Løvfaldssommer kalder de det… og det var da også fantastisk vejr i eftermiddag. Men nu skal jeg også love for at tågen har lagt sig over den lille havneby. Jeg kan kun lige skimte huset på den anden side af gaden.

Den har igen stået på en hjemmearbejdsdag, den tredie i træk, men i morgen tror jeg, at jeg er klar til at have tøj på overkroppen og vende tilbage på kontoret.

Det er fedt at kunne passe sit job hjemmefra når det er nødvendigt, men jeg holder altså allermest af at komme på kontoret og have kontakt med både kolleger og kunder.

I dag stod den bla. på 2 timers Group IT strategimøde og det vigtigste ord var uden tvivl “MEGA”. Alt er MEGA godt… også det der er knap så godt!

MEGA.

Vi er ikke altid helt enige om tingene herhjemme.

Han stjæler sko, vaskebolde, strømper og andet han kan se sit snit til at stikke af med. Han slæber grene og æbler med ind, graver huller i haven og vækker mig tidligt om morgenen. Han hugger min plads i sofaen, napper mig i fingrene og er frygtelig opmærksomhedskrævende.

Når jeg hæver stemme kigger han på mig med et “mener du det?” skrevet over alt i det lille flabede fjæs.

Søde bløde Lillebror var en ren duksedreng ved siden af den her lille gavflab.

Men han er lige så knuselsket ♥

I slutningen af oktober skal Nannas veninde giftes og jeg er blevet spurgt om jeg vil fotografere i kirken. Det ville under normale omstændigheder være en opgave, jeg ville takke pænt nej til. Alt kan gå galt og jeg er simpelthen ikke komfortabel ved at skulle forevige så vigtig en dag.

Denne opgave har jeg imidlertid sagt ja, fordi det er en pige, som  jeg har kendt siden hun og Nanna gik i børnehave og fordi de er ok med, at det er en øvelse for mig.

Det bliver ikke de typiske glansbilleder man ser efter et bryllup og de kommer ikke til at opleve opstillinger ved skovsøen og lynende blitz lys. Det bliver i stedet (forhåbentlig fede) stemningsbilleder fra dagen taget mens jeg bevæger mig rundt og fanger interaktion, humor og kærlighed uden ‘nogen’ skal stille sig op. Det er i hvert fald den opgave jeg har stillet mig selv.

Det har kostet indkøb af lidt nyt udstyr, incl. et par ekstra batterier, men jeg tænker, at bliver det en succes og en oplevelse, der også er god for mig, så kunne det måske føre lidt mere med sig som kunne være investeringen værd. Hvis ikke kan det selvfølgelig sagtens bruges til noget andet.

Jeg har længe vaklet mellem to objektiver, 35mm f/1.4 og 16mm f/1.4, men efter at have konsulteret den Fuji gruppe jeg er medlem af på FB endte valget på førstnævnte. Det andet røg på ønskesedlen.

Det må gerne meget snart lande i min postkasse, så jeg kan nå at øve mig.

Det var ikke hverken Bob eller vækkeuret der fik mig ud af dynerne til morgen. Fem piller fordelt jævnt over dagen er svært at huske, så jeg har ‘drug’ alarm på mobilen. Også en kl. 06:30.

Jeg er færdig med medicinen i morgen aften. Det er svært at sige om den har haft effekt, da jeg ikke aner hvordan det (helvedesild) havde udviklet sig uden.

Det har ikke kostet sygedage, men fredag måtte jeg dog arbejde hjemme. Jeg vil skåne jer for en detaljeret beskrivelse og nøjes med at sige, at jeg ikke kunne have andet end noget meget løst hængende tøj på overkroppen.

Rikke anbefalede A-derma Cytelium spray og det lindrer irritationen i udslættet rigtig godt, men det er stadig smertefuldt under huden. Det stikker, brænder og gør hele tiden opmærksom på sig selv.

Nervesmerterne kan man blive nødt til at leve med længe – det gider jeg så godt slippe for. Tak.

Selvom der næsten var frit valg på hylde ét, synes Poden, at vi skulle tage på kør-selv juletur til Hamborg. Det er en overkommelig tur på 450 km og så kunne hun jo se en fordel i, at vi kan fylde bilen til randen med indkøb og ikke behøver begrænse os til hvad vi kan have i en kuffert. Smart.

Jeg har bestilt værelse til os på HENRI Hotel Hamburg Downtown, som ligger få minutters gang fra Moenckebergstrasse. Jeg har ladet mig fortælle, at det er Hamborgs svar på Strøget.

Nu har vi så kun én udfordring. Parkering. Men det finder vi også en løsning på.

(billederne er lånt på nettet)

En skolekammerat fra parallelklassen arbejder på Hou Genbrugsplads og jeg kommer der så ofte i øjeblikket at jeg begynder at frygte, at han måske mistror mig for at stalke ham 🙂

Siden vi flyttede de gamle har iGo taget turen til Hou ret mange gange. I går propfuld med ting fra udhuset. Min far har selv ryddet ud og alligevel kan jeg fylde bil efter bil med alt muligt underligt og ubrugeligt.

Jeg talte med manden i nabohuset. Deres hus har været til salg af flere omgange med en udlejningsperiode indimellen. Nu tager de det af markedet igen og lejer ud en gang mere. Det var med slet skjult misundelse at han havde erfaret, at vi havde solgt på 14 dage, men det er to vidt forskelige huse og dermed vidt forskellige kunder det henvender sig til.

Jeg tror også, at vi frygtede at komme til at stå med et usælgeligt hus i årevis. Sådan gik det heldigvis ikke og på mandag udløber købers fortrydelsesret… så kan vi løfte armene og bagefter puste ud.

Der er overtagelse 1. november så vi når sagtens at få det tømt.

Jeg har fyldt benzin på iGo og i eftermiddag tager vi endnu en tur til Hou.

Sidste år var vi på juletur til London. I år går turen til..?

Vi Jeg kan simpelthen ikke beslutte mig. Jeg har været omkring Amsterdam, Hamborg, Berlin, Stockholm, Paris, Dublin uden at få taget en endelig beslutning.

Podens eneste krav er, at der er en Primark i byen. Det udelukker kun Stockholm.

Har du været i en af byerne omkring jul og synes det var det fedeste, så giv lige et pip.

Nogle dage efter mine forældres flytning for lidt mere end 14 dage siden fik jeg ondt i brystkassen i den ene side.

Jeg løftede intet tungt og alligevel slog jeg det hen med en eller anden forstrækning.

De første dage kunne jeg knap sidde – og at have BH på var/er helt udelukket (godt det er efterår og jeg kan have stor sweater på).

Et par dage efter spredte et rødt udslæt sig fra under det ene bryst og over på ryggen, som blev sådan bærefyldt.

Jeg tænkte ikke så langt som til, at de to ting på nogen måde kunne have noget med hinanden at gøre. Det var en fejl.

Et lægebesøg i dag viste nemlig, at det havde det i høj grad. Jeg har helvedesild, som er skoldkoppe virus i en af kroppens nervebaner. Har man haft skoldkopper som barn ligger virus gemt i kroppen og bliver man presset, stresset eller ens immunforsvar af en eller anden grund svækkes sker det at denne virus bliver vækket, vandrer ud i en nervebane (T5 eller 6 for mit vedkommende!?!) og giver smerter og udslæt.

Det positive er, at det ofte kun sker den ene gang – lige som skoldkopper. Det negative er, at det er langvarigt og kan være meget smertefuldt.

I mit tilfælde er jeg kommet så sent i gang med behandlingen, at Mikkel Læge tvivler på, at medicinen vil have den store virkning, men han synes alligevel, at jeg skal gennemføre behandlingen.

Mit helbred er en fest. Eller noget.

Jeg fik albummet ‘Værsgo’ i konfirmationsgave af min søsters svigerforældre. Min allerførste LP. Jeg har den endnu og det er et album jeg  hører med jævne mellemrum. Nu dog på Spotify.

Mine skoleveninder hørte mest Donny og Marie Osmond, men jeg har aldrig været til det sukkersøde og Kim Larsen og Gasolin blev dem, der lagde lydbillede til min tidlige ungdom.

Jeg elsker Langebro, Nanna, Det er i dag et vejr, Joanna og alle de andre

Kim Larsen har sunget sin sidste sang og når man ser på den opmærksomhed dødsfaldet har afstedkommet, så er det nok ikke forkert at antage, at det ikke kun mit liv han har lagt lydbillede til.

Tak for sangen Kim ♥

Præsentation, klapsalver og dejlig vingave… det er ikke så ofte at fotografen får så meget opmærksomhed.

Det fik jeg i dag, hvor jeg havde fornøjelsen at være fotograf på min egen gamle folkeskole. En gammel nabo, legekammerat og ven havde spurgt om jeg havde lyst til at komme og fotografere til deres 50 års skole jubilæum.

Og selvfølgelig havde jeg det.

Det var mit første forsøg ud i den slags og jeg synes, at det blev ret fine fotos. En ordentlig bunke, så der var plads til at kassere dem med lukkede øjne og bortvente ansigter.

De stillede op i skolegården – præcis der hvor de var fotograferet 50 år tidligere og præcis med samme opstilling som på deres første klassebillede.

Jeg er årgangen yngre, så der var mange herlige gensyn i jobbet for mig også 🙂