Published by Mette on 06 jan 2011

Der var gevinst…

I oktober blev Poloen udstyret med “Vild med dyr” streamer…

 - et gavekort på 500 kr. til Solsidens Dyrehandel var på højkant og guess what… jeg var blandt de tre udtrukne :-)

Da jeg stak næsen forbi butikken i dag, kunne jeg handle til hund, fisk og vilde fugle uden at tage dankortet ud af pungen.

Hvor heldig har man lige lov at være :-)

Published by Mette on 12 dec 2010

Kattens

Naboens kat var et split sekund fra at havne i klørene på Arabella til morgen.

Jeg havde ikke set, at den var i haven da jeg lukkede den rødhårede derud og før jeg nådede at råbe “neeeeej” var det hele overstået og katten havde taget flugten over min 2 meter høje hæk…

Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der ville ske, hvis hun fik fat i den, men det er heller ikke et eksperiment jeg har lyst til at lave. Vores have er hegnet fuldstændig inde - andet og mere kan jeg ikke gøre - så skulle det ske en dag så…

Nu ligger hun der i terrassedøren og vogter over sit territorium… den kan bare komme an den skide kat!

Published by Mette on 15 okt 2010

Karma Kameleon

Begejstringen for de her fascinerende små øglefætre vil ingen ende tage. Se lige de øjne, der kan bevæge sig uafhængigt af hinanden, huden der skifter farve og det flotte “skæg”… jeg er solgt!

Jeg har forresten læst mig til, at de ikke, som man ellers tror, skifter farve efter omgivelserne – men faktisk gør det efter hvilket humør de er i.

Arjmen, hvor smart er det ikke lige. Tænk bare, hvis vi var indrettet med sådan et humørbarometer. Så ville vi (læs: jeg) kunne undgå en masse konflikter… “nå, han er rød i dag… så holder jeg lige lav profil” eller “dejligt, han er grøn, så kan vi rigtigt snakke og pjatte“.

Nå ja… og omvendt selvfølgelig også ;-)

Jeg er færdig med redigeringen og billederne er sendt til trykkeriet.  Nu glæder jeg mig til at se det færdige resultat af mine anstrengelser.

Published by Mette on 15 okt 2010

“En vild butik fyldt med dyr”

Det var en af de sjovere fotoopgaver jeg var på i dag… dyr opfører sig som bekendt ikke altid som man ønsker, og jeg skal hilse og sige at det er ganske formålsløst, at sige “sit” til en kamæleon :-)

Jeg håber, billederne falder i god jord hos modtageren og kan bruges til det ønskede formål. Som tak for hjælpen slæbte jeg godbidder, ben og foder hjem til den rødhårede og hun var i hvert fald temmelig godt tilfreds med dagens udkomme.

Published by Mette on 11 sep 2010

Hesten hedder Abildgrå

Published by Mette on 05 sep 2010

Vild med dyr

Mon ikke der er nogen, der savner den her lille fætter? Den har ganske længe levet vildt heromkring og klarer sig fint ved bl.a. at spise mit ukrudt… som den selvfølgelig er hjertelig velkommen til  at mæske sig i :-)

Men nu går vi vinteren i møde og så kommer dyrevennerne jo op i de to frøkener Bech. Jeg tror nemlig ikke, den kan klare vinteren i det fri. Poden har flere gange været så tæt på, at hun har kunnet røre ved den, så det er ikke en umulig opgave at fange den… men vi skal I K K E have flere kaniner og hvor pokker kan man så lige aflevere sådan et dyr?


Sød er den..!

Published by Mette on 22 jul 2010

Tagskæggets beboere

Tre små svaleunger med rottehaler, som forældrene knokler for at holde mætte. De sviner af pommeren til, men hvad gør det, når man er så sød :-)

Published by Mette on 07 jul 2010

Med risiko for at gentage mig selv…

- jeg hader insekter og nu har jeg lige været på flugt for sommerens plage nr.1… klægen!

Så er det slut med bare arme og ben på eftermiddagens og aftenens luftetur i et par måneder. ØV!

Published by Mette on 24 jun 2010

Husker du..?

Måske husker du Liam O’Cat, som flyttede ind hos min eks i starten af året?

Liam har været på grisebassen… og venter nu et ukendt antal killinger ;-)

(måske skulle han ha’ fået undersøgt om Liam var af han- eller hunkøn)

Published by Mette on 18 maj 2010

Attende maj… uden filter!


Published by Mette on 13 apr 2010

Liam O’Cat

I januar mistede min ex jo pludselig “sin” lille hundehvalp Ben, og han har endnu ikke fået hund igen.

Tilgengæld har han fået kat… eller fået og fået… katten er simpelthen bare flyttet ind. Den startede med at møde op og klage sin nød uden for hans hus. Den fik lidt mad og lidt opmærksomhed… og nu ligger den der og slænger sig i møblerne. Og har fået navnet Liam.

Poden har foreviget den med kameraet, for han mener jo selvfølgelig den må høre til et sted. At nogen savner den. Og derfor bliver der nu lavet et opslag til Brugsens opslagstavle. Inderst inde tror jeg, at han håber, der ikke bliver reageret på den fremlysning.

Tror jeg ;-)

Published by Mette on 11 apr 2010

Var det mon prinsen..?

Adddr… har lige lempet en stor fed tudse ud, som pludselig sad og gloede på mig nede under sofabordet… jeg er altså ikke begejstret for de bæster og da slet ikke inde i huset. Pt. vrimler det med dem heroppe… det må være tudsesæson!

Bagefter fortrød jeg lidt, for var det mon et tegn ;-)

Published by Mette on 07 mar 2010

Jeg har min hest, jeg har min…

Jeg faldt lige over det her billede i arkivet…

Poden var skisme ikke ret gammel, da hun første gang i førte sig ridehjelm og -støvler. Jeg er ikke helt klar over om hun er 4 eller 5, men hun går i hvert fald i børnehave og var ikke større end hun måtte finde en mælkekasse og stå på for lige akkurat at kunne nå at strigle “Cirkeline” på maven.

Og lige siden har hun ikke været til at drive væk fra de heste. Ikke at jeg har prøvet. Det er ikke nogen billig hobby, men jeg har, siden vi for 6 år siden investerede i hendes halve hest, ment at de er de bedste penge jeg har givet ud. Og det mener jeg stadig. Det er verdens bedste hobby og de piger, der har deres gang på gården i Langholt er af en helt særlig kaliber. Seje, stærke og frygtløse piger, der ikke piver og er bange for at tage fat, når der skal muges ud, hvidtes stald, trækkes heste ind, gøres baner klar, flyttes spring, arrangeres stævner…

Poden kan være nok så sart og forfængelig i andre situationer, men i ført ridetøj er der ingen grænser for, hvad hun kaster sig ud i at rode med. Intressen er heldigvis stadig intakt, selv om hun nu om ganske kort tid bliver 16 og som forventet har 117 andre ting i hovedet ;-)

Published by Mette on 02 mar 2010

Lige godt pokkers

Vi har haft et par marsvin i pleje de sidste 4 måneder, mens deres familie har ferieret i Østen og Australien.
 
Et par fløjteprinsesser, der nok har kunnet gi’ lyd fra sig, når de var sultne eller ville ha’ opmærksomhed. De sidste par dage har de dog været så stille og til morgen lå den ene og var død.
 
De er fra 2005 og jeg har googlet mig til, at et marsvin bliver omkring 4-6 år – så det var sikkert bare den tid.

Nanna har lagt hende i en skotøjsæske og sat hende ude i haven, så kan familien og deres to mindre børn selv afgøre, hvad de vil gøre med hende. Da Nanna var yngre havde vi en mindre smådyrsgravplads i haven, den var vigtig for hende og jeg vil ikke fratage de to børn den mulighed, ved bare at kassere den.

Pokkers uheldigt lige her et par dage inden deres familie vender hjem, men der er ikke rigtigt noget vi kan stille op med det.

Published by Mette on 24 feb 2010

Fremmed fugl

Jo længere vinteren varer, jo flere nye og for mig ukendte fugle dukker der op foderbrættet.

Denne her har jeg ikke set før… det ligner en fejlfarvet bogfinke… men er det nu nok ikke :-)

Ved du måske, hvad det er for en fætter?

« Prev - Next »