Man kan leve længe på kram og godt selskab… som selv på en mørk og iskold mandag morgen i januar stadig kan mærkes helt ned i maven og gi’ varme i kinderne. Jeg tænker det holder tirsdag med. Omtrent.

Jeg gider meget gerne flere af den slags weekends fyldt med dejlige mennesker, latter, varme, gode samtaler og lange traveture.

I den her uge skal Poden krammes, så det kan holde meget længe. På lørdag rejser hun til Irland og bliver væk i tre uger. Ikke at hun er ret meget hjemme ellers… men hun kommer dog indimellem og overnatter, vælter en pose vasketøj ud i bryggereset og overøser mig med ord, latter og oplevelser.

Hun bliver meget snart 18 og i de år, er 8 dage max vi har været adskilt. De 21 dage skal nok komme til at føles lange :-/

SÅK!

Eller de sagde vist ja begge to, nu jeg tænker mig om (:

En super hyggelig dag med vielse på rådhuset, besøg på Duus og lækker lækker mad hjemme hos brudeparret i dejligt og muntert selskab.

En lørdag af de rigtig gode.

Nu ser vi så bare frem til at få gommen sikkert hjem fra Afghanistan, så vi kan gentage fornøjelsen med kirkevelsignelse og en oooorn’lig syg bryllupsfest.

“Det her…“, sagde min makker i dag, mens han holdt fingrene op, ”…det er afstanden mellem E og B, frøken Bech… Engel og Bitch“.

Hrmpff.

Somom.

Eller noget!

Nå, han har vel ret. Jeg er et besværligt menneske. Jeg kan blive helt latterligt dum, vred og ked af det… over ingenting… og jeg ved det. Han er langt fra den eneste, der har luret mig. Heldigvis har jeg har omgivelser, der er rummelige og tilgivende. Og er de ikke, forsvinder de ret hurtigt igen.

Sådan må det være. Tænker jeg.

Lige pt. florerer der noget lidt pudsigt blandt FaceBook brugere:

Har du levet før – og hvem var du ?.. Tag de 3 sidste tal i dit mobil nr fx. mit nr er xxxxx321 altså 321. Skriv derefter sådan her @*[321:0] i mit kommentarfelt, slet så * og tryk enter.

når man følger den lille formel, fremkommer der et eller andet tilfældige navn. Meget sjovt. Jeg er f.eks “William Jusino“.

Meget apropos har jeg lige talt med en god ven om muligheden for at have kendt hinanden i et tidligere liv. Vi har en eller anden underlig samhørighed, mærkelige livs sammenfald og oplevelses tilfældigheder, som er så uforklarlige, at det er til at blive helt religiøs af. Jeg ved ikke helt om jeg tror på begrebet “soulmate” – men findes det, er han er nok det nærmeste, jeg kommer at have sådan en.

For nogle år siden kørte der en udsendelsesrække  på Tv2 - ”På rejse med sjælen” hed de - hvor en række helt almindelige danskere blev bragt tilbage til deres tidligere liv af Rud Grandt. Tv2 betalte så for, at de fik lov at besøge de steder, de havde boet tidligere. Facinerende og foruroligende på samme tid. Jeg kender Rud Grandt og lavede på dét tidspunkt en del arbejde for ham. Jeg blev tilbudt sådan en “sjæle rejse” ganske gratis – ganske vist uden den fysiske rejse – men jeg turde ikke. Ganske enkelt.

Nu er Rud gået på pension og tilbuddet gælder ikke længere – og jeg er egentlig også ganske godt tilfreds med, at vi kender hinanden i nutiden og – forhåbentlig – i fremtiden!

Tror du på den slags? Sjæle rejser? Soulmates?

Man kan sige rigtig meget godt om de der Ilse Jacobsen røjsere jeg købte for et par måneder siden… der er tilgengæld ikke ret meget godt, at sige om de hvide snørrebånd.

Jeg tænker, at de vist mest er beregnet på små bypytter, for i løbet af meget kort tids færdsel i skov, på mark og ved fjorden i alt slags vejr er det hvide lissom gået af dem.

Næste gang bliver det vist Hunter igen. Uden snørrebånd.

Jeg har ikke ret mange smykker… bruger ikke ret mange smykker… men indimellem falder jeg over noget, som jeg godt gider eje.

Det her armbånd fra UNO 50 er et af dem.

Jeg har et lidt tilsvarende – tungt og grovt, blot besat med “diamanter” – som jeg er rigtig glad for. Men det er en anelse prangende med blingbling på en hverdag.

Det her var så til gengæld lidt dyrt… kr. 1240,- fandt jeg det til i en svensk webshop.

Men lidt surfen rundt her til morgen gav pote… UK webshop kr. 268,-

Tror i det faldt ned i indkøbsvognen?

Ja squ…

En skøn lørdag i befriende “dårligt selskab” på toppen af Danmark er lagt bag mig… og så i øvrigt velkommen tilbage til virkeligheden Frøken Bech. Med ondt i hovedet, dårlig samvittighed og en mandag, der banker på alt for snart. Men hvad fa’en… vi har haft det sjovt, jeg skal ikke stå til ansvar overfor andre end mig selv, den rødhårede har nydt det og mine batterier er ladet op. Og så kan det vel ikke være helt tosset.

Der ligger en hektisk uge og en propfyldt kalender og venter… en uge som ender i et bryllup på lørdag.

Men den kan bare komme an… jeg er ladet op og klar.

Så sad vi der på en klittop og kiggede ud over havet – Pelsdyret , Skagboen og jeg. I stilhed og bare var. Engang skal jeg derud og bo. Hvor verden synes uendelig. Om det bliver her eller ved et andet hav, et andet sted i verden er ligeyldigt.

Bare det bli’r… så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen og dele rødvin med memoirer, med de andre gamle i solen.

Jeg tør godt spå, at det bliver en fabulous weekend… indledt på bedste vis i et af de favntag, der giver smil i øjnene og foruroligende sug i maven. Poden har taget ophold andetsteds hele weekenden, så der er frit valg på alle hylder… og efter et tjek af næste uges propfyldte kalender kommer den til at stå på ren fornøjelse af den slags, man kan leve på længe… eller i hvert fald frem til onsdag. Cirka. I min alder kører man ikke så langt på en opladning (:

Kender du det… at dufte/lugte forbindes med særlige mennesker, oplevelser eller begivenheder?

Oftest er mine erindringer positivt forbundet med dufte… den brune slidte læderjakke han altid bar, næsen stukket ned i hvalpepels, duften af min far, når jeg en sjælden gang som barn fik lov at sove i hans seng, deodoranten en gammel kæreste brugte, duften af hav og …

Nogen gange er de knap så positive. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg glemmer lugten af Dronninglund Sygehus… alene ordet “Dronninglund Sygehus” kan efterhånden give mig kvalme :-/

Heldigvis er det snart slut. Min far på vej hjem. Permanent. Måske allerede fra næste weekend. Fire måneder har han været indlagt. De tre i Dronninglund. Længe for os alle… men ikke mindst for ham selv. Vi kom ud på den anden side, som en ny og stærkere familie.

Men lugten… lugten vil for evigt hænge i erindringen…

Min næse er ikke ret stor… tværtimod faktisk. Og alligevel har den en vis evne til at rage for langt frem eller stikke ned i noget, hvor den intet har at gøre.

Oftest sådan i overført betydning, men indimellem også rent bogstaveligt. Det er ikke længe siden jeg bankede den så hårdt ind i “noget”, at jeg troede den var brækket og i dag fik den endnu en hård medfart. Denne gang af den rødhårede som nikkede mig en ordentlig skalle på vej ind i bilen.

For pokker det gjorde ondt.

Og som belønning for dén blodtud fik hun et lækkert kalveunderben.

Sådan er livet så fuld af paradokser.

Det har været en af de mandage, der har trukket tænder ud… på alle måder!

Skal vi ikke bare komme videre?

Måske med en af mine absolutte favoritter…

Google er en uudtømmelig kilde til ubrugelig information. Men sandelig også til det modsatte.

Poden skal meget snart i praktik i Irland. Alt for snart, hvis du spørger hendes mor. Vi har fået nogle få oplysninger om værtsfamilien: Fruens navn, adressen og oplysninger om arbejdstid og -opgaver.

Det er ikke meget at gå efter, så Google har måttet stå sin prøve. Jeg kunne grave frem at The Walshes er en storfamilie som driver et hestestutteri. Mor Barbara, far John og ikke mindre end 6 døtre; Sharon, Lisa, Tracy, Laura, Pamela og Nicola. Alle særdeles hesteinteresserede. Alderen står der desværre intet om, men mon ikke Poden kunne være heldig, at en enkelt eller to stadig er hjemmeboende.

Adressen er kun omtrentlig… ikke noget gadenavn eller nummer… blot betegnelsen “The Dales”. Jeg har ingen anelse om hvordan det fungerer derovre, men det er ikke en adresse Google Maps vil kendes ved. Det kunne ha’ været sjovt om Google bilen havde været forbi, så vi lige kunne tjekke stedet ud.

Hun rejser den sidste weekend i januar. Fra Aalborg til Dublin via Amsterdam. Pigerne fra Agri College rejser som en gruppe, men i Dublin skilles deres veje og de skal selv finde ud til deres værtsfamilier, som kan være spredt ud over hele Irland. Nanna skal bo 100-120 km syd for Dublin. Måske er hun heldig, at blive hentet i lufthavnen. Måske ikke. Og så finder hun også ud af det. Tænker jeg.

Og I må høre på mor’ens hylen i over tre uger… så er I advaret!