Jeg har nu skrevet til Justitsministeren og afkrævet ham et svar på om ham mener, at de ni hvalpe skal aflives… så må vi se om han svarer!

I mit indlæg fra den 5. juni var jeg helt overbevist om at Jimmys 9 amstaff hvalpe selvfølgelig fik lov at leve et godt hundeliv… i dag blev jeg klogere!

Det viser sig, at de befinder sig i et slags ingenmandsland: De er født inden lovens ikrafttræden 1. juli 2010, men hverken Jimmy eller de nye ejere kan opfylde § 3 Stk. 4. hvor der står “Personer, som den 17. marts 2010 besidder hunde omfattet af § 1 a, stk. 1, nr. 3-13, i lov om hunde som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, eller krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår, kan fortsat besidde disse. Sådanne hunde må dog ikke overdrages.”

Hvordan i alverden kan man indføre sådan en lov med tilbagevirkende kraft og be’ en opdrætter aflive disse ni?

Havde de været mine, havde jeg kontaktet pressen… regeringen… kennelklubben… dronningen…. og sat himmel og jord i bevægelse for at redde deres liv!

Elephant Parade Copenhagen er en fantastisk innovativ kunstbegivenhed, der samtidig oplyser befolkningen om de trange og forringede vilkår for den truede asiatiske elefant. Elephant Parade kaster et farvestrålende lys over den krise som dette majestætiske dyr befinder sig i. Den oplyser byen i farver, lyser folks ansigter op i smil og giver et enestående, sjovt og kreativt tvist til indsatsen overfor arternes overlevelse, naturbevaring, og harmoni mellem mennesker, dyr og natur.

Min farmor samlede på elefanter. I alle afskygninger. Ikke dekoreret af kendte kunstnere, selvom der indimellem var et par farvestrålende eksemplarer. De var over alt i skabe, reoler og vindueskarme. Når børn, børnebørn og oldebørn havde været ude at rejse, var der altid en elefant med hjem i kufferten til farmor. Jeg havde mine yndlinge, mine kusiner og fætre ligeledes deres. Da hun kom på plejehjem forsvandt de fleste og da hun døde forsvandt resten. Jeg ville forresten gerne ha’ arvet en, men jeg blev ikke givet muligheden.

Det var ikke så ofte, jeg fik lejlighed til at være alene med hende. Med otte børn og et hav af børnebørn og oldebørn var der stort set altid folk omkring. Jeg havde dog fornøjelsen af, at køre i bil med hende ved mange lejligheder, have hende på tomandshånd i nogle timer. Hun var en enestående fortæller, havde en god hukommelse og var klar i hovedet. Hun fortalte levende om sin barndom, hvor kun kom ud og tjene på en af nobogårdene allerede som 7 årig, om barske tider under krigen og om livet som mor til otte under fattige kår. Underligt at tænke på, at min far har været et af de børn, der er vokset op under så dårlige forhold.

Min farmor siddende foran til højre ved siden af min farfar.
Den smukke unge mand til venstre er min far, som er den ældste i flokken

Havde hun været her endnu, have jeg taget hende med til Elephant Parade Copenhagen – det ville hun ha’ nydt.

Og så ville jeg forresten gerne have haft en af hendes elefanter.