De mødte hinanden i Frederikshavn. Min mor var 17 og ansat på det lokale sagførerkontor Kammer/Nørgaard og min far 19 og mathelev på den lokale flådestation. Når man ser billedet herover kan jeg sagtens, at forstå hun er faldet for ham.

Min far kom fra meget trange kår i Nørresundby. Han var den ældste af 8 og jeg har en klar fornemmelse af, at han meldte sig til marinen i 1948 for at slippe væk hjemmefra i en ruf.

Min mor var den yngste af en temmelig stor børneflok – omtalt her – men voksede op under langt bedre forhold end min far.

De blev gift i november 1951.

Livet har været godt ved dem. Det er i hvert fald mit indtryk.

Den 20. april døde min mor og den 26. maj fulgte min far efter – henholdsvis 86 og 89 år gamle.

Der er noget smukt over at dø så tæt på hinanden tidsmæssigt. Det viser noget om en forbundethed i livet, som jeg tror er sjælden.

Min far bisættes i næste uge og vi håber samme dag at kunne nedsætte min mors urne på fællesgravstedet ved Hals Kirke, som det var hendes ønske.

I hjertet var min far først og fremmest mariner og hans aske skal spredes i havet – præcis som det sømmer sig for en sømand.

I nat sov min far stille ind – bare en måned efter vi bisatte vores mor og hans livsledsager gennem 67 år ♥

Jeg blev stoppet af en lettere overrislet ung fyr: Må jeg lige spørge om noget… er vi stadig i Aalborg?

Det kunne jeg svare bekræftende på – selvom det var svært at se i dag.

Mangfoldig, multietnisk, farvestrålende, kreativ og fuld… det er en gadefest med 80.000 – 100.000 deltagere og jeg forstår sagtens, at det er en dag man glæder sig til og forbereder sig på i månedsvis.

Poden og hendes kammerater var ikke helt i sync, så de stillede op med en fiskekutter og dertil fiskere i gule overalls, M&M’s piger, en politibetjent og en cheerleader, men hvad gør det når musikken spiller.

Det er ikke svært at finde motiver sådan en dag og det manglende mod til at fotografere på gaden jeg normalt har forsvinder som dug for solen.

Anders var ikke bekvem i cheerleader kostumet, men da jeg fortalte, at jeg havde mødt to mænd i ble og gummistøvler var cheerleader pludseligt ikke så slemt endda 🙂

Billederne er klikbare – hvis du vil se dem større.

I morgen er der karneval i Aalborg.

Byen er hyldet ind i musik, fest og farver.

Der forventes mellem 80.000 og 100.000 mennesker i optoget. Rasmus Paludan har meldt sin deltagelse. Forhåbentlig er der ingen som helst, der bemærker ham i mængden.

Det er mange mange år siden, at jeg har deltaget aktivt, men jeg tager gerne ind med mit kamera. Sådan bliver det også i morgen.

Poden og hendes kammerater starter fra Vejgaard bydelen og det passer med, at jeg kan parkere ved firmaet og nemt komme til og fra byen.

Senest kl. 13 har jeg en aftale nordpå. Vi skal passe Jack i den kommende uge, mens hans far skal på rejse sydpå med familien.

D er ikke længere Podens kæreste, men selvom den kærlighed ikke holdt, er både han og Jack fortsat en del af vores verden og det bliver der ikke ændret på.

Jack er til enhver tid velkommen i Hals, når der er brug for pasning.

Bob boblede i den lækre stuehundekurv da jeg skulle gå til morgen. Jeg overvejede kort, om jeg skulle prøve at lade ham gå i hele huset mens jeg var væk, men tog ham alligevel med ud af stuen og lukkede børnegitret.

Det var nok meget godt.

Da jeg kom hjem så det nemlig ud som om, at der var sprunget en bombe. En skumgummibombe. Den billige Biabed kopi fra Biltema var skilt af i atomer, som fyldte det meste af entreen.

Kan vi konkludere, at den HELLER IKKE faldt i Bobs smag!?!

Jeg er glad for, at jeg ikke tog chancen og lod ham gå i stuen også. Der er krøyerkugler i mine to pufs og jeg er sikker på, at der også er noget spændende i sofaen. Men dét har jeg ikke lyst til at se hvad er.

‘Baljen’ er fundet frem igen – den må han så leve med. Den kan han i hvert fald ikke ødelægge.

Møgkøter!

Min arbejdstitel er ‘Teknisk konsulent’ og det står temmelig meget i kontrast til, hvor lidt jeg går op i teknik. Heller ikke fototeknik har min interesse og for mig er det at ‘se’ de gode billeder og forhåbentligt formidle en stemning langt det vigtigste ved at fotografere.

Jeg er medlem at forskellige fotoforaer og her er det kun M – manuel mode, der dur. Det er ligefremt flovt at sige, at man benytter sig af automode.

Mit kamera står altid på A. Auto lukkertid. Auto Blænde. Auto ISO. Har jeg brug for det, kan jeg på Fuji lynhurtigt ændre den del jeg ønsker og lade kameraet ordne resten.

Nu er det ude…

Mit store fotografiske forebillede er Kevin Mullins. Fuji fotograf. Han kan om nogen formidle en stemning. Jeg ved ikke om du kender ham, men jeg er i den grad draget af hans evne til se og formidle.

I stedet for at bekymre sig om teknikken, skyder han ofte i ‘Auto’ mode og fanger de de fineste øjeblikke uanset om det er til bryllupper eller på gaden han fotograferer. Øjeblikke som han ville gå glip af, hvis han første skulle tænke i blænde, iso og lukkertid…

OG han siger det, uden at være det mindste flov.

Look and think before opening the shutter.
The heart and mind are the true lens of the camera.

Disen lå tungt over bakkerne da Bob og jeg til morgen gik gennem porten til Rebild National Park.

Vi havde forladt Hals i strålende sol, men længere inde i landet havde den endnu ikke fået bugt med morgendisen.

Vi satte Peter af ved jobbet i Skørping og i stedet for den planlagte tur omkring Store Øksø foreslog han, at vi gik en tur i Rebild Bakker.

Det er en af Danmarks store turistattraktioner med 400.000 besøgende hvert år – men denne søndag morgen var her kun Bob og jeg – og en masse får med lam, som bestemt ikke brød sig om vores tilstedeværelse. Vi listede omkring dem og resten af turen mødte vi kun et par små flokke.

De lyngklædte bakker udgør et eventyragtigt landskab og man føler sig hensat til en anden verden. Særligt på en morgen, hvor vi kan gå her mutters alene.

iGo blev afleveret til morgen til service og hjulskifte. Som aftalt stod en mand klar til at køre mig på arbejde og hente mig igen, når bilen var færdig.

Ved middagstid blev jeg ringet op. Der var gået et hjulleje og iGo ville ikke komme ud og køre i dag.

Offentlig transport fra Aalborg til Hals er en temmelig træls affære og det kunne Toyota Henrik godt forstå… han ville lige vende tilbage.

En time senere ringede han. Der stod en låne bil klar og der var en chauffør på vej efter mig.

Det var samme mand, som havde kørt mig på job og vi havde snakket Toyota C-HR, som er den bil jeg drømmer lidt om. Det havde han ikke glemt, så selvfølgelig blev jeg hentet i sådan en model.

Defekten er omfattet af min serviceaftale og indtil iGo er klar til afhentning, kan jeg pynte mig med lånte fjer.

Det var helt tydeligt, at de har rygende travlt og alligevel yder de, som altid, en helt fantastisk service.

Jeg er hverken betalt eller sponsoreret for at rose Toyota i Nørresundby – jeg gør det, fordi de fortjener det!

PS: men ville de sponsorere mig, ønsker jeg mig sådan en C-HR Hybrid

– når folk skriver selvskab – det hedder selskab for h******

– af de nye sprogtendenser, hvor man synes man skal bruge holte eller afholte i stedet for holdt og afholdt.

Man ser det oftere og oftere, men bøjningen findes ikke:

Så stop det dog.

Klokken 7:30 kørte en fuld lastet VW UP ‘Move’ ud af min indkørsel. Lastet med alle de ejendele Poden har brugt mens hun har boet her og ca. kl. 14 fik jeg meldingen om, at alt andet også var flyttet og båret op på 3. sal.

Det bliver en rigtig fin lejlighed og jeg glæder mig til at se, hvordan hun får sig indrettet. Sjovt og farvestrålende forventer jeg.

Efter en kop kaffe og noget morgenmad tog jeg arbejdstøjet på. Jeg har pottet om, slået græs, klippet kanter, gravet lidt i forhaven, støvsuget, vasket gulv, gjort badeværelset rent, ordnet nye badeforhæng og vasket tre maskiner tøj som senere blev pillet ned af tørresnoren og lagt sammen… inden jeg kl. 16 synes, at nu kunne det være nok for en dag.

I morgen skal jeg besøge min far, aflevere en masse affald på genbrugspladsen, hente sommerdæk i skuret, køre P på job i Skørping og lufte Bob i den Jyske Skovhave, hvor jeg håber, at der er nogen at lege med.

Det var så vist også en weekend, der var godt brugt…