Jeg var lige gået i gang med bogen “Kvinderne i Kabul” men en sød “nabo” stak næsen forbi med Noah Gordon´s “Helbrederen”. Jeg skulle baaaare lige kigge og fornemme, men historien har grebet mig allerede, så Kabul må vente… Tak Trine!

Visse ting kan fylde tankerne og holde mig vågen en hel nat og morgendagen med for den sags skyld.

 

Jeg er knust over tabet af vores venskab. Jeg har sagt undskyld og bedt om tilgivelse – men tolker tavsheden som en klar afvisning, og så må det være sådan. Jeg kan ikke gøre mere. Jeg er fuldt ud klar over, at det er mig, der har skidt i nælderne. Det er ikke sikkert, det kan tilgives. Jeg ved det ikke – og det er så heller ikke op til mig at afgøre!

 

Jeg havde håbet, at venskab gav plads at være et fjols og alligevel blive holdt af? Det gør det i hvert fald i min definition af begrebet ellers kan det vel være lige meget…

 

PS: Jeg ved du læser med herinde så… tillykke med fødselsdagen!

 

Der er lige tikket besked ind fra Kreta. Poden var vel ankommet, værelset var fint og hun var hundesulten 😉

Sådan – og god ferie – jeg er slet ikke misundelig!

… jeg hørte godt der skete noget oppe på badeværelset, men gik ikke lige op og tjekkede. Det skulle jeg ha’ gjort for jeg har lige fundet en lille skovspurv oppe i ventilatoren – levende endnu!

Jeg kunne selvfølgelig ikke finde en brugbar skruetrækker, så jeg flåede bare låget af for den skulle i hvert fald ikke sidde der og dø. Jeg fangede den i et håndklæde og den var helt parat til at flyve, da jeg slap den i haven. Nu kan jeg så også få støvsuget den ventilator – det har ventet alt for længe.

Og så må jeg hellere gå en tur med mine hunde – jeg trænger til at opleve noget helt jordnært og dagligdags. Jeg KAN ikke klare flere sindsoprivende ting i mit liv det næste stykke tid. Jeg ønsker mig en sommer uden én eneste ting, der gør mig ked af det eller syg, tak – så skal jeg ikke be’ om mere!

Jeg holder øje med dem… og om lidt går jeg ud og kigger om jeg ikke kan se, når de letter. Det er lidt forskelligt om det er afgangene eller ankomsterne, der passerer lige hen over hovedet på mig.

Så er poden sendt med sin far 8 dage til Kreta og jeg er overladt til mig selv i rollen som dyrepasser for to hunde, to marsvin og en guldfisk! “Onkel Jimse” har lovet at hjælpe mig med hundene, hvis jeg får behov for det – det er dejligt at have ham i baghånden.

Jeg har det okay med at det bliver de to der rejser og jeg er glad for, at se Nanna glæde sig trods det, at det ikke bliver den ferie, vi havde regnet med. Men jeg er sikker på, at hun nok skal få en dejlig tur alligevel og se lige en vejrudsigt jeg sender hende ned til – klik her

Der ikke styr på min medicinering endnu, så jeg havde slet ikke turdet rejse, selvom jeg godt kunne trænge til at komme langt langt væk herfra og tænke på noget andet. Jeg forsøger at gøre som der står i “manualen” og undgår de fødevarer, der påvirker INR-værdien og alligevel rutsjer den op og ned. Den skulle helst ligge stabilt mellem 2 og 3 og min ligger mellem 1,0 og 3,9…  det er ikke noget jeg mærker noget til, men er den for lav er risikoen for flere blodpropper større og er den for høj er det risikoen for blødninger, der er problemet.

Jeg håber, næste uge vil give mig lidt medvind både på den ene og på den anden måde – det trænger jeg til!

Nanna er lige kørt glad i skole til sidste skoledag før sommerferien – syngende; ferie, ferie, ferie 😉

Hun glæder sig til i morgen og har efterhånden fundet ud af, at hun ikke behøver være ked af det på mine vegne – hun skal nok få en god ferie med sin far, og det bliver sikkert også vores tur en dag.

Jeg glæder mig til gengæld ikke til i morgen. Jeg har ikke prøvet, at måtte undvære Nanna så længe og den sidste uges oplevelser, har i forvejen gjort mig noget hudløs, så jeg skal ærligt indrømme, at jeg frygter de kommende 8 dage. Jeg er glad for, at jeg skal på arbejde nogle timer fra tirsdag, så sker der i hvert fald lidt og jeg kan få adspredt tankerne.

Aftenen er brugt på denne film “This is England”

Det er længe siden jeg har set så god og barsk en film, og er man til den genre og engelske film kan den varmt anbefales.

Året er 1983. Den 12-årige enspænder Shaun har skoleferie og går og keder sig. Faren er død i Falklandskrigen, og i skolen vil ingen rigtig kendes ved ham. Men så møder han en gruppe skinheads, der tager ham under vingerne, først i maskottens rolle, siden som mere ligeværdigt medlem af outsider-gruppen. Undervejs falder lokkerne, for flokkens dresscode fordrer – ud over Dr. Martens-militærstøvler, opsmøgede cowboybukser og pilotjakker – glatte isser. Den rå, men hjertelige tone skifter leje undervejs, først på den følsomme måde, da en smuk punkerpige kaster mere end ét kærligt blik på den noget kortere Shaun, siden mere dystert, da den fremmedfjendske Combo lukkes ud af fængslet og begynder at rekruttere medlemmer til National Front.
 

Et muntert indslag på en ellers trist dag. Det er ikke hver dag vi har bussen kørende op foran nr. 173, hvordan han overhovedet er kommet ind i dette kringlede kvarter undrer mig, men nu holder den der…

Bussen var fyldt med en flok nyudklækkede studenter der skulle til fest. Åbenbart kendte to af de unge fyre nogen der skulle bo her i området, for de bankede på min dør og sagde de kom fra Sporløs 😉 – de ledte efter Annette og Peter Christensen… om jeg kendte dem? Det gjorde jeg ikke og så dinglede de videre på tur med Ruth.