• Hals

    Afvikling med minus 30%

    Aldrig i de år jeg har boet her har der været så mange mennesker i Aldi.

    Annonceringen af ophørsudsalget fik lokket Halsboerne af huse tidligt fredag morgen og jeg kan se, at det i stor stil er toiletpapir, de slæber ud af forretningen. Det er såmænd også det eneste, der er at hente. Butikken har længe være gabende tom både på hylder og gange, og når den her flok har raset gennem forretningen er der nok ikke mere tilbage.

    Jeg håber Rema1000 ansætter en uddeler og noget personale med gang i, så byen kan få en forretning med varer på hylderne. Noget nyt/bedre skal der i hvert fald til for at overleve her.

    Også den ene af vore tøjforretninger lukker med udgangen af måneden.

    Huse fraflyttes, står tomme og forfalder.

    Det næste bliver vel at byen slæbes til ophugning ligesom isbryderne.

  • Familie,  Solveig,  Tumling

    Åbent landbrug

    Solveig var ikke en pind interesseret i hverken kalve, heste, køer eller høns – hun fandt halmen på gulvet langt det mest interessante ved åbent landbrug i Ulsted.

    Og så at trave frem og tilbage på staldgangene selvfølgelig.

    Når man har lært at gå skal det dæleme også øves.

  • Strik

    Ikke en lille fejl

    Det behøver ikke være perfekt for at være smukt... sådan plejer jeg at sige, når der sniger sig en fejl ind i mit strikketøj.

    I aftes måtte jeg dog strikke baglæns to lange lange omgange.

    Jeg havde simplet hen overset en omgang med udtagninger, som gjorde, at ryggen blev lidt vel smal da jeg endelige var nået til det punkt, hvor jeg skulle dele til krop og ærmer.

    En fejl, der nok ville blive svær at overse.

    Småting som en maske for meget eller for lidt får mig ikke til at trævle op. Det fikser jeg blot med en enkel ind- eller udtagning som kun vil være synlig for den der ved det er der.

    Fejlen er fisket og jeg er tilbage på sporet.

  • Et øjeblik...

    Så så Mette, der er jo bare…

    Per Lange har taget det smukke foto

    Det var med en sorgfuld følelse og en klump i halsen jeg så Danbjørn blive trukket af sted bag den lille stærke slæbebåd i går… som var den et stort dyr, der blev trukket til dyrlægen for at blive aflivet fordi ingen ville have det.

    En højst uventet følelse.

    Meget mærkeligt!

  • Hals

    For og imod

    Hals er delt i to når det kommer til de to mastodonter, der de sidste 7 år har ligget til kaj i Hals.

    Isbjørn og Danbjørn.

    Den ene del af byen mener, at de er en øjenbæ, som kun alt for langsomt kan bliver fjernet, den anden at de er blevet byens vartegn og skal blive liggende.

    Blandt førstnævnte er forpersonerne for Hals samråd og (tror jeg) erhvervsforeningen. Det er også dem, der har udtalt sig til pressen, som derfor har fået det indtryk, at ALLE i Hals ønsker de to isbrydere fjernet. Sådan er det langt fra, og jeg vil faktisk gerne være fri for at de to forpersoner inkluderer mig i deres holdninger.

    Jeg forstår nu godt beslutningen. Selvom det kunne have været en fantastisk attraktion, hvis bare en af dem kunne blive liggende, så er det alt for omfattende og dyrt at åbne dem for publikum.

    Isbryderne blev taget ud af tjeneste i 2013, og Forsvaret – der indtil for nylig ejede skibene – forsøgte at få dem solgt til den nette sum af 30 millioner kroner. 

    I 2016 blev de sejlet til Hals, og i 2020 opgav Staten og Forsvaret at finde en ny køber, der ville sejle med skibene.

    Siden har de ligget i Hals og først nu er de blevet solgt til skrot og skal slæbes til Esbjerg.

    Når der sker noget på havnen trækker det folk af huse, men de kommer til at vente længe (i deres biler som de nødigt står ud af). Danbjørn skulle være på vej til Esbjerg allerede, men forberedelserne ser ud til at trække ud og kommer måske først fra Hals i morgen tidlig.

  • Mormor,  Solveig,  Tumling

    Jeg har ikke ligget på den lade side

    Weekenden har været særdelses aktiv. En masse af de små irriterende hængepartier, som har ligget alt for længe er klaret… jeg er så tilfreds med mig selv.

    I en pause blev jeg inviteret med på skovtur.

    Det gad jeg godt.

    Solveig er efterhånden ret sikker på benene. På et fladt underlag. Skovbunden var udfordrende, men hun var vedholdende og uanset for mange gange hun faldt rejste hun sig og fortsatte.

    Til sidst måtte hun have både bukser og trøje af for hun svedte af anstrengelse så nakkehåret krøllede.

  • Et øjeblik...

    Lørdagsfornøjelser

    Hjemmebagte slaskeboller til morgenmaden og af resten af gæren blev der 6 kanelsnurrer… mine første. Det var ikke så nemt at snurre som det så ud på videoen på youtube, men som en begyndelse blev de fine.

    Største fejl var dog, at jeg også halverede opskriften på remoncen.

    DEN fejl begår jeg ikke igen.

    Ellers startede lørdagen med lige at afvente besked efter at Solveig havde været ved vagtlægen. Hun har fået noget svamp i munden, som egen læge i går bare synes, at de skulle behandle med danskvand… vagtlægen gik mere grundig til værks i undersøgelsen og hun er nu sat i noget rigtig behandling.

    Hun går nu. Hele tiden. Rundt og rundt. Og på hospitalet havde hun også både været på vej i akutmodtagelsen og i kiosken inden det blev deres tur.

    Jeg har ikke været ved vagtlæge siden man blev bedt om at komme og så ellers kunne sidde der og blomstre i timevis. Nu får man en tid og de var kommet ind ikke lang tid efter. Det er bedre planlægning end hos lægehuset i Hals.

    Nu strikker jeg. I går vidste jeg ikke hvad jeg havde lyst til – i dag har jeg lavet strikkeprøver og endelig slået op til Lene Holme Samsøes ‘Muslinge Sweater’ fra bogen Heatherhill.

  • Et øjeblik...

    Mestringsfølelse

    Jeg så på Instagram et opslag hvor Kimmi Munkholm er på besøg hos Pia Dyhr i hendes røde sofa på Christiansborg. Mens pindene gløder taler de om stress og strikketøj. Og om mestringsfølelse, som absolut må være dagens ord.

    Jeg tror, at det som at lave mad fra bunden, strik og al mulig håndarbejde, ting vi gør med vores hænder, det giver os en mestringsfølelse. Og mestringsfølelser giver en eller anden følelse af, at man lykkes. Det er den fedeste følelse, den der følelse af, at have lært noget nyt eller at stå med et produkt man har lavet med sine hænder.

    Kimmi Munkholm

    Når man strikker falder hjertefrekvensen målbart. De mange mange gentagelser og hænderne der arbejder må virke beroligende. Jeg må nu erkende at strikketøjet også indimellem kan få mig helt op i det røde felt, hvis det ikke arter sig.

    Lige nu har jeg ikke noget på pindene. Jeg har garn, men – meget uvant – ingen ideer til hvad jeg skal gøre med det. Jeg håber ikke, at min strikkemojo er for nedadgående.

    Til morgen kørte jeg fra Hals i tæt tåge og iflg. Nanna har den på intet tidspunkt været lettet fra byen og tåget er det også stadig.

    I Aalborg har solen skinnet hele dagen.

    Min far sagde altid… vejret skifter i Holtet.

    Og det gør det!

    Holtet er en lille by 7,5 km længere inde mod Aalborg og jeg oplever ofte, at vejret ændrer sig netop der. Det må være noget med Hals placering ved havet, der kan gøre den store forskel i et lille område.

  • Et øjeblik...

    Efterårsvipes

    Første efterårsdag, i det mindste i følge kalenderen.

    Jeg elsker seriøst efterår og alt det, der følger med. Uld. Blæsevejr. Simreretter. Mørke. Varme frakker.

    Der er vi ikke helt kommet til endnu – faktisk lover de næsten sommer i den kommende uge – men der er masser af tegn på at efteråret ligger lige om hjørnet.

    Skovbunden bugner med svampe i alle farver, størrelser og faconer. Korsedderkopperne er talrige om efteråret og lyngen blomstre og ifører landskabet farven lilla.

    Den første weekend i september bliver af de stille. Kalenderen er tom så der er plads til lige præcis det jeg har lyst til.

    Det er ved at være meget længe siden jeg har været ved Vesterhavet. Måske bliver det denne weekend.

    Ellers bliver de noget med en masse strik, ture i nærområdet, en lur, og god tid til læsning.

    På lyttelisten ligger ‘De bedste familier’ af Kim Blæsbjerg, skønt oplæst af Morten Rønnelund. En umådelig velskrevet roman om hvordan udviklingen – sammen med Cheminova – kom til til Vestjylland og om de familier, der var afhængige af arbejdet i virksomheden.

  • Strik

    Det skal strikkes væk

    I går blev allersidste maske strikket på den sort-hvide Abby Genser til mig selv.

    Den har trukket tænder ud, ikke mindst fordi kroppen afsluttes med 20 cm åben rib strikket frem og tilbage i drejet ret og drejet vrang. Jeg skal erkende, at jeg sprang let og elegant over de drejede vrangmasker – ellers var den vist ikke blevet færdig i år.

    Den er strikket i Sandnes Sunday og Alpakka Følgetråd i farverne sort og kit. 521 gram i alt.

    Nu kan efteråret bare komme an.

    Jeg har et par mindre projekter på bedding – hemmeligheder. Med julen kun fire måneder væk er det bestemt ikke for tidligt at starte på de hjemmestrikkede gaver.

    Og som om jeg ikke havde garn og projekter nok, så læste jeg i formiddag på den lokale FB side at garnbutikken i byen havde halv pris på 4 udgåede farver i Kaos garn, både i Merino og i Brushed Alpaca.

    Jeg sikrede mig de sidste nøgler af begge kvaliteter i farven “intuitive,” som er en smuk turkisgrøn farve. Jeg har ikke noget specifikt projekt i tankerne, men der er rigtig mange opskrifter, der passer præcis til de to strikket sammen – også Abby Genseren – så jeg finder helt sikkert på noget.