Så kom vi dertil, hvor vi her i huset fandt det nødvedigt at linde lidt på radiatoren. Lørdagmorgen er en tro kopi af gårsdagens… regn og rusk men tilmed altså også kold. Poden mente oven i købet, at det måtte være tid til at finde vinterdynerne frem… og måske har hun ret.

Den rødhårede og jeg var kolde og drivsjaskvåde efter blot en lille tur derude og det bli’r vist ikke i dag, vi tager en time i skoven eller ved stranden. Heldigvis er hun af en race, som ikke kræver den helt store motion og hun løber ikke på væggene, hvis hun ikke bliver rørt en enkelt dag.

Efteråret er okay… man kan se en ende på det. Værre er det når ens liv løber ind i den slags efterår. Med regn, rusk og masser af modvind. Her er ikke helt så nemt at se foråret forude, hvis der overhovedet er et forår. Her er det ikke nok bare at lade tiden gå og vente.

Jeg befinder mig lige midt i mit livs værste efterår. Både privat og på jobfronten. Og selvom jeg prøver at finde det positive, prøver at smile, prøver at hanke op i mig selv og sige det går nok… så har jeg rigtig rigtig svært ved at se lyset!

Det er desværre ikke bare at finde vinterdynen frem, kravle ned under den og vente på foråret… sådan fungerer det ikke, men gid det var så enkelt!