Minus tyve… eller noget. Og hvem havde lige glemt, at få varme sokker i støvlerne?

Det kræver det store krus med varm te, en bolle med ost, en god film på dvd’en og et tæppe i sofaen at få varme ud i tæerne igen. Og måske en morfar. Den røde ninja snorker allerede.

Det passer mig fint på en lørdag, hvor hovedet er en anelse tungt og mobilen alligevel er alt for stille… såk!

Den var på tilbud i Netto… og jeg tænkte, at hvis jeg kunne få løftet bare en lille bitte flig til det store mysterie, så ville pengene være godt givet ud.

Jeg må nemlig blankt erkende, at jeg hverken forstår mig på gamle biler eller midaldrende mænd. Fyldte med uforståelige særheder som de er. Bilen kan man sende på værksted. Det er straks værre med manden. Ham er man nødt til selv at forsøge at greje.

Jeg håber, at blive en lille smule klogere… bare en lille smule… hvis jeg (mod forventning) finder noget epokegørende skal jeg nok sige til.

Men ville det ikke være for nemt hvis løsningen lå på en hylde i Netto.

Jeg tror det :)

Mænd vil aldrigt forstå kvinder, og kvinder vil aldrig forstå mænd – og det er der ingen mænd eller kvinder, der kan forstå.

Det var i dag, du skulle have været med på den lange tur i min ”baghave”… skoven var ubeskrivelig smuk. Og stille. Det eneste, der hørtes var støvlernes knirken i sneen og indimellem lidt snorken fra den røde ninja. Jeg trives i kulden. Stortrives. Elsker at komme ud og få hektisk røde kinder. Det gør mig uendeligt godt og renser ud i øverste etage. Det trænger. Meget. Og er jeg heldig, giver både lørdag og søndag samme mulighed.

Stilheden er forbi, for mens jeg sidder her, under et varmt tæppe, med et glas rødvin i den ene hånd og dimser på computeren, bliver der rodet i mit køkken, snakket, grinet, spillet musik og indimellem “danset”… det er SÅ hyggeligt… og alt alt for længe siden. Jeg vil nyde den her stund. Virkelig nyde. Måske er der længe til det sker igen.

Fantastisk fredag til dig.

Fire år som boss i mit eget liv… dét skal fejres… kage til kollegerne og min “partner in crime” til middag, grin, snak og “lidt” for meget vin.

Det bliver hyggeligt… med garanti… det er alt for længe siden, han har hængt der i den anden ende af min sofa.

For et par år siden lød det sådan her:
Jeg vil træffe mine egne beslutninger, tilbringe søndagen i bar røv og natbukser, se underlige svenske film, gå i seng kl. 21 og læse til solen står op, lade hårene på benene vokse vildt, komme hjem når det passer mig, bruge mine penge på nøjagtig det jeg har lyst til, kysse med hvem jeg vil, slukke når der er fodbold i fjernsynet, sumpe foran computeren, flirte hæmningsløst, omgåes hvem jeg vil – når jeg vil.

Jeg vil fandeme være boss i mit eget liv…
- indtil jeg måske møder Mr. Right og ændrer mening!

Der er jeg endnu

Mr. Right har ikke vist sig (begynder at tvivle på han findes)
… og jeg nyder det til fulde!

Billedet er tyvstjålet på Google… men det er her hun bor, Poden… ved foden af Wicklow Mountains, som i øjeblikket står med sneklædte toppe.

Internetforbindelsen blæser i vinden, varme er noget, der kun findes i stuen i en brændeovn, under dynen ligger der varmedunke, brusebad skal begrænses til 5 minutter – mere er der simpelthen ikke varmt vand til, ansigtet har endnu ikke set skyggen af makeup… men hun trives, blandt heste, kalve, får og hunde og familien Walshe gør alt for, at hun skal føle sig godt tilpas.

Hun får lov at sove til 9. Arbejdet er til at overkomme. Hun bliver taget med i biffen, på pub og familiebesøg. Hun har sågar fået sin egen hest, en stor sort Tinker, som hedder noget svært irsk og derfor for nemhedsskyld kaldes Basse.

De første dage var svære. Jeg kunne høre stemmen var tyk. Men hun overvandt det og jeg er sikker på, at hun nok skal forstå at få noget positivt ud af de tre ugers ophold.

Om ikke andet vil hun sikkert sætte langt større pris på den komfort hun nyder herhjemme. Tænker jeg.

Nåmen så har det lige været en lortedag med ævl og kævl, mavepine og noget, der nærmede sig et hysterisk anfald… og så ender den alligevel positivt, med en halv aftale om at mødes med en gammel ven i London i slutningen af april, to fribilletter til et af Ørkenens Sønners sidste shows i Aalborg, et “kiss and make up” med (…), glad og positiv genlyd fra Irland og endnu en smuk aften himmel.

Ikke en tosset kovending på en onsdag, der startede som den rene nedtur…

Nogen dage er bedre end andre… det her var ikke en af de go’e!

Fodspor i sneen
ligemeget hvor du rejser hen
bare du ved
jeg følger med
som stjernen højt på himlen…

Sibirisk kulde, siger de i vejrudsigten. Det tror jeg på. Det er allerede så tisse koldt at de korte øjeblikke vanterne er af for at skyde et billede er nok til at fingrene er smertefulde kolde.

Og det er ikke toppet endnu, siger de.

Brrrrr…

Vi er IKKE populære på Tingbakken, den rødhårede og jeg… i hvertfald ikke blandt hanhunde ejerne. Hun begyndte sin løbetid i onsdags og nu trækker vi et spor af knuste hanhundehjerter med manglende appetit og aparte opførsel efter os.

Vi er heldigvis kolde som jordbær is ;)

Poden sidder lige nu i Hacketstown og ser hestevæddeløb fra Dublin sammen med “fruen” og 4 af husets 6 døtre…

Utroligt søde og gæstfrie mennesker, siger hun med et smil.

Mor’en kan ånde lettet op og lade nervøsiteten forlade maven.

Jeg synes lige det var i går, hun blev konfirmeret… og nu har hun job og Master Card, flakker omkring på egen hånd i Irland og sender spøjse billeder fra iPaden.

Tænker at jeg er blevet tilsvarende gammel i mellemtiden, selvom det ingenlunde føles sådan. Faktisk så føles det stadig, som om jeg er et sted der omkring tyverne. Cirka. Og hører Søs Fenger, kører underlige gamle biler og møder mænd, der gi’r mig ubegrundede sug i maven og symptomer, der minder om en blanding af influenza, OCD og almindelig vanvid :-/

Og heldigvis bliver man aldrig for gammel til den slags. Har jeg erfaret. Og jeg smiler.

Så rejste hun… Poden. Først mod Amsterdam og senere i dag mod Dublin, hvor de skal overnatte før turen i morgen går ud til deres respektive værtsfamilier.

Det var ikke uden problemer at få hende af sted. Nanna havde 3 kg. overvægt i kufferten. Vi måtte ommøblere gummi- og ridestøvler, som med nogen besvær røg i håndbagagen. Jeg ved ikke helt, hvad hun har med for hendes venindes kuffert vejede 9 kg. mindre :-/

De bliver modtaget i Dublin af en fra udvekslingsorganisationen, som indlogerer dem på hotel i nat – og det er også hende, der hjælper dem med deres videre færd i morgen. Nanna skal ikke så langt. Hacketstown ligger ikke ret meget mere end 100 km syd for Dublin. Andre af pigerne skal helt ned sydpå i landet før de når deres bestemmelsessted.

Jeg ser frem til at få en sms i morgen, at hun er nået frem… før tror jeg ikke, jeg trækker vejret normalt igen!

Livet har smilet til mig i dag.

Humøret har været til et klokkeklart 10 tal lige fra morgenstunden, hvor arbejdsdagen begyndte med et kram. Det startede åbenbart en lavine. Kollegerne har været sprudlende og kunderne medgørlige. Poden er pakket og klar til rejsen i morgen… OG hun glæder sig tilmed. Håret er nyklippet og Poloen er nysynet uden anmærkninger.

Er det ikke fantastisk… 22 år gammel og så gik den lige igennem uden at koste en krone udover gebyret for synet.

Nu mangler vi bare at håndbolddrengene banker de spaniere… så er fredagen fuckingfantastisk…

Jeg er ikke ret vild med uventede gæster… og slet ikke når en fagmand mener, at det er en rotteunge, der titter op af et hul i min terrasse… den er ganranteret familiesammenført også… UDEN at have spurgt om tilladelse!

Her bliver ikke budt på kaffe, men tilgengæld på rottegift!

Og så har jeg hørt i min øresnegl, at man faktisk også er forpligtet til at underrette kommunens rottefænger.

Det må jeg vel hellere så.