• Afkrudtning

    Ingen kan vel være i tvivl om at de to her har det sjovt.

    Det kan også være vild leg, så når jeg passer Jack passer det mig fint at hente ham og køre til Vesterhavet, hvor de kan løbe krudtet af sig.

    Jack er ældst og det ses tydeligt.

    Bob kan være ‘a pain in the arse’ og så bliver han sat på plads. Det er så fint og de finder selv ud af det. Når jeg ser de to sammen er jeg ikke længere så bange for at vælge en ‘lillebror’ til Bob.

    Det er forresten i næste uge, at jeg forventer at modtage besked om scanningen og dermed få vished om hvorvidt der er en hvalp at glæde sig til.

    Bob er den af de to, der kører højest og har svært ved at lade Jack være i fred. Så indimellem trækker jeg TIMEOUT kortet og så ryger de på hver sin side af børne gitret. Eller som nu, hvor Jack ligger snorkende i sofaen ved siden af mig – en helle han har, hvor Bob ikke kan komme op.

  • Frankrig møder Kina

    “Du skal forbi mig først, smart ass”, ser Bob ud til at sige da han i dag gjorde et nye bekendskab i hundeskoven.

    Bob startede ud med at opføre sig som kongen af Trekantskoven, men efter jeg havde hævet stemmen gik turen rundt i skoven i fred og fordragelighed.

    En af mine naboer har en Sharpei tæve, men den er ikke glad for Bob selvom han ihærdigt forsøger at indynde sig.

    Med denne her hanhund gik det meget bedre.

    Den var venlig og overbærende overfor den lille flabede franske og vendte sig bare bort, når Bob blev lidt for smart.

    Det er skønt med hunde, der er godt socialiserede. De har så utroligt meget fornøjelse af hinanden.

    Jeg glæder mig ekstra meget til at få en permanent legekammerat til Bob. Der er ca. 2 uger til, at vi får vished om parringen har båret frugt.

  • Endelig fredag

    Onsdag eftermiddag gik der mail ud til 150-200 medarbejder med besked om, at det er tid for udskiftning af deres pc og med instrukser om hvordan de skal gebærde sig i den forbindelse.

    Jeg er kontaktperson, hvis der er spørgsmål og/eller udfordringer – og torsdag morgen var det som om en lavine havde ramt min indbakke. Jeg har brugt to fulde arbejdsdage på at rede tråde ud, svare på spørgsmål, slukke ildebrande, forklare… i samarbejde med Malene, som er min livline hos det eksterne firma, der står for udskiftningerne.

    Vi har klaret endnu en omgang og kl. 13:30 blev vi enige om, at nu kunne vi godt slukke pc’en og gå på en velfortjent weekend.

    Jeg har arbejdet på hjemmekontoret, så 10 minutter efter Shut Down gik jeg i skoven iført hund, sweater og røjsere og lige så hurtigt glemt alt om den indbakke.

    I stedet blev jeg optaget af at følge et fint lille rød egerns vej gennem skoven. Det bevæger sig utroligt elegant fra den ene tynde gren til den anden. Jeg fik kun denne ene chance for at ‘skyde den’ og det er desværre på en del afstand så kvaliteten er ikke den bedste.

    Bob venter tålmodigt på mig. Er jeg optaget for længe kan jeg finde ham liggende i skovbunden og jeg behøver ikke bekymre mig om, at han skulle finde på at løbe væk.

    Vi er så klar til to fridage.

    God weekend til dig!

  • Ventetiden er begyndt

    Vi fik plads på ventelisten og der er betalt depositum. Herefter er det så blot at krydse fingre for at ovenstående parring har båret frugt.

    Det bliver igen sådan en langvarig ventetid, hvor første etape handler om at vente på en 4 ugers scanning for at se om tæven overhovedet er drægtig…

    Er hun det, forventes der fødsel sådan henne omkring 17.-18.-19. november.

    Bob bliver 2 år den 21. november, så det bliver sådan cirka samme ankomst i Hals også – midt i januars kulde.

  • September lørdag

    En af fordelene ved at være nået cirka til midten af september: man kan gå i mosen uden at være omsværmet af store mængder af irriterende fluer.

    Det benyttede vi os af i formiddag og tog hele turen rundt langs kanalvejen. Den er på lidt over 6 km og da vi nåede bilen var luften gået ud af His Bobness.

    En meget kort del af turen går langs Skovsgårdsvej, som går helt fra Hals til Hou og hvor genbrugspladsen ligger og det er det eneste tidspunkt Bob behøver være i snor.

    Man mærker ikke, at han er træt mens vi går – men når vi kommer hjem går luften helt ud af ham.

    Mens Bob hvilede benene gik jeg yderligere tre kvarter rundt i haven efter plæneklipperen. Og så var dagens skridt vist også klaret.

  • Fredag den 13.

    Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.

    Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.

    Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og  fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.

    Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.

    Kort både her og der.

    I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.

    Weekenden bliver af den stille slags.

    Måske.

  • Sagde du noget?

    I nat drømte jeg at Bob havde gravet et hul så dybt, at fliserne på terrassen skred. Dybt nede i hullet kunne jeg se Bob – han var lige så lille som en mus. Det er alligevel noget af en præstation af så lille en hund.

    Til morgen var terrassen intakt og Bob sov sødt i sin kurv ved siden af min seng.

    Han har taget livet af et par hundesenge, men ellers er han ikke destruktiv. Men han finder på en masse narrestreger.

    Sætter Poden en Ikeapose med vasketøj i bryggerset og jeg ikke får det sat udenfor rækkevidde kan jeg være helt sikker på at han har spredt posens indhold rundt i huset og i haven. Han stikker af med sko, haveredskaber, garnnøgler osv., og har en fest når han skal indfanges og aflevere.

    Hannen blev pillet ud af hunden med et lille implantat skudt ind under huden, men humøret, energiniveauet og drengestregerne er helt intakte.

    Det var ikke fordi hanhunden i ham voldte problemer, men ‘kastreringen’ har alligevel dæmpet ham og gjort ham en langt mere behagelig husfælle.

    Implantatet holder ca. 6 måneder og jeg tror, at det bliver til et permanent indgreb når effekten aftager.

    Sig det endelig ikke til ham.

  • Bob fuglekigger

    Fuglene i min have mener åbenbart at deres afkom er flyvefærdige længe før de faktisk er det.

    I sidste uge sad der en lille hjælpeløs skadeunge i græsset og i dag var det en knap så hjælpeløs solsorteunge.

    Skadeungen overlevede ikke at flytte hjemmefra for tidligt. Den lå død da jeg kom hjem fra job.

    Solsorteungen kan derimod næsten flyve og ser ud som om forældrene fortsat leverer mad, så den skal nok klare sig.

    Bob fandt den selvfølgelig særdelses interessant, men var meget forsigtig og lå bare og kiggede på den.

    Så længe at det endte med at de begge sov.

  • Der er sat en prop i

    Bob har haft dårlige mave i weekenden. Det sker, men da jeg mandag morgen opdagede, at han også havde blod i afføringen måtte vi en tur omkring Dr. Dyr.

    Efter jeg er begyndt at give ham Orijens Six Fisk har hans mave ellers være fin og stabil, han prutter ikke og har stor ædelyst. Derudover er hans pels flot og fælder minimalt.

    Jeg tror, at han har fundet et eller andet ‘lækkert’ og fornøjet sin mave med det… langt mere end at det skulle skyldes fodret.

    Dyrlægen synes selvfølgelig, at hans foder er det bedste, men Bob stortrives på Orijens. Det er et kvalitetsfoder og valgt med omhu… og så bliver jeg egentlig lidt træt, når han bruger en masse krudt på at tale det ned – “skidtfisk” kalder han indholdet uden at vide noget om det – særligt træt bliver jeg, når jeg fornemmer, at det vist bare er for at sælge det han selv har på hylden.

    Nå men i det mindste var der ikke noget alarmerende galt med dyret… og vi slipper forhåbentlig med skånekost, zoolac og penicillin resten af ugen.

    Så skulle han gerne være fit for fight igen.

  • Der er kun en ‘model’

    Vi mødte to unge mennesker med hver deres hund i hundeskoven i går. Den ene var en Fransk Bulldog, men med en kropsbygning og størrelse som var meget forskellig fra Bobs.

    Den ene siger og peger på Bob, “hvis jeg skal have en Fransk Bulldog skal den se sådan ud“. Bulldoggens ejer svarer “ja ja, men der er ligesom to modeller af den Franske Bulldog og min er den sporty type“.

    Øh nå… det er helt nyt for mig at der er forskellige typer – og jeg er ret sikker på, at det samme vil det være for FCI. Nogen må have bildt hende en historie på ærmet.

    Var det tilfældet ville Bob kunne vel sagtens beskrives som en miniatureudgave. I hvert fald forveksles han ofte med en hvalp… hvilket måske er meget godt, da jeg kan bruge det som en undskyldning for hans pjattede opførsel.

    Han er 31 cm i skulderhøjde og vejer kun 10,5 kg, men selvom han hører til i den mindste ende holder han sig fint indenfor hvad racestandarden foreskriver:

    Jeg er i øvrigt begyndt at overveje om Bob skal være storebror… der er jo en del ventetid på det skidt, så jeg bør vel begynde at kigge mig omkring 🙂