Hvid jul og sommertid

Er vejret pænt på denne dag, er sne i julen en sikker sag, siger et gammelt vejrvarsel.

Skal man tro på det, er den hvide jul sikret for det har været usædvanligt smukt i dag. I det mindste i det nordjyske, hvor solen har skinnet hele dagen fra en klar kold himmel.

Det var også første dag med normaltid. Kunne jeg ønske mig noget var det, at vi havde sommertid hele året for pludselig er det alt for tidligt mørkt.

Havde jeg ikke fri kl. 15 ville Bob og jeg kun komme i skoven eller til stranden i weekenden og ville nærmest ikke se lyset hele vinteren udover det jeg ser gennem kontorvinduet og det ville da nærmest ikke være til at holde ud.

Stranden var skøn i dag, men også så kold, at jeg fortrød at hue og vanter lå hjemme. Vi gik en lang tur. Igennem sommerhusområdet ud og ad stranden hjem.  Der er øde nu.

Husene er pakket ned for vinteren og der er fuldstændig mennesketomt.

Det giver en dejlig plads til os.

2 Comments

  • Susanne

    Ja, jeg er også glad når “gæsterne” er rejst hjem, og man har det hele for sig selv 😉
    Her skinnede solen også fra en skyfri himmel (Falster)
    Men hensyn til sommer/vintertid, er jeg ligeglad, bare vi holder op med at skifte to gange årligt.

    • Mette

      Skiftet generer mig ikke personligt, men jeg synes det er trist med alle de trafikdræbte dyr, som ikke kan finde ud af det. jeg mener at have hørt at man ville afskaffe det fra i år, men det blev måske ved snakken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *