Bob’s første fødselsdag venter lige om hjørnet. Det betyder også, at han går fra hvalpe-/juniorfoder til voksenfoder og at hans matte så skal beslutte hvad det skal være.

Jeg kunne sagtens fortsætte på det samme foder som han har fået hidtil – RC’s franske bulldog foder – bare i voksen udgaven. Desværre er hans ædelyst ikke så stor på dette foder og det virker da også en anelse kedeligt.

Dyrlægen anbefaler selvfølglig noget af det han har på hylden.

Selv ville jeg gerne over i noget kornfrit og med så få tilsætningsstoffer som muligt.

Valget er faldet på det canadiske foder fra Orijen. Det er bestemt ikke markedes billigste, men det synes jeg godt, at jeg kan forsvare idet Bob kun skal have 120 g foder om dagen. Det vil give mig en daglig foder pris på 6-7 kr. – det synes jeg er ok.

Vi fik en prøve hos dyrlægen med Hills laksefoder og det er en meget meget interessant smag, synes Bob og jeg har derfor bestilt den, der hedder ‘Six Fisk’.

Nu håber jeg dæleme han kan lide det… og at han kan trives på det. Anmeldelserne lover i hvert fald godt.

(jeg er ikke betalt eller sponsoret af nogen som helst)

Der skal ikke så meget til for at holde en fest. Fundet af en plastik spand er alt der behøves.

Festen varede ikke længe. Solen er ikke på himlen længere end til klokken halv fem og det er faktisk svært at nå hjem fra job i så tilpas tid, at det også er muligt at komme en ordentlig tur ud med Bob i naturen.

Hvis vi nu skal afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid, kunne vi så ikke stoppe tiden på sommertid. Det ville give mere lys i slutningen af dagen uanset årstid.

Vi er ikke altid helt enige om tingene herhjemme.

Han stjæler sko, vaskebolde, strømper og andet han kan se sit snit til at stikke af med. Han slæber grene og æbler med ind, graver huller i haven og vækker mig tidligt om morgenen. Han hugger min plads i sofaen, napper mig i fingrene og er frygtelig opmærksomhedskrævende.

Når jeg hæver stemme kigger han på mig med et “mener du det?” skrevet over alt i det lille flabede fjæs.

Søde bløde Lillebror var en ren duksedreng ved siden af den her lille gavflab.

Men han er lige så knuselsket ♥

17.442 skridt gik vi i dag.

I mosen.

Det kostede et hundebad og en vask af selen. Et eller andet ildelugtende tiltrak sig opmærksomhed og inden jeg nåede at hæve stemmen havde han rullet sig.

Det ikke betyder alverden. Han står pænt i bruseren, hans lille krop er hurtig sæbet ind og tør er han på et øjeblik.

Nu er han også fodret af og ligger tungt sovende ved siden af mig.

Weekenden ligger lige for. Lørdag har jeg et fotojob på min gamle folkeskole. Jeg blev kontaktet, om jeg havde tid til at komme og tage et ‘klassebillede’ 50 år efter denne klasse startede i skole. Og selvfølgelig havde jeg det.

Det er årgangen over mig, så det vil sige at næste år er det 50 år siden, at jeg selv startede i skole.

Det er lidt svært at tænke på.

Igen pryder Bob D forsiden hos Styletails i London.

Hvis det her modelarbejde fortsætter, er vi vel nødt til at rykke teltpælene op og flytte derover 😉

Bob runder lige straks de 11 kg.

10,9 kg. vejede han helt præcist på Dr. Dyrs vægt i dag.

Vi var på endnu et besøg fordi hans mave ikke kan blive sådan helt rigtig i orden. Det meste af en måned har det svinget op og ned, med dage med meget tynd mave og manglende appetit og andre dage, hvor det har været helt normalt det hele.

Han har fået penicillin en gang og det hjalp. Nu prøver vi en anden slags kombineret med et helt nyt ‘gastrointestinal’ produkt – og så må han udelukkende få Hills skånekost og ikke en eneste godbid eller tyggeben de næste 5 dage.

Mange hunde tåler ikke den protein, der er i oksehud og griseører – jeg havde ikke tænkt så langt, at et tyggeben også ville kunne påvirke fordøjelsen.

Han er heldigvis fuldstændig upåvirket, glad og smart-i-en-fart præcis som han plejer – så jeg er ikke det mindste bekymret.

Skulle invitationen dumpe ned i vores postkasse og dresskoden er Galla A, så er Bob D helt klar.

Halsbåndet er håndlavet af slidstærkt Masai ‘shuka‘ stof fra Kenya og blød gul læder. Med fulgte en butterfly i samme fine stof, som kan monteres, når Bob skal dresses op til fest.

Det er fundet hos en af de sjove Londonbutikker, hvor jeg ynder at lægge store dele af min løn. Nå okay, måske lidt overdrevet, men jeg har købt mange ting hos Styletails, det tør jeg godt indrømme. Bob har været ‘model’ et par gange på deres IG og jeg har også lovet til at levere lidt billeder af dette køb.

Farven klæder hans pels super godt og nu ønsker han sig bare et flot navnetag som matcher.

18.08.18 var åbenbart den helt store bryllupsdato – og også Nanna og Daniel var inviteret til bryllup.

Jeg skulle agere hundepasser imens. Jeg hentede Jack i går formiddag og siden har de to hunde så haft en fest.

Det er en fornøjelse at se de to tumle rundt.

Bob er ung endnu og har lidt svært ved at styre sig. Han synes helt klart at Jack er det sjoveste i verden og forstår ikke, at en pause indimellem er godt for dem begge to.

Jack er utrolig tålmodig, men når han søger op ved siden af mig i sofaen – hvor Bob ikke kan komme op – er det på tide, at den strenge dame (undertegnede) trækker timeout kortet og sætter dem på hver deres siden af børnegitret og giver Jack en tiltrængt pause fra sin påtrængende nevø.

I dag søndag tog vi en lang tur i hundeskoven fra morgenstunden og efterfølgende var de lidt mere afslappede. Havde de noget længere sammenhængende tid sammen tror jeg såmænd, at det kunne blive ganske fredeligt.

At starte efter ferien på en torsdag er absolut ikke det værste, der kan ske. To arbejdsdage er overskueligt. Jeg har fået ryddet op i mail bunken (har haft autosvar på disse to dage også) og på mandag kan jeg starte op uden stress over, at der ligger i 100vis af ubesvarede mails.

For ikke så længe siden var det Bob, der vækkede mig om morgenen – nu er det mig der hiver ham ud af kurven og bærer ham nedenunder.

Han synes absolut ikke, at det har været fedt at blive slæbt ud at gå tur før kl. 6 de to sidste dage. Han sniger sig til at bakke retur i kurven iført sele og snor, mens jeg gør mig klar til at gå og så ligger han der og prøver at ignorere mig… kropsproget siger klart: glem det! Jeg gider ikke!

Vi får besøg i weekenden, så der bliver heller ikke noget med at drysse rundt om morgenen lørdag og søndag. Det er hårdt at være hund.

Det store spejl var fremme og jeg tænker, at det er første gang Bob har set sig selv bortset fra utydelige glimt i en butiksrude.

Reaktionen udeblev ikke… han gødede, knurrede, løb til og fra og lignede en, der intet fattede. Det var helt synd, at der ikke var en at lege med sådan rigtigt, så jeg satte spejlet tilbage hvor det kom fra.

Jeg tog en lille video med mobilen – hvis ikke allerede du har set den kan du finde den på min Instagram profil. Mobilen forvrænger hans stemme en del – der er altså mere hanhund over ham end den hysteriske lyd, der er på videoen. Lidt i hvert fald.