Vedholdenhed er jo også en kvalitet

I dag lægges endnu et år til min anciennitet.

Jeg har en kollega – en mand med to børn – som er født samme år, som jeg blev ansat.

Det sætter lissom længden af min ansættelse i perspektiv.

Ikke meget Valentines her

14. februar – Valentines dag – gør ingen forskel i mit liv.

Jeg bliver ikke begavet med hverken blomster eller dyre gaver og det har jeg det sådan set ret fint med.

Ikke at der er noget galt med at blive bekræftet, det er da dejligt… meget dejligt. Man bør gøre det langt oftere overfor de menneske man holder af, men behøver det nødvendigvis at være den 14. februar?

Åh nej, sagde en af mine mandlige kollegaer da jeg mindede dem om det til morgen. De er alle, bortset fra en, i fast forhold og hvis deres partner forventer særlig opmærksomhed i dag, er de i hvert fald ikke for alvor med på ideen. Jeg tænker, at det må betyde, at mange af de blomster og gaver, der bliver rakt over disken i dag er købt under et vist pres.

Der er ikke noget, der ligner Valentines her.

Måske næste år… eller næste!

Eller noget (:

Jeg skal passe på mig selv

Status på skulderen efter en alt for travl dag foran pc’en er ikke skide god. Jeg har ondt og jeg er alvorligt bange for, at det er selvforskyldt.

Jeg tænker, at jeg er nødt til at tage en snak med min chef og bede ham om at finde en, der kan aflaste mig en smule. Alternativt kunne det ende i en sygemelding og det er der helt sikkert ingen, der vinder ved.

Efter en herlig tur ved stranden med ro til både hoved og krop, har jeg rullet mig sammen på sofaen med varmepuden hængende på skulderen… og så kører jeg mindre hårdt på i morgen uagtet at det ikke flytter en skid i bunken.

Så lærte jeg også noget af det!

Skørping tur/retur

Jeg har haft chauffør kasketten på og kørt Peter på job i skoven.

Med i bilen var også Lillebror for vejret lokkede med en tur omkring Store Økssø.

Solen tittede frem og kulden bed i kinderne.

Hvad der ikke var så heldigt var stiens beskaffenhed. Det var en skøjtebane – hele vejen rundt – og jeg skal blankt erkende, at jeg var lidt bange for at ryge på r*ven. Mest fordi jeg kun har en arm at tage fra med og et fald på min dårlige skulder kunne få temmelig alvorlige konsekvenser.

Det tog sin tid, men vi kom rundt.

Uden uheld.

En mærkedag

Min iPhone gjorde mig opmærksom på, at det i dag er to år siden vi mødte hinanden.

Det er da også noget!

Kald mig bare Mette Blomsterbech

Jeg har fundet min madniche: mormormad.

Det er faktisk noget af det, som jeg lykkes med i mit køkken.

Vi har længe snakket om citronfromage, som var en hyppig dessert i det Harboeske hjem. Jeg er selv ret begejstret for netop den dessert og tænkte, at det måtte da jeg kunne finde ud af.

Resultatet virker ret overbevisende selvom opskriften indeholdt både husblas og hvad har vi.

Det krævede desuden en pokkers masse skåle, men er alt besværet værd (jeg har smug smagt).

Opskriften jeg har brugt er fra Valdemarsro.

En kende for tidligt

Jeg kommer sjældent for sent.

Gør jeg, er det ydre omstændigheder, der har forhindret mig i at møde op til aftalt tid og så har jeg givet besked… om det så kun er 5 minutter det drejer sig om. Jeg hader selv at vente. Synes vel et eller andet sted, at det er mangel på respekt at komme dalrende, som det passer en.

Engang imellem sker det, at jeg kommer for tidligt.

I dag kom jeg en hel uge for tidligt.

Der skal være stort Retroloppemarked på Spritten.

Næste weekend.

Hvilket var den ret indlysende årsag til, at der var ganske mennesketomt derude i dag.

For pokker!

Lutter roser

Jeg var ikke forberedt på at blive sendt hjem i går efter besøget på Hamlet. Men det var enten ‘nu’ eller en udsættelse af blokaden til en dag, hvor jeg havde mulighed for at tage hjem efterfølgende.

Valget var nemt: NU.

Efter alt for lang tid med tiltagende smerter og stivhed i leddet skulle det ikke udsættes så meget som en time.

Som beordret tog jeg den helt med ro resten af dagen, og selvom om det nu er et døgn siden og lokalbedøvelsen forlængst bør være forduftet, har jeg det fortsat mærkbart bedre end for blot et par dage siden.

Jeg har ikke sovet igennem i nat – men dog langt bedre end længe. Morgenritualet forløb uden smerte… jeg har sågar kunnet løfte armen langt nok op til jeg rent faktisk har deo under begge arme i dag.

Dét er STORT.

Det er som om jeg er kommet i de rigtige hænder hos en mand, som har arbejdet specialiseret med ortopædkirurgi i mange år… empatisk, kompetent, nærværende og rigtig god til at forklare uden at bruge ‘lægesprog’  – er det umiddelbare indtryk.

Det bliver godt. Basta!

Man har en diagnose indtil man får en ny

Først var det Rotator Cuff syndrom, så Bursitis Subacromialis og i dag var diagnosen så frossen skulder.

De kan kalde hvad de vil, blot de gør noget ved det.

Jeg havde en tid hos Aleris-Hamlet i dag.

Her er så lækkert, at det virker helt forkert, at der futter læger og sygeplejersker rundt.

Tiden jeg havde blev overholdt til punkt og prikke. Jeg blev modtaget af en umådelig rar lidt ældre ortopædkirurg, som gav sig god tid til at lytte til min skulderhistorie. Jeg følte mig i de bedste hænder. Han scannede igen – begge skuldre – og til sidst fik jeg så den her blokade.

På en skala fra et til ti, hvor ondt tror I så det gør, at få stukket en kanyle direkte ind i skulderleddet?

Hundrede!

Mindst!

Lige nu er jeg næsten smertefri for sprøjten indeholder også et lokalbedøvende middel, som holder ca. 6 timer. Jeg blev sendt hjem og skal holde skulderen fuldstændig i ro til i morgen for at få optimal virkning af binyrebark hormonet.

Jeg har en tid igen til om 14 dage. Røntgen og nummer to blokade af tre.

Fik jeg sagt, at jeg er ovenud tilfreds med, at mit firma har valgt at sundhedsforsikre mig?