• 2032 bliver mit år – jeg ved det bare

    Det blev i hvert fald ikke 2019, som hvis det havde været en kropsdel ville have være Hitlers røvhul.

    Pardon my french… sammenligningen er hentet fra en artikel jeg læste i Politiken, men matcher meget godt min oplevelse af 2019.

    Bevares, dele af året var dejlig – resten NOT SO MUCH.

    Jeg gør mig ikke i nytårsfortsætter og tilbageblik, men skulle jeg sætte fingeren ned et par steder må det blive…

    Bedste oplevelse: rejsen til Berlin med min Pode. Skønne sommerdage med mit yndlingsmenneske.

    Årets sværeste: at håndtere mine forældres ophold på plejehjemmet og sige et sidste farvel til dem med kun knap en måneds mellemrum.

    Største udfordring: at fastholde glæden ved at gå på job. ‘De’ gør det sværere og sværere at finde meningen med de beslutninger, der træffes.

    Vigtigste erfaring gjort: at jeg stadig kunne strikke! YAY. Det startede i 2018 med lidt småprojekter, men i år er det for alvor eskaleret og jeg har nu en fin bunke sweatre og cardigans i skabet, som jeg har i brug hver eneste dag.

    Ønske for 2020: det tænker jeg lige over…

    Pas på jer selv derude i aften/nat og husk… gå aldrig tilbage til en fuser!

  • Årets nemmeste

    Fredag blev årets nemmeste arbejdsdag. En enkelt mail, to opgaver og en lille stribe annulleringer af fratrædelser. Jeg var selvfølgelig til rådighed, men der kom ikke mere, ingen bestillinger, mails eller opkald.

    Nemt.

    Og så i nattøj.

    I dag var straks værre. Det var med fremmøde på kontoret og fortsat ingen opgaver at tage fat på. Tiden er gået med at pille julepynten ned, aflevere flasker i kantinen og rydde op. Vi skal flytte i meget mindre lokaler i januar og der er rigtig mange af de ting vi har, som vi ikke får plads til. Vi har været oppe og kigge på lokaliteterne og jeg ved simpelthen ikke hvad de forestiller sig…

    Jeg holder ferie fra 10. januar og så går der næsten en måned før jeg er tilbage på kontoret. Spændende hvor og til hvad jeg skal møde ind.

    Det er først til næste år… om ikke så længe ønsker jeg min kollega godt nytår, stempler ud og så går jeg over på Østerbro, hvor jeg er inviteret på frokost.

  • Dagene derpå

    Skønne juledage i godt selskab, dejlige gaver og alt alt for meget mad.

    Sådan har det vel været for langt de fleste af os.

    Dagene mellem jul og nytår hedder Romjul på norsk. Dejlige dage, hvis man ellers holder fri.

    Det gør jeg ikke.

    I morgen er det hverdag igen og selvom arbejdsdagen kommer til at foregå hjemmefra i natbukser og med morgenhår, så er der opgaver, der skal laves.

    Jeg ville langt hellere have brugt den tidlige morgenstund ved stranden og med den ravlygte i hånden, som jeg fik i julegave.

    Det må blive i weekenden, hvor vandstanden iflg. DMI er meget lav ved Hals og vi derfor kan komme helt ud på de sydlige øer, som er meget lidt besøgte.

    Morgenhåret er i øvrigt permanent, indtil jeg får købt mig en ny hårtørrer.

    I januar købte jeg en ‘meget lidt’ brugt GHD hårtørrer af en frisør.

    Nu er den stået af og uden formel kvittering, har jeg desværre fraskrevet mig garantien. Selvom jeg fik den til halv pris, er det stadig ærgerligt.

     

  • Så blev det igen jul i den lille havneby på kanten af fjord og hav.

    Jeg logger ud, travlheden slipper sit tag og julefreden kommer snigende med sit budskab om næstekærlighed, fred, tilgivelse og håb.

    Sidder stille et øjeblik og er taknemmelig over i aften, at have en plads omkring et bord, hvor der er varme og rummelighed. Ikke alle har den mulighed. Nogen har ingen at holde jul hos og andre holder jul væk fra deres familier for at give syge, gamle, hjemløse, indsatte, familieløse en god jul.

    I år bliver mit livs første jul uden mine forældre. Jeg vil sende en varm tanke til dem og til de andre, der i aften mangler ved det veldækkede bord, omkring træet eller bare i livet.

    Rigtig glædelig jul til jer alle sammen – lige meget hvem du er, hvor du er, hvad du tror på og hvor du kommer fra – må din jul blive fyldt med konfekt, kys og kærlighed!

  • Så vender det

    Det var årets korteste dag i går. 11 timer og 11 minutter var dagen nået at blive kortere i Hals – det er altså en del.

    Midt i februar kan vi se frem til 3 timers mere lys og allerede i dag har vi, iflg. DMI, vundet et minut 🙂

    Søndag bragte mig til storbyen. Jeg frygtede det værste, men der var overraskende få mennesker til vi er så tæt på jul. Et par småting blev klaret og så kunne jeg sætte endnu et par krydser på listen over gøremål.

    I dag er jeg på job. I hvert fald nogle timer. Jeg har på fornemmelsen, at vi er meget få i huset. Det gav mig rigelig tid til at gå ud og få et kæmpe murerkram og en snak på p-pladsen, og til at liste afsted et kvarter og aflevere en lille julegave ved selv samme murers hoveddør. Vi er ikke ‘på gave’, men han har hjulpet Nanna og jeg med mange ting i løbet af året, så det er en tak for alt det.

    Slagter Stiller har pakket varer til mig, som skal hentes ved middagstid og så er jeg hende, der lister hjem til nogle dejlige fridage og skønne timer i godt selskab.

  • Jeg knokler min r** i laser

    December skulle have været så hyggelig og afslappet, men i stedet knokler jeg min r** i laser på jobbet og ender som en slatten klud i sofaen når arbejdsdagen er slut.

    Jeg burde hygge mig med at bage, strikke, se julefilm og forberede julefrokosten og i stedet sidder jeg her og ved endnu ikke om det bliver til en eneste julefridag.

    Udover det mit eget job kræver af mig, har jeg lovet min tid væk til en af de større opgaver, der skal afleveres på UNI.

    I morgen.

    Herefter er der vist kun 5 eller 6 afleveringer tilbage til ‘kandidaten’ og selvom det ikke er mit projekt, så har jeg været med fra starten og lavet layout og læst korrektur på stort set alle opgaver og har tænkt mig at følge ham til dørs. Mon det giver en kandidat i layout og korrektur? Det burde det.

    Den ferie jeg tager i januar, når Irma kommer til byen, bliver et kærkommet afbræk fra hverdagen. Også selvom jeg ved, at opgavestrømmen ikke stopper fordi jeg holder fri og derfor sikkert har hobet sig op til en uoverskuelig bunke, så glæder jeg mig alligevel. Helt vildt faktisk.

  • Mit fede hjerte smelter

    Det var grimt at køre til Vejle i dag – og grimt at køre hjem. Slud, regn og kraftig blæst, som vi kørte i fra start til slut.

    Men målet for den lange køretur var det hele værd.

    Vi var nemlig inviteret på hvalpebesøg og præcis kl. 13:30 kørte vi ind foran gården, hvor vi blev taget mod af Miriam og en glad gruppe bulldogs.

    Hvalpene var vågne, nysgerrige og klar til at undersøge os og verdenen.

    1435 g vejede den bette Irma i dag og med deller og ål i ‘strømperne’ ser hun ikke ud til at mangle det mindste.

    Hun er klar til at flytte til Hals den 10. januar – om 26 dage. Behøver jeg at sige at vi glæder os?

    Jeg blev grundigt undersøgt da jeg kom hjem og Bob dvælede længe ved duften af fremmed hund. Det bliver så spændende at se hvordan han tager imod hende og hvordan livet bliver med to hunde

  • Et år ældre

    Min syvoghalvtredsindstyvende fødselsdag startede med en udgave af Happy Birthday, der nemt kunne måle sig med Marilyn Monroes sang til J.F. Kennedy… blot for mandsstemme. Nemt!

    Den startede også med sol på en næsten klar himmel, men det fik en ende da jeg besluttede at vejret var så fint, at jeg ville tage tidligt hjem og gå en lang tur med Bob i skoven.

    Det var også morgenbrød med kolleger, hilsner på IG, Facebook, SMS og Linkedin. Dejlige gaver fra familien, fra Rikke og fra Nanna… incl. en Ikeapose fyldt med vasketøj fra sidstnævnte.

    Dagen endte på Il Ristorante Fellini i verdens bedste selskab.

    Af hjertet tak for det hele.

    Den er slut nu og det samme er jeg – træt og mæt og glad.

    Og så er der et helt år til næste gang!

    (den eneste gave, der ikke var så velkommen var den p-bøde, der ventede mig da jeg hentede bilen på den p-plads, hvor jeg altid holder. Jeg var ikke opmærksom på nye regler på pladsen – det kostede mig kr. 795 at holde i en forkert bås en fredag aften. Øv – det kunne de ikke være bekendt)

  • Man har en plan indtil man lægger en ny

    Jeg havde jo købt garn til en trøje, som jeg længe havde ønsket mig at strikke.

    Desværre viste garnet sig at være enormt svært at strikke med på pind 7. Der var overhovedet ingen flow i det og jeg sled med at få maskerne til at flytte sig på pindene. Da jeg havde strikket et halvt bærestykke gav jeg op og trævlede op.

    Jeg har brugt et par aftener på at finde frem til, at det fungerer bedre på en pind 4 og med kun én følgetråd, så nu bliver det i stedet en Copenhagen Cardigan.

    Jeg har strikket samme model tidligere – i merino og mohair – så denne her får et helt andet udtryk.

    Cardiganen er et lidt længere projekt og lige nu og her manglede jeg en varm hue. Den skulle have samme farve som min Sunday Mohair Sweater; ‘Gråbrun’.

    Samtidlig købte jeg garn til en sennepsfarvet. Også til mig selv.

    Det blev et WAW da jeg åbnede pakken. De to farver er tosset flotte virkeligheden, langt flottere end billedet viser – og nu må den gråbrune altså vente.

    Jeg skal helt sikkert strikke noget andet til mig selv i de to farver.

  • En hurtig opdate

    Irma er i dag blevet registreret i DKK og har fået stambogsnavnet

    Det er jo nærmest royalt.

    Hendes bror skal hedde Hans… I love it, som en vis Hr. Henriksen ville sige.

    Det er kennelens N kuld og derfor har de fået Noble foran deres navne.