Lørdag er ugens eneste dag, hvor der der bare står ‘mig’ på kalenderen. Jeg fastholder, at den ene af weekendens dage helt og holdent er til, hvad jeg har lyst til, hvor jeg ikke ‘skal’ noget.

I dag blev fridagen tilbragt i selskab med Poden og vores to hunde. Ved stranden.

I Nordjylland holdes der først vinterferie i uge 8, så der var endnu ikke mennesker hverken i sommerhusene eller på stranden.

Vi travede en tur, satte os i klitterne en times tid og mærkede solen på næsen.

Det føltes nærmest som forår selvom vi kun er midt i februar.

Bob kan næsten ikke være i sin lille krop af bar glæde over legekammeraten Jack.

Om det er gensidigt, tvivler jeg lidt på 🙂

De nød stranden og hinanden, og jeg er ret overbevist om, at det bliver en stille aften i både Hals og Tylstrup.

Bob fik sig en på opleveren i dag.

16-17-18 – jeg opgav at tælle – hunde i alle størrelser samlet til hundetræf ved søen i Den Jyske Skovhave.

Bob virkede en anelse benovet over det store opbud af artsfæller, men opførte sig super socialt og læste de andre som det hører sig til hos en hund, som er mentalt velfunderet.

I det hele taget var det en positiv oplevelse at se så mange hunde komme så godt ud af det med hinanden. Der var et par stykker som ikke gad de andre, de advarede og fik så lov at være i fred og der var ikke noget, der fik lov at udvikle sig.

Det er ikke sidste gang vi kører den tur.

Siden november er Bob  blevet fodret med Orijen Six Fish. Til min store ærgrelse holder Zooplus nu op med at føre Orijens, og varianten Six Fish var allerede udsolgt.

Bob stortrives på det foder.

Hans pels er skinnende, hans fordøjelse stabil og ædelysten er stor, så jeg har bestemt ikke lyst til at skulle skifte igen.

Google viste adskillige andre forhandlere, men til en noget anden pris, indtil jeg kom til brekz.dk, som har samme lave pris som Zooplus og gratis levering til døren.

En sæk bestilt.

Tjek!

Lige om lidt skal Bob D genvaccineres og jeg overvejer kraftigt også at få ham udstyret med et kæledyrspas og en rabiesvaccination.

Han er så nem at medbringe alle steder og fik jeg nu lyst til, i min ferie, at køre over grænsen mod syd kunne det være rigtig rart at være forberedt.

Igen fører Bob sig frem i London som modelhund og anbefaler, i samarbejde med Styletails, gult og pels i boligindretningen.

Det ender vel med Paradise Hotel eller Date mig nøgen, hvis ikke jeg får sat nogle grænser for hans føren sig frem på SoMe.

Jeg har købt lidt en del i det engelske og blev efter det første køb kontaktet af Sara, som havde set Bob i den nyindkøbte seng på Instagram.

Hun ville gerne låne billledet og det har ført til et lille fint samarbejde på tværs af Nordsøen.

Bob er forkælet ud over alle grænser – hvis nogen skulle være i tvivl – og så gider hans matte i øvrigt ikke have en eller anden rærlig hundeseng stående i stuen. Smagsløsheden er desværre fremherskende når danske dyreforretninger køber ind. Beklager, men det er nu min erfaring.

Til Black Friday købte jeg igen en hundeseng – til erstatning for den Bob en dag synes, at han ville undersøge indholdet af (jeg kunne godt have fortalt ham, at den var fyldt med pladevat!!!).

Denne gang har jeg lagt en ordre hos en dansk netbutik. Jeg har betalt, men ikke modtaget varen endnu. Først lød det, at jeg ville nå at have den inden jul. Svaret på min sidste rykker var at den skulle kunne leveres inden for de næste 14 dage.

Behøver jeg at sige, at der handler jeg nok ikke igen.

Og til det har jeg brug for al min overtalelsesevne. Bob gider i hvert fald ikke at blive hevet ud af sin varme kurv og ud på morgentur i små regn. Som i slet ikke.

Det er måske også lidt unfair – jeg er klædt på i regntøj fra top til tå og han er på det nærmeste nøgen.

I går var han mere i sit es. Som ‘besøgshund’ hos de demente damer på Fjordparken. Det synes både de og han er et hit. Der kommer lys i øjnene og glemt er rollator og dårlige ben. Samtidig er han også et samtalemne på en afdeling, hvor samtale er svær. Flere af beboerne har slet ingen sprog, min mor siger en masse uden der hverken er hoved eller hale i det og så er der et par stykker, som man godt kan føre en nogenlunde normal samtale med.

Det er tungt at komme på besøg og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal takle, at min mor spørger efter Gudrun, Bebbe, Kalle og alle de andre fra hendes ungdom, som forlængst er døde og borte. Skal jeg tale hende efter munden eller skal jeg sige, at de er døde? Når hun spørger efter min far, som er flyttet på en anden afdeling, siger jeg, at jeg tror han er taget ud og fiske eller cykle og det ser hun ud til at synes er ok.

Her er Bob også en afleder, som bringer tankerne væk fra at nu gider hun ikke mere og at hun gerne vil ‘hjem’ (og her er det til sin mor i Frederikshavn hun mener).

I dag står den på besøg på den anden afdeling hos min far. Der skal Bob ikke med. Det skal tilgengæld min pc. Vi skal nemlig have bestilt nye lydbøger til ham.

Der er ikke noget som en strandtur til at trætte et par aktive hunde.

Det er en fornøjelse med sådan en travetur med legende hunde som selskab. Og så giver det en dejlig ro i hundekurven resten af dagen. Og måske dagen efter.

I dag er det 13 år siden vores første kuld hvalpe blev født. Det blev til 6 stk., hvoraf den førstfødte desværre var dødsfødt. Vi kaldte dem Matadorkuldet og de blev opkaldt efter personerne i tv serien af samme navn: Agnes, Ingeborg, Maude, Mads og Laurits.

Otte uger gamle vejede de største af hvalpene det samme som Bob gør nu som voksen.

Det var en fest og og et K Æ M P E  arbejde.

Bob er også en fest. For få år siden kunne jeg have forsvoret, at jeg skulle have en lille hund, men jeg er nødt til at erkende, at glæden ved at have hund ikke er proportional med størrelsen af dyret.

Årets sidste dag blev tilbragt ved Vesterhavet sammen med et par unge bulldogs, der i den grad nyder hinandens selskab.

De skulle krudtes af inden nytårsaften for alvor gik i gang. Og det skulle vise sig at være en god beslutning, for da folk omkring begyndte at fyre krudt af var der ingen af de to, der vovede sig ud i haven.

Jeg fandt en lille pause sidst på aftenen, hvor de lige fik lejlighed til at tisse af, men det var hurtigt ud og hjem igen.

Ikke at de på nogen måde virker bange, men Lillebros nonchalante holdning til fyrværkeri har de bestemt heller ikke.

Nytårs aften gik sporløst henover mit hus. Men det gjorde nattens storm til gengæld ikke. En del af hegnet ind til naboen er væltet – en del som allerede var rådden – og hundene synes selvfølgelig straks det var fedt at gå på opdagelse på forbudt grund, så til morgen, inden den første kop kaffe, har jeg været ude med trådhegn og hammer.

Hundene fortsætter festen. Jeg undskylder Bob med at han er så ung endnu, i hvert fald er han slet ikke i stand til at styre sin begejstring over at Jack er på besøg. Jack på sin side er med på legen, men ligner også en, der indimellem trænger til en time-out. Og det får han.

Bob, Jack og jeg ønsker godt nytår til jer alle derude.

(man kan klikke på billederne, hvis man vil se dem i en større version)

Bobs første nytårsaften venter forude.

Fyrværkeri, skud og torden har aldrig været noget problem med nogle af mine gamle hunde og det skulle det heller ikke ret gerne blive med His Bobness. Da vi havde hvalpe havde vi en cd med hverdagslyde som vi afspillede dagligt, men der er jo ingen der har cd’er mere (eller jo, jeg kender en, man han er også håbløs old school).

I stedet fandt jeg noget lyd på nettet – et kvarter med fyrværkeri.

Den afspiller jeg (lidt højt) mens jeg fortsætter mine gøremål, som om intet var anderledes end det plejer.

Første gang dukkede Bob frem fra kurven. Så stillede han sig op og gloede på højttaleren. Og til sidst fortsatte han også med sine gøremål.

Nu ligger han blot og sover.

Jeg tænker, at vi tager den med jævne mellemrum den næste tid og så tror jeg han er klædt på til årets sidste aften.

Den fineste lille Bob D bliver 1 år i dag. Hvis du har fulgt med her kan du sikkert erindre den spænding, der var i luften frem til fødslen.

Først ventede jeg på om tæven overhovedet var drægtig. Så fik jeg at vide, at scanningen ‘kun’ viste 4 hvalpe. Og så endelig, mens jeg sad på en trappe i en butik i London og ventede på at Nanna var færdig med at ose, kom den forløsende mail, at der var født fire hvalpe og at der deriblandt var en hanhvalp til mig.

Bob D er den lyse, nr. 2 fra højre og vist den der ligener mor mest.

Så startede endnu en ventetid på 8 uger før vi kunne køre mod Vejle og hente ham.

Som hundemor har det været et herligt år.

Han er præcis så sjov og sød og fuldstændig umulig som forventet.