Jeg kunne også være gået til Louis Nielsen

Kategorier Et øjeblik...

Jeg savner rigtig meget at læse. Engang afløste den ene bog den anden… så snart sidste side var vendt i en bog, begyndte jeg på den næste.

Så begyndte læsesynet at svigte mig og læselysten fulgte med.

Sidste år opdagede jeg så lydbøgerne. Tidligere forsøg med det medie faldt ikke heldigt ud. Min koncentration var der ikke, tankerne flakkede og jeg fik intet ud af at lytte.

Så blev jeg introduceret til Allan Olsen og Niels Skousen og på lange bilture oplevede jeg, at jeg faktisk lyttede til sangteksterne som andet end baggrundsstøj. En lydbog blev prøvet – også Allan Olsen – og det duede.

Siden har jeg erfaret, at jeg kan gå, køre bil, strikke, gøre rent, lave havearbejde o.lign aktiviteter, mens jeg lader mig underholde.

eReolen lod mig gratis låne lydbøger, men har et begrænset udvalg. Så prøvede jeg at købe bøgerne hos Saxo, men deres app til afspilning er bare helt håbløs.

Nu har jeg slået mig på Mofibo og det det er noget der du’r.

Deres app lader mig downloade bøgerne, så jeg ikke er afhængig af netforbindelsen og så snart jeg er færdig fjerner den automatisk bogen fra min mobil. Den er stabil og udvalget af bøger er stort.

Jeg har foreløbig nappet de sidste to bind af Jussi Adler-Olsens serie om afdeling Q og det var rigtig god underholdning. Ikke mindst pga. en skide god oplæser – dem er der nemlig også stor forskel på.

Lige nu er Blækhat af Sissel-Jo Gazan på programmet. Den ved jeg så ikke helt hvad jeg skal synes om. Jeg har hørt godt 3 timer ud af 17 og historien om Rose’s barndom trækker tilsyneladende ud i en uendelighed. Den får et par timer mere – har historien så ikke flyttet sig tror jeg, at jeg finder noget andet.

Måske på et tip fra dig? 🙂

6 tanker om “Jeg kunne også være gået til Louis Nielsen

  1. Mofibo er genialt – jeg hører SÅ mange bøger mens jeg går tur med hunden bl.a. Jeg vil klart anbefale alle bøger der bliver oplæst af Paul Becker – han forstår at gøre historien levende og har en fantastisk stemme. Særligt kan jeg anbefale – Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt, Analfabeten der kunne regne af Jonas Jonasson, En mand der hedder Ove, Britt-Marie var her af Fredrik Backman og flere andre af samme forfattere. God fornøjelse

    1. Tak for tippet. Jeg har læst et par stykker af begge forfattere og skal da lige have tjekke ud om der er andre der kunne være interessante.

  2. Jeg er aldrig blev ven med lysbøger, men for nogle år siden, hørte jeg Dronningeofret af Hanne-Vibeke Holst, hvis du kan lide hendes bøger, så findes Kongemordet nok også – og jeg er lige startet på den nye Som pesten, den tegner godt.
    Jeg har forsøgt at læse Selfies af Jussi Adler-Olsen, men den fangede mig ikke, så jeg har faktisk tænkt mig, at jeg vil prøve at høre den – hvis jeg nogensinde når til det – jeg læser jo stort set alle nye krimier, og efteråret bugner af nye bøger.

    1. Jeg er ikke ret vild med kvinden Hanne-Vibeke Holst, så jeg har aldrig haft lyst til at læse nogen af hendes bøger – men jeg kan se, at de er på hylden hos Mofibo så måske skal jeg glemme min aversion og give hendes bøger en chance.

      Modsat dig synes jeg at Selfies var rigtig god underholdning 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *