• Bob D,  Fransk Bulldog

    En travl søndag

    Bob er gået i seng efter en begivenhedsrig søndag med havearbejde, gæster, strandtur, træning, beluring af naboen og hvad han ellers har haft gang i.

    Træningen er gået over al forventning. Lige indtil i dag. Han gad ikke komme når jeg kaldte og han gik i snor som om han ikke havde prøvet det tidligere. Det lover godt for morgendagens hvalpe test. Eller noget.

    På positiv siden er det en fornøjelse at se ham blive mere og mere fortrolig med vandet. Det sted vi passerer på videoen er normalt et sted jeg ville bære ham over, men i dag gik han bare ud i det.

    Hjemme igen blev det nødvendigt med en tur under bruseren for at skylle weekendens sand og saltvand ud af pelsen. Det er så nemt med sådan en lille sag og da den franske Bulldog ingen underuld har, er han næsten tør efter en frottering.

    Det har været en skøn weekend og med en kort uge i sigte er det til at overskue, at det er mandag i morgen.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Det er en ommer

    Jeg havde to timers undervisning fra morgenstunden og havde derfor besluttet at starte arbejdsdagen på hjemmekontoret, hvor der er mere ro.

    Først havde jeg tekniske problemer, som det tog lang tid at løse og bagefter sad jeg og ventede på underviseren. Forgæves. Efter lang ventetid, som den eneste på mødet, lukkede jeg ned og kørte på job i stedet.

    Det var ligesom startskuddet på en torsdag, hvor udfordringerne, de utilfredse kunder og opgaverne bare hobede sig op. Jeg var træt da vi nåede fyraften. Meget træt.

    Det var herligt at komme hjem, pakke Bob i bilen og køre på stranden.

    Vi skal til hvalpetest på mandag, så vi træner intenst. Jeg har skiftet de kedelige godbidder ud med pølser og det har helt sikkert gjort noget positivt for Bobs motivation.

    Vi gik der en times tid. Jeg satte mig i sandet med ansigtet vendt mod solen mens Bob styrtede rundt og fandt ådsler han kunne rulle sig i.

    Torsdag endte fint. Trods alt.

  • Bob D

    Jeg har ham

    De er lige gode om at være lidt hårde ved hinanden.

    Jack endte med et par overfladiske skrammer på den ene kind og flere af de billeder jeg tog afslører meget tydeligt synderen.

    Det har været en dejlig storebededag i herligt selskab, med gode nyheder og nu med en hund, der sikkert ikke vågner før i morgen.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Legeaftale

    Den bette Bob gik i koma i den gule donut… to en halv times leg med Onkel Jack i går eftermiddag drænede resten af den batteritid, der var tilbage efter lørdagens møde med den lynhurtige wippet Ayla.

    Han var lige ude og tisse inden sengetid og har så sovet hele natten uden at vippe med et knurhår.

    Til morgen stavrede han ud i haven, gjorde sig ren og væltede så tilbage i seng.

    Tænker ikke, at der bliver meget aktivitet at spore på webcamet i dag 🙂

    Jeg skal passe Jack nogle dage sidst i maj og det ser heldigvis ud til, at det kommer til at gå rigtig fint.

    Legen kan se lidt voldsom ud, men er ganske fredelig og altså meget trættende.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Model og fotograf

    Bob og jeg gør os i forskellige reklamer på IG. Mon ikke jeg skulle prøve forhandle en lille model/fotograf kontrakt hjem – om ikke andet ville vi da sætte pris på lidt lækkert hundeudstyr som tak for lån af billederne eller måske rabat på næste køb 🙂

    Øverst er det Styletails og nederst Vackertass Supply Co. Begge hundesenge er i øvrigt købt hos førstnævnte, som er et London baseret firma med lækkert hundeudstyr og super service.

    PS: dette er ikke et sponsoreret indlæg – og de har spurgt om tilladelse til at bruge billederne

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    5 måneder

    I dag er den bette Bob præcis 5 måneder gammel.

    Stadig en lille buttet hvalp, som gnaver i fingrene og endnu ikke kan holde helt tæt når jeg er væk på job.

    Han har endnu ikke ødelagt noget som helst og overvågningen af ham viser, at han ikke er ked af at være alene hjemme – så kan jeg sagtens leve med, at der indimellem ligger en tissetår i brusekabinen jeg skal skylle væk, når jeg kommer hjem og lægge hænder til når gummerne klør.

    Snart er blæren modnet og tandskiftet ovre og så kan vi også lægge den del af hvalpetiden bag os.

    Følger han den normale udvikling skulle vi have nogenlunde ro på de næste par måneder indtil han når den kønsmodne alder, hvor der igen kan komme en udfordrende periode med hormoner, der farer rundt i kroppen.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Beach Bob

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Det trak tænder ud

    Da Jack og familie i går eftermiddag forlod Hals skyndte jeg mig at fodre Bob for han lignede en, der var segnefærdig og jeg tænkte, at skulle han have noget at spise skulle det være med det samme.

    Efter maden gik han i koma.

    Han var kort vågen sent på aftenen for lige at vælte ud i haven for at tisse og så bar jeg ham op i kurven ved siden af min seng. Her sov han hele natten og måtte igen vækkes og bæres ned og ud i haven for at gøre morgen toilette.

    Jeg har holdt øje med ham på kamera og han har stort set sovet hele dagen mens jeg har været på job.

    Som I sikkert kunne fornemme af gårsdagens billeder hyggede de sig sammen, men jeg skal sørme også love for at det drænede Bobs batterier fuldstændig.

    Herlig eftermiddag – det kan vi godt gentage snart 🙂

    Til aften har vi gået tur sammen med en nabo og hans 11 mdr. gamle Shar Pei.

    Det synes Bob også var smadder hyggeligt og så kunne vi samtidig gå og blive enige om, hvor irriterende gadens små gøende hunde er.

    Vi har to huse mellem os som tilsammen rummer 4 hunde, der gør så snart de kommer udenfor. Manner det er irriterende, når man gerne vil sidde i fred i sin have… og det var den unge mand helt enig i, så det er ikke kun mig, der er en gammel sur kælling.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Ørepine og selvtræning

    Mit øre skaber sig.

    Igen.

    Det lukkede fuldstændig til i starten af påsken og nu flyder det og gør ondt.

    Igen.

    Ørelægen kunne konstatere, at der er infektion i mellemøret og meget sandsynligt også i kæbehulen i venstre side, så nu står den på øredråber og næsespray i 8 dage og så vil han gerne se mig igen.

    Besøget hos ørelægen betød, at jeg var tidligere hjemme end jeg plejer.

    Termometret i iGo viste 10 grader, så jeg skyndte mig at pakke dyret og køre til stranden.

    Jeg er efterhånden ret overbevist om, at det har været vejret, der har givet Bob aversionen mod at komme ud.

    I dag tog han for alvor stranden og især vandet til sig. Inde på det lave vand. Men alligevel langt mere ‘modig’ end tidligere.

    Hundetræningen var aflyst. Igen. Sidste onsdag pga. for få deltagere og i aften fordi træneren var syg.

    Ærgerligt, men vi må gå og selvtræne, så godt som vi nu kan.

    Jeg har mest fokus på lineføring. Jeg vil hade at have en hund, der trækker mig af sted på gaden. Jeg kræver ikke, at han går klods op af mig, men bare at han følger mig pænt i løs line. Det går rimelig godt.

    Var det foråret, der startede i dag?

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Det går så meget fremad

    På tirsdag er Bob 19 uger.

    Udviklingen de sidste 2-3 uger har været enorm og Bob fører sig frem med en helt anden selvsikkerhed nu.

    For ikke så længe siden gemte han sig, når jeg gav ham halsbånd eller sele på og nægtede at forlade huset.

    Ved stranden og i skoven stak han tilbage til bilen, hvis han kunne se sit snit til det. Og gå på gaden i snor… ja, der var vi slet ikke kommet til endnu.

    Nu skal han kun nødes en lille bitte smule før han går ud af døren og ude af bilen følger han frivilligt med, også i ukendt terræn.

    I går gik vi uden den store modstand ned til fjorden og tilbage i snor.

    Han sover for det meste hele natten – stadig i det store bur ved siden af min seng. Er han ude om natten er det fordi jeg selv skal tisse (:

    Når jeg kommer hjem fra job, har jeg oftere og oftere oplevet, at han har holdt tæt.

    Jeg er slemt godt tilfreds med hvordan han udvikler sig.