Archive for the 'Sure opstød' Category

Published by Mette on 07 okt 2009

Nu igen…

Efterårsferien står for døren. Det har vi vidst længe. Den falder, lige som julen, på samme tidspunkt hvert år. Jeg har for længe siden spurgt om eks’en ønskede ferie med sin datter. Det kunne han ikke på det tidspunkt tage stilling til. Okay med mig… bare jeg så fik besked, så snart han vidste noget.

Jeg har ikke hørt en lyd. Overhovedet. I mandags taler jeg så tilfældigt med ham og meddeler ham, at jeg holder fri de første dage af uge 42. Og hvad sker der… han bliver SELVFØLGELIG knotten, for det er de eneste dage han kan få fri. Jamen for pokker kammerat… du har haft chancen, hvorfor har du så ikke givet besked, mens tid var :?

Det bliver aldrig anderledes. Aldrig. Og jeg undrer mig over motivet… ønsker han ikke bruge sine feriedage sammen med hende, er han på tværs bare fordi han kan eller er han blot ude af stand til at træffe en beslutning, før han får kniven for struben?

Selv efter 19 års bekendtskab holder jeg ikke op med at håbe, at det bliver bedre… men jeg gør det vist forgæves.

Published by Mette on 12 maj 2009

Tæl til ti… tæl til ti… tæl til ti

Natten var træls… rigtig træls - og dagen fortsatte i samme spor.

Da arbejdsdagen var en time gammel “frøs” min pc og den kom aldrig op at køre igen.  Jeg forsøgte selv med adskillige genstarter, kun for at få den ene mystiske fejl efter den anden. Havde mest lyst til at kyle l***** ud af vinduet. ARRRGGGG!

En tekniker blev tilkaldt, men uanset hvad der blev gjort og hvad der blev forsøgt reetableret, så ville den bare  overhovedet ingenting. Heldigvis kunne al data reddes, og eneste ulempe bliver geninstallering af samtlige programmer i morgen - hvilket selvfølgelig er træls nok i sig selv.

På positiv siden var det netop i dag, at firmaets aller dygtigste-sødeste-rareste tekniker, min helt egen it-nørd, endelig vendte hjem efter sit eksil i Århus.

Ikke nok med han brugte stort set hele sin arbejdsdag på mig – han turde også låne mig hans egen bærbare, så jeg dog kunne lave lidt. Desværre uden alle min specialprogrammer, men trods alt bedre end ingenting.

Modig mand egentlig… med det held der har fulgt mig i dag :?

I morgen bli’r bedre… i morgen bli’r bedre… i morgen bli’r bedre…

Published by Mette on 09 feb 2009

Og den startede ellers så godt… mandagen!

Der var ikke meget samarbejdsvilje at hente hos min rødhårede model på dagens tur i bakkerne. Jeg ville gerne have haft en masse snebilleder, men hun stod mest med ryggen til eller fik sin lange snor uhjælpeligt viklet ind i træer og grene :?

Og det hjalp selvfølgelig heller ikke, at mor i forvejen var godt irriteret over de udeblevne håndværkere… og over en mail fra en kold og arrogant skid..!

Jeg skylder lige at sige, at de rent faktisk dukkede op… håndværkerne! Kl. 14 og uden så meget som en undskyldning eller en forklaring.

Published by Mette on 30 jan 2009

Telefonstorm…

Sikken en fred jeg havde, da vi ikke var på talefod.

Nu kimer telefonen i et væk med fuldstændig overflødige samtaler om… absolut ingenting!

Kender han mon ikke andre numre end mit..?

.

Published by Mette on 04 aug 2008

Tomme løfter igen…

Jeg er løbet fuldstændig tom for ord, min mave er snørret sammen og mine kæber er spændte.

Jeg er så edder-brodere-mig-rasende, at jeg hellere må afholde mig fra at fortælle om eksens sidste udspil, ellers kommer jeg vist til at skrive nogle meget grimme ord…

Heldigvis har poden selv lagt planer og de næste par dage er hun travlt optaget af andre ting. Godt for hende, at der står folk klar i kulissen, som gerne bruger deres tid sammen med hende.

.

Published by Mette on 03 aug 2008

Svar skyldig…

Hvornår skal jeg egentlig over og holde ferie med far?
.

Hvordan fortæller man en 14 årig pige, at det skulle hun faktisk ha’ været, men at hendes far har prioriteret sin spritnye-færdig-pakke-familie højere end at holde ferie med sin egen datter?

Det gør man ikke… man forsøger at glatte ud (selvom han ved Gud ikke fortjener det) og prøver at aflede hendes tanker, så godt som man nu kan.

.

Published by Mette on 31 jul 2008

Jeg glæder mig allerede…

Jeg vil ikke ærgre mig et sekund over vejrudsigten for de næste 5 dage i Nordjylland – tværtimod vil jeg glæde mig over, at jeg måske kan få en ordentlig nats søvn i weekenden.

Undskyld, men jeg er altså ikke til 30 grader varme dage og lumre nætter..!

Poden skulle have været ovre hos sin far på ferie fra i morgen, men det er udsat… Først skulle de til København en tur, så skulle de pludselig på camping, så skulle de alligevel ikke afsted, så skulle de, etc. Sådan er den sidste uge gået. Nu er det så endt med, at han tager afsted alene og deres ferie er udsat til han kommer hjem. Det var åbenbart noget, der trak mere end at holde ferie med sin datter!!!!

Så er det, jeg siger, “Rend mig”!

.

Published by Mette on 12 jun 2008

Kravl

Øv, hvor jeg hader al det kravl… mindst 15 flåter fandt jeg på den rødhårede efter en tur i hundeskoven. Og endnu værre også et par stykker på mig selv – ARDRK – jeg flåede alt tøjet af og hastede op i bad – jeg synes, jeg havde dem over det hele…

Og så er der squ ikke engang Taggert! Fodbold er noget fanden har skabt – alt andet er sat på standby pga. det EM!

Published by Mette on 23 maj 2008

//#!£!$!%!$£

Overskriften er et meget grimt ord…
Jeg har lige fået en mail: hvis ikke sidste del af videoen (som jeg har puklet med i dagevis) kan klippes fra, skal jeg fjerne det hele – så er det man får lyst til at udbryde //#!£!$!%!$£

Nu vil jeg lige sove på det, så kan det være, jeg er venligere stemt i morgen.

Godnat!

Published by Mette on 19 maj 2008

Katte

Altså… som udgangspunkt har jeg ikke noget i mod katte  – men når jeg kommer hjem og en af naboernes katte går rundt inde på mit køkkenbord – ja, så synes jeg, det er noget træls. Hvad mon katte ejeren ville sige, hvis Arabella pludselig en dag stod på deres køkkenbord! Jeg er ikke helt sikker på at hverken Arabella eller jeg ville blive særligt populære. Men hvad pokker kan man gøre? Jeg vil altså have lov at åbne mit køkkenvindue og havedør uden det behøver være en invitation til åbenthus for kvarteres katte. Engang kunne man få et produkt der hed “gå-væk-hund”  - er det muligt at få et eller andet katte ikke kan li’, så de holder dig væk fra min matrikel? Helst ikke alt for ildelugtende, jeg skulle jo selv gerne kunne holde ud at være her :-)

To sure opstød på én dag - det har i det taget ikke været min dag!

Published by Mette on 19 maj 2008

Kuldkastede planer

Øv – alle eftermiddagens planer blev kuldkastet på grund af det her: biler, biler, biler…

Først holdt jeg i kø i ca. 25 minutter for overhovedet at komme ud af firmaets parkeringsplads. Og da jeg endelig kom derfra var der lige sket et større uheld i tunellen, det væltede frem med brandbiler, lægeambulancer, og politi i stort antal. Og så holdt jeg der - i kø..!

Det tog lidt over en time at køre de 13-14 kilometer, der er mellem firmaet og Vodskov. Uheldet i tunellen er heldigvis ikke noget vi oplever hver dag – men jeg hørte i min øresnegl, at det vejarbejde der er skyld i, at det var så svært at komme ud fra firmaet, er planlagt til at vare helt til oktober!!!! Vi har en fantastisk teknisk forvaltning i den her by – gad vist om de ikke bevidst lægger deres vejarbejder, hvor de generer mest muligt – det er sommetider den opfattelse man får.

Heldigvis kommer jeg så tidligt om morgenen, at jeg kan parkerer et sted, hvorfra det er langt nemmere at nå rundkørslen foran firmaet og hvor man så ikke skal holde tilbage for en masse andre, der også gerne vil hjem. Det husker jeg i morgen tidligt!

… når jeg nu alligevel ikke skulle noget, blev der tilgengæld tid til at lave et herligt måltid med frikadeller, græske kartofler, salat og hjemmegjort pesto – bon appetit!

« Prev