Bobs første nytårsaften venter forude.

Fyrværkeri, skud og torden har aldrig været noget problem med nogle af mine gamle hunde og det skulle det heller ikke ret gerne blive med His Bobness. Da vi havde hvalpe havde vi en cd med hverdagslyde som vi afspillede dagligt, men der er jo ingen der har cd’er mere (eller jo, jeg kender en, man han er også håbløs old school).

I stedet fandt jeg noget lyd på nettet – et kvarter med fyrværkeri.

Den afspiller jeg (lidt højt) mens jeg fortsætter mine gøremål, som om intet var anderledes end det plejer.

Første gang dukkede Bob frem fra kurven. Så stillede han sig op og gloede på højttaleren. Og til sidst fortsatte han også med sine gøremål.

Nu ligger han blot og sover.

Jeg tænker, at vi tager den med jævne mellemrum den næste tid og så tror jeg han er klædt på til årets sidste aften.

Jeg tilstræber at møde på kontoret ved 7 tiden, ikke af lyst, men fordi det gør, at jeg kan køre hjem lidt i 3. Om vinteren er det ren og skær nødvendighed, hvis jeg skal have en chance at lufte hund i skoven inden det bliver mørkt.

Mandagen fik en meget tidlig start og Bob og jeg nåede derfor turen rundt i Præstens Plantage mens solen fortsat var på himlen. Det vil sige, det antog jeg, at den var… bag laget af regntunge skyer. Jeg nåede også en tur omkring de gamle på Fjordparken. Jeg havde nogle nyheder til min far… men han sov og det lod jeg ham fortsætte med. Min mor vimser bare rundt på gangen og er svær at fastholde under et besøg, så det blev ganske kort.

Der er også noget hyggeligt over mørket. På kontoret er der en særlig stemning i december med dæmpet lys, julemusik, masser af lyskæder og ild i ‘pejsen’ (55″ youtube fireplace med knitrende ild).

Hjemme er det lidt samme koncept, her er det bare med de levende lys, som er bandlyst på kontoret.

Jeg er ret vild med december. Og mørket.

Søndag blev brugt på kontoret. Ikke med arbejde, men med at pynte lidt til jul.

Jeg havde medbragt Nanna som assistance. Eller det vil sige jeg var assistancen. Min højre skulder skaber sig og hun var den, der måtte række op og styre både stjerner og vindues pynt.

Jeg blev ret tilfreds med udførslen af den ide jeg havde med de kasserede mobiltelefoner. Det helt rigtige juletræ i it-afdelingen. Helt i top havde træet været, hvis de kunne tændes. Alternativet blev en lyskæde som blinker på den der irriterende elektroniske måde.

Hvordan væggen ser ud når de skal ned efter jul vides ikke. Den tid den sorg. Vi kan jo altid hænge en plakat op, hvis det går helt galt.

Materialerne er genbrug fra min egen julekasse. Det eneste der er købt specielt til kontoret er de meget store julestjerner som jeg for en del år siden faldt over i Ikea og som kræver et rum af en vis størrelse.

På denne første dag i december har min mor fødselsdag. Hun bliver 86 denne gang, men ved det næppe selv.

Der er ikke meget tilbage af den mor jeg kendte. Hun ligner sig selv, men hun er ikke længere derinde. Det er svært at kommunikere med hende. Hun siger en masse, men det er fuldstændig uden sammenhæng.

Hun bor i dag på demensafsnittet på plejehjemmet Fjordparken her i Hals og der er også der, at vi i dag samles for at fejre hende.

Fredag blev ugens eneste arbejdsdag – og den foregik ‘under cover’. Helt bevist viste min kalender, at jeg havde fri og det gjorde det muligt at få ryddet op i bunkerne efter ferien. Min ene kollega havde gjort en rigtig god indsats for at holde mængden af opgaver nede, så det var rimeligt overskueligt.

Jeg fik besøg af chefen som orienterede om ‘den ballade de havde lavet mens jeg var væk‘, som han udtrykte det! Det var ikke kun i vores afdeling der var sket fyringer. Hvor mange der blev fyret på landsplan er jeg ikke klar over, men i Aalborg alene var det 25 mand man sagde farvel til. I vores forretningsområde var det Odense og Aarhus, der blev ramt.

Inden jeg mødte på job havde jeg været omkring en god ven med varer hjembragt fra grænsen. Udover det bestilte havde jeg lavet en adventskalender til ham. Jeg var helt uforberedt på, at han blev rørt da han fik den overbragt. Han havde aldrig før fået en pakkekalender – heller ikke som barn. Så blev jeg også rørt … og så stod vi der.

Han fik et ekstra kram.

De sidder på ethvert gadehjørne, de østeuropæiske tiggere med deres skilte og deres hunde.

“Ich habe hunger”

Ved flere lejligheder observerede vi, at de også sad og talte i mobiltelefon, hvilket fik mig til at tænke på, om de mon er tiggere af samme slags som dem jeg har hørt om hjemme: udsendt af en bagmand, som skal have del i kagen?!?

Mens vi har været væk har His Bobness levet et lidt andet luksushundeliv – i en varm boks og med regelmæssig fodring.

Han blevet passet af Torben på Elmelundens Hundepension, som ligger lidt uden for Hals. Han var ikke skide interesseret i at skulle med mig hjem, så jeg tænker, at det har været en god oplevelse.

Torben fortalte, at han ikke var så vild med at være ude i kulden i sammen med de andre hunde – i stedet havde han hærget gangen mens der blev gjort rent, afprøvet de andres kurve, stjålet deres legetøj og samtidig lignet en, der synes at han var ret smart.

Det lyder som Bob 🙂

Vi har brugt forbavsende lidt penge taget i betragtning, at vi har travet Hamburg tynd, været i stort set alle forretninger og ingen begrænsninger havde.

Eller det havde vi.

Poden er til bling bling og kastede sin kærlighed på et par Jimmy Choo sneakers til 2995 euro.

DER gik grænsen alligevel!

Vi har kigget og prøvet, men ikke ret meget er bragt til kassen. Måske er vi bare blevet fornuftige. Eller noget.

Vi forlader byen i morgen lige efter morgenmaden. Et enkelt stop i Primark lidt udenfor byen er planlagt, men ellers går turen nordpå igen og hjem til Hals.

Vi kan i lighed med London sidste år varmt anbefale Hamburg på denne årstid. Og tyskerne. Jeg har forsøgt mig med mine lidt gebrokne tyske gloser (som jeg ikke kommer langt med) og alle steder er vi blevet mødt af velvillighed til at slå over i engelsk.

Der er julemarkeder allesteder i byen, hvor tyskerne samles og drikker glückwein og varm chokolade. Der bliver solgt specialiteter fra de mange boder og der er i det hele taget en rigtig dejlig stemning i byen.

Jeg holder ferie, men det har ikke forhindret, at dårlige nyheder fra jobbet har nået mig. I sidste uge fyrede man vores mand i Aarhus og i går kom turen så til  mine kolleger på Odense lokationen.

Seks stk.!!!

Jeg er fuldstændig målløs og føler mig lidt hægtet af selvom jeg har ringet til min makker et par gange og er blevet opdateret. Det forlyder, at Aalborg går fri denne gang, men det er gode og nære kolleger, der er sparet væk og jeg tænker, at det kun er et spørgsmål om tid før vi i Aalborg også bliver overflødige, outsourcet til Polen eller overtaget af eksterne…

Behøver jeg at sige, at det har lagt en dæmper mit gode feriehumør!?!

Jeg har boet på et hotel i London hvor alt – lys, lys, temperatur, vækning, kontakt til reception – var styret fra en iPad bygget ind i væggen.

På hotel Henri i Hamburg er vi sat tilbage til 70erne, hvor Helmut Schmidt var kansler. Trykknaptelefonen (som ikke blot er en dekoration, konstaterede poden), tapetet, farve- og møbelvalget, det skakternede badeværelsesgulv og de smukke vandhaner. Stylet sådan vel at mærke. Der er intet der er gået i stå her og komforten er i top med aircondition og dejlige senge.

Vi fik anvist en p-plads i hotellets gård. Heldigvis er vi kørende i en lille bil for porten ind til gården krævede, at vi begge hængte ud af vinduet for at styre uden om en kollision med muren. Det gik og bilen holder trygt og godt mens vi er her.

Hotellet ligger en spytklat fra Mönckebergstraße og masser af shoppingmuligheder, hvilket i dag betød 20.948 skridt og nogle meget trætte ben