-
Stakkels Bob
På vej hjem fra dyrlægen i Sulsted tænkte jeg, at det kunne være skønt at køre omkring hundeskoven i Hammerbakker og lufte hundene der.
Det viste sig, at der hver dag kl. 16 er en sammenrend af hunde fra Vodskov og da vi ankom blev vi mødt af 12-13 hunde og deres mennesker.
Både Bob og Irma er sociale væsener og vil rigtig gerne lege med andre hunde uanset størrelse og der var da heller ingen optræk til ballade, men de var alle – uden undtagelse – på nakken af Bob og en flok store hunde, der humper ham på én gang fra alle sider, så fik den bette Bob på et tidspunk nok og sagde fra.
Jeg har aldrig oplevet Bob blive vred for alvor – og har heller ikke lyst til det – så da han blev presset mere end han brød sig om, gik vi vores vej.
Bobben blev eftermiddagens helt store prygelknabe. Det var synd – de skulle have fundet nogen på deres egen størrelse at mobbe.
Irma synes det var overvældende det hele og holdt sig i nærheden af mig.
Det årlige sundhedstjek hos Mogens Dyrlæge var tilgengæld en god oplevelse. Både for hunde og ejer. Hundene får al opmærksomheden. Og godbidder. Ejeren ros for opdragelse (*host*) og foderstand.
Bob har været på kur og tabt det ønskede ene kg og er dermed tilbage på sin idealvægt på 10,7 kg.
Irma vejer præcis 1 kg. mere – 11,7 – og er i super flot form.
Begge meldes i tiptop stand, har fine sunde tænder og tandkød, ingen vejrtrækningsbesvær, sunde led og normal hjertelyd.
-
To og fire
I mandags blev Irma to år og i dag er det Bob’s tur til at fylde år.
Fire bliver han.
Hvor albevægelseforegåriløb når det gælder Irma, så er Bobben mere mageligt anlagt. Langt mere magelig anlagt.
Ofte må han hives ud fra sengevarmen når det er tid til luftetur. Hans yndlingsplads er i sofaen mellem mine ben, hvor han kan være i fred for Irma – her kan han ligge og koge og lader sig ikke forstyrre af hverken laptop eller strikketøj.
Det er to meget forskellige typer – både i krop og sind.
Bob har fin blød pels, er ret forsigtigt anlagt, men også den, der bevogter matriklen og gør opmærksom på uønskede hændelser. Efter sin egen opfattelse er han er ubetinget Kongen af Aalborgvej. Han er også ret udspekuleret. Hvis de får en ‘politistav’ hver, ligger han og lurer til Irma har blødgjort sit og så snart hun vender ryggen til napper han hendes. Irma lader sig ikke mærke med noget, men går bare i gang med hans i stedet.
Irma er muskuløs, grov i pelsen og en lille bulldozer, der ikke står tilbage for noget eller nogen – undtagen hvis det alligevel bliver lidt for farlig, så er hun hurtig til at søge hen til mig. Hun har en enorm springkraft som indimellem overrasker mig og kan løbe lige så hurtigt som den lille sheltie som vi af og til leger med i hundeskoven.
-
To døgn senere
To døgn har jeg ligget underdrejet med feber, hovedpine og en underlig mund, som føles ‘belagt’, men som ikke er det. Jeg var ret sikker på at kunne stå frisk op til morgen, men sådan skulle det ikke gå.
Det har været som en let influenza og et eller andet sted forventeligt.
Nu er jeg til gengæld feberfri og klar til at bevæge mig ud i verden – og skal vi så ikke sige, at jeg slipper uden bivirkninger, når jeg skal have stik nr. 2 i juli?
Gårdhaven har vist sig at være en glimrende legeplads, når det nu ikke har kunnet være anderledes. De franske løber heldigvis ikke på væggene fordi de ikke lige kommer i skoven i to dage. De har hinanden og keder sig ikke.
Det begynder at ebbe ud med Irmas løbetid. Det blev noget nemmere for hende da jeg fik grønt lys til at give hende en smule smertestillende, men jeg holder alligevel fast i, at det er sidste gang og at hun bliver steriliseret om en måneds tid.
-
Pakket ind i vat
Jeg måtte en tur til Dr. Dyr med Bob.
Han er på en eller anden måde kommet til skade med sit højre bagben og bøvlede med at lette ben, komme op og stå, lægge sig ned og havde i det hele taget en afvigende adfærd.
Der var ikke umiddelbart noget, der sprang i øjnene og vi skulle se tiden an.
Det kunne være en fibersprængning eller forstuvning – de leger jo indimellem noget vildt. Blandt andet dyrker de noget strand-parkour… eller dvs. det er mest Irma, der er vovehalsen.
Bob får nu noget smertestillende og skal holdes i ro – så meget ro som Irma tillader – og det ser ud til at gå bedre og mon ikke den gamle Bob er tilbage, når vi sidst på ugen skal til kontrol hos dyrlægen.
Jeg håber det.
-
Bob D
I dag er det 3 år siden vi hentede Bob D hos Miriam i Vejle og dermed 3 år siden, at jeg blev bulldog ejer.
Vi overvejede lidt at skifte navnet Bob D ud med Yoda da vi så det her billede. Den første tid var ikke uden udfordringer. Vi begyndte vores liv sammen med en mave-parasit i form af en giardia, som det tog mange uger at slippe af med.
Dernæst oplevede jeg en hvalp, som ikke ville ud. Jo, i haven, men han nægtede hårdnakket at gå ud af fordøren.
Først en gang i marts, hvor han var 4 måneder gammel, oplevede jeg, at han faktisk nød vores ture ud i verden.
På et tidspunkt var jeg bange for, at jeg aldrig ville få en hund, der ville nyde en tur i skoven og ved stranden, men i takt med at temperaturen steg gjorde lysten det også.
Han er stadig tyndpelset og går med frakke når det er rigtig koldt – og man kan altid finde ham under en dyne eller længst inde i ‘soveposen’.
Billedet øverst giver et meget godt billede af hvordan han er i dag.
Han går sine egne veje og altid forrest (mener vist selv, at han er chefen), og læg mærke til ørene… enten vil han sikre sig, at flokken følger med eller også lytter han faktisk når jeg kalder. Sandsynligheden for det første er nok størst.
Han er en rigtig god storebror for Irma. Hun har været noget af en mundfuld for ham, men alligevel stortrives de nu i hinandens selskab – selvom han vist stadig af og til synes hun er en pestilens og vil sove alt for tæt 🙂
-
Vi skal kun sove 9 gange mere
Julen er kommet og gået – og det samme er nytåret.Nytårsgæsten er kørt hjem og der falder igen ro og hverdag over huset.
For en kort stund.
Om bare ni dage er ventetiden nemlig forbi, vi henter vores lille Irma hjem og jeg holder ferie. Hun mangler lige at rejse det sidste øre og så er hun flyvefærdig.
Mon ikke det bliver en fest.
Det tror jeg.
De sidste dage med Jack i huset har i hvert fald været sjove og fyldt med hundeleg af den slags, hvor man som hundeejer kommer til kort.
Jeg håber mine egne to får samme fine forhold og at der stadig er plads til at Jack kan komme på weekend og deltage i legen.
Sammen med Irmas ankomst afvikler jeg resten af min ferie, så vi får den bedst mulige start med det lille nyt familiemedlem.
Vi skal kun sove 9 gange mere…
-
Dagen derpå for fede Bob
Sent i aftes – ca. 12 timer efter han var blevet lagt i narkose – var Bob på benene igen og vi listede en lille tur i kvarteret.
Lørdag morgen er han præcis som han plejer, kæk og fuld af spilopper. Der er kommet noget både ind og ud, og han er ikke det mindste generet af den lille syning, som er både tør og fin.
Han får selvfølgelig både smertestillende og antibiotika, men udover det tror jeg ikke det er noget vi kommer til at mærke noget til.
Den ‘alvorligste’ konsekvens af det dyrlægebesøg er, at Bob er sat ned i foder. Han har taget et halvt kilo på og på så lille en hund er det en vægtøgning som ikke bare er ligegyldig. Han bliver ikke fyldt med godbidder eller menneskemad, så det er udelukkende en reduktion af foderet der skal til. 25 g mindre om dagen fremover… sagde Dr. Dyr.
-
Så røg løgene
Bob blev i sommer kemisk kastreret. Det har haft den ønskede effekt og taget hanhunden ud af ham – uden at gøre ham tandløs.
Med Irmas ankomst til januar besluttede jeg at gøre det permanent og derfor har han i dag mistet sin manddom for alvor.
Hos min dyrlæge er man sammen med hunden indtil den sover før operationen og derfor ser Bob noget slået ud på det sidste billede 🙂
Operationen er forløbet helt efter bogen. Han er fortsat helt groggy og går som om han har en seriøs brandert på – håber ikke tømmermændene bagefter er lige så slemme.
Når han nu var i narkose bad jeg Dr. Dyr om at tage et røntgenbillede, så vi kunne se status på ryg, hofter og knæ. Han laver ofte sådan et sjovt lille chassétrin med højrebagben når han går/løber og det kunne være fordi han havde ondt.
Nu viser det sig, at det er rent krukkeri. Alt ser nemlig ud til at være super fint.
Du kan se røntgenbillederne i fuld størrelse ved at klikke på dem.
Nu venter jeg blot på, at patienten vågner op af sin rus 🙂
-
Tjek til det
Jeg husker med al tydelighed hvor lille og forfrossen Bob var da han landede i Hals i januar 18, og hvor svær han var at få med ud de første kolde måneder.
Jeg har derfor spekuleret lidt i, hvordan jeg får luftet Bob ordentligt og samtidig kan medbringe Irma uden at trætte hende og uden hun bliver alt for kold.
Jeg kunne selvfølgelig bare tage hende under armen, men det bliver sikkert også lidt træls i længden.Enden på det er blevet den, at jeg har investeret i en hundetaske foret med lammeuld, gode solide håndtag og en indbygget snor med karabinhage så hun ikke pludselig springer ud.
Indmaden kan tages ud og bruges som ‘rejsehundeseng’ og det hele kan maskinvaskes.
Der var mange mange typer at vælge mellem, men denne her er den eneste jeg kunne finde, som også virker som et varmt sted at være.
Det er så også det eneste, som det har været nødvendigt at investere i udover hvalpen.
Behøver jeg at sige, at vi glæder os?
-
Afkrudtning
Ingen kan vel være i tvivl om at de to her har det sjovt.
Det kan også være vild leg, så når jeg passer Jack passer det mig fint at hente ham og køre til Vesterhavet, hvor de kan løbe krudtet af sig.
Jack er ældst og det ses tydeligt.
Bob kan være ‘a pain in the arse’ og så bliver han sat på plads. Det er så fint og de finder selv ud af det. Når jeg ser de to sammen er jeg ikke længere så bange for at vælge en ‘lillebror’ til Bob.
Det er forresten i næste uge, at jeg forventer at modtage besked om scanningen og dermed få vished om hvorvidt der er en hvalp at glæde sig til.
Bob er den af de to, der kører højest og har svært ved at lade Jack være i fred. Så indimellem trækker jeg TIMEOUT kortet og så ryger de på hver sin side af børne gitret. Eller som nu, hvor Jack ligger snorkende i sofaen ved siden af mig – en helle han har, hvor Bob ikke kan komme op.
