Min næse er ikke ret stor… tværtimod faktisk. Og alligevel har den en vis evne til at rage for langt frem eller stikke ned i noget, hvor den intet har at gøre.

Oftest sådan i overført betydning, men indimellem også rent bogstaveligt. Det er ikke længe siden jeg bankede den så hårdt ind i “noget”, at jeg troede den var brækket og i dag fik den endnu en hård medfart. Denne gang af den rødhårede som nikkede mig en ordentlig skalle på vej ind i bilen.

For pokker det gjorde ondt.

Og som belønning for dén blodtud fik hun et lækkert kalveunderben.

Sådan er livet så fuld af paradokser.

Det har været en af de mandage, der har trukket tænder ud… på alle måder!

Skal vi ikke bare komme videre?

Måske med en af mine absolutte favoritter…

Google er en uudtømmelig kilde til ubrugelig information. Men sandelig også til det modsatte.

Poden skal meget snart i praktik i Irland. Alt for snart, hvis du spørger hendes mor. Vi har fået nogle få oplysninger om værtsfamilien: Fruens navn, adressen og oplysninger om arbejdstid og -opgaver.

Det er ikke meget at gå efter, så Google har måttet stå sin prøve. Jeg kunne grave frem at The Walshes er en storfamilie som driver et hestestutteri. Mor Barbara, far John og ikke mindre end 6 døtre; Sharon, Lisa, Tracy, Laura, Pamela og Nicola. Alle særdeles hesteinteresserede. Alderen står der desværre intet om, men mon ikke Poden kunne være heldig, at en enkelt eller to stadig er hjemmeboende.

Adressen er kun omtrentlig… ikke noget gadenavn eller nummer… blot betegnelsen “The Dales”. Jeg har ingen anelse om hvordan det fungerer derovre, men det er ikke en adresse Google Maps vil kendes ved. Det kunne ha’ været sjovt om Google bilen havde været forbi, så vi lige kunne tjekke stedet ud.

Hun rejser den sidste weekend i januar. Fra Aalborg til Dublin via Amsterdam. Pigerne fra Agri College rejser som en gruppe, men i Dublin skilles deres veje og de skal selv finde ud til deres værtsfamilier, som kan være spredt ud over hele Irland. Nanna skal bo 100-120 km syd for Dublin. Måske er hun heldig, at blive hentet i lufthavnen. Måske ikke. Og så finder hun også ud af det. Tænker jeg.

Og I må høre på mor’ens hylen i over tre uger… så er I advaret!

Jeg kan lige så godt sige det som det er… jeg forstår mig ikke på mænd. Jeg tænker, at det helt sikkert er ganske gensidigt. Og er der overhovedet noget nyt under solen dér. Næppe!

Jeg fik overstået en svær, men nødvendig samtale fredag aften. Nytteløst egentlig. Jeg ved ikke, hvad pokker det er, der gang på gang får mig til at tro på, at kvinder og mænd kan være venner.

Det er lidt kompliceret at forklare, når baggrunden er et helt privat anliggende… men i bund og grund tror jeg, at problemet er, at jeg er en kvinde og han er en mand – og der af den grund uvægerligt vil være et gran af følelser og/eller spændinger involveret. I teorien burde venner kunne glædes på hinandens vegne… men er der følelser i klemme, fungerer det ikke i praksis. Har jeg erfaret.

Jeg tænkte (i min naivitet), at det ville være en god ide at sætte ord på … så det der fnidder ikke får lov at være usagt… så vi ved hvor vi har hinanden.

Dét var det så heller ikke!

Jeg lærer det vist aldrig.

Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større… (citat Pia og Thomas Helmig)

Når en dør lukkes åbnes en anden. Men vi har ofte så travlt med
at ærgre os over den lukkede dør, at vi end ikke ænser den åbne.

Kald min bare iWoman (:

Jeg vil lige understrege det er min. Min (forstod du den Nanna?). Men argumentet for at købe den lige nu er faktisk, at Poden skal have den med, når hun sidst på måneden rejser til Irland. Det er i det mindste den udskyldning jeg har brugt overfor mig selv (somom jeg behøver en). Hun skal have så meget med i kufferten, at en almindelig bærbar vil være lidt i overkanten at slæbe med også… og iPaden tynger ikke alverden i håndbagagen!

Nåmen jeg dutter lidt og prøver mig frem… og så var det jeg tænkte om I, der allerede er i besiddelse af sådan en fætter, kan anbefale apps, jeg absolut ikke kan undvære..? eller links til sider med gode tips og ideer til at udnytte dens fulde potentiale?

Det er 6 år siden vi tog mod denne skønne bande… Lauritz, Mads, Agnes, Ingeborg og Maude… også kaldet matador kuldet.

Det var nervepirrende og spændende. Vores første kuld. Men det gik godt. Alle kom godt i vej og fik dejlige nye familier. Desværre skete der så meget senere hen, at vi mistede forbindelsen til de fleste. Men skønne det var de, og holdt os travlt beskæftiget i de 8 uger de boede hos os.

Jeg er ikke gået i stå eller holdt op med at tale… alle ordene kanaliseres blot andetsteds hen… og sådan må det være. Lige nu!

… jeg er her endnu!

Jeg er ikke blevet anholdt eller sendt ud i samfundstjeneste… jeg har blot tankerne optaget af andet (:

Bare så I ved det.

Først holdt politiet udenfor og nogle timer senere tikker nedenstående mail ind…

Dom..?

Samfundstjeneste..?

Tilsyn..?

Jeg ringede selvfølgelig fluks til det nummer, der var opgivet i mailen - og så snart hun hører min temmelig nordjyske accent vidste afsenderen (ansat på et advokat kontor) godt, at det ikke var den rigtige Mette Bech de havde fat i og bad mig glemme alt om det…

Fan’me mærkeligt!

Flere i blogverdenen er begyndt Projekt 365… altså ideen med at poste et nyt fotografi hver dag i et år.

Jeg har været i gang længe. Faktisk siden 3. juni og er dermed over halvvejs. Billederne kan alle ses under pinden 365. Det er billeder af det, der lige rørte sig den dag… taget med mobil, lommekamera eller 7D’eren… det er ikke vigtigt… det vigtige er, at de afspejler mine dage, mit år. Og du må gerne kigge med.

Er det allerede i morgen, jeg er nødt til at smide nattøjet? Det er det vist. Nu gik det ellers lige så godt. Kunne sagtens vænne mig til kun at beskæftige mig med lige nøjagtig det, jeg gider. Men det giver ikke penge på lønkontoen og mad på bordet… og faktisk er den tilfredsstillelse det giver, at have ydet noget for de penge man får, stærkt undervurderet. Ikke at jeg kender til det modsatte. Jeg har snart været på arbejdsmarkedet på fuld tid i 32 år… kun afbrudt af en barselsorlov i 94… så kontanthjælp og understøttelse er ikke noget, jeg kender en snus til. Men alli’veller…

Den sidste feriedag har været temmelig doven. Udover lige at få tanket og vasket sprayterpentinerne af Poloen, har jeg stort set intet lavet. Jo altså, Pelsdyret er selvfølgelig behørigt luftet sammen med kameraet. Faktisk blev det en dejlig tur, lige på et tidspunkt hvor solen kort skinnede over Nordjylland og bragte kig til blå himmel og smukke svaner på fjorden.

Feriedagene er ved at være opbrugte. De sidste få, der står på kontoen skal gemmes lidt. Går og roder med lidt planer om en reunion med en gammel ven i London. Måske en forlænget weekend, mens Poden er i praktik i Irland eller på studietur til Paris. Måske. Lad os se. Lige pludselig tager jeg af sted, hvis jeg kender mig selv ret. Også uden at have planlagt noget som helst.

Men først er der masser af arbejde der skal klares, familie der skal passes, venskaber der skal styrkes og kærlighed der skal dyrkes… og jeg har fundet ud af, at man kun får det ud af livet, som man er villig til at fylde i det…

Og det gør jeg så… og håber at 2012 bliver det år, hvor jeg ikke bliver tynget ned af bekymringer eller for meget jeg skal nå. Hvor roen i maven fylder alt ud. Hvor jeg bliver trukket på plads med en lille blød lyd. Tak. Så skal jeg ikke forlange mere.

Hvor kikset er det ikke lige, at have investeret i en hundedyr Amarone til nytårshovedretten og så ikke være i stand til at åbne den fordømte flaske? Jeg er ikke nogen slapsvans… men proppen lod sig pokkerme ikke rokke. Overhovedet.

Nå. Men så er det jo godt at skabet også indeholder nogle fine flasker “Cotes du Rhône”… og så drak vi da bare det dobbelte… for sådan lige at få prisen til at passe!!!

Dét skulle vi så måske ikke ha’ gjort..!

Og så startede 2012 forresten med sms panik. Når vi nu ikke kunne være sammen og dele kram og pandekys, så skulle Poden og Mændeneimitliv selvfølgelig ha’ en hilsen… lige der kl. 24. Men alle der har været der, ved hvor fårking umuligt netop dét er. Altså startede jeg året med at råbe RØV… tænker det ikke bliver sidste gang… eller noget!

…

Nytårsfortsætter? Ikke her! De holder ikke en meter alligevel. Altså bortset fra, at jeg vist nok kom til at love et helt særligt menneske, at jeg vil gøre mit allerbedste for at være den ven han fortjener. Jeg tænker, at det burde være til at overholde… netop fordi han selv er en af de sjældne. Og den slags løfter er vel heller ikke, at regne som et nytårsfortsæt… det er jo altid sådan noget med at tabe sig eller intentioner om at skulle motionere helt vildt.

Den rødhårede sov sig gennem aftenen. Hun er ikke den, der sådan hidser sig op over noget… og den smule fest og ballade var i hvert fald ikke nok til, at hun gad lette sig fra fatboyen.

GODT NYTÅR derude… jeg håber, du kom godt og sikkert ind i det!

Der er ikke mange timer tilbage af 2011. Årets sidste dag er startet eventyrlig smuk og… ikke mindst… isende kold.

Jeg har aldrig haft ret meget lyst til at spekulere og gøre status over det år, der er gået. Nøjes blot med at konstatere, at også 2011 startede smukt og nyt… og som året gik, blev der samlet både sorger og glæder i massevis. Som der jo gør. Og i år måske flere end nogensinde. Både af de gode og af de mindre gode.

2012 tegner knap så lyst fra starten. Synes jeg har en del at tumle med - men alligevel vælger jeg at tro på, at det bliver et fantastisk år for Poden og jeg… fyldt med varme rummelige mennesker, fede oplevelser og masser af LÅÅÅVE … især masser af LÅÅÅVE ♥

Fyr den af i aften… men pas på dig selv og de andre…

Og her gik jeg og troede, at de der militærfolk faktisk lavede et seriøst stykke arbejde… og så spiller de bare Matador… med levende brikker…