Poden og jeg har brugt lørdagen med at se vinderen af Sundance-festivalen: “Percious”. En film der nu også er nomineret til flere Oscars bl.a. som Bedste film.

Precious udspiller sig i Harlem og er historien om Claireece “Precious” Jones. En 16-årig stærkt overvægtig afro-amerikansk pige med et liv, man uden at overdrive kan kategorisere som sølle. Hun er gravid for anden gang med sin far, hendes mor er en højtråbende og aggressiv kvinde, som mishandler hende fysisk og psykisk, og selv om Precious er nået til niende klasse med gode karakterer, kan hun i al hemmelighed hverken læse eller skrive.

Selvom Precious bliver presset og misbrugt fra alle sider evner hun at overleve. Bag sit uanfægtede ydre gemmer sig nemlig en både begavet og nysgerrig pige med en spirende fornemmelse for, at der eksisterer et alternativ for hende her i livet. Truet med udvisning bliver Precious tilbudt muligheden for at blive overflyttet til en alternativ skole, der fungerer ud fra devisen “Each One/Teach One”. Precious kender ikke betydningen af ordet “alternativ”, men hendes instinkter fortæller hende, at det er den chance, hun har ventet på.

Der var helt stille da filmen var slut og jeg tror nok, at vi alle sammen sad med samme følelse… at denne Precious var kravlet helt ind under huden. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige… et stærkt og barskt drama med en autentisk nerve og pragt-præstationer af Gabourey “Gabby” Sidibe i hovedrollen som Clareece “Precious” Jones og Mo’Nique i den uhyggeligt stærke præstation som hendes mor… de to er Oscar nomineret for henholdsvis bedste kvindelige hoved- og birolle. Meget velfortjent. 

Det er næppe en film, jeg nogensinde glemmer.

Life is hard. Life is short. Life is painful. Life is rich. Life is….Precious.