Det var i 80’erne mine danseben havde deres storhedstid og de har bestemt ikke glemt det.

Brugsens højttaleranlæg spillede The Communards – Don’t Leave Me This Way og jeg måtte lige snige mig til et par dansetrin mellem rengøringsartikler og toiletpapir…

Mit første møde med Sebastian Bergman skete i Hjorth og Rosenfeldt debutroman Manden der ikke var morder, som er en af de bedre krimier, jeg har læst.

Sebastian er en politipsykolog på orlov, efter en personlig tragedie som har han har svært ved at komme over, men efter et mord på en 16 årig dreng arbejder han igen for Rejseholdet.

Man keder sig ikke et sekund ikke i løbet af fortællingen og det er en rigtig flot debutroman af de to forfattere. Bogen slutter et brag og en afsløring, der fluks fik mig till at kaste mig over nr. to i serien.

Den svære to’er, Disciplen, er lige færdiglæst og er om endnu bedre. Sebastian og Rejseholdet er igen omdrejningspunktet for en mordefterforskning.

Den tredie, som hedder Fjeldgraven er netop hentet og ligger klar på mobilen.

Indtil videre er der 6 bøger i serien.

  1. Manden der ikke var morder
  2. Disciplen
  3. Fjeldgraven
  4. Den stumme pige
  5. De uegnede
  6. En højere retfærdighed

Alle 6 bøger i serien er oplæst af Bent Otto Hansen, som efter min mening er en af de absolut bedste oplæsere.

Jeg glæder mig til endnu mange timers underholdning.

I’m feelin’ kinda lonely / won’t you come by and waste my time.

Selma Judith – dansk musik med fed international lyd.

Bonus info: det er Lars Von Triers datter, men det er hun jo uden skyld i.

Efter at have tilbragt tid i et selskab, hvor man har lyst til at spørge:

Er du altid så dum eller er i dag en særlig anledning?

– så skal der musik i ørebøfferne til at berolige de irriterede nerveender.

Jeg er en sucker for en mand med noget på hjeret, en guitar og indimellem en mundharmonika, en simple lyd og en stemme, som ikke druknes i storladede instrumentale arrangementer.

Jeg sætter den på repeat indtil tænderne er holdt om med at skurre mod hinanden!

Kyle Meenehan udgiver musik under en Creative Commons-licens, hvilket betyder, at man kan dele den så meget man ønsker.

Jeg er ret overbevist om at underholdningesværdien i aftes i Mølleparken var temmelig meget højere end den på Aalborg Portland Park, hvor Aab spillede 0-0 mod AGF… det er fodbold jeg hentyder til, hvis nogen skulle undre sig.

Vi var mange, der havde trodset regnen og vi gik ikke forgæves. Først underholdt Folkeklubben – et herligt musikalsk bekendtskab – og bagefter den gamle frederikhavnerknægt Allan Olsen med band.

En lille krølle på historien: hans keyboardspiller Gæst (ja, det hedder han) har jeg engang passet da jeg arbejde en kort periode i en børnehaven i Vejgaard… og i 1994, da jeg fik Nanna, var det hans mor, der var jordemoder og tog imod hende.

Det var ikke en af de sædvanlige Grand Prix baskere, der løb med sejren i aftes, men derimod en fin og følsom Salvador Sobral fra Portugal, som på smukkeste vis sang så hårene rejste sig.

Jeg aner ikke hvad ordene betyder, men det er i denne kontekst helt ligegyldigt for den er fremført med så meget indlevelse, at man er med ham hele vejen. Den får mig til at tænke på Chaplin’s ‘Smile’, som besidder samme fine stemning.

Sejren gik til ‘sangen’ og ikke til konfetti, glimmer, lange ben og vindmaskiner.

Han får 12 af mig – jeg er fan!