I onsdags lærte jeg, at alt man foretager sig med en hvalp/hund skal være en god oplevelse.

Når hunde leger allerbedst bør man afbryde mens legen er god. Det samme med træningssessioner. Stop mens hvalpen fortsat synes det er sjovt.

Vores få morgengåture var ikke nogen god oplevelse. Hverken for Bob eller jeg, så indtil videre er de indstillet. I stedet går vi morgentur i haven, hvor han bliver krudtet af og får sig gjort ren inden jeg tager på job.

Siden sidste onsdag har vi gået stort set den samme tur ved stranden hver eftermiddag. Til at starte med ville han ikke gå væk fra bilen og jeg måtte bære ham et lille stykke eller lokke ham for at få ham med.

I dag tog han selv initiativ til at begynde turen. Han piler ikke længere lige i hælene på mig, men bevæger sig længere og længere væk på små eventyr. På udturen er han fri og på turen retur i bånd

Han bliver ældre, men sørme også mere tryg ved verden omkring.

I weekenden tænker jeg, at vi prøver om han også frivilligt vil forlade huset af hoveddøren… det er indtil videre ikke lykkedes 🙂

En god tur ved stranden og lidt leg med en labrador endte med at panikken bredte sig da vi nærmede os bilen.

Efter at have klappet på alle lommer i min jakke – mere end en gang – måtte jeg konstatere, at jeg havde tabt, ikke bare min bilnøgle, men også min husnøgle.

Heldigvis går vi ikke så forfærdelig langt, så jeg begyndte at gå turen baglæns. Jeg troede, at jeg havde tabt dem da jeg hev Bobs snor op af lommen. Bob var træt så ham havde jeg på armen, men selvom jeg vidste præcis, hvilken vej vi var gået, fandt jeg ikke nøglerne.

Jeg ved min niece har en nøgle til huset og så var det blot at håbe, at hun var hjemme så hun evt. kunne hente os i Bisnap.

Men hvad med bilen? Og job i morgen? Og. Og. Og.

Jeg bandede mig selv langt væk – pisosse – hvorfor putter jeg ikke også bare den nøgle i en lomme, som ikke er fyldt med hømhøm poser, hundesnore og godbidder, hvor man hiver ting op af i tide og utide og der derfor er stor risiko for at tabe noget.

Tilbage ved bilen tog jeg håbefuldt i døren. Jeg kunne være heldig, at jeg havde glemt at låse så Bob kunne komme ind og få lidt varme og så kunne jeg selv gå turen igen.

Døren gik op og i tændingslåsen sidder… NØGLEN!

Det kan godt være han er syg og har haft en lorte nat, men når mandagmorgen kan starte med sådan en samtale, tænker jeg, at det hele nok ikke er så skidt endda.

Jeg grinede så tårene trillede og MIN mandagmorgen blev knap så grå og tung at komme igennem.

Spørgsmålet om hvordan han klarede udfordringen med ‘den lukkede kiste’ blev ikke fyldestgørende besvaret (:

Brachycephal hedder den hovedform Bob har – og som i øvrigt også Lillebror havde.

Underbid, kort snude og et forholdsvist fladt ansigt.

Nogen synes med garanti, at det er verdens grimmeste hunde, men det er åbenbart det look jeg falder for, når jeg skal vælge hund.

I morgen er det 5 uger siden vi hentede ham i Vejle og jeg har ikke fortrudt mit valg et sekund.

Gu’ er det hårdt at have en hundehvalp, men selskabet og det sjove og givende opvejer sagtens den manglende søvn og de mange udfordringer det også giver.

Hvalpetiden er jo ret kort. Poden synes nu aldrig han skal blive større, men jeg er ikke helt enig. Den ro, der er over en voksen hund er trods alt at foretrække på den lange bane.

Endelig virker det som om Bob finder fornøjelse i at gå en tur ved stranden.

Vejret var dejligt og uden vind – og vi opholdt os derude en hel time.

Vi gik selvfølgelig ikke en time, slet ikke, men tog os rigtig god tid til at undersøge stedet.

Jeg satte mig på mit hemmelige sted og kort efter skred han på opdagelse omkring de joller, der er trukket på land for vinteren.

Der duftes og smages på skaller, tang, fiskenet, marehalm… verden er stor og ny, når man er en lille hvalp.

Vi gik også en lille smule i vandkanten, så våde poter heller ikke er ‘farligt’.

Nu skal der soves og spises og soves…

Nogle få af de billeder, der flimre forbi på tv, fanger øjet, rammer noget indeni og bliver brændt fast.

Et af de billeder er dette af Dronningen foran Christiansborg Slotskirke, som TV2 har taget.

Et billede af en rank sortklædt kvinde, omgivet af masser af mennesker, men synes alligevel så mutters alene. Jeg kan føle den sorg og ensomhed, der følger med at miste et menneske, som man har elsket og levet med en stor del af livet.

Det var et smukt og intimt øjeblik, der berørte mig dybt.

Bob skal da ikke snydes for fredagssnold, så jeg lagde vejen omkring Maxizoo på vejen hjem og købte et stort øre til ham.

Det er ikke et sted jeg handler ret meget. Det er alt alt for dyrt.

Jeg kiggede lige, hvad de skal have for 10 kg af den foder Bob får:
Maxizoo pris: 519,95
Zooplus: kr. 349,95

Træningsgodbidderne:
Maxizoo pris: 19,95 pr. pose
Zooplus: kr. 6,70 pr. pose

Det er en prisforskel, der er til at tage at føle på.

Bob D er kold som jordbæris og synes bare det øre er helt fantastisk.

Jeg har jubilæum i dag. 37 år. Det er lidt vildt at tænke på.

Det er fejret sammen med mine kolleger – så usikker vores ansættelsesforhold er i øjeblikket er det med at fejre hvert eneste år man hænger på.

Usikkerheden er yderligere blevet skærpet i den sidste tid. Virksomheden truer med opsigelse af den tryghedsaftale som vi, der er ansat før 2010, er omfattet af. Det betyder, at det bliver laaaangt billigere for dem at skille sig af med os og der ligger helt sikkert en bagtanke om en større fyringsrunde bag.

I øjeblikket ‘forhandler’ man med HK, men så vidt vi kan høre, er der INTET at forhandle om. Beslutningen ér taget og ‘forhandlingerne’ er ikke andet end spil for galleriet.

Jeg ved godt, at vi er forkælede overhovedet at have sådan en aftale, men kan skal huske at alle de lokalaftaler, der har ligget (og som allesammen nu er sløjfet) er goder vi har forhandlet os til gennem tiden – i stedet for højere løn: tryghedsaftalen, den gode pension, den betalte frokost, en ekstra ferie uge for medarbejdere over 55, osv osv.

Alle disse ting er strøget uden vi har fået en skid kompensation.

Så snart papirene er underskrevet går jeg ud og tegner en ‘lønsikring’. Jeg tør ikke andet. Med min alder og uddannelse er der ikke store chancer for at få et andet job og så er det rart at have ekstra tid til at afvikle.

Jeg har bemærket, at det er ret populært at fotografere sin baby med sådanne præfabrikerede milepælskort: “i dag er jeg 8 uger”, “i dag smilede jeg for første gang” og hvad der ellers står på kortene.

De findes (selvfølgelig) ikke til hundehvalpe, men det skal ikke forhindre mig i at fejre Bobs små successer.

I dag er det længste han har været alene hjemme og selvom jeg kiggede rigtig godt efter kunne jeg ikke se den mindste lille tissetår i entreen. Og det er ikke fordi, at han ikke har været vågen i løbet af dagen. Jeg har holdt øje med ham på overvågningskameraet.

Det er ikke sådan at han med ét er fuldstændig renlig – skal han, så skal han – blæren er ret lille, men det er alligevel en stor dag.

I skoven passerede han en stor hestepære… gik et par meter før duften ramte næsen og så vendte han om. Den skulle alligevel undersøges nærmere.

Den første hestepære… også en milepæl 😉