I går blev den bette Bob D 7 måneder. Eller helt bette er han jo ikke mere. Sidst vi var omkring dyrlægen for mindre end en måned siden vejede han 9,2 kg.

Det går rigtig godt. Han er sød og sjov. For det meste. Han kan også være en pind i r**** ind imellem. Mest når han synes jeg er kedelig (= optaget af noget jeg skal koncentrere mig om) så finder han på alverdens ulykker for at fange min opmærksomhed. På et split senund kan alle mine sko ligge spredt ude i haven eller han har fundet en lækker pind som han har findelt inde i stuen.

Han sover godt og skal ikke længere ud og tisse midt på natten og der er heller ingen problemer med at være alene hjemme. Jeg holder ham fortsat under overvågning og kan se, at han sover det meste af tiden, når jeg er på job. Jeg kan fortsat komme hjem til en lille tissetår i brusekabinen, men jeg tænker, at det bare er et spørgsmål om tid og han får fuld kontrol over blæren – er det ikke, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre ved det… jeg er jo ikke hjemme til at forhindre det.

I næste uge starter vi unghunde træningen. Forhåbentlig får vi et lille brush-up på de ting vi lærte – eller rettere ikke lærte – på hvalpekurset. Vi trænger 🙂

Fem måneder efter at jeg blev hundeejer igen, har jeg ikke fortrudt et sekund. Heller ikke mit valg af størrelse eller race… faktisk leger jeg med tanken om, at han skal være storebror engang til næste år, hvis jeg er så heldig at Miriam skal have et kuld hvalpe i 2019.

Det er supernemt at fotografere Bob, når han ligger stille på en grusvej… men løbende imod mig er pænt udfordrende. Både for mig og for Fuji.

Der er ingen tid til komposition eller til lige at stille lidt på kameraet. Det er bare at holde knappen i bund og så håbe, at der kommer noget brugbart ud af det.

Mange mange af billederne ryger direkte i trash og så er der nogle få indimellem som er lige i øjet.

Jeg ved ikke, hvordan succesraten er for andre, men sådan er det altså hos mig.

Jeg har læst mig til at Fuji er meget lydhøre når det gælder ønsker fra deres købere og i dag har jeg opdateret huset til en firmware, som bla. skulle speede auto fokus op. Spændende om det er mærkbart.

Nabo 1 er kørt med sin campingvogn og nabo 2 med sin unge og sin hund, så weekenden har været fredelig.

Og varm.

Heldigvis har det luftet mere i dag og det har gjort de næsten 30 grader til at holde ud.

Vasketøjet blev nærmest tørt før det nåede snoren og det var heldigt, for jeg valgte at bruge søndagen på at vaske. Tøj, sengetøj, håndklæder, hundetæpper… alt der kan vaskes har været en tur gennem maskinen. Næsten.

Inden solen for alvor begyndte at varme havde jeg også støvsuget og vasket bilen inden i. Jeg fjernede så meget strandsand, at jeg vel nærmest må skulle betale mindre i vægtafgift.

Søndag sluttede med god mad på grillen og et havbad.

Mandag kan bare komme an!

Vores weekendgæst er sendt hjem, gulvene er støvsuget og vasket og nu tager vi en slapper resten af søndagen.

Som det sikkert kan fornemmes af billederne, har hundene har hygget sig. Det lykkedes dem faktisk også at slappe af sammen selvom det ikke var længe af gangen.

Til gengæld slappes der af nu. Bob er gået i koma på sofaen og jeg tænker, at han tidligst vågner igen på tirsdag (:

Heldigvis (hvis man må sige sådan) regner det en smule i dag, så jeg tænker den står på Netflix – og meget apropos på The Rain.

Mens de unge hygger sig med samba i Aalborg er jeg hundesitter.

Sidst Jack var her havde de to hunde pølet så meget, at Jack samme aften endte hos vagtdyrlægen med et vrid i ryggen.

Denne gang er der restriktion på legen og heldigvis har de nu været sammen så længe, at de også kan slappe af i hinandens selskab.

I går måtte jeg smide time out kortet flere gange, når den bette Bob blev for smart – det har kun været nødvendigt en gang i dag.

Maj har været helt vidunderlig og så langt vejrudsigten rækker, er der sol og sommerlige temperaturer at se. For min skyld må de gerne holde sig under de 25 grader, så trives jeg bedst.

Landmændene er begyndt at klage over mangel på vand og jeg kan også godt se, at græsplænen begynder at antage en lidt vissengrøn kulør.

Min nabo vander hele haven hver aften i timevis. Jeg nøjes med højbedene, som får en halv times tid med sprederen, når solen er væk. Græs og buske må klare sig selv. Og det er da også gået glimrende indtil nu.

Vi holder til i skyggen, Bob og jeg.

På terrassen eller i skoven mellem skyggefulde træer. Han får det hurtigt varmt og benytter ethvert ‘foto stop’ til at smide sig ned.

Sommeren kommer til at foregå, som den gjorde med Lillebror… lufteture tidlig morgen og aften, resten af tiden må han tusse omkring i haven, i hvertfald de dage, hvor vi ikke tager til stranden og kan tage en kølende dukkert.

Det bliver til en del billeder i øjeblikket – beklager, men jeg skal jo lære det nye kamera at kende.

Jeg er ret vild med det resultat, der kommer ud af mine forsøg.

Jeg fotograferer fortsat udelukkende i raw, men modsat billederne fra Canon kræver disse kun et minimum af efterbehandling. De er kontrastfyldte, farvetonen falder i min smag og selvom Bob her er i fuldbevægelse er de fleste super skarpe.

Det er præcis et halvt år siden Bob blev født. Jeg var lige ved at skrive ‘så verden for første gang’, men hundehvalpe er jo født blinde.

Det var i Pinsen sidste år – den 4. juni – jeg måtte sige farvel til Lillebror.

Denne pinse har været uden tårer og kun fyldt med smil og latter – mest over den lille klovn jeg nu deler tilværelsen med.

Billederne er skudt tidligt på aftenen, mens han stolt fremviste sin knoglesamling.

(man kan klikke på billederne og se dem i fuld størrelse)

Bob, Fuji og jeg var fuldstændig uforberedte på pludselig at stå få skridt fra Kronprinsen. Vi havde kun fået et glimt af ham på lang afstand inden han blev sendt ud på løbeturen og vi var så småt på vej hjemad. Vi sad i skyggen – på den forbudte side af en afspærring – og lige pludselig stod han der.

Med et sprit nyt kamera i hånden var det ikke så nemt og jeg hev det bare op til øjet og skød uden at nå at tjekke hverken det ene eller det andet, hvilket både kan ses på lys og skarphed. Pyt.

Det er åbenbart ikke så nemt tiltale en mand i løbetøj som De – Borgmesteren rodede lidt i det, men Frederik er heldigvis ikke den, der lader sig mærke med sådan en bagatel.

Han var et stort smil og løb i spidsen sammen med en ordentlig flok unger.

Bob tog den royale virak med ophøjet ro og lagde sig ned i skyggen og studerede de mange mennesker. Vi holdt os i udkanten af arrangementet, men alligevel nær nok til at give noget by socialisering. Og altså til at møde Frederik.

Jeg havde parkeret bilen ved firmaet og vi stak lige næsen ind og satte Bobben på pakkepostvægten. 8,7 kg MED halsbånd. Han er præcis et halvt år i dag og jeg synes, at det lyder af meget taget i betragtning, at dyrlægen vurderede en slut vægt på 10 kg.

Den tror jeg ikke kommer til at holde stik.

Skarpheden fejler ikke noget på mit nye fotogrej.

Jeg har først modtaget objektivet i dag – laaang historie – så jeg har endnu ikke haft tid til at udforsket de mange funktioner, men bare taget et par skud fra hoften.

Af Bob så klart 🙂