Temperaturen på kontoret lød på 24,5 grader over middag. Jeg sad lige så stille og svedte.

En af mine kolleger er temmelig hysterisk, når det kommer til åbne vinduer: “hvis I vil have frisk luft kan I gå udenfor!”

I dag fandt jeg en blæser i et skab som vi satte mellem vores reoler, så vi lige præcis kunne skiftes til at få et pust frisk luft: “hvis det der luft rammer mig så sparker jeg den ned!”… lød det samme sted fra.

Det gjorde det så heldigvis ikke og blæseren fik lov at stå.

Da jeg kom hjem skyndte jeg mig at pakke Bob og håndklæder i bilen, i føre mig en sommerkjole og så tog vi på stranden for at bade.

Herligt synes Bob, indtil han igen måtte indse, at man ikke hjembringer så meget sand i pelsen uden det koster en skyller under bruseren.

Fuglene i min have mener åbenbart at deres afkom er flyvefærdige længe før de faktisk er det.

I sidste uge sad der en lille hjælpeløs skadeunge i græsset og i dag var det en knap så hjælpeløs solsorteunge.

Skadeungen overlevede ikke at flytte hjemmefra for tidligt. Den lå død da jeg kom hjem fra job.

Solsorteungen kan derimod næsten flyve og ser ud som om forældrene fortsat leverer mad, så den skal nok klare sig.

Bob fandt den selvfølgelig særdelses interessant, men var meget forsigtig og lå bare og kiggede på den.

Så længe at det endte med at de begge sov.

Bob boblede i den lækre stuehundekurv da jeg skulle gå til morgen. Jeg overvejede kort, om jeg skulle prøve at lade ham gå i hele huset mens jeg var væk, men tog ham alligevel med ud af stuen og lukkede børnegitret.

Det var nok meget godt.

Da jeg kom hjem så det nemlig ud som om, at der var sprunget en bombe. En skumgummibombe. Den billige Biabed kopi fra Biltema var skilt af i atomer, som fyldte det meste af entreen.

Kan vi konkludere, at den HELLER IKKE faldt i Bobs smag!?!

Jeg er glad for, at jeg ikke tog chancen og lod ham gå i stuen også. Der er krøyerkugler i mine to pufs og jeg er sikker på, at der også er noget spændende i sofaen. Men dét har jeg ikke lyst til at se hvad er.

‘Baljen’ er fundet frem igen – den må han så leve med. Den kan han i hvert fald ikke ødelægge.

Møgkøter!

Bob har haft dårlige mave i weekenden. Det sker, men da jeg mandag morgen opdagede, at han også havde blod i afføringen måtte vi en tur omkring Dr. Dyr.

Efter jeg er begyndt at give ham Orijens Six Fisk har hans mave ellers være fin og stabil, han prutter ikke og har stor ædelyst. Derudover er hans pels flot og fælder minimalt.

Jeg tror, at han har fundet et eller andet ‘lækkert’ og fornøjet sin mave med det… langt mere end at det skulle skyldes fodret.

Dyrlægen synes selvfølgelig, at hans foder er det bedste, men Bob stortrives på Orijens. Det er et kvalitetsfoder og valgt med omhu… og så bliver jeg egentlig lidt træt, når han bruger en masse krudt på at tale det ned – “skidtfisk” kalder han indholdet uden at vide noget om det – særligt træt bliver jeg, når jeg fornemmer, at det vist bare er for at sælge det han selv har på hylden.

Nå men i det mindste var der ikke noget alarmerende galt med dyret… og vi slipper forhåbentlig med skånekost, zoolac og penicillin resten af ugen.

Så skulle han gerne være fit for fight igen.

Vi mødte to unge mennesker med hver deres hund i hundeskoven i går. Den ene var en Fransk Bulldog, men med en kropsbygning og størrelse som var meget forskellig fra Bobs.

Den ene siger og peger på Bob, “hvis jeg skal have en Fransk Bulldog skal den se sådan ud“. Bulldoggens ejer svarer “ja ja, men der er ligesom to modeller af den Franske Bulldog og min er den sporty type“.

Øh nå… det er helt nyt for mig at der er forskellige typer – og jeg er ret sikker på, at det samme vil det være for FCI. Nogen må have bildt hende en historie på ærmet.

Var det tilfældet ville Bob kunne vel sagtens beskrives som en miniatureudgave. I hvert fald forveksles han ofte med en hvalp… hvilket måske er meget godt, da jeg kan bruge det som en undskyldning for hans pjattede opførsel.

Han er 31 cm i skulderhøjde og vejer kun 10,5 kg, men selvom han hører til i den mindste ende holder han sig fint indenfor hvad racestandarden foreskriver:

Jeg er i øvrigt begyndt at overveje om Bob skal være storebror… der er jo en del ventetid på det skidt, så jeg bør vel begynde at kigge mig omkring 🙂

Sofaen er forbudt område for Bob MEDMINDRE hans dynetæppe er fundet frem (han skal så også helst ligge PÅ det).

Forleden aften stod han og trykkede for at komme op, men de to kedelige madammer, der sad i sofaen, modstod de bedende øjne og sagde nej.

Han forsvandt ud i entreen, hvor hans kurv står og så kom han ellers moslende med det store dynetæppet og var så vældigt tilfreds med sig selv da han fik et lift op i sofaen, på tæppet mellem madammerne.

Helt dum er han vist alligevel ikke.

I aftes var Poden, som pt. bebor gæsteværelset, til L.O.C. releaseparty på Aalborg teater. Hun kom hjem efter Bob og jeg forlængst var gået i seng. Det er så ikke nødvendigvis sent, for jeg er hende, der tørner ind ved 22 tiden, når jeg skal op på job.

Nå men, jeg havde helt sikkert forventet en reaktion fra Bob på, at hun kørte sin bil ind i carporten, låste sig ind og gik i bad, men har det været en, har den ikke vækket mig.

Så meget for at have en ‘vagthund’.

Måske er han lidt sløvet af det smertestillende han får i øjeblikket eller også sover han bare tungt i sikker forvisning om, at jeg passer på ham… og ikke omvendt!

Han responderer rigtig godt på det smertestillende – som også er antiinflammatorisk – så jeg satser stærkt på at han efter weekenden er tilbage i top form.

Status på vægten: 10,5 kg. med halsbånd.

Lille og ret nuttet… måske kan man så ikke også være vagthund.

I weekenden legede han med Carlo. Og selvom det gik fredeligt for sig, er der måske er der alligevel sket noget, som vi ikke så.

Mandag havde han pludselig behov for at lægge sig ned adskillige gange under vores strandtur. Han løb i forvejen, lagde sig ned og ventede på mig. Uvant for ham og noget jeg undrede mig over.

Til morgen ville han ikke med ud at gå og kunne dårligt støtte på sit højre forben.

Der var kun en vej og det var omkring Dr. Dyr.

Stakkels lille Bob har ‘forstuvet’ fodroden på sin højre forpote og er nu på smertestillende og korte lufteture – fortrinsvis i haven – resten af ugen.

Bob fik sig en på opleveren i dag.

16-17-18 – jeg opgav at tælle – hunde i alle størrelser samlet til hundetræf ved søen i Den Jyske Skovhave.

Bob virkede en anelse benovet over det store opbud af artsfæller, men opførte sig super socialt og læste de andre som det hører sig til hos en hund, som er mentalt velfunderet.

I det hele taget var det en positiv oplevelse at se så mange hunde komme så godt ud af det med hinanden. Der var et par stykker som ikke gad de andre, de advarede og fik så lov at være i fred og der var ikke noget, der fik lov at udvikle sig.

Det er ikke sidste gang vi kører den tur.

ENDELIG er temperaturen stabil under 0 – jeg elsker frost og den klare luft, der følger med.

Min husfælle deler ikke min lidenskab for kulde.

Morgenlufteturene foregår i så opskruet et tempo, at jeg tvivler på, at hans lille krop når at falde mange grader – og så snart vi kommer hjem kaster han sig igen hen i sengevarmen.

Til morgen lå han langt inde under dynen (sin egen) og selv efter vækkeuret havde ringet to gange havde der ingen bevægelse været.

Det er også skide koldt, men så længe det er tørt synes jeg, at det er rigtig dejligt at komme ud.

Bob D? Not so much!

Meget tidligt til morgen tikkede en SMS ind fra firmaet til alle ansatte. Ballerup afdelingen var ramt af en overgravet varmeforsyning og alle medarbejdere blev bedt om at blive hjemme. Så vidt det var muligt. En af mine kolleger havde ikke set det og kunne melde om 15 grader på kontoret.

Vi andre overvejede om vi ikke burde gå hjem i solidaritet, men det blev desværre ved snakken.

I morgen bliver jeg til gengæld hjemme. I solidaritet. Eller bare fordi morgenritualerne er så besværlige med kun en arm, at jeg bare én morgen om ugen trænger til en pause fra dem og tager den på hjemmekontoret i nattøj.