Første arbejdsuge efter sommerferien kom og gik.

Mine kolleger havde holdt det værste skidt fra døren og midt på ugen havde jeg ryddet de små sedler og de lange lister af vejen, som lå på mit bord. Der er systemer de andre ikke har adgang til, men det skal kunderne ikke vente på, så det ønskede udstyr er udleveret og så fikser jeg det praktiske på bagkant.

Urørte lå kun de sager, hvor min rutine og erfaring er nødvendig for at visitere rigtigt. Skruen er strammet økonomisk og det er nødvendigt at kunne vurdere om noget er need-to-have eller nice-to-have. En slags omvendt sælgerjob, som jeg skal hilse og sige kan være lige så vanskeligt at håndtere (:


Weekenden vinker forude og ligger åben og blank lige til at putte i hvad jeg allerbedst kan li’: en weekendgæst, en koncert i byen, noget god mad, en fototur ud i det blå… jeg er klar til det hele!

G O D  F R E D A G

Tilbage på kontoret var det tid til et tiltrængt besøg hos Thomas Fysioterapeut.

»Det har du gjort godt i sommer« var den åbenlyse ironiske kommentar da han gik ombord i min skulder og ryg, som var stivere end stiv.

Efter en halv times manipuleren har jeg igen mulighed for at nå over smørre creme på min højre skulder.

Da jeg åbenbart formår at ødelægge det gode arbejde i løbet af ganske kort tid, mente han, at vi skal ses igen allerede i næste uge.

Jeg priser mig igen lykkelig for den medarbejderordning vi har. Tænk hvis jeg skulle betale af egen lomme ude i byen!

Det er i det hele taget ganske ok at være tilbage på pinden. Det er skønt at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Jeg trives i selskab med mine kolleger, de daglige udfordringer jeg har med mine kunder og er sgu lidt bange for, at der ville gro mos på mig, hvis ikke jeg havde noget at rive i til daglig.

Så jo… jeg holder også af hverdagen.

Forleden faldt jeg over en irsk perle på DR1 – The Secret Life of the Shannon.

»Shannonfloden er Irland og de britiske øers længste flod. Den har sit udspring i Ciulaghbjergene i Nordirland og løber, efter omkring 340 kilometer, ud i havet i nærheden af byen Limerick. På en rolig kanotur guider Colin Stafford-Johnson os gennem et år fra sommer til forår rundt i dyrelivet i og omkring floden, der også emmer af historie og legender.«

Jeg var tryllebundet af den megen smukhed… billederne, musikken og roen. Jeg kunne snildt se mig selv sidde i den kano og tage den betagende natur ind.

Udsendelsen kan ses på DR i en periode – det kan varmt anbefales.

For længe længe siden fik jeg en besked om, at det tema, der lå til grund for layoutet på denne blog, ikke længere ville blive opdateret.

Jeg har næsten lige så længe bakset i maskinhuset med at finde et nyt, jeg kunne leve og arbejde med.

Mange er blevet forsøgt og lige så mange er blevet forkastet.

I min ferie er det vist endelig lykkedes mig at finde en løsning, der passer mig. Der mangler fortsat lidt små justeringer som jeg ikke er tilfreds med, men ellers tror efterhånden det fungerer, som jeg gerne vil have det til.

Bloggen bruges til dels som ‘dagbog’ og jeg foretrækker derfor helt klart, at man bare scroller og så kommer indlæggene i kronologisk orden og i fuld størrelse uden en masse fikumdik. Sådan er temaet ikke oprindeligt. Alle indlæg blev tekstmæssige kogt sammen og havde så en ‘læs videre’ knap. Jeg er ikke nogen PHP guru, men det lykkedes mig alligevel at lokalisere og tilpasse det stykke kode.

Det tager lang tid og jeg kan nørde med det aften efter aften før jeg er tilfreds.

Håber det også fungerer ude på den anden side (:

Jeg hankede op i begge kufferter, traskede op af indkørslen og spurgte mig lidt for inden jeg fandt volontørkontoret, hvor Mirka residerede: »Vi ventede dig i går«, sagde hun. Jeg forklarede hende, hvad der var sket dagen i forvejen og om min sene ankomst til TelAviv. Nu var jeg her så ingen problemer… indtil hun så mit pas og kunne konstatere, at jeg kun var 17.

Nåmen, men nu var jeg rejst så langt og så gik det nok også selvom det var mod reglementet.

Jeg blev fulgt ned i det fjerneste hjørne af kibbutzen til et grønt træhus, eller et skur var det vel nærmest, med fire værelser. Jeg blev vist ind i et af værelserne. Mit hjørne af værelset bestod af en jernseng og en gammel træstol, som kunne bruges til sengebord. Mit tøj blev opbevaret i kufferterne under sengen, men da der blev udleveret arbejdstøj var det begrænset, hvor meget det kom i brug. I værelset boede i forvejen to New Zealandske piger, Julie og Lee. De var begge på arbejde, så jeg satte mig ude på trappestenen efter jeg havde pakket ud.

Beboerne i naboværelset kom hjem fra arbejde. »Hello there«, blev jeg hilst med. Kort tid efter stak de næsen ud og inviterede mig indenfor. De tre unge fyre, Stephen og John fra England og irske Noel, skulle være mine naboer de næste mange måneder.

Julie skulle vise sig at være en rigtig tørvetriller, som sov med biblen under hovedpuden, så selskabet i naboværelset blev det foretrukne.

kibbiuz-20

Det blev begyndelsen på et livslangt venskab og begyndelsen til en periode – omend den var ganske kort – som har præget en stor del af mit liv. Jeg tænker, at det er samme mekanisme som når mænd 40 år efter de var soldat fortsat kan fortælle soldaterhistorier med smil i øjnene.

Stephen (i den hvide t-shirt) var på det tidspunkt i starten af 20’erne – i slutningen af dette år bliver han 60. TRES!

Vi mødtes igen i 2012 i London – 31 år efter vi sagde farvel på p-pladsen foran kibbutzen. Om han får tid til endnu et gensyn når Poden og jeg drager til London i november er tvivlsomt. Han bor 3 timers kørsel fra London og det er en lang tur at køre blot for at sige hej.

Men det kunne altså være hyggeligt.

Antal feriedage gået: snart seksten

Vejret: Det ser ud til at ferien slutter med en sommerdag

Stranddage: 0

Malerarbejdet: Stue, køkken, entre, soveværelse DONE

Antal is: mange.

Ugens gode oplevelse: det positive udfald af tirsdagens sygehusbesøg

Ugens dårlige oplevelse: jeg bliver både vred og ked af det når et menneske, der står mig nær, ignorerer mig, når vi mødes og h*n er i andet selskab. Som om h*n ikke vil kendes ved mig. Meget mærkelig opførsel!

Humøret: Misfornøjet

40 minutter tager det at sejle fra Aalborg til Hals i den her svend… den kan lejes til forskellige arrangementer og i dag var det et Aalborgfirma på udflugt, der var ombord.

Det var ti drivvåde passagerer, der blev sat af ved ‘Lodsens datter’, hvor der var kaffe og Rabarber Crumble fra Bech’s Catering (!!!).

Jeg fik en besked efter kort tid ‘at det smagte fantastisk’… og så er det jo al besværet værd.

Jeg havde lavet dobbelt op på crumble af 2 kg rabarber fra haven og alt der var tilbage var en passende portion til min aftenskaffe.

Regnen tog til da de skulle retur til Aalborg, så jeg var glad for at kunne sætte mig ind i iGo og køre de få kilometer hjem. Jeg kunne ellers slemt godt tænke mig sådan en sejltur, men helst i tørvejr.

Jeg nåede kun lige akkurat at komme i bad og tage rent nattøj på inden aftensmaden. Det betyder ikke, at jeg har ligget på den lade side… tværtimod har jeg været myreflittig i dag og fået ryddet alverdens små projekter af vejen, som har ligget alt for længe.

Jeg har bl.a. ryddet op i mit gamle skab og fundet en del ting, som ikke har været brugt siden de blev sat derind for 5 år siden. Noget er smidt væk, mens andet er fotograferet og sat til salg.

For mange år siden fik jeg foræret to sæt George Jensen sengetøj. Kridhvidt og i en super lækker kvalitet, men desværre også til et par alt for lange dyner og det har derfor aldrig været brugt. I dag fik jeg endelig forkortet dynebetrækkende (det tog under ti min.) og det hænger nu nyvasket og soltørret på terrassen klar til at lægge på sengen i mit nymalede soveværelse. I love it.

Inden jeg fik set mig om var fredagen gået og jeg kan læne mig tilbage i sofaen i selskab med VM i atletik.

I morgen er der bud efter Bech’s Catering (det er også nyt for mig at den findes!!!). Der ankommer 10 personer til Hals havn i løbet af lørdag eftermiddag, som skal trakteres med kaffe og Rabarber Crumbleom ikke lige jeg kunne klare det? Det har jeg ikke prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert, som Pippi ville sige.

God weekend til dig derude!

Det var betingelsen for at ‘måtte’ hente ham fra jobbet i Skørping… og således hårdt presset (eller noget) måtte jeg jo så sige okay 🙂

Jeg kørte hjemmefra i god tid. Jeg gjorde holdt på vejen, hvor institutionen ligger og havde jeg vidst, hvor meget liv, der er omkring de små fine skovsøer havde jeg medbragt hele fotogrejet. Det husker jeg næste gang.

Vi måtte køre en omvej for at komme forbi Vebbestrup, men de laver nærmest verdens bedste softice, så det er hele turen værd.

En mellem med chokoladeovertræk og en stor med dobbelt drys.

Og så kan vi så sidde der på bænken udenfor som et gammelt vrantent ægtepar og (med et glimt i øjet) lufte alle vores fordomme om de mennesker, der passerer forbi.

Tirsdagen bragte mig på Sygehus Nord. Som ledsager og ekstra ører. Vi var i god tid da det er et helvede at finde en p-plads inde i Aalborg.

Hvem har mon fundet på at bygge et sygehus i midtbyen uden tilhørende parkerings mulighed? Håber det bliver anderledes når det nye supersygehus i Aalborg øst er klar.

Nåmen vi fandt en p-plads og ankom i god tid. I modsætning til hvad man ellers kan opleve, var der ingen ventetid.

Undersøgelsen blev hurtigt klaret og den efterfølgende samtale var grundig og vi gik derfra uden en masse ubesvarede spørgsmål.

Eftermiddagens vejr var til havearbejde, men inden jeg kom så langt blev jeg grebet af insektlivet i højbedet og endte på et tæppe med kameraet i hånden.

Der blev ikke fjernet noget skvalderkål overhovedet, men som en skrev til mig på FB ‘Bare rolig, den overlever‘ 🙂