-
Her mangler en sigende overskrift…
Det er i det store hele lykkedes at ignorere tirsdagens sorte sky og weekenden har været fyldt med smil og godt selskab både på traveturene og over en flaske god rødvin.
Der er præcis en måned til juleaften… men jeg styrer mig og har ‘kun‘ tændt lys i kæderne udendørs.
Julekasserne står fortsat lukkede på deres plads, men jeg er alligevel begyndt forberedelserne til den kommende weekend, hvor det for alvor går løs. Der hænger rene persienner i nypudsede vinduer, som er klar til pynt og vi har i dag gået tur i Præstens Plantage og samlet kogler, mos og svampe til både adventskrans og juledekorationer.
Jeg har flettet stjerner, og dimset julegrafik til bloggen.
Jeg har sådan en lidt ambivalent følelse omkring dette års december, som er det første år, jeg er helt alene – og selvom jeg tænder stearinlys og hygger når jeg kun er mig, så er det altså hyggeligst, at have en at glædes sammen med. Heldigvis kommer Poden hjem i forbindelse med både decembers fødselsdage og i julen, men det er ikke helt det samme alligevel.
I morgen formiddag går turen til Aarhus. Jeg bruger et par timer af arbejdsdagen på at hente mit kamera. Jeg tænker, at alt går i stå i morgen og tirsdag, hvor alle har andet end ‘arbejde’, at tænke på. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke får noget særligt fra hånden og derfor lige så godt kan køre sydover.
-
Ups & downs på en fredag
Proceduren omkring tirsdagens prikkerunde var i dag at læse på vores intranet.
De berørte medarbejdere får på tirsdag mellem kl. 08:30 og 08.45 en mail, hvorefter deres ansættelse ophører.
Kl. 13 – senest – skal man forlade firmaet for sidste gang.
Får jeg sådan en mail, når klokken ikke at blive 09.00 før jeg er ude af vagten – jeg bliver ikke til en samtale. Den kan de kalde mig ind til på et senere tidspunkt. Passer det dem ikke, kan de jo fyre mig (:
Nå, spøg til side. Det er jo faktisk ikke ret sjovt.
Det kan virkelig mærkes nu. Vi taler stort set ikke om andet end ‘tirsdag’ og jeg skal ærligt indrømme, at jo nærmere vi kommer, jo større bliver knuden i maven.
Jeg kan ikke gøre hverken fra eller til…. jeg ved det godt… men uvisheden er næsten ikke til at klare!
…
På positiv siden, hvis man da kan kalde det det, så ringede Tony igen. Det var alligevel lykkedes ham at reparere USB stikket i mit kamera og jeg sparede derved kr. 1800 – det vil sige, at regningen ‘kun‘ løber op i 2½ gange så meget som jeg først regne med.Rigtig glad blev jeg da jeg som hjem og fandt en uventet pakke udenfor.
Den indeholdt det fineste signerede litografi af Poul Esting. Jeg havde beundret Poul Esting på Ingers blog og en dag meddelte hun mig, at hun havde et billede liggende jeg gerne måtte få. Jeg skulle bare selv hente det.
Nu er Kalvehave og Hals ikke ligefrem nabobyer og selvom jeg gerne ville, var det ikke lige om hjørnet, at jeg kom den vej forbi.
I dag dukkede det så i stedet op på mit dørtrin og det kunne ikke være kommet på en bedre dag for h*** k*** jeg trænger til noget at glædes over.
Og det gjorde jeg.
Tænk, at der findes mennesker derude i landet, som tænker på lille mig heroppe i de nordjyske.
Det gør mig varm inden i.
Af hjertet tak, Inger.
…
Gæstekokken i mit køkken har sagt ‘værsgo’ … hav en dejlig fredag. Jeg ved min bliver. Nu (:
-
Nåmen ØV
Tony fra Visual Service ringede i dag.
Jeg håbede, at det var for at sige mit kamera var klar til afhentning.
Det var det ikke.
Det var for at fortælle, at USB stikket er knækket (jeg vidste det faktisk godt) og nødvendigvis må repareres før han kan lave den bestilte autofokusjustering.
Det bliver f****** en dyr julegave, jeg får fra mig selv 🙁
UPDATE: USB stikket kunne ikke repareres, men skal skiftes. Reparationen bliver knap 5 gange så dyr som jeg havde regnet med. Må man godt sige FUCK?
-
Tålmodighed er en dyd… eller noget!
Jeg venter på, at mit kamera skal bliver klarmeldt fra Visual Service.
Jeg venter på nogle tegninger af hundene, jeg har bestilt.
Jeg venter på, at tirsdag skal bliver overstået.
Jeg haaader, at vente..!
-
Den er go’ nok…
-
Se Venedig og dø…
På sådan en mørk og kold november morgen kan det være svært at styre sin udlængsel. Særligt efter at ha’ taget turen til Hong Kong og Fiji gennem Martins fotografier, som er så smukke at man nærmest får åndenød.
Det er dog ikke ‘varmere’ himmelstrøg jeg drømmer mest om, for selvom de hvide sandstrande og det azur blå vand ser meget meget besnærende ud på billeder, så er jeg ikke god til for meget varme og kryb med øjne så store som tekopper.
…
Har du set den dejlige film “The Bucket list“, som følger to uhelbredeligt syge mænd (spillet af Jack Nicholson og Morgen Freeman) på deres tur med en ønskeliste af ting de gerne vil nå at prøve inden de “stiller træskoene”?
Der er forhåbentlig lang tid til, at jeg sætter mine træsko for sidste gang, men der for kan man vel godt drømme om oplevelser man nødvendigvis MÅ have før det er for sent.
Et af mine store ønsker er, at sejle op langs den norske kyst, ind og ud af de smukke fjorde og forhåbentligt se nordlys. Kunne turen kombineres med sejlads helt op omkring Nordpolen vil det være et ekstra plus.
At lære at danse argentinsk tango er også på listen… selvfølgelig helst i armene på en temperamentsfuld, mørklødet og passioneret skønhed… måske oven i købet i Argentina (:
Det er utroligt, hvad man formår, når man ikke kender sine begrænsninger.
Eller noget.
Måske bliver det bare ved drømmene – men dem er der heller ingen, der kan tage fra mig (:
-
Uniformen klæ’r mig da…
Det er godt at vide, at der er mennesker derude, der tænker på min eventuelle jobløse fremtid og kommer med konstruktive forslag til en kommende karriere.
Inger og Jens har fundet det perfekte, alternative job til mig… og jeg ser da bragende godt ud i uniform (:
-
Uvisheden er det værste…
Vi nærmer os med hastige skridt den 26. november, hvor 275 medarbejdere skal forlade firmaet.
Bliver det mig? Bliver det min gode kollega? Min chef? Eller måske ham jeg har kendt stort set hele livet?
Det er ikke godt at vide.
Og det er nok det værste.
Uvisheden.
På kontoret ved siden af sidder en, der kender listen. Jeg har forsøgt, om jeg kunne læse i hans ansigtsudtryk, hvorvidt jeg står der eller ej (ja ja, jeg har også forsøgt at fritte ham).
Uden held!
Jeg har hængt denne lille plakat op på min opslagstavle og det skal være mit mantra den næste uges tid…
– om jeg kan leve op til det ved jeg ikke.
Men jeg gør et forsøg.
-
Juleshopping
Søndagen skal bruges på lidt julegaveshopping… jeg siger ikke hvor eller til hvem… nogen hemmeligheder må man vel have lov at ha’ omkring juletid.
Jeg kan sige så meget, at det IKKE er hos Solsidens Dyrehandel… den har nemlig ikke søndagsåbent. Endnu. Jeg har ikke for vane at give dyrene julegaver, men siden jeg har fået en hund, der er tosset glad for legetøj, særligt tøjdyr, skulle jeg måske gøre en undtagelse i år.
Deres matte ønsker sig en af de her anordninger… en slags forlængelse af mormorarmene, der gør at de kan kaste en bold mere end 10 meter. F.eks. HyperDog Single Ball Launcher, Hyper Fling eller måske en Flying Pig (:
-
En af de go’e…
Som Peter Plys siger:
“Gode venner kan lave alting sammen – men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen.”
Og det er lige sådan det er!
Er der noget, der skal siges, gør vi det… ellers er nærværet nok.
Vi har været ude i alle de lyse timer. Snakket, leget med hundene og ellers blot travet stille arm i arm. Den slags gi’r røde kinder og sund naturlig træthed.
Hundene har kastet sig på gulvet og efter at have sendt (…) hjem med et kram og et pandekys, er jeg sunket dybt ned i sofaen efter en dejlig lørdag med smil og en smule solskin på.
