Uge 8 en lille smule længere

  • Uge 8 er vinterferie i det Nordjyske og traditionelt en uge, hvor der skulle være lidt ro på jobbet. Det var der så ikke. Tværtimod lå jeg, de første dage i ugen, vandret i luften.
  • Jeg har fået skærmbriller og alt skulle være godt, men enten er de for stærke eller også kræver de bare tilvænning – i hvert fald kan jeg kun holde ud at have dem på i perioder og så må jeg lægge dem til side.
  • Det var ugen, hvor min mor forlod plejehjemmet i hjemmesko og uden overtøj. På samme tid blev en ældre dement mand efterlyst af politiet i Nordjylland. Ifølge Serviceloven anses brug af GPS på demente som magtanvendelse, hvis den demente person ikke selv udtrykkeligt har givet sit tilsagn forinden. Men mange demente er, på grund af deres sygdom, slet ikke i stand til at give et sådant tilsagn. Min mor er i hvert fald ikke. Man burde i stedet opfattet en GPS som en hjælp og en beskyttelse af den demente.
  • Der er brugt oceaner af tid på el-selskabet ‘Vindstød’, som leverer strøm til min fars nye bolig. Det er en meget langt historie med rykkere og breve med trusler om inkasso og afbrydelse af el-forsyningen. Det ser ud til, at de nu har fået ryddet op i deres faktura rod og anerkendt, at vi har betalt for den tid han har beboet lejligheden. Jeg gider ikke sådan noget rod, jeg gider ikke en kundeservice uden et telefonnummer og der er gjort kort proces: vi har flyttet el-leverandør. Trustpilot viser i øvrigt, at vi langt fra er de eneste, der har oplevet problemer med regninger og kundeservice. Ærgerligt, for jeg kan godt lide tanken om, at den el vi bruger kommer fra vedvarende energi.
  • Jeg læser fortsat Hjorth og Rosenfeldt – og er svært begejstret.
  • På strikkepindene er endnu et ‘svøb’. Denne gang er det Olives tæppe fra Knitting for Olive. Det er bestemt ikke fejlfrit og især starten var svær. Man begynder med kun 8 masker på strømpepindene og tæppet vokser så herfra. Jeg kæmpede det meste af en dag med bare at få begyndt og da der så i første rapport indløb et par fejl i mønstret besluttede jeg, at det måtte jeg se stort på. Ikke 10 vilde heste kunne få mig til at starte forfra med 8 masker på strømpepinde. Findes der nu et tip til at gøre starten nem/nemmere så giv gerne et pip.
  • En frokost/film date næste weekend har ført hjemmearbejde med sig. Inden jeg kommer, skal jeg have set James Bond filmen ‘Thunderball’ fra 1965. Det er ikke nærmere oplyst hvorfor. Jeg håber, at kunne finde den som online lejefilm.
  • Det blev afsløret at Touren kommer til Danmark. 2., 3. og 4. juli 2021 køres de tre første etaper HER. For en TdF entusiast er det store og glædelig nyheder. Jeg skal helt sikkert sydpå og se tredie etape og håber mine ‘manager’ venner synes det kunne være fedt at lave en tur ud af det.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *