Der var lagt i kakkelovnen fra morgenstunden og mine kolleger var ikke i tvivl om min sindsstemning da de hørte mine hæle klapre temmelig bestemt hen over kontorgulvet da jeg mødte.

“Jamen nu hører han jo under Sygehus Vensyssel” var svaret da jeg til morgen tordnede overfor for personalet på Brønderslev Sygehus, og ville have svar på, hvorfor i alverden man har flyttet min far til Frederikshavn… jamen for fanden… det var han ikke for tre da siden hvor han lå på en tilsvarende afdeling i Aalborg - og da var det ikke noget problem at flytte ham til Brønderslev og der med Sygehus Vensyssel. Hvorfor er det så ikke muligt at flytte ham den anden vej?

Det fik jeg ingen svar på.

Nå lad nu det ligge. Så vidt jeg kunne forstå, er det midlertidigt indtil man har fundet ud af hvorfor han har blod i urinen - i det mindste var det sygeplejerskens opfattelse – og så kan vi vel leve med de ekstra kilometer så længe. I morgen kører min mor og jeg til Frederiskhavn – og så må jeg gå dem på klingen. For er det noget længerevarende, så skal de denondelyneme flytte ham til Aalborg, så det er muligt for ham at have sine pårørende omkring sig.

Andet er bare ikke rimeligt.

BASTA

Nu troede vi lige, at der skulle falde lidt ro over os og at man havde fundet et permanent opholdssted til min far. Men vi skulle blive klogere.

Jeg var taget afsted for at afhente min mor og min faster, som tidligere på dagen var blevet fragtet til Brønderslev.

Da jeg kom ind på stuen kunne jeg se min fars ting var pakket. Det viser sig så, at man har konstateret, at han har blod i urinen og det skal selvfølgelig undersøges. I morgen over middag overflytter man ham derfor til Frederikshavn!!!!

Hvorfor fanden Frederikshavn?

Min mor er 79 og bor i Hals… kunne man ikke tage en smule hensyn til mine forældres alder og sende ham til en medicinsk afdeling i Aalborg, hvortil der i det mindste går bybusser.

Til Frederikshavn fra Hals er der 2½ times transport i bus/tog men med min mors hukommelse tør vi ikke sende hende afsted alene.

Det vil sige poloen skal ud og køre… ruten Vodskov/Frederikshavn/Hals/Vodskov er på 158 km. Det er langt, når det er næsten hver dag. Og jeg har sådan set også et job, jeg skal passe!

Det daglige personale var selvfølgelig gået hjem da beskeden nåede mig og der sad blot et par sygeplejersker, som intet vidste. Men de har mig i røret i morgen tidlig i håb om, at jeg kan påvirke den retning de flytter ham i.

Jeg synes fandeme ikke, det er rimeligt…

Det kan være svært at forstå, at livet udenfor min lille familie faktisk går videre, som om intet var hændt. Men det kan jeg jo se det gør. Efteråret er her også og farver naturen smuk og gylden. Uanset.

Når jeg kommer på job, skal jeg til møder, svare på spørgsmål og tage stilling til dette og hint… og selvom det er rart, at få tankerne kanaliseret et andet sted hen, så er jeg bare slet ikke klar til, at der stilles for store krav til mig. Jeg kan passe mit arbejde, men overskud til ret mere end dét er der ikke. Endnu. Samtidig kan jeg mærke min lunte er lidt kort (kortere end den plejer) og jeg tror, at jeg vil benytte vores onsdagmorgenkaffemøde til forklare og/eller til at appellere til deres forståelse.

Så blev min far overført til Brønderslev… og her bli’r han, indtil han er god nok til at komme hjem. Han kom fra en helt nymoderniseret afdeling på Sygehus Nord, så det var noget af en skuffelse at se Brønderslev Sygehus. Det er både kedeligt og nedslidt - og når man tænker på at man her langtidsindlægger mennesker, så havde jeg i min naivitet troet/håbet, at man havde forsøgt at gøre det lidt hyggeligt.

Der var velkomstmøde med sygeplejerske, ergoterapeut og fysioterapeut. De ville vide lidt om min far og vi fik info fra dem. Det lyder som et samarbejde, der kunne blive godt. Min far så godt ud, var glad og efter nogle få talepædagogsessioner er han langt nemmere at forstå end han var for blot nogle få dage siden. Han er rigtig god til at sige til og fra. Sige hvad han gider, at maden smager forfærdelig, at han ikke gider blive pakket ind i alle de fandens dyner… så kender vi ham igen

Han havde fået lagt en sonde i aftes og med den er man så også i stand til at give ham den nærning han har behov for. Han har haft lidt problemer med at spise og drikke nok… selvfølgelig skal han selv indtage det han kan… men nu kan de supplerer med resten i sonden.

Træningen starter i morgen. Og han er meget motiveret.

Og så kunne vi forresten godt tage hjem. Tak for besøget

Lige nu føles livet nærmest som en sæbeopera og er du forvirret og træt, så skulle du prøve dags tid i mine sko…  ja altså, min far er da til at holde styr på, for han ligger/sidder jo ganske stille… men min mor… det er fa’me som at holde styr på en 5 årig, der er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde (-:

Nå okay, så slemt er det måske ikke… men næsten! Og så alt den køren frem og tilbage. Og det bliver ikke mindre fra i morgen, hvor min far overflyttes til Brønderslev Neurorehabiliteringscenter.

Det bliver en del længere at køre, men jeg håber alligevel, at der kan falde lidt ro over det hele og vi kan finde en rutine, så vi både kan besøge min far og stadig overskue, at have en normal hverdag.

Vi skal deltage i et indlæggelsesmøde i morgen formiddag kl. 10, så det blev endnu en fridag i utide og endnu en udsat “målaftale” samtale med min chef. Heldigvis blev jeg kun mødt med et smil og et “selvfølgelig“.

Når det så er overstået og vi kommer hjem, har min søde nabo, Hr. Bjerre, lovet at fikse Poloen. Bremserne hviner og bremselyden er mest af alt metal mod metal. Jeg er dybt afhængig af den bette bil. Særligt nu og den skal bare være i orden. Og det bli’r den. Har han lovet. Og sker der noget uforudset ta’r jeg bare en af hans. Han er simpelthen Guds gave til en kvinde med en 20 år gammel bil

Med en hund i den ene hånd, et kamera i den anden og en god portion vilje kan man sådan en skøn søndag morgen godt abstrahere fra, at verden ikke er helt som den plejer.

Der var skønt ved fjorden. Morgensolen kiggede gennem disen og der var både stille og lunt. Vi så et par rådyr og en stor flok fugle af en art, der så ud som om de var ved at samles for at rejse mod syd i fællesskab. Ellers var der kun os to.

Vi fik et par timer til at gå. Den rødhårede med dét hunde nu gør… snuse, tisse, rulle, bade. Og hendes matte med et øje på dyret og det andet klistret til 7D’erens okular.

Senere i dag skal jeg på Sygehus Nord. Jeg har min fars bærbare med og selvom han siger “han ikke gider” næsten uanset hvilken type adspredelse vi stiller op med, så tager jeg den med. Måske får han lige pludselig lyst.

Men først har jeg noget meget langt græs der skal slås. Jeg gider heller ikke, men jeg skal. Ha’ en dejlig søndag.

På grund af en pludselig opbremsning koliderede to biler foran mig på vej ned af Kirkevej. Bagerste bilist blev så febrilsk, at han satte sin bil i bakgear… og bakkede direkte ind i Poloen.

Stakkels mand… han var grædefærdig… det lykkedes ham at skade to biler med 30-40 km i timen på en stille villavej!

Poloen led dog ingen større skade. Nummerpladen blev lidt krøllet, så da jeg sagde pyt og ikke ville gøre mere ved det, blev han så glad, at jeg helt blev bange for, at han ville kysse mig.

Den skal vel bare pilles af og have et par gok med en hammer, så er den så god som ny.

Græsset trænger til at blive slået. Vasketøjskurven er fyldt. Gulvet trænger til støvsuging og vask. Der har ikke været lavet mad i mit køkken siden i søndags. Opvasken står bare.

Verden blev vendt op og ned i mandags… permanent. Akutfasen og den værste kaos er ved at være over og nu forestår det store arbejde, at finde en hverdag i en anderledes familie. De har kunnet klare sig selv de to gamle… nu er de med ét begge to afhængige af vores hjælp.

Min far er indtil videre i gode hænder, så min mor er den, der er mest omsorgskrævende. Mine forældre har været gift siden 1951 og min mor har aldrig været alene. Hun synes, det er underligt. Hun sover ikke om natten og jeg kan høre hun bliver mere og mere fortvivlet. Min søster er heldigvis genbo til mine forældre og det er guld værd i den her situation. Det gør i hvert fald, at jeg kan sove om natten og passe mit arbejde, at jeg ved der bliver holdt øje med hende.

…

Nåmen det var alle de praktiske hængepartier der kaldte… inden turen igen går til Sygehus Nord, videre til Hals og retur til Vodskov.

Ha’ en god lørdag

Normalt kommer jeg aldrig på Aalborgs venstre bred, men fordi min far nu er indlagt på Sygehus Nord, har jeg min daglige gang her. Reberbansgade er vel det nærmeste vi kommer et aalborgensisk Latinerkvarter. Det vrimler med små sjove forretninger og restauranter, helt anderledes end på højre side af af Vesterbro. En dag jeg har god tid (og flere penge) skal jeg ind og snuse i hver og en.

I dag nøjedes jeg med at købe 5 store tomater på stilk hos indvandrergrønthandleren… de kostede “etellerandetjegikkehusker” pr. ½ kilo, men han kiggede blot ned i posen… “en tier… er det i orden?” spurgte han. Og det var det. Og lidt til. Jeg havde nemlig netop returneret en bakke mugne tomater i Kvickly, som jeg tidligere på dagen havde betalt kr. 16.95 for! nå ja… jeg fik så også en flaske vin for mit besvær med at bringe dem retur, så det var en helt okay handel alligevel.

Den gamle så rigtig godt ud. Han havde fået noget at sove på i går og det hjælper altid lidt på humøret, at have fået en ordentlig nattesøvn. Han var også nybarberet – det havde han oven i købet selv gjort. Han havde haft tale pædagog og når han brugte de teknikker han havde fået, var han ret nem at forstå.

Han er selvfølgelig skide træt af at være bundet til seng og kørestol – og jeg kan squ godt forstå, hvis han han indimellem har temmelig svært ved at finde sig selv i den her nye fremtid. Jeg håber, at han med den rette træning hurtigt selv kan mærke at der er fremgang, så han kan se, at der også er et liv efter en blodprop i hjernen.

You don’t know how strong you are,
until being strong is the only option you have…

Hvis du skulle være i tvivl… så er det her jeg opholder mig

Ude fra ser Aalborg Sygehus Nord forfærdelig ud… men man skal ikke skue hunden på hårene… er det ikke sådan man siger.

Jeg har ikke været her siden Poden blev født samme sted for snart 18 år siden. Og her er virkelig sket noget. Fødegangen ligger her stadig og 5 etager længere oppe ligger min far. Om det gælder hele bygningen ved jeg af gode grunde ikke, men hele 5. sal er i hvert fald nyrenoveret. Her er lyst og rart med fin opholdsstue, nye møbler, lækre badeværelser og fine stuer med alt i moderne bekvemmeligheder… bla. hænger der over hver seng en arm, hvorpå der er monteret et lille fladskærms tv (og radio), som kan placeres, så man kan se tv uanset om man sidder eller ligger. Og selvfølgelig med hovedtelefoner så man ikke forstyrrer naboen.

Det går forresten godt… omstændighederne taget i betragtning. I går var han meget træt, så derfor ankom vi i dag først efter afdelingens hviletid var slut kl 14.30. Min far var godt tilpas. Han blev hevet op i en kørestol og vi trillede ham ud i opholdsstuen… her sad vi frem til aftensmaden og der var plads til gode historier, kvikke bemærkninger og smil… selvom det selvfølgelig stadig er noget lårt.!

Nu er jeg også færdig som sanger… der kommer en god krimi på DR2 og jeg tror, det bliver på den lille skærm i den store seng :-)

Windows har aldrig gidet leget med raw filer. Man har skullet benytte et 3.parts program som Brigde eller Lightroom - men med Microsofts nye Camera Codec Pack til Win7 kan du nu også få et thumbnail-preview af dine raw filer i en stifinder. Bevares de orange blomster er da fine… der er bare for mange af dem.

Min bedre “skrivebords”halvdel har god tid til at læse Pc-world, Computer World og hvad har vi… og indimellem kommer der denne slags godbidder min vej.

Det er en funktion har jeg manglet, så den er fluks installeret hos mig.

Du kan hente den her

“Til morgen ville jeg gå bort i nedtrykt sindstilstand”, indledte min far vores besøg i dag med at sige… “men jeg kunne ikke” kom det tørt bagefter og med et skævt smil.

De var begyndt genoptræningen, så han var træt i dag. Meget. Da vi kom sov han og det gjorde han igen da vi gik. I morgen lægger vi vores besøg til efter de har sovet til middag og derfor tager jeg også på job igen i morgen. Jeg kan nemt få brug for mine fridage senere i forløbet. Og så trænger jeg også til at tale om noget andet.

Han er ikke overflyttet til Dronninglund som forventet og bliver det heller ikke. Der er så lang ventetid på en plads der, at man var nødt til at visitere ham til Brønderslev Neurorehabiliteringscenter i stedet. Min far er helt sikkert ligeglad og kvaliteten af genoptræningen er sikkert også den samme… men for for fanden, det gør livet mere besværligt for os som pårørende.

Vi må tage én dag af gangen… de kommer alligevel aldrig samtidig!

…

Ja, jeg beklager, men lige nu er det de to gamle, der fylder mit liv.

Jeg vågnede midt i nat… tænkte… var mandagen bare en ond drøm? Men desværre, så heldig var jeg ikke.

Den mand jeg så i går i den hospitalsseng var kun en skygge af min far. Han er 81, men frisk og aktiv… langt mere end man kan forvente af en mand i hans alder. Eller rettere var frisk og aktiv. At se ham forvandlet til en konfus, mumlende, urolig og lammet patient var næsten ubærligt og jeg skal blankt erkende, at jeg var sønderknust og fyldt med pessimistiske tanker da jeg kørte hjem.

Sovet fik jeg ikke. Nogle få timer måske. Og det var der heller ikke andre i familen der gjorde. Både Poden og jeg tog en fridag… der sker bare ting indimellem ting, der sender arbejde og skole ned blandt de ting, der ikke betyder noget. Det her er en af dem og jeg har heldigvis fuld opbakning fra både min leder og min kollega.

I morges blev min far så overflyttet fra Sygehus Syd til Sygehus Nords Apopleksiafdeling, hvor han skulle udredes. Min mor og min søster var der fra den tidlige formiddag og min søster ringede med jævne mellemrum, når der var nyt at fortælle. Poden og jeg stødte til først på eftermiddagen.

Da jeg trådte ind på stuen sad han op i en kørestol og tog smilende imod mig. Stadig lam i højre side men det konfuse og urolige var helt væk. Han var fuldstændig rolig og klar. Og selv om han har talebesvær pga. lammelsen og kan være lidt svær at forstå, så har han ikke svært ved at finde ordene. Overhovedet. Vi kunne joke med ham. Grine ad og med ham. Han havde sågar irettesagt personalet… de har kaldt ham Leif og ikke Henry, som vi gør… selv om han faktisk hedder begge dele.

Allerede i morgen ryger han videre til Dronninglund Sygehus, hvor genoptræningen starter. Og med hans stædighed er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal få det optimale ud af sådan en genoptræning.