Jeg have afgjort en forventning om, at firmaet ville være efterårsferieramt, at arbejdsmængden ville være overskuelig og ugen blive hyggelig.  Men så nemt skulle det ikke gå. Det var en møgmandag med masser af opgaver, vrøvl og problemer fra morgenstunden. Fordelen kom da dagen var fløjet afsted på nærmest ingen tid. Pludselig var klokken nemlig 15 nul dut og jeg var ude af døren.

Poden er hos sin far og der var arrangeret transport af min mor til og fra hospitalet… jeg kunne altså bare holde fri og nyde eftermiddagen. Det blev til en laaang en tur i bakkerne iført kamera og hund. En havde ønsket ”visne blade” til en annonce, jeg er ved at lave og eftermiddagen var perfekt til den opgave.

Tilbage er blot at lægge mandagen i seng og drømme om at tirsdagen’s arbejdsmængde bliver overkommelig i en ferieramt afdeling.

Det kan være svært at forstå, at livet udenfor min lille familie faktisk går videre, som om intet var hændt. Men det kan jeg jo se det gør. Efteråret er her også og farver naturen smuk og gylden. Uanset.

Når jeg kommer på job, skal jeg til møder, svare på spørgsmål og tage stilling til dette og hint… og selvom det er rart, at få tankerne kanaliseret et andet sted hen, så er jeg bare slet ikke klar til, at der stilles for store krav til mig. Jeg kan passe mit arbejde, men overskud til ret mere end dét er der ikke. Endnu. Samtidig kan jeg mærke min lunte er lidt kort (kortere end den plejer) og jeg tror, at jeg vil benytte vores onsdagmorgenkaffemøde til forklare og/eller til at appellere til deres forståelse.

Mens vi ruster os til årets første storm lakker efterårsferien samtidig mod enden. Jeg skal på job i morgen – snupper lige 6 timer inden det så er weekend. Det er da en arbejdsuge, der er til at overse

Poden skulle have været på weekend hos sin far, men som så ofte før er det aflyst. Denne gang dog af hende selv. Fest både fredag og lørdag aften gør, at det ligesom ikke kan svare sig at gøre en helt masse ud af denne weekends samkvem. Helt i orden synes jeg, taget i betragtning hvor lidt hensyn, der bliver taget den anden vej. Desuden er hendes modvilje mod at blive parkeret en hel weekend i en fremmed by, vist desværre også blevet en kilde til stor uenighed blandt de implicerede voksne, så det er måske udmærket for alle parter, at det glider lidt ud med det fastlagte samkvem.

Men hvad ved jeg… jeg er bare hendes mor og her er hun i hvert fald altid velkommen!

Det er svært at få armene ned… specielt i dag på den første efterårsdag iflg. kalenderen… det er altså ikke sommer mere!

Til morgen kl. 5.30 var der både mørkt og småkoldt. Kun den allerførste morgensol kunne anes oppe over bakkerne og det varer ikke længe, før jeg er nødt til at finde både refleksveste og vanter frem, når den rødhårede og jeg bevæger os ud!

Men hører I mig klage. Nope! Jeg bryder mig nemlig hverken om varme eller insekter, så jeg trives storartet i de køligere årstider.

Jeg har stort set ikke sovet “igennem” siden før sommerferien… jeg vågner midt nat (kigger ikke på klokken… gider ikke vide hvad den er) og er ved at kvæles i varme, selvom jeg sover lige under et vindue, der står på vid gab. Jeg helt bevidst om, at det til dels er fordi jeg har ting, der generer og rumsterer i hovedet, men jeg tror altså også på, at det er fordi jeg har det for varmt! I hvert fald vågner jeg “badet i sved” og så er det altså svært at falde til ro igen!

Så kom bare an efterår… du skal være så hjertelig velkommen!

Endelig en morgen med kig til solopgang og klar himmel. Og uden der var behov for det store overlevelseskit for at bevæge mig ud med den rødhårede.

For min skyld kan vi godt tage nogle flere af den slags sensommermorgener og udsætte det efterår lidt endnu!

Den rødhårede er på benene igen. Alle fire

Jeg ved da ikke, hvad der stak hende i går. Men i dag er der absolut intet at se og hun tog da også gladeligt kampen op mod klud og børste, mens jeg vaskede gulv… og det ville hun ikke gøre, hvis hun fortsat havde ondt.

Jeg tror godt, at vi tør gå en lille bitte tur i skoven i det fine oktober vejr.

Jeg sidder og pusler lidt med tanken om at tage poden med en tur til London.

En forlænget weekend… i efterårsferien… måske!

De siger, det er den sidste sommerdag for i år… jeg håber ikke, de får ret. Jeg er ikke klar til efterår endnu, selvom det er uundgåeligt eftersom vi allerede er i september. Der er tændt op i den lille grønne Smokey Joe og hvis ellers - HOST HOST – røgen vil lægge sig lidt, tror jeg oven i købet vi kan spise i haven. Måske også for sidste gang. I år.

I skoven har bierne forladt deres bo i brombærkrattet. Det står helt tomt bortset fra et par enkelte døde beboere, som hænger fast i deres celler. Til gengæld står brombærene snart modne og plukkeklare.

Der er også en slags “efterårs løvfald” hos den rødhårede. Hun smider en masse pels og for at hun ikke skal kaste det hele af sig indendørs, får hun dagligt en tur med striglen. Poden tumler daglig nogen hundrede kilo fjordhest, også med striglen, så Arabellas 50 kg. klares med et snuptag.