For et år siden ville jeg ikke ha’ troet, at jeg ville komme dertil, hvor jeg ville kigge undrende på folk og bagefter tænke “Nå ja…”, når de spurgte til “mine blodpropper”. For et år siden gik der ikke én eneste dag uden de poppede op i mit baghoved, fyldte mig med angst og ødelagde min dag.

I dag skænker jeg dem kun en tanke, når andre minder mig om det. Det lyder måske ikke af noget – men for mig har det krævet et stort stykke mentalt arbejde, at nå dertil og derfor er jeg ekstra glad for, at det er lykkedes. Endelig.

Mennesker, begivenheder, ting som på tidspunkter, korte eller lange, fylder så enormt meget og som man tror, man ALDRIG glemmer… det gør man måske heller ikke… glemmer… men alligevel sker der en umærkelig forandring, så de bliver sjældnere og sjældnere gæster i tankerne. Heldigvis.

Jeg er helt mig selv, jeg er hel igen…og hele verden ligger åben!