I regn og slud skal hunden ud

Kategorier Bob D, Familie

Og til det har jeg brug for al min overtalelsesevne. Bob gider i hvert fald ikke at blive hevet ud af sin varme kurv og ud på morgentur i små regn. Som i slet ikke.

Det er måske også lidt unfair – jeg er klædt på i regntøj fra top til tå og han er på det nærmeste nøgen.

I går var han mere i sit es. Som ‘besøgshund’ hos de demente damer på Fjordparken. Det synes både de og han er et hit. Der kommer lys i øjnene og glemt er rollator og dårlige ben. Samtidig er han også et samtalemne på en afdeling, hvor samtale er svær. Flere af beboerne har slet ingen sprog, min mor siger en masse uden der hverken er hoved eller hale i det og så er der et par stykker, som man godt kan føre en nogenlunde normal samtale med.

Det er tungt at komme på besøg og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal takle, at min mor spørger efter Gudrun, Bebbe, Kalle og alle de andre fra hendes ungdom, som forlængst er døde og borte. Skal jeg tale hende efter munden eller skal jeg sige, at de er døde? Når hun spørger efter min far, som er flyttet på en anden afdeling, siger jeg, at jeg tror han er taget ud og fiske eller cykle og det ser hun ud til at synes er ok.

Her er Bob også en afleder, som bringer tankerne væk fra at nu gider hun ikke mere og at hun gerne vil ‘hjem’ (og her er det til sin mor i Frederikshavn hun mener).

I dag står den på besøg på den anden afdeling hos min far. Der skal Bob ikke med. Det skal tilgengæld min pc. Vi skal nemlig have bestilt nye lydbøger til ham.

3 tanker om “I regn og slud skal hunden ud

  1. Det er altid frygteligt svært at vide, om man tackler situationen med demente korrekt. Min svigerfar brugte det første af sine år på demens-afsnittet til at skiftevis vente på den vogn, der skulle køre ham hjem, eller på den af sine sønner, som havde både bil og nøglen til hans gamle lejlighed, så han kunne komme hjem. Det var så ikke min mand, men hans bror, der blev talt om, så min mand kunne godt besøge sin far uden de store problemer. Broren, han viste sig aldrig…
    Nu har vi fået svigerfar i jorden, der mangler kun stenen, som er lavet men ikke på plads endnu. Så kan vi sige, at det kapitel er afsluttet. Urnen er sat ned på hans forældres gravsted, så man kan sige, han kom hjem til sidst.
    Jeg tror, det er meget godt, din mor køber forklaringen med fiske- eller cykeltur.

    1. Jeg kender min mor så godt, at jeg kan læse i hendes ansigt hvad jeg skal svare på hendes volapyk. Heldigvis ser hun ud til at trives på afdelingen og personalet er enormt søde til at tage sig af hende. De har opdaget, at der er mange praktisk ting hun er rigtig god til – fx. at lægge tøj sammen, så hun har stadig opgaver, som hun har succes med.

      Jeg tænker, at der sammen med sorgen over at miste en forældre også ligger en slags lettelse.

      1. Der er helt klart en lettelse, når det ender på den her måde. Din mor lyder som en af de nemmere. Svigerfar var bare sur, gnaven og lydfølsom til han mistede det hele, så var han lettere at ha’ med at gøre, hvor grusomt det end lyder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *