Vild med vilje

Fuglebadet er blevet alletiders tilskud til foderstedet ved æbletræet (og ja, jeg fodrer året rundt). Min ex-mand og jeg har foræret mine forældre det engang, måske i guldbryllupsgave – jeg husker det ikke helt – og nu er det så kommet hjem til mig.

Det er vældigt populært. Både at bade i og drikke af. Det kræver lidt at holde det rent, men det er en lille pris at betale når man ser hvilken fornøjelse fuglene har. Det er især solsorten der nyder et bad, men også den lille musvit er set plaske i vandet.

Weekenden blev ikke helt så aktiv som jeg havde planlagt, så i dag måtte jeg kompensere en lille smule, så nu kan man godt køre forbi mit hus uden at tænke… hold da op, hun trænger til at…

Baghaven kører jeg sådan lidt mere efter princippet “Vild med vilje”.

Der skal være plads til fugle, pindsvin, tudser og insekter og det er der ikke, hvis haven er alt for velfriseret… er hvad jeg har overbevist mig selv om 🙂

2 Comments

  • Helle Klitgaard

    Det er et meget smukt fuglebad 🙂 vi fodrer også året rundt og nyder når fuglene plasker i fuglebadet. Vi har 3 duer, som kommer forbi for at spise og bade, sådan en due fylder hele badet, når den ligger og nyder solen og udsigten i haven i længere tid. Alle fugle må komme hos os, med undtagelse af dem, som vil æde de andre.

    Jeg kunne ikke drømme om at tænke, at du trænger til noget som helst, når jeg kører forbi, det må du fuldstændig selv finde ud af – andre skal jo heller ikke blande sig i, hvad vi gør eller ikke gør i haven.

    God fornøjelse med din fotoweekend i Aalborg.

    • Mette

      Her er alle også velkomne, men jeg har dog begrænset den direkte adgang til fodret for de store fugle – de kan jo nappe en fedtkugle i en bid – så de må nøjes med det, der falder på jorden.

      Det er mest min udlejer jeg tænker på. Det er hans eneste krav til beboerne i huset: at man passer haven. Måske har han tidligere haft bøvl med naboer, der klagede over en vild have 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *