Der er noget fint og rigtigt ved at sige farvel til et gammelt menneske, der har levet et godt og langt liv.

Min mor var svært dement og det sidste halve år, har hun har boet på demensafsnittet på Fjordparken og det var også her hun døde i påsken, 86 år gammel.

I dag blev hun bisat fra Hals Kirke.

Præsten var fra et andet sogn. En meget meget sød ung kvinde som var meget åben overfor mit mors ønske om, at det ikke skulle være den store religiøse ceremoni. I stedet blev det en lille og intim afsked med smukke blomster og klaverspil. Nedtonet, præcis som hun havde ønsket det.

Vi sang fra højskolesangbogen – og før og efter spillede klaveret Solen er så rød mor.

Kærligt farvel mor…

Meget tidligt på denne fine og smukke april morgen sov min mor stille ind ♥

Og til det har jeg brug for al min overtalelsesevne. Bob gider i hvert fald ikke at blive hevet ud af sin varme kurv og ud på morgentur i små regn. Som i slet ikke.

Det er måske også lidt unfair – jeg er klædt på i regntøj fra top til tå og han er på det nærmeste nøgen.

I går var han mere i sit es. Som ‘besøgshund’ hos de demente damer på Fjordparken. Det synes både de og han er et hit. Der kommer lys i øjnene og glemt er rollator og dårlige ben. Samtidig er han også et samtalemne på en afdeling, hvor samtale er svær. Flere af beboerne har slet ingen sprog, min mor siger en masse uden der hverken er hoved eller hale i det og så er der et par stykker, som man godt kan føre en nogenlunde normal samtale med.

Det er tungt at komme på besøg og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal takle, at min mor spørger efter Gudrun, Bebbe, Kalle og alle de andre fra hendes ungdom, som forlængst er døde og borte. Skal jeg tale hende efter munden eller skal jeg sige, at de er døde? Når hun spørger efter min far, som er flyttet på en anden afdeling, siger jeg, at jeg tror han er taget ud og fiske eller cykle og det ser hun ud til at synes er ok.

Her er Bob også en afleder, som bringer tankerne væk fra at nu gider hun ikke mere og at hun gerne vil ‘hjem’ (og her er det til sin mor i Frederikshavn hun mener).

I dag står den på besøg på den anden afdeling hos min far. Der skal Bob ikke med. Det skal tilgengæld min pc. Vi skal nemlig have bestilt nye lydbøger til ham.

En skolekammerat fra parallelklassen arbejder på Hou Genbrugsplads og jeg kommer der så ofte i øjeblikket at jeg begynder at frygte, at han måske mistror mig for at stalke ham 🙂

Siden vi flyttede de gamle har iGo taget turen til Hou ret mange gange. I går propfuld med ting fra udhuset. Min far har selv ryddet ud og alligevel kan jeg fylde bil efter bil med alt muligt underligt og ubrugeligt.

Jeg talte med manden i nabohuset. Deres hus har været til salg af flere omgange med en udlejningsperiode indimellen. Nu tager de det af markedet igen og lejer ud en gang mere. Det var med slet skjult misundelse at han havde erfaret, at vi havde solgt på 14 dage, men det er to vidt forskelige huse og dermed vidt forskellige kunder det henvender sig til.

Jeg tror også, at vi frygtede at komme til at stå med et usælgeligt hus i årevis. Sådan gik det heldigvis ikke og på mandag udløber købers fortrydelsesret… så kan vi løfte armene og bagefter puste ud.

Der er overtagelse 1. november så vi når sagtens at få det tømt.

Jeg har fyldt benzin på iGo og i eftermiddag tager vi endnu en tur til Hou.

Jeg nyder kaffen og en stille morgen inden vi kl 10 mødes hele familien og indleder flytningen af de gamle.

Fredagen blev brugt på at sortere og mærke tøj, pakke de få køkkenting de skal have med, rydde reolen for bøger, køre et par kasser over, så vi i dag mest mangler de store ting.

Det er lige gået op for mig, at det kun er lørdag i dag. Forvirringen opstod sammen med fredagsfridagen. Måske kan Bob og jeg nå at nyde weekenden lidt i morgen

Vi vil i hvert fald prøve.

Søndag blev første dag i snart en uge, hvor jeg har haft overskud til noget som helst andet end bare at ligge på sofaen og se Netflix.

Efter en tidlig morgenmad pakkede jeg iGo og kørte til Vesterhavet. Solskin fra en blå himmel og ikke en vind, der rørte sig.

Der var kun 14 grader da jeg kørte fra Hals, så det var i hættetrøje og gummistøvler. Dén påklædning kom til at se virke som overkill inden strandturen var slut.

Vi gik en time mod nord og retur – og på det tidspunkt var temperaturen steget så meget, at der var badetøjsklædte gæster på stranden og der kom jeg så klædt på som var det sent efterår. En anelse kikset.

Eftermiddagen blev brugt på et besøg hos de gamle og en aftale om et større indkøb i Ikea frem mod deres flytning om 14 dage.

Jeg fik også vasket alle mine mors gamle Aluminiating af, så det er klar til at pakke. Min far mente, at jeg ville blive en god SOSU, meeeen jeg tror alligevel ikke, at det er der min fremtid ligger.

Min mor havde glemt alt om lørdagens besøg og i går vidste hun ikke helt, om hun ville kunne finde ud af at flytte…

Der er stadig masser af uafklarede ting. Jeg ville ønske, at der var tilknyttet en socialrådgiver til sådan et plejehjem, som vidste hvilke instanser man skal kontakte. Og hvordan. Alt er digitalt i dag og når man så har et par forældre, som ikke kan betjene en computer og ikke kan møde op på Borgerservice – hvad gør man så? Når der skal meldes adresseændring, søges boligtilskud og varmehjælp, osv osv.

Jeg skal lige nævne at min far har nem-id til sin bank og tidligere på året forsøgte vi at få det tilknyttet borger.dk også. Forgæves. De skulle se pas eller kørekort!?! Eller de skulle møde personligt op på Borgerservice!?! Supporten var til absolut ingen hjælp!?!

Det blev som jeg forudså engang – man skøjter hen over den befolkningsgruppe.

I går pegede jeg på linien, hvor min mor skulle skrive sin underskrift på lejekontrakten og så sagde jeg skriv din underskrift her… og så skrev hun ordet ‘underskrift’. Hvad forventer det digitale Danmark mon af sådan et menneske.

Nå, vi løser det vel… men hvor ville det være rart med bedre rådgivning og mindre rigide regler.

Billedet til højre er fra november 2011.

8 uger forinden havde min far fået en blodprop i hjernen og var indlagt på Dronninglund sygehus til genoptræning.

Det var også her de første tegn på min mors demens viste sig, eller i hvert fald her, at jeg første gang lagde mærke til, at noget var på vej. Måske fordi vi tilbragte en del tid sammen. Næsten dagligt hentede jeg hende i Dronninglund og kørte hende hjem til Hals.

Hun var forvirret over mange ting, gentog den samme historie igen og igen og man kunne ikke give hende en besked og regne med at den kom videre. Jeg tror, at jeg på det tidspunkt slog den hen med al den uro min fars indlæggelse førte med sig, men jeg tror hurtigt derefter jeg fandt ud af, at der var noget rivende galt.

Nu 7 år senere er hendes demens ganske alvorlig og især det sidste år er den eskaleret voldsomt. Hun kan ikke længere formulere en sætning og hendes kognitive funktioner er stærkt nedsatte. Ja, nærmest ikke eksisterende.

Det har været en årrække, hvor vi har betragtet udviklingen med undren, grinet af demensens pudsigheder til at vi nu er fortvivlede og bange for at lade dem være alene. Flere situationer har desværre vist, at hun er til fare både for sig selv og min far, som fortsat sidder i kørestol og også næsten er blind.

De har frem til nu boet i eget hjem – men nu går den ikke længere og de flytter inden længe over på plejehjemmet Fjordparken her i Hals. Rosenhaven hedder afdelingen, hvor deres lejlighed ligger

Det har voldt min far en del kvaler. Han er en mand, der altid har klaret sig selv og jeg tænker, at det må være meget svært at skulle erkende, at det kan man ikke længere. Derudover har han svært ved at skulle opgive alt det han og min mor har bygget op gennem et helt liv.

Jeg forstår det godt, men vi må forsøge at gøre den lille lejlighed så hjemlig som vi overhovedet kan og bare glæde os over, at der blev en plads her i byen. Plejehjemmet ligger kun 5 minutters gang fra mit hjem, så det bliver nemt lige at stikke forbi og sige hej.

Det bliver et travlt efterår, som udover flytningen kommer til at stå på tømning, salg af indbo og forberedelse til salg af hus, men det er det mindste… hovedsagen er at professionelle tager over på de to gamle og vi kan sove roligt om natten igen.

Vi har været på besøg i dag, mødt deres kontaktperson og set lejligheden. Den ligger super godt og har en terrasse ud mod ‘sansehaven’, hvor der både er springvand og drivhus og den fælles opholds-/spisestue ligger med byens bedste udsigt ud over fjorden. Der virker rigtig rart og jeg er ret sikker på, at det bliver et godt sted for dem at være.

Fredagaften blev helt spontant til snak, latter, pizza på terrassen og hundeleg i haven.

Jeg elsker, at der er plads til den slags, at kalenderen er forholdsvist tom, så jeg bare kan sige “ja, kom bare”, at ingen forventer, at der står en fin middag på bordet, men at vi bare kan hente en pizza på den lokale.

Vi sad ude hele aftenen med et par glade hunde, der legede omkring os (jeg skylder at sige, at Daniel altså ikke altid ser sådan ud).

Bob var dødtræt da de tog afsted og han gik øjeblikkelig i koma i sofaen indtil jeg bar ham ovenpå, hvor han fortsatte den tunge søvn hele natten.

Weekenden blev dermed skudt i gang på bedste vis og i dag står den både på Tour de France start (mit managerhold Nede Mette stiller i stærkeste opstilling i år) og kvartfinale mellem Sverige og England – en kamp som min engelske forbindelse og jeg diskuterer en del. De skandinaviske vikinger har røvet og voldtaget englænderne før og det gør vi igen i dag. Han er ikke helt enig.

God lørdag til dig – jeg ved min den bliver 🙂

Mine gamle forældre måtte i dag lægge ansigt til mit nye kamera. Jeg øver mig og synes at billedet af min 88 årige far blev ret vellykket.

Det er præcis sådan han ser ud. De blå øjne ser ingenting længere og det bærer barberingen lidt præg af, men det passer mig fint, at det ikke er så velfriseret, men i stedet gengiver virkeligheden.

Billedet af min mor blev ikke nær så vellykket. Jeg kan se, at lyset fra vinduet giver genskin i hendes helt hvide hår, men det er er taget ved kaffebordet blot med det lys, der falder ind af vinduerne og så må det være sådan.

Det gør jeg bedre næste gang.

Indtil videre er jeg tosset godt tilfreds med Fuji

For ikke så længe siden viste jeg min fars Polar dåbsattest og i dag kan jeg så supplere med en lille snas smalfilm af selve dåbshandlingen – dog ikke min fars for det er ham, der er bag kameraet og grunden til, at han fik navnet Filmilerissok.

Vi er på Fregatten Holger Danske – et krigsskib – og jeg synes det er imponerende udklædninger mændene har kunnet fremstille af de ting, de har kunnet finde ombord.