I fodboldkampen mellem Hals og Birkelse søndag blev der brugt ufine metoder.

Spilleren fra Birkelse spillede højst uregelmenteret og sneg sig bl.a. til at tisse på bolden. Hvorvidt det er den finte, der har forårsaget skaden på modstanderen vides ikke helt, men i hvert fald er det efterfølgende konstateret, at Hals spilleren har brækket en tå.

Nærmere bestemt er der tale om højre ‘pege tå’ og er dermed på skadeslisten i et par uger.

Og det var så den fodboldkarriere…

Min weekendgæst og jeg var oppe før solen stod op og selvom jeg har ladet mig fortælle, at Jack sagtens kan sove hele formiddagen væk, var han frisk på en tur til stranden.

Det har været en lidt urolig nat. Min seng er temmelig høj og jeg havde ikke forventet, at den lille lavstammede hund havde en chance for at komme derop. Jeg tog fejl, for jeg vågnede på et tidspunkt og da lå han rullet sammen i mine knæhaser.

Jeg lod ham ligge. Som jeg nævnte i går har han lidt flere privilegier end jeg ville tillade min egen hund at have.

Måske har det alligevel været for tidligt for ham for nu ligger han rullet sammen i sofahjørnet og koger.

Jack D har indtaget sofaen for ligesom børnebørn må det hele, når de er på besøg, har Jack nok også lidt flere privilegier end jeg ville tillade min egen hund at have.

Min erfaring med at passe hund er, at det er langt det bedste at overtage hunden på neutral grund. Kommer ‘far’ og aflevere kan man risikere at hunden sidder ude ved døren og venter under hele opholdet. Og det er ikke rart for nogen.

Jeg hentede derfor Jack i Birkelse og kørte en tur til Vesterhavet, inden vi kørte hjem.

Det blev en våd men frisk tur ved stranden. Men også lidt trættende og efter at have patruljeret haven, spillet lidt bold og spist, ligger han nu og koger i sofahjørnet.

  • Den første julegave er pakket ind
  • En fik et spark så hårdt, at ikke engang Google kan finde ham
  • Skråplan mangler kun de sidste få cm
  • Vandt en auktion på en ‘gurkburk’ til samlingen af svensk 50’er køkkentøj
  • Bæltestedet på Radio 24/7 er tilbage efter sommerpausen
  • Vinterproaktiv =  influenza vaccineret
  • Masseskyderi i Las Vegas – og midt i medfølelsen med de ramte, er også en lettelse over at min kollega ikke kunne deltage i den tur hans venner er på. De bor på nabohotellet og gemte sig da skyderiet begyndte.
  • Poden har fået bestilt pas… så er hun også klar til London (:

Og cirka sådan har mine kunder været i denne uge:

For meget kort tid siden – ikke mere end 10-12 dage – mødte jeg tilfældigt en mand. Online. Han fattede åbenbart interesse og skrev til mig. Den slags bliver man jo lidt smigret over, så jeg skrev tilbage.

Kommunikationen fra hans side eskalerede temmelig hurtigt og selv om jeg forsøgte, at holde paraderne oppe, blev det ikke forstået. Eller måske ville han ikke forstå.

Det endte ud i beskeder, som skræmte mig. Ikke at de var direkte truende… bare sådan… jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det … syge på en måde … omklamrende … intimiderende.

Jeg har selvfølgelig lukket al forbindelse og priser mig lykkelig for, at han ikke bor lige om hjørnet og at det kun er mit navn han har fået oplyst.

Ofte taler vi om at tiden stryger derudad og to måneder lyder måske ikke som lang tid… men når man venter på noget man glæder sig til, så snegler tiden sig af sted.

s  n  e  g  l  e  r

Tålmodighed har aldrig været min stærke side, men når det kommer til rejser og hundefødsler er det ligesom ude af mine hænder.

Nåmen jeg kan i det mindste sætte et midtvejs kryds i kalenderen i den sidste uge i oktober.

Tæven skal ultralysdsscannes omkring det tidspunkt og det vil jo så fortælle om der overhovedet er noget at vente på.

London turen, som falder sammen med hundefødslen, glæder jeg mig også helt vildt til og den ér på plads.

Der ligger efterhånden også en løs plan for, hvad vi skal se og opleve. Men mere end noget andet ser jeg frem til at skulle tilbringe 5 dage i den engelske hovedstad sammen med mit yndlingsmenneske.

På den korte bane glæder jeg mig til weekenden.

Jeg skal have en weekendgæst af den dejligste slags.

Vi skal trave ved Vesterhavet. Og ligge i arm 🙂

Jeg har godt kunne fornemme, at der er optøning på vej.

Ikke meget, men alligevel nok til at være mærkbart.

Tirsdag morgen kunne fysioterapeut Thomas bekræfte min anelse: kroppen er begyndt at gøre sit arbejde med cellefornyelse og ledkapslen i min skulder er lidt mere medgørlig. Lidt mindre stiv.

Han manede dog til besindighed og lod mig forstå, at det varer længe endnu før jeg kan slå vejrmøller.

Fremover arbejder vi med styrken i armen, skulderen og skulderbladet og prøver at lade kroppen gøre arbejdet med ledkapslen. Ikke flere manipulationer, men bare øvelser, der gør mig i stand til bedre at klare hverdagsting som hænge tøj op, vaske hår, klæde mig på osv.

Efter mere end et år med en ubrugelig skulder er jeg ret tilfreds med selv de mindste fremskridt.

Morgenens trafik sneglede sig afsted og hvor jeg normalt bruger 26 minutter på turen varede den til morgen knap 3 gange så længe. Allerede ved Stae (ja det er en by – en slags i det mindste) begyndte køen og den varede ved til Limfjordsstunnelen ca. 15 km længere fremme.

Heldigvis er jeg godt underholdt af Assad og Carl Mørk, så min tålmodighed led ikke den store overlast.

Der var ingen tegn på hvad der forårsagede køen … måske var der ryddet op da jeg endelig nåede frem eller også var det bare en af de morgener, hvor hele Vendsyssel havde besluttet at mase sig gennem tunnelen på én gang.


De planer jeg lagde for søndagen kom på ingen måde til at holde. I stedet for strik, kaffe og bog endte jeg med at gå i action-mode og drønede rundt med støvsuger, værktøjskasse, plastsække, gulvmoppe og hvad har vi.

Synes det var lidt flovt, at der visse steder ikke var sket en skid efter jeg i sommer fik malet det meste af huset.

Det er der så nu.

Gæsteværelset fremstår igen pænt, ryddeligt og klar til overnattende gæster, entreen har fået billeder på væggen, lys og planter og alt det overflødige er stoppet i sække og er klar til genbrugspladsen.

Det gjorde godt at få det overstået.

Billedet er lånt på nettet

Det er for alvor blevet efterår. Regnen siler ned og vejr-manden truer: den ene front afløser den anden med regn og blæst de næste mange dage.

Jeg tænker mit ‘skråplan‘ bliver færdig på det helt rette tidspunkt. Jeg er ikke nogen turbostrikker, men det vokser støt og roligt og der er ikke så langt igen før det kan varme halsen.

Der er ikke noget, der skal tælles … det er lutter retmasker, der løber af pindene så let som ingenting. Det betyder, at jeg samtidig kan nyde oplæsningen af Jussi Adler-Olsens ‘Selfies’.

Jeg er halvejs og sidder og klukker lidt over den del af historien, der omhandler den kedelige og uligevægtig socialrådgiver, der pludselig har fået nok af alle disse ”kontanthjælpssnyltere” og beslutter sig for at behandle sagerne på en lidt alternativ måde.

Selfies er både mørk, komisk, satirisk og pokkers god.

Og er vejret ikke til kaffe, strik og oplæsning? Det tror jeg nok.

God søndag.