Sammen med trehundredenogenoghalvfems af mine kolleger deltager jeg i aften i årets firma sommerfest. For mit vedkommende igen bag baren og altså med arbejdstøjet på.

Det er okay. Det er sjovt og man slipper for at have så forbasket meget uld i munden dagen derpå og samtidig ryger der lidt ekstra timer på kontoen.

Der er ikke så mange af de kolleger jeg omgås mest, der deltager… nogen har bare konsekvent Nej hatten på og dem kommer vi ikke til at savne, de bidrager alligevel ikke til feststemningen… andre er desværre forhindret af andre årsager og deres fornøjelige selskab kommer vi afgjort til at mangle.

Også Poden gi’r gerne et nap med, når der indkaldes til ekstra arbejde. I aftes var der Open by Night i vores lille by og hun styrede pølsevognen sammen med Jesper. I ved ham med den sjældne sygdom Progeria. Hele omsætningen af salget på franske hotdogs gik ubeskåret til Jesper, som drømmer om at komme til Spanien og se F.C.Barcelona.

Poden skulle lige lægge en “prøve” øjenmakeup på mig.

Det første hun spørger om er: 

- gør det noget jeg sutter på den?
(og her mente hun skumgummiapplikatoren) 

Kort tid efter konstaterer hun

- du har nogle meget rynkede øjenlåg!
.

Kan vi ikke godt blive enige om, at det er godt hun skal på skole inden hun evt. kommer ud og skal betjene kunder

Nogen gange er det som om mine mails bliver ædt af det store neonblå cybermonster!

Visse af mine mails

Endelig en morgen med kig til solopgang og klar himmel. Og uden der var behov for det store overlevelseskit for at bevæge mig ud med den rødhårede.

For min skyld kan vi godt tage nogle flere af den slags sensommermorgener og udsætte det efterår lidt endnu!

For tre timer siden tænkte jeg: hold da op, er klokken allerede så mange!

For 5 minutter tænkte jeg: hold da op, er klokken ikke mere!

I virkeligheden står tiden stille… uret skal have nye batterier

Der er én helt klar positiv ting ved at sommeren er ved at få en ende…

- mændene på mit job har fået de lange bukser på igen

Til sin 10 års fødselsdag fik Poden halvpart i denne småbuttede fjordhest.

Hun har den endnu, men det bliver sværere og sværere at finde både tiden og lysten til at tage til Langholt og ride. Der er så meget andet der trækker og hun er ved at komme til den erkendelse, at det nok er ved at være tiden at sige farvel.

Det er en svær beslutning mor… men Zindy er jo ikke død, så jeg kan jo bare tage ud og snakke med hende.

Jeg forstår hende godt. De har været sammen flere gange om ugen de sidste 7 år. Zindy pruster Nanna velkommen så snart hun hører hendes stemme i stalden og gensynsglæden er gengældt. Hun håndterer det store dyr som var det en chihuahua og har sågar vundet dressurstævner på den stædige krikke.

Nanna er den pige, der har højst anciennitet i stalden. De fleste er faldet fra tidligere i deres teenagetid. Og nu er tiden så altså også kommet her. Jeg har dog en helt klar formodning om, at hun en dag vender tilbage… når roen igen sænker sig i hendes liv!

Don’t cry because it’s over,
smile because it happened.

Moccapigen er i fuld gang med sit rygestop og det fik mig til at fundere over, hvor mange år siden det egentlig er, at jeg stoppede med den dårlige vane.

Når folk spørger, plejer jeg at svare: “det er 10 kg siden“… for det var hvad det kostede mig at droppe cigaretterne… og de hænger der endnu. Kiloene altså.

Jeg kan derimod intet erindre om, hvornår de 10 kg ekstra begyndte at tage form.

Ved hjælp af gamle medicinæsker lykkedes det mig at finde en dato for hvornår min læge havde udskrevet Zyban til mig.

Samme sted fandt jeg en af de inhalatorer som poden dengang var afhængig af og som ikke har været i brug én eneste gang siden… man kan næsten ikke komme til for sin egen dårlige samvittighed, når man må se i øjnene at hendes astmatiske bronkitis skyldtes hendes forældres rygning.

Nåmenaltså… mit rygestop viste sig at ligge så langt tilbage som i januar 2001, og dermed er det meget snart 10 år siden jeg sidst har rørt en cigaret. Jeg er forlængst kommet dertil, at jeg betragter mig selv… ikke som ex-ryger men som ikke-ryger.

Det er squ da meget godt gået… selvom jeg slemt gerne havde været de 10 kg foruden!

På tirsdag har jeg en anden mærkedag… da er det 3 år siden jeg sidst forelskede mig… og de abstinenser har jeg stadig. Men det er en helt anden historie

(…) ser ikke en skid mere glad og tilfreds ud efter jeg blev strøget af “vennelisten”… snarere tværtimod… så hvad var egentlig formålet?

Men sådan er der så meget, jeg ikke forstår!

Den nye tilføjelse til PhotoShops CS5′s værktøj pletreparation, som hedder “afhænger af indholdet” er intet mindre en genial. Uden andet end nogle få klik med musen lykkedes det mig at fjerne den skæmmende hundesnor på det her ellers ganske vellykkede foto af den rødhårede.

Den opmærksomme læser vil straks se, at hun har fået en ekstra ulveklo og der er også stadig lidt tilbage af karabinhagen. Det er dog detaljer, der er meget nemt kan rettes og med en smule finpudsning er der ingen, der vil opdage, at der er manipuleret med virkeligheden.

Lidt uhyggeligt egentlig…!

- for hjemmeboende børn + unge mennesker som lige er flyttet hjemmefra!

- for 2. gang i løbet af meget kort tid er Poden gået i seng før mig

(min teori går på, at det forkorter tiden til hun skal i skole… og at der er noget/nogen på den skole der trækker noget så gevaldigt. Jeg har det lige omvendt… jeg trækker weekenden i langdrag, fordi der er noget/nogen som gør, at jeg ikke har lyst til at gå på arbejde. Sådan er der jo så meget!)