt til at være væk i 3 uger.

Datoen gør så også, at vi kan begynde kigge på, hvor Poloen skal køre os hen i år. Penge har vi ingen af, så det bliver budgetferie. Igen. Vi har overvejet at køre til Berlin. Poden er godt nok nærmest landsforvist, men i selskab med mor kan det vel ikke gå helt galt. DTF-Travel tilbyder 4 eller 6 dages hotelophold ganske billigt og Poloen skal vel ikke bruge for en formue i benzin for at køre os de 700 km…

Eller også kunne vi køre til De Woude i Holland… det er 7-800 km i den anden retning. Jeg kunne da snildt se mig selv fordrive en 3-4-5 gode romaner i skyggen af sådan en campingvogn

Vi så Klovn den anden aften Poden og jeg… og så opstod ideen om at bruge sommerferien i kano på Gudenåen. Nok ikke helt med samme formål som Kasper og Frank. Eller rettere… langt fra med samme formål.

Men forestil jer lige frøknerne Bech håndtere telt, luftmadrasser, lejrbål, pagajer og hvad har vi… det kunne der faktisk godt komme en film ud af og vi kunne med garanti få en ustyrlig morsom tur ud af de 170 km mellem Tørring og Fladbro.

Det overvejer vi lige..!

Julen i familiens skød er veloverstået for i år. Vi har forædt os… som sædvanlig, danset om juletræ, hygget, spillet pakkespil, snakket, drillet og grinet.

Nu er det tid til lange dage i nattøj, ture ud i kulden med hund og kamera-  efterfulgt af varm te, film på dvd’en eller begravet på sofaen i tæpper og med en god bog i hånden. Poden skal ind i gavebytteræset på mandag med en enkelt gave, der var købt et nummer for stor, men ellers var vi heldige… velkomne gaver og ingen dubletter.

Først 3. januar truer hverdagen igen… og det giver rigelig med dejlig tid til at nyde livet og hinanden, gøre ting der fornøjer og til at få ladt batterierne op.

Og jeg skal hilse og sige, at det gider vi altså godt!

Der bliver længere og længere mellem indlæggene herinde. Jeg har mistet lysten. Bloggen har været en sjov og god process for mig, men behovet for at skrive “dagbog” er der bare ikke mere. Eller er der i hvert fald ikke lige nu. Måske vender den tilbage. Måske ikke.

Jeg har stor lyst til igen, at dykke ned i anonymiteten og bare være mig. Uden at alle nødvendigvis behøver at vide alt om mig.

Anita beskriver det meget præcist:

Jeg har det derimod utrolig godt med at vide, at ingen rigtigt ved, hvad der egentlig foregår i mit liv lige nu og her. At jeg kan gemme mig og blive lidt væk for første gang i mange mange år. At jeg kan gifte mig, købe hus, uddanne mig eller blot slå en prut, uden en sjæl ville ane det, medmindre jeg fortalte om det. Følelsen af at vende tilbage til “de gode gamle anonyme dage” føles mere og mere tiltalende…

Og det er netop dét, det gør… føles mere og mere tiltalende… i hvert fald for en tid!

Det er ikke sikkert jeg kan holde det… det er sjældent, jeg kan holde min mund ret lang tid af gangen… jeg overvejer for og imod…

- mens jeg holder en, synes jeg, velfortjent efterårsferie!

Nu kan jeg snart ikke trække den længere, men med til ferien hører alligevel den her mandag. Feriebarnet Viktor bliver afhentet (hvis han altså vil med hjem) og desuden er der er 117 andre ting, vi skal nå netop i dag… Poden skal til frisør, knallerten skal afleveres til rep., alle de nyvaskede møbelbetræk skal monteres, vi skal til Zumba, støvsugeren skal luftes, tøj skal vaskes osv osv…

- samtidig udsættes det uundgåelige/ubehagelige møde med hverdagen endnu en dag!