• Mavebobler

    Vel er der forår i luften

    Kirsebærgrenene er drevet indendøre

    Solen er ved at få magt og varmer mærkbart på næsen. Så meget faktisk, at halstørklæde og vanter blev båret i rygsækken da den rødhårede bevægede os ud på vores provianteringstur. Der er næsten ingen vind og jeg er sikker på, at kunne man finde sig en lun krog i solen, kunne man sagtens sidde derude med en kop kaffe.

    Om lidt når solen rammer min have, vil jeg gøre forsøget.

    Kæresten er på besøg og der var tidligt liv på teenageværelset til morgen. Ikke noget slendrian der – han sover ikke det halve af dagen væk… ligesom visse andre i den alder. Under morgenmaden bemærkede han vores morgenlook med skævt smil og et:

    inden man vælger en pige, skal man altid huske først kigge på hendes mor
     

    Hvad pokker han så end mente med det 😉

  • Et øjeblik...

    Påske i Paris og andre optimistiske håb

    Weekendmorgenlyset vælter ind af vinduet og her to år efter vores indflytning og en millionmilliard stearinlys senere, kan jeg se at mine mine lofter og vægge trænger alvorligt til en klat hvid maling.

    Jeg havde allerede reserveret de tre dage inden påske til ferie, fordi jeg troede den rødhårede skulle steriliseres… nu har jeg i stedet et optimistisk håb om, at jeg gider trække i arbejdstøjet.

    Hvis da ikke “nogen” finder på at invitere mig med et par dage til Paris eller i sommerhus eller… så kan malingen nemlig sagtens vente… siger hun og vinker vildt (og sikkert også vildt forgæves) med en vognstang 😉

    Foreløbig vil jeg dog nyde den smukke martsdag, hvor solen skinner fra en blå og skyfri himmel.

    God lørdag til dig.

  • Earcandy

    Et meget stort femtal…

    For nogle år siden lige før jul satte poden og jeg os til rette i en stuvende fuld Vor Frue Kirke. Og når jeg siger stuvende fuld, så mener jeg det. Vi sad i bogstaveligste forstand lårene af hinanden – men det gjorde ikke noget for hele kirkerummet summede af glad forventning.

    Da der er fyldt op og kirkedørene lukker sig bag de sidst ankomne, går døren op til et baglokale og Etta Cameron træder ud… og indtager rummet. Virkelig indtager og jeg kan huske jeg tænkte WOOOW. Hele kirkerummet dirrede, alles ansigter flækkede i et kæmpe smil og lysene blev tændt i øjnene. Og med god grund for det var en varm og nærmest religiøs oplevelse. Ikke nok med at hendes stemme og musikken rørte ved noget, så var hun som performer helt unik. Inden denne specielle julekoncert var ovre havde hun været rundt, kantet sig ind mellem kirkebænkene og haft øjen- og kropskontakt med hver enkelt… et håndtryk, et klap på hovedet, et strejf på kinden… hver eneste koncertgænger blev bemærket. Poden mere end én gang, men hun sad også og så yndig ud der på første række 🙂

    Igår døde hun og jeg glæder mig ekstra meget over, at jeg/vi nåede at få den oplevelse.

    Jeg er ikke religiøs… men den aften var jeg… hvis I forstår!

  • Et øjeblik...

    Dyrlægepriser

    Jeg har truet Arabella med, at dette bliver hendes sidste løbetid og jeg have en ide om, at hun skulle steriliseres allerede inden måneden var omme.

    Det ville passe storartet sammen med min påskeferie, men en samtale med sygeplejersken på dyreklinikken fortalte, at det optimale tidspunkt er ca. to måneder før en løbetid… nå, okay, jamen så må vi jo vente til sommer.

    Ved samme lejlighed forhørte jeg mig om prisen og måtte lige synke en ekstra gang… det koster 4.200 kr. Det synes jeg saftsuseme er dyrt og jeg har derfor brugt lidt tid på at google mig til priser rundt omkring. Det er ikke specielt nemt at finde nogen dyrlæger, der reklamere med priser overhovedet, men de få jeg kunne finde ligger i det leje… fra ca. 3.600 og helt op til 4.900… og jeg som havde regnet med 17-18-1900 kr. Jeg blev klogere. Jeg tror det er fordi, jeg sammenligner med, da vi fik vores gamle hanhund kastreret – men det er en helt anden operation, forstår jeg nu.

    Nå, jeg tygger lige lidt på det. Og måske kommer jeg til penge, når Patientforsikringen får fingeren ud og tilkender mig en erstatning på ½ million. Eller noget 😕

  • Et øjeblik...

    Den træge journal

    Da jeg ringede til Patientforsikringen i december 2009 blev jeg stillet i udsigt, at der ville falde en afgørelse i min sag i starten af det nye år… jeg har ventet tålmodigt… meget tålmodigt synes jeg selv! “Starten af året” er for længst gået i min verden og i dag ringede jeg derfor og forhørte mig på en status.
     
    Medarbejderen jeg talte med kunne godt se, at sagen havde ligget længe på juristernes bord og ville nu sætte en note på, at jeg havde rykket for en afgørelse. Det håber jeg så kan speede sagen lidt op – det ville altså være rart at kunne sætte et absolut punktum for den sag.

  • Et øjeblik...

    Dagens rose

    Den læge jeg har, viste sig igen at være guld værd… jeg kunne ikke få en tid før kl 13.50, men så snart hun hørte om min nat, tilbød hun at lægge tabletter til 2 dage i receptionen, som jeg kunne afhente og dermed starte behandlingen med det samme. Hun ved nemlig godt, at medicin skal være bestilt om formiddagen ellers kan det ikke nå at komme med til Vodskov samme dag fra Nørresundby Apotek.

    Jeg er hende, der er sprunget på jernhesten… lige nu!

  • Mette

    Sikke noget tis…

    Jeg havde lykkelig glemt, hvor modbydeligt en blærebetændelse føles… men i nat fik jeg ganske uønsket genopfrisket dén oplevelse 🙁

    “Den urolige mand” og jeg har stort set tilbragt hele natten i fast pendulfart mellem seng og badeværelse. Heldigt at jeg har ham til at holde mig ved selskab, når nu søvn bliver erstattet af ophold på toilettet og venten på, at lægehuset lukker telefonerne op kl. 8, så jeg kan komme i behandling.

    ØV ØV ØV

  • Mette

    Local Eye – 3. marts 2010

    Den 47 årige kvinde, der i aftes forsvandt iført nattøj, gummistøvler og dynejakke er her til morgen fundet sulten, forkommen og låst inde i et lokalt solcenter

    Nå, så galt gik det ikke, men næsten… døren til sol nr. 3 kunne f****** ikke låses op og så var gode råd dyre.

    Heldigvis befandt poden sig på den rigtige side af døren MED en mobiltelefon!

    (og der skulle ikke fnises i krogene)