Det begynder at gå op for mig, at jeg som ejer af en fin gammel VW Polo automatisk er medlem af en eller anden slags hemmeligt broderskab… man hilser, når man mødes ude i trafikken!

De fleste er ganske diskrete og løfter blot hånden til hilsen. Men i dag var der et par ungersvende, der fik øje på mig på deres vej rundt i rundkørselen uden for Vodskov og inden de nåede ud, var vinduerne rullet ned og de hujede og vinkede. Måske fordi deres Polo var akkurat magen til min… også farven (-:

” Polo… da weiß man, was man hat”

Jamen altså… jeg har ikke tid til at blogge, jeg er ude og køre Polo ;-)

Det var en af de positive fredage. Meget positive endda.

Jeg er blevet bilejer, har fået positive tilkendegivelser på nogle drømme jeg har haft og sluttet dagen med hyggeligt samvær med kolleger på det lokale værtshus.

Min makker og jeg startede morgenen med at køre til Århus for at kigge på den her lille Polo, jeg har nævnt tidligere. Vist er den gammel, vist skal jeg vænne mig til at tænde lyset manuelt, låse og åbne dørene med nøgle og undvære servostyring. Men til gengæld har jeg fået mig et billigt køretøj, som starter uden problemer og kører fint, hvor jeg bare kan smide den rødhårede ind bag i uden behøve være ked af hundehår og våde hundepoter og sidst men ikke mindst… den er min!

Den ejes af et dødsbo og der skal derfor laves papirer med en advokat, før jeg forhåbentlig i næste uge kan hente mit nye køretøj – men så skal vi dæleme også ud og fræse Nordjylland tyndt. Eller noget

Kort efter vi kom retur fra Århus modtog jeg nogle beskeder, som gjorde mig overordentligt glad… men indtil videre holder jeg det for mig selv… ønsker/drømme skal man ikke sige højt ved I nok, så går de ikke i opfyldelse!

Dagen blev sluttet på det lokale værtshus “Frederiksberg”, hvor vi tog behørigt afsked med en kollega, der har valgt at stoppe sit arbejdsliv. Altid hyggeligt med lidt uformelt kollegialt samvær.

Nu er jeg så heller ikke til andet end at putte i seng… så godnat og god weekend!

Servicebutikken, det er Mette… øhhh… receptionen, det er Mette!
 

Der går vist en rum tid inden jeg husker, at præsentere mig rigtigt i telefonen. Heldigvis er der ingen telefonomstilling i receptionen, så det er blot kolleger der ringer og vi kan grine lidt af min glemsomhed.

Det er lange dage i denne uge. Jeg møder kl. 7 og lukker og slukker kl. 16. Ja altså… det er frivilligt med den tidlige mødetid. Reelt åbner vi først kl. 8, men det er mange ting, der kan laves inden kunderne træder ind af døren. Og desuden er jeg morgen menneske sååååå…

I næste uge er det min tur til at gå tidligt… eller når det passer mig. Her tager min kollega over og har lukkevagten.

Transporten er den helt store udfordring med de nye faste arbejdstider. Når huset fejrer medarbejderjubilæer (og det gør de ofte – i næste uge er der f.eks. 3)  er der åbent til 17.00 – og da det altid er “åbent hus” arrangementer skal receptionen være bemandet. Og med 1½ times efterfølgende transport med bus, kan I nok regne ud, hvornår jeg kan være hjemme. Tanken er næsten ikke til at overskue, når man kommer fra et job, hvor arbejdstid var noget jeg stort set selv planlagde.

Nå… det kan/må der findes en løsning på og derfor er jeg i færd med at købe mig en lille gammel bil. Måske. Nærmere bestemt en VW Polo af ældre årgang. Nysynet og i fin stand. Til en slik. Som kan fragte mig til og fra arbejde på 12-15 minutter.

Og det’ en tysker..!

Poden og jeg har taget forskud på glæderne. Vi har været ude og kigge bil… ja ja, jeg ved det godt… få nu lige nogle penge først!

Det skal nu ikke forhindre os i at kigge, ønske, prøve, køre, mærke, høre, snakke, røre, pille, skrue…

Turen gik forbi Toyota. Vi var nødt til at se deres lille IQ og for pokker den er sej, rap, gedigen, smart, veludstyret… den passer lige til Frøknerne Bech, den rødhårede og en Netto pose. Og skal den rødhårede og Netto posen ikke med, kan der, med lidt god vilje og hvis rejsen ikke er for lang, sidde to bagi også

Den var næsten købt.

- nu kan Patientforsikringen altså godt snart (…)