I går blev den bette Bob D 7 måneder. Eller helt bette er han jo ikke mere. Sidst vi var omkring dyrlægen for mindre end en måned siden vejede han 9,2 kg.

Det går rigtig godt. Han er sød og sjov. For det meste. Han kan også være en pind i r**** ind imellem. Mest når han synes jeg er kedelig (= optaget af noget jeg skal koncentrere mig om) så finder han på alverdens ulykker for at fange min opmærksomhed. På et split senund kan alle mine sko ligge spredt ude i haven eller han har fundet en lækker pind som han har findelt inde i stuen.

Han sover godt og skal ikke længere ud og tisse midt på natten og der er heller ingen problemer med at være alene hjemme. Jeg holder ham fortsat under overvågning og kan se, at han sover det meste af tiden, når jeg er på job. Jeg kan fortsat komme hjem til en lille tissetår i brusekabinen, men jeg tænker, at det bare er et spørgsmål om tid og han får fuld kontrol over blæren – er det ikke, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre ved det… jeg er jo ikke hjemme til at forhindre det.

I næste uge starter vi unghunde træningen. Forhåbentlig får vi et lille brush-up på de ting vi lærte – eller rettere ikke lærte – på hvalpekurset. Vi trænger 🙂

Fem måneder efter at jeg blev hundeejer igen, har jeg ikke fortrudt et sekund. Heller ikke mit valg af størrelse eller race… faktisk leger jeg med tanken om, at han skal være storebror engang til næste år, hvis jeg er så heldig at Miriam skal have et kuld hvalpe i 2019.

Hvis man gerne vil slippe med en halv arbejdsdag skal man bare stikke en tommelfinger i øjet på sig selv om morgenen – hårdt – og så afvente at øjet bliver rødt, hævet, ømt og synet tiltagende sløret!

Man kan også lade være, men et uheld til morgen resulterede i netop det og før frokost ringede jeg til lægen som synes jeg skulle komme forbi ham en tur.

Der var en tydelig skade i øjet forårsaget af min tommelfingernegl. Heldigvis overfladisk og kuren var nogle øjendråber, som skal forhindre infektion.

Bob må også have fået noget i øjet eller også har han bare ikke lært at læse endnu for han var da vist lige ved at tro at Australien vinder landsholdskampen i morgen 🙂

Det er supernemt at fotografere Bob, når han ligger stille på en grusvej… men løbende imod mig er pænt udfordrende. Både for mig og for Fuji.

Der er ingen tid til komposition eller til lige at stille lidt på kameraet. Det er bare at holde knappen i bund og så håbe, at der kommer noget brugbart ud af det.

Mange mange af billederne ryger direkte i trash og så er der nogle få indimellem som er lige i øjet.

Jeg ved ikke, hvordan succesraten er for andre, men sådan er det altså hos mig.

Jeg har læst mig til at Fuji er meget lydhøre når det gælder ønsker fra deres købere og i dag har jeg opdateret huset til en firmware, som bla. skulle speede auto fokus op. Spændende om det er mærkbart.

Vores weekendgæst er sendt hjem, gulvene er støvsuget og vasket og nu tager vi en slapper resten af søndagen.

Som det sikkert kan fornemmes af billederne, har hundene har hygget sig. Det lykkedes dem faktisk også at slappe af sammen selvom det ikke var længe af gangen.

Til gengæld slappes der af nu. Bob er gået i koma på sofaen og jeg tænker, at han tidligst vågner igen på tirsdag (:

Heldigvis (hvis man må sige sådan) regner det en smule i dag, så jeg tænker den står på Netflix – og meget apropos på The Rain.

Mens de unge hygger sig med samba i Aalborg er jeg hundesitter.

Sidst Jack var her havde de to hunde pølet så meget, at Jack samme aften endte hos vagtdyrlægen med et vrid i ryggen.

Denne gang er der restriktion på legen og heldigvis har de nu været sammen så længe, at de også kan slappe af i hinandens selskab.

I går måtte jeg smide time out kortet flere gange, når den bette Bob blev for smart – det har kun været nødvendigt en gang i dag.

Det bliver til en del billeder i øjeblikket – beklager, men jeg skal jo lære det nye kamera at kende.

Jeg er ret vild med det resultat, der kommer ud af mine forsøg.

Jeg fotograferer fortsat udelukkende i raw, men modsat billederne fra Canon kræver disse kun et minimum af efterbehandling. De er kontrastfyldte, farvetonen falder i min smag og selvom Bob her er i fuldbevægelse er de fleste super skarpe.

Det er præcis et halvt år siden Bob blev født. Jeg var lige ved at skrive ‘så verden for første gang’, men hundehvalpe er jo født blinde.

Det var i Pinsen sidste år – den 4. juni – jeg måtte sige farvel til Lillebror.

Denne pinse har været uden tårer og kun fyldt med smil og latter – mest over den lille klovn jeg nu deler tilværelsen med.

Billederne er skudt tidligt på aftenen, mens han stolt fremviste sin knoglesamling.

(man kan klikke på billederne og se dem i fuld størrelse)

Nogen har glemt at fortælle Bob, at han ikke kan svømme. Eller at racen ikke kan. I hvert fald tog han en lille svømmetur i dag, helt frivilligt og uden at gå til bunds.

Bagefter synes han så, at det så var fedt at rulle sig i sandet.

Det kostede et bad da vi kom hjem, men nu har jeg så også et stk. lækker, træt og citronduftende dyr ved siden af mig i sofaen.

Poden skal være havfrue til årets karneval og det krævede min og min symaskines involvering. Vi fik lavet den fineste havfruehale i formiddag og jeg tror, at hun tog hjem med et kostume, som blev bedre end hun havde forestillet sig.

Skønne lange dage tilbragt udendørs i sol og varme. Vi har bytrænet i Aalborg, besøgt hundevenner i Nibe, travet tur ved stranden, ‘delt’ en lille is og ellers bare nydt haven.

Bob er en rigtig selskabshund og han ser ud til at stortrives ved at være med i det hele. Jeg vil gerne have en hund, som jeg kan have med alle steder og som tager alle situationer med ro, så vi træner vi i alle slags miljøer.

Han klarede byturen fint. Vi parkerede ved firmaet og gik langs havnen ind mod midtbyen, satte os på en bænk ved Nordkraft, hvor biler, busser og mennesker suser forbi i en lind strøm. Tilbageturen gik af Østerbro, som også er ret trafikeret. Det var mange indtryk og han var træt bagefter, men turen var en succes.

På længere ture har jeg stor glæde af, at han er burtrænet. Så snart jeg sætter ham i buret i bilen falder han til ro eller lægger sig til at sove. Forlader jeg ham i bilen er han også helt tryg ved det.

Selvfølgelig er der stadig mange ting, der kan/skal forbedres, men taget i betragtning han kun er knap et halvt år synes jeg, at det går over al forventning.

Jeg har fået havehjælp af den slags, der nok er mere til besvær end hjælp… han stjæler alt han kan komme i nærheden af; handsker, redskaber, knæpude, potter. Han stikker næsen i alt og skal helst være liiige der, hvor jeg skal luge eller plante.

Men han har en fest og så er det svært at blive vred.