• Sidste hånd

    Jeg har set strikkere kalde de ufærdige projekter i strikke kurven for UFOer. Jeg gætter på, at UF står for ufærdige, men hvad O’et dækker over ved jeg ikke. Objekter måske!?!

    Uanset har jeg en enkelt UFO i kurven og mens jeg venter på at GLS får leveret garnet til mit næste projekt kan jeg passende få den ud af verden.

    Det er en lille Ellens Cardigan i restegarn fra min Copenhagen Cardigan, som mangler et halvt ærme. Det får den inden weekenden er omme.

    Jeg afleverede en rigtig fin – synes jeg selv – gammel rosa Sunday Mohair Edition sweater til Poden i går.

    Den er strikket i to tråde mohair og vejer kun omkring 260 gram.

    Opskriften er fra PetitKnit og er, ligesom de fleste af hendes opskrifter, med enkle teknikker og meget nem at følge.

    Nyt for mig var halskanten, som er dobbelt og strikket ned. Der lå en meget fin instruktionsvideo sammen med opskriften, som gjorde metoden super nem. Det gør halskanten elastisk og giver en fin finish.

    Det næste projekt er en tilsvarende til mig selv – blot i en fin gråbrun farve, som klæder sølvræven bedre end gammelrosa.

    Garnet er på vej med GLS og forventes at lande lige efter weekenden. Det er rigelig tid til det halveærme og nogle knaphuller.

  • Foran kameraet

    Det er ikke så ofte jeg befinder mig foran kameraet, men i dag havde jeg selskab i hundeskoven af en, som gerne ville afprøve Fuji.

    Det blev til temmelig mange billeder. Af mig. Af Bob. Af os.

    Det er lidt skræmmende at komme så tæt på sig selv. Rynkerne, de tunge øjenlåg, den slappe hud på halsen… forfaldet bliver så uhyggelig tydeligt  i den høje opløsning.

    Om nogle få måneder bliver jeg 57 og trods alle Podens forsøg med cremer, der nærmest lover evig ungdom, så ville det vel være for mærkeligt, hvis alderen overhovedet ikke kunne ses.

    Der er bare det, at jeg ikke helt er klar til forfaldet endnu.

    Mistforstå mig ikke – jeg trives fint med min alder, jeg gad bare godt at det ikke var så tydeligt udenpå.

  • Nu med nymalede vinduer

    Bob har ikke lukket et øje i dag.

    Tidligt i morgen kørte et sjak polske malere ind i min indkørsel (bestilt af Husejer Ole). De har, helt frem til kl. 18, haft travlt med at slibe og male vinduerne udenfor.

    Jeg arbejdede på hjemmekontoret fra 7-15. De malede fra 8-18. Sikkert for ren brøkdel af hvad jeg tjener og bor sikkert hele sjakket i et lejet sommerhus eller i den elendige lejlighed, der ligger ved siden af kiosken. Det er ikke i orden, men det har jeg desværre ikke haft indflydelse på.

    De har arbejdet i alle vinduer og Bob har været fuldt beskæftiget med at holde øje med, at de ikke overtrådte tærsklen til hans revir. Han har taget det overraskende pænt og har ikke hverken gøet eller skabt sig… blot observeret.

    Jeg har mest af alt følt mig hjemløs. Når man ikke aner hvilket vindue, der dukker en maler op i, så er det problematisk både at benytte toilet og bad.

    Mon ikke vi sover godt begge to i nat. Jeg tror det.

  • Fra glæde til frustration

    Midt i glæden over og forventningen til en mulig familieforøgelse i starten af 2020 tog vi en rutchetur da vi til morgen fik oplyst at vores chef har fået nyt job og at afdelingen ved udgangen af måneden splittes op.

    Jeg bliver så træt.

    Nå, men jeg napper da bare den 7. chef på ca. samme antal år og håber ikke han også skal ind og kaste alt op i luften så vi efterfølgende for travlt med at samle stumperne.

  • Ventetiden er begyndt

    Vi fik plads på ventelisten og der er betalt depositum. Herefter er det så blot at krydse fingre for at ovenstående parring har båret frugt.

    Det bliver igen sådan en langvarig ventetid, hvor første etape handler om at vente på en 4 ugers scanning for at se om tæven overhovedet er drægtig…

    Er hun det, forventes der fødsel sådan henne omkring 17.-18.-19. november.

    Bob bliver 2 år den 21. november, så det bliver sådan cirka samme ankomst i Hals også – midt i januars kulde.

  • En forsigtig og håbefuld nyhed

    Jeg har i dag skrevet til Bob’s opdrætter i håb om at komme på venteliste til det kuld franske bulldogs, der (forhåbentlig) ventes om et par måneder.

    MEGET mere om det senere…

  • Lørdag blev til søndag

    Søndag lignede den september vi kender med blade, der begynder at klæde sig i efterårsfarver, æbler, der snart er plukkemodne og temperaturer, der kræver en lun trøje. Nætterne har været småkolde og jeg har igen fundet vinterdynen frem.

    Vi sov længe i dag Bob og jeg – hvilket her i huset betyder til kl. 8. Jeg er stadig mærket af den hovedpine, der ramte mig i onsdags og usædvanlig træt, så jeg har ikke fået lavet nogle af alle de ting, som jeg havde planlægt i weekenden. Det løber ingen steder.

    Vi kørte til stranden, men den stærke blæst var bestemt ikke behagelig at gå i, så vi valgte stien, der går på den anden side af klitterne. Der ligger nogle skønne sommerhuse langs den sti.

    Det er præcis et år siden mine forældre forlod deres hjem for at flytte på plejehjem. Et år siden vi stod for at skulle tømme det hus, hvor de havde boet i 20 år.

    Min far havde det rigtig skidt med at sige farvel til det hele og det kan jeg sagtens forstå. Han vidste også godt, at det ikke kunne være anderledes. Han kunne ikke længere tage vare på min mor. Eller på sig selv.

    Det har været et turbulent år på alle måder og selvom jeg fortsat har det svært med det, så er det også en lettelse, at det hele ligger bag mig.

  • September lørdag

    En af fordelene ved at være nået cirka til midten af september: man kan gå i mosen uden at være omsværmet af store mængder af irriterende fluer.

    Det benyttede vi os af i formiddag og tog hele turen rundt langs kanalvejen. Den er på lidt over 6 km og da vi nåede bilen var luften gået ud af His Bobness.

    En meget kort del af turen går langs Skovsgårdsvej, som går helt fra Hals til Hou og hvor genbrugspladsen ligger og det er det eneste tidspunkt Bob behøver være i snor.

    Man mærker ikke, at han er træt mens vi går – men når vi kommer hjem går luften helt ud af ham.

    Mens Bob hvilede benene gik jeg yderligere tre kvarter rundt i haven efter plæneklipperen. Og så var dagens skridt vist også klaret.

  • Fredag den 13.

    Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.

    Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.

    Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og  fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.

    Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.

    Kort både her og der.

    I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.

    Weekenden bliver af den stille slags.

    Måske.

  • Der rodes i maskinhuset

    Jeg fik for længe siden en besked om at mit tidligere tema ikke længere ville blive opdateret eller supporteret – og nærmest lige så længe har jeg med mellemrum ledt efter et nyt tema, der opfyldte mine krav til udseende og nem tilpasning.

    Jeg tror jeg har fundet det nu!

    Der er langt igen før jeg er tilfreds og alt er midlertidigt…