1. april og min første mandagsfridag blev en isende kold en af slagsen. Det var is på bilruden og knas i græsset da Bob og jeg gik morgentur.

DMI varslede MEGET lav vandstand sidst på formiddagen og nogle timer frem og sammen med det smukke og stille vejr blev jeg lokket i gummistøvlerne og ud på Nordmandshage.

Min husfælle har også fri, men havde aftaler inde i Aalborg, så vi gik alene, Bob og jeg.

Helt ude ved sejlrenden blev vi overfløjet at en meget stor rovfugl og hjemme igen kunne jeg google mig til, at der er set rekordstore forekomster af havørne ved Hals og Egense nær Limfjordens munding.

Jeg kunne også læse at den max kan tage et bytte på mellem 3 og 6 kg så Bob var ikke i umiddelbar fare 😉

Sommertiden bragte bestemt ikke sommertemperature med sig. Tværtimod var der bidende koldt til morgen da Bob og jeg bevægede os ud på vores morgentur.

Tæppet med de tyske vendinger vokser stødt og det er lunt og rart at sidde med på en lidt kølig morgen. Mini Alpakkaen, som det er strikket i, er tosset lækker og jeg regner med, at der er garn tilbage så jeg kan strikke mig en Oslohue i resterne.

Jeg mangler kun 4 striber, så er det færdigt. Jeg drømmer lidt om at lave en majsgul icord hele vejen rundt om, men er noget i tvivl om jeg kan samle maskerne op så det er pænt på begge sider.

Skal jeg samle masker op på selve tæppet? Eller er det bedre at strikke dem op med det gule?

Nannas far og halvsøster kom forbi i dag til fælles strandtur.

Min ex-mand har en et år gammel bordeaux, Carlo. Der er ikke ondt skabt i det store dyr, men han have svært ved at styre sin begejstring og sin store krop og det blev på et tidspunkt lige lovlig overvældende for den bette Bob.

Han gemte sig bag vores ben og det var på tide at stoppe turen.

Bordeauxen ér en skøn race, men jeg var alligevel glad for, at det var Bob jeg skulle have med hjem og ikke det store skrummel.

Efter et bad er det tid til at tage en morfar.

På sofaen og i hundesengen.

Tilbage i november skiftede jeg foder på Bob.

Et år gammel var det tiden at skifte ham over på voksenfoder. Siden vi hentede ham hos opdrætter havde han fået RCs Franske Bulldog foder. Helt sikkert et glimrende foder, men desværre kørte hans fordøjelse op og ned som en yoyo og derfor synes jeg ikke, at det var den type foder, han skulle fortsætte på.

Hos dyrlægen fik jeg en prøve på et fiskebaseret foder og kunne hurtigt se på ædelysten, at det var den vej vi skulle.

Valget faldt på Orijens Six Fish. Et canadisk foder, som udover at være fiskebaseret heller ikke indeholder hverken kornprodukter eller tilsætningsstoffer.

Det lugter ikke skide godt, men han stortrives på det. Ædelysten er stor, maven er stabil (og uden væsentlige gasudslip) og så fælder han stort set ikke længere.

Fodret hører til i den dyre ende, men jeg har regnet ud, at de 150 gram foder han skal have om dagen koster sølle kr. 9,30.

Det synes jeg er er en fair pris for et foder, som han trives på og som er super godt for ham.

Lige som så meget andet er valget hundefoder nærmest en religion. Nogen sværger til det ene, andre til noget andet. Nogen mener barf er vejen frem, mens andre synes at supermarkeds billigste tørfoder eller rester fra middagsmaden er fint nok til deres hund.

Mine hunde skal have det bedste og særligt i perioden, hvor de vokser kan det ikke blive ‘godt nok’. Bob får en enkelt køb bid eller lidt ris i ny og næ, når der er noget tilbage på min tallerken ellers må han desværre se resterne ryge i skraldespanden og nøjes med den mad, der er indkøbt specielt til ham.

Jeg ville indimellem ønske, at nogen styrede mit fødeindtag efter samme stramme principper  – vejet op og udelukkende noget, der var godt for min krop!

(ikke sponsoreret indlæg)

For en stund er vi to og en kanin og en hund.

Sidstnævnte kan nærmest ikke være i sin lille krop af bar begejstring over, at gæsteværelset er beboet og da kaninen i dag kom ned i øjenhøjde kulminerede begejstringen i en grad, så naboen blev tilkaldt af postyret og hængte henover hegnet og kiggede med.

Vejret var lunt og godt, og Bobs bur meget velegnet som græsningsbur. Kaninen er vant til hund og selvom om Bob gjorde sig til uden for buret lod den sig ikke forstyrre det mindste.

Jeg har nu læst (hørt) alle seks bøger om om Sebastian Bergman og rejseholdet, skrevet af Hjorth og Rosenfeldt.

Jeg må sige, at jeg har været rasende godt underholdt. Alle seks romaner er bygget omkring et spændende og intenst plot. Personerne er gennemgående og er både komplekse og uperfekte. Realistiske…? – måske ikke, men jeg synes alligevel, at forfatterne mestrer nogle gode personbeskrivelser.

Bog nr. 6 endte med en cliffhanger, så der MÅ komme en syvende 🙂


Jeg har kastet mig over en krimidebut. Vinterland hedder den.

Forlaget skriver:

“Vinterland” er krimidebuten fra de to kendte journalister, Janni Pedersen og Kim Faber, og er en gribende fortælling om ensomhed, terror og nynazisme i et iskoldt Danmark.

Martin Juncker er politikommissær i København, da han bliver tvunget til byen Sandsted, hvor han sammen med to urutinerede politifolk skal løse problemerne omkring et asylcenter. Imens må han på den personlige front bearbejde sit dårlige forhold til sin demente far. Under sit ophold rammes et københavnsk julemarked af et bombeattentat, som hans forhenværende kollega, Signe Kristiansen, skal efterforske. En efterforskning, som udvikler sig med voldsomme fund. Da Martin får til opgave at opklare et brutalt drab med forbindelser til et nynazistisk miljø, opstår pludseligt en skræmmende sammenhæng mellem forbrydelserne.

Janni Pedersen og Kim Faber har med ”Vinterland” skrevet en fængslende krimi, som binder Danmarks sociale og kriminelle problemstillinger sammen i et nervepirrende plot.  

Jeg har lært, at hvis jeg ikke har noget pænt at sige, så skal jeg holde min mund. Altså med mindre jeg direkte bliver spurgt om at give min mening til kende.

Kristina fra Live fra Lolland, har skrevet en glimrende og humoristisk guide til hvordan du bliver mindre nederen på nettet – læs den her – hvis du er en af dem, der ikke kan holde dine selvretfærdige stikpiller for dig selv. Du må også godt læse den, hvis ikke du er 🙂

Hun slutter med en lille og meget enkel guide (som jeg har fået lov at låne) til, hvornår det er ok at give ‘konstruktiv kritik’:

PS: det er en helt generel betragtning af opførslen på nettet og en tendens jeg ser rundt omkring på IG profiler, Facebook, blogs, medier jeg besøger. Ikke noget jeg er specielt plaget af – bare for at slå det fast.

Bobs tålmodighed kan ligge på et meget lille sted. Særligt når der er beboere i gæsteværelset og det bliver op af formiddagen før der er liv deroppe.

Udover ventetiden har han hygget sig, ligget på skødet og fået opmærksom ud over det sædvanlige – jeg tænker, at han sover indtil næste weekend 🙂

Jeg har weekend allerede nu. Planer er til for at ændres og min første mandagsfridag blev, efter en hastig beslutning, til en fredagsfridag.

Det er fint nok – jeg har fortsat fri alle aprilmåneds mandage og nogen gange sker der bare ting, som vender op og ned på alting.

Det betød også, at fredag kunne starte med en lang tur i skoven og smukt var det med solen der skinnede genem tågen, morgenfriske fugle og dug i spindelsvæv.

Jeg forbereder mig på at være i godt selskab de næste dage. Gæsteværelset er gjort klar og jeg tænker, at der også er nødt til at skal fyldes noget ekstra i køleskabet.

God weekend til jer.

Indimellem dukker der billeder op på Facebook i gruppen Kibbutz Mishmar Hasharon fra den tid, hvor jeg boede på stedet.

Jeg har overhovedet ingen erindring om anledningen til, at vi sidder ved små pænt dækkede borde – til gengæld så er de fleste af ansigterne velkendte og gemt på en helt særlig plads i hjertet.

Selv er jeg hende, der lige stikker hovedet frem over skulderen på fyren i den stribede t-shirt. Han hedder John og boede i nabolejligheden sammen med min engelske kæreste Stephen. Ved siden af ham sidder Penny White, en engelsk pige, som boede i kibbutzen i årevis.

På forreste bænk med ryggen til sidder Lee fra New Zealand, en af de piger jeg delte værelse med, og ved siden af hende Stevan Levy, en unge jødisk amerikaner, som et år efter jeg var kommet hjem kom og boede hos mig i en uges tid.

For en del år siden genoptog jeg kontakten til min kibbutz kæreste og vi mødtes igen i London i 2012. Vi har brevvekslet i mange år indtil julen 2017, hvor kontakten (fra hans side) pludselig ophørte. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg har en teori om, at jeg har sagt noget som han ikke brød sig om.

Story of my life 🙂

Nå, men det skal ikke ødelægge glæden ved disse sporadiske tilbageblik, der dukker op sammen med, at der bliver lagt nye billeder i kibbutzens facebook gruppe.