Vores weekendgæst er sendt hjem, gulvene er støvsuget og vasket og nu tager vi en slapper resten af søndagen.

Som det sikkert kan fornemmes af billederne, har hundene har hygget sig. Det lykkedes dem faktisk også at slappe af sammen selvom det ikke var længe af gangen.

Til gengæld slappes der af nu. Bob er gået i koma på sofaen og jeg tænker, at han tidligst vågner igen på tirsdag (:

Heldigvis (hvis man må sige sådan) regner det en smule i dag, så jeg tænker den står på Netflix – og meget apropos på The Rain.

Mens de unge hygger sig med samba i Aalborg er jeg hundesitter.

Sidst Jack var her havde de to hunde pølet så meget, at Jack samme aften endte hos vagtdyrlægen med et vrid i ryggen.

Denne gang er der restriktion på legen og heldigvis har de nu været sammen så længe, at de også kan slappe af i hinandens selskab.

I går måtte jeg smide time out kortet flere gange, når den bette Bob blev for smart – det har kun været nødvendigt en gang i dag.

Man kunne/burde vel have tænkt lidt ‘royalt’ og dedikeret Aalborg Karneval til Kronprinsen, som i dag bliver 50.

Hvor kunne det have været festligt med 100.000 prinser og prinsesser i Aalborgs gader.

Sådan var det ikke og i stedet var temaet “Til vands, til lands og i luften”

Poden og hendes gruppe er, som det ses, til vands. Masser af sømænd og en enkelt havfrue, som selvfølglig er min Pode. Hun svømmer ikke med strømmen 🙂

Jeg har en weekend gæst, så jeg var kun ganske kort i byen for at fotografere.

God fest Aalborg.

Maj har været helt vidunderlig og så langt vejrudsigten rækker, er der sol og sommerlige temperaturer at se. For min skyld må de gerne holde sig under de 25 grader, så trives jeg bedst.

Landmændene er begyndt at klage over mangel på vand og jeg kan også godt se, at græsplænen begynder at antage en lidt vissengrøn kulør.

Min nabo vander hele haven hver aften i timevis. Jeg nøjes med højbedene, som får en halv times tid med sprederen, når solen er væk. Græs og buske må klare sig selv. Og det er da også gået glimrende indtil nu.

Vi holder til i skyggen, Bob og jeg.

På terrassen eller i skoven mellem skyggefulde træer. Han får det hurtigt varmt og benytter ethvert ‘foto stop’ til at smide sig ned.

Sommeren kommer til at foregå, som den gjorde med Lillebror… lufteture tidlig morgen og aften, resten af tiden må han tusse omkring i haven, i hvertfald de dage, hvor vi ikke tager til stranden og kan tage en kølende dukkert.

Det bliver til en del billeder i øjeblikket – beklager, men jeg skal jo lære det nye kamera at kende.

Jeg er ret vild med det resultat, der kommer ud af mine forsøg.

Jeg fotograferer fortsat udelukkende i raw, men modsat billederne fra Canon kræver disse kun et minimum af efterbehandling. De er kontrastfyldte, farvetonen falder i min smag og selvom Bob her er i fuldbevægelse er de fleste super skarpe.

Det er præcis et halvt år siden Bob blev født. Jeg var lige ved at skrive ‘så verden for første gang’, men hundehvalpe er jo født blinde.

Det var i Pinsen sidste år – den 4. juni – jeg måtte sige farvel til Lillebror.

Denne pinse har været uden tårer og kun fyldt med smil og latter – mest over den lille klovn jeg nu deler tilværelsen med.

Billederne er skudt tidligt på aftenen, mens han stolt fremviste sin knoglesamling.

(man kan klikke på billederne og se dem i fuld størrelse)

Bob, Fuji og jeg var fuldstændig uforberedte på pludselig at stå få skridt fra Kronprinsen. Vi havde kun fået et glimt af ham på lang afstand inden han blev sendt ud på løbeturen og vi var så småt på vej hjemad. Vi sad i skyggen – på den forbudte side af en afspærring – og lige pludselig stod han der.

Med et sprit nyt kamera i hånden var det ikke så nemt og jeg hev det bare op til øjet og skød uden at nå at tjekke hverken det ene eller det andet, hvilket både kan ses på lys og skarphed. Pyt.

Det er åbenbart ikke så nemt tiltale en mand i løbetøj som De – Borgmesteren rodede lidt i det, men Frederik er heldigvis ikke den, der lader sig mærke med sådan en bagatel.

Han var et stort smil og løb i spidsen sammen med en ordentlig flok unger.

Bob tog den royale virak med ophøjet ro og lagde sig ned i skyggen og studerede de mange mennesker. Vi holdt os i udkanten af arrangementet, men alligevel nær nok til at give noget by socialisering. Og altså til at møde Frederik.

Jeg havde parkeret bilen ved firmaet og vi stak lige næsen ind og satte Bobben på pakkepostvægten. 8,7 kg MED halsbånd. Han er præcis et halvt år i dag og jeg synes, at det lyder af meget taget i betragtning, at dyrlægen vurderede en slut vægt på 10 kg.

Den tror jeg ikke kommer til at holde stik.

Mine gamle forældre måtte i dag lægge ansigt til mit nye kamera. Jeg øver mig og synes at billedet af min 88 årige far blev ret vellykket.

Det er præcis sådan han ser ud. De blå øjne ser ingenting længere og det bærer barberingen lidt præg af, men det passer mig fint, at det ikke er så velfriseret, men i stedet gengiver virkeligheden.

Billedet af min mor blev ikke nær så vellykket. Jeg kan se, at lyset fra vinduet giver genskin i hendes helt hvide hår, men det er er taget ved kaffebordet blot med det lys, der falder ind af vinduerne og så må det være sådan.

Det gør jeg bedre næste gang.

Indtil videre er jeg tosset godt tilfreds med Fuji

Skarpheden fejler ikke noget på mit nye fotogrej.

Jeg har først modtaget objektivet i dag – laaang historie – så jeg har endnu ikke haft tid til at udforsket de mange funktioner, men bare taget et par skud fra hoften.

Af Bob så klart 🙂