Flyet fra Amsterdam til Berlin var gået i stykker og det var usikkert om vi overhovedet kom videre. Hvem husker ikke Tom Hanks i filmen “The Terminal”, som strander i New Yorks lufthavn i 8 måneder? Kunne vi ende der?

Så galt gik det dog ikke. KLM fandt et tilsvarende fly i en hangar i Schiphol som de lynhurtigt gjorde klar og efter de havde sendt os lidt rundt til forskellige gates (og der er altså laaangt skal jeg hilse at sige) kom vi afsted med nogle timers forsinkelse.

Det betød også en noget senere ankomst i Berlin og det vi havde troet kunne være en god og lang første dag i byen blev så nærmest bare en rejsedag.

Hotellet var ren luksus, bare et stenkast fra Kurfürstendamm. Kæmpe og komfortabel seng, lækkert badeværelse med kar, som den unge frk. Bech benyttede sig af alle aftener. Morgenmaden var overdådig og jeg er sikker på, at alle ville kunne finde noget der faldt i smag.

Transporten rundt i Berlin foregår let med U-bahnen, som det er fornuftigt at sætte sig ind i brugen af ellers går man sig selv død. Det er en kæmpe by og det, der på kortet ser ud til at være henne om hjørnet, er i virkeligheden 3 kvarters gang. Vi købte en dagsbillet som tillod os at køre alt det vi ville inden for et døgn.

Det er forholdsvist nemt at finde rundt og komme fra A til B under jorden.

Tyskerne er umådeligt rare og hjælpsomme og så snart de fornemmer man famler med de tyske gloser slår de over i et letforståeligt engelsk. Vi oplevede det samme i Hamburg og derfor kan det undre mig, at de, når de kommer til Danmark, forventer at blive forstået på tysk?!?

Måske færdedes vi i de forkerte kvarterer, men jeg synes, at byen manglede de ‘typer’, som jeg elsker London for. Berlinerne/tyskerne er meget pæne og lidt farveløse.

Den eneste der skilte sig lidt ud var en mand, der 10 meter fra hotelindgangen satte sig og sked på gaden, samlede bukserne op og gik videre. Der gik altså lige lidt før jeg fik det billede ud af hovedet…

Seværdighederne gik vi ikke efter, men vi kom da forbi både Muren, Branderburger Tor, TV tårnet og fandt en del af de små stolpersteine, som ligger i fortovet som en tydelig markering af de mange mange jøder der blev deporteret og slået ihjel i Tyskland under krigen. De har brostensstørrelse og findes udenfor de huse, hvor der boede ofre for nazismen. Et menneske er først glemt, når deres navn er glemt – og at stå foran sådan et hus og se deres navn giver en oplevelse af, at de var virkelige mennesker og ikke bare en del af en anonym masse.

De fire messingsten herover fortæller, at her boede familien Aronsbach. De fortæller også alderen på de fire, da de blev hentet af nazisterne. Jeg tænker, at det var en far, en mor og deres to børn. Lige her, i en af lejlighederne, boede familien, indtil de en oktober dag i 1942 blev hentet og dræbt.

I Tyskland findes der omkring 70.000 af disse sten og det har spredt sig til resten af Europa.

Vejret var sommerligt og vi spiste udendørs alle tre aftener. Den sidste aften med ‘underholdning’ af en beruset yngre mand som havde set sig sur på en tjener. Han råbte og skreg, fægtede med armene og ville i clinch med alle på hele torvet hvor vi sad.

Jeg ved ikke om Tekel Lufthavnen oprindeligt lå i det tidligere Østtyskland, men med den ekspeditionstid de havde skulle man tro det. Vi stod i en kæmpe kø for at tjekke kufferter ind og bagefter i en endnu længere kø til sikkerhedskontrollen, hvor alt foregik i slowmotion. Flypersonalet var ud flere gange for at rykke for at få de sidste passagerer igennem, uden det betød noget som helst for tempoet. Da vi gik ombord næsten som de sidste smækkede dørene og så … Auf Wiedersehen.

Vi fik set det vi ville og købt så vores tomme kufferter blev fyldt.